Reformationen i Wittenberg, anført af Luther og Melanchthon, fik hurtigt følgeskab af andre reformbevægelser. Det skyldtes først og fremmest, at reformpresset var stort og havde været det længe. De mange nye bevægelser skabte forskydninger i landskabet.
Kirken i Rom stod stejlt over for både den lutherske og den reformerte reformation, der havde sit centrum i Genève. Samtidig kunne lutheranerne og de reformerte ikke enes indbyrdes, men skiltes på grund af forskellige opfattelser af guddommeligt nærvær i nadveren.
Én ting kunne Rom og de store reformationsbevægelser dog godt enes om: fordømmelsen af anabaptisterne.
\ Læs mere
\ Reformationen
Læs mere om reformationen på Videnskab.dk’s tema-site 'Reformationen'.
Her finder du et stort og bredt udvalg af artikler om reformationen, Martin Luther og den evangelisk-lutherske kirke.
Anabaptister, brødre eller bare døbere
De første anabapister eller døbere havde deres udspring i den romersk-katolske kirke, og kan derfor bedst forstås som en parallelbevægelse til den lutherske reformation. De forstod dog sig selv som en del af en den generelle reformatiosbevægelse, Luther satte i gang.
Både mennonitter, amish og hutteritter er anabapister. I modsætning til katolikker, lutheranere og reformerte gik anabaptiserne ikke ind for barnedåb. Derfor blev de af deres modstandere kaldt 'gendøbere' (ana-baptister). Dette var dog aldrig et navn, som disse bevægelser brugte om sig selv.
I stedet kaldte de sig Brødre, Døbere eller Dåbssindede, for i egne øjne gendøbte de ingen. Anerkender man ikke barnedåb, kan voksendåb netop ikke være en gendåb.
\ Læs mere
Gendøberne blev henrettet ved drukning
Forskellen var ikke ligegyldig. For ifølge gamle katolske love fra det 4. århundrede var gendåb en kriminel handling, der kunne straffes med døden, fordi gendåb udfordrede den etablerede religiøse samfundsorden.
Fremtrædende repræsentanter for døberbevægelserne blev henrettet ved drukning, som man fandt var en særligt passende straf.
Døberne fortolkede kristendommen sådan, at den kristne var kaldet til at afstå fra edsaflæggelse, at deltage i voldshandlinger og at varetage offentlige embeder.
I stedet skulle kristne leve i egne samfund adskilt fra den 'faldne' verden. På den måde blev døberbevægelserne anset for både at være kætterske i forhold til kirken og oprørske i forhold til staten.
Pacifisme var samfundsundergravende
Pacifisme blev i datiden anset som samfundsundergravende, fordi det anfægtede fyrsternes mulighed for at stille soldater.
Da den tyske kejser i 1530 indkaldte til rigsdag i Augsburg, udsendte Johannes Eck, en af Luthers skarpeste kritikere, 404 artikler, der oplistede 386 kætterske synspunkter hos protestanterne.
Flere af disse behandlede dåb og ulydighed over for øvrigheden på en måde, der syntes at bringe protestanter og anabapister på samme fløj.
\ Læs mere
Lutheranerne sender aben videre
For Luther skulle kætteri ikke straffes med dødsstraf, men han accepterede, at der var dødsstraf for oprør. Det så man blandt andet i bondeoprøret. Stillet over for truslen om at blive sat i boks med anabapisternes som 'pacifistiske oprørere', kunne situationen derfor blive kritisk.
Hvis Johannes Eck havde held med den strategi, ville protestanterne ikke blot blive beskyldt for vranglære, men også for oprør. Det gjaldt derfor i høj grad for protestanterne om at sende aben videre.
Derfor finder vi i Den Augsburgske Bekendelse en skarp fordømmelse af gendøbere, og bekendelsen slår fast, at kristne har lov til at beklæde statslige embeder.
Fordømmelsen af gendøberne i Den Augsburgske Bekendelse medførte, at forfølgelsen af døberne også fortsatte efter reformationen, hvor de blev udsat for tortur og mishandling, og man så eksempler på tvangsdåb af børn.
Det var dog imod luthersk lære at henrette folk af religiøse grunde. Netop derfor var det vigtigt at fastslå, at tilhængere af døberbevægelserne var politiske oprørere, fordi de dermed kom ind under almindelig verdslig strafferet.
På grund af forfølgelserne i Europa emigrerede mange døbere til USA, hvor der stadigt findes store grupper af amish-folk, hutteritter og mennonitter. Døberbevægelserne kom ikke til Danmark i noget stort antal og blev også lejlighedsvist udvist. Den sidste mennonittiske menighed i Danmark forsvandt i begyndelsen af 1900-tallet, da den sidste præst døde.
Undertrykkelse og forsoning
Døberbevægelsernes historie i Europa er sort. De blev både bekæmpet af katolikker og protestanter og udgør derfor et af reformationshistoriens sorte kapitler. Dette var baggrunden for, at Det Lutherske Verdensforbund og Den Mennonistiske Verdenskonference i 2002 nedsatte en international studiekommission, der skulle ende i en forsoning mellem kirkerne.
Det væsentligste bidrag til forsoningen var en fælles beskrivelse af den luthersk-mennonistiske historie, foretaget af ledende kirkehistorikere fra begge traditioner.
Resultatet blev en af de mest sobre fremstillinger af konflikten, netop fordi begge parter skulle kunne se sig selv i fremstillingen. Et sort kapitel fandt på denne måde sin afslutning.
