I disse dage bekræfter unge over hele landet deres tro på Gud og Jesus.
Men bekræftelsen bygger på en misforståelse.
For konfirmationen er kun i yderligt-gående kredse en bekræftelse af den døbtes tro på Gud.
I den almindelige folkekirke er konfirmationen stik modsat. Den er det øjeblik, hvor Gud bekræfter det, dåben allerede en gang har bestemt. Nemlig at man er Guds barn.
»Mange opfatter konfirmationen som en bekræftelse af ens dåb. Men det er faktisk ikke det, som sker. Konfirmation betyder bekræftelse. Men det er dig, den enkelte, der bliver bekræftet af Gud. I kristen forstand er konfirmationen derfor lidt overflødig, for Gud har allerede taget en til sig som Guds barn, når man bliver døbt,« siger Leise Christensen, der har forsket i unge og konfirmation og er lektor ved Teologisk Pædagogisk Center.
Faktisk er spørgsmålet om, hvem der bekræfter hvem, et teologisk skænderi. For i stærkt dogmatisk troende kredse er konfirmationen den enkeltes bekræftelse af Gud. Men i den blødere grundvigianske folkekirke er det modsat.
Ingen fremtid uden konfirmation
Konfirmationen spiller ingen religiøs rolle i protestantisk kristendom. Ved reformationen i 1500-tallet blev den katolske 'firmelse' droppet, fordi firmelsen ikke er en del af sakramenterne.
Men efter at 1600-tallet, med al dets hungersnød, krig, sygdom og lidelse nærmest havde banket læren om Gud ud af den danske befolkning, blev konfirmations-ritualet importeret til Danmark fra den nordtyske pietist-bevægelse.
Pietisterne svarer i dag til Indremission. I 1736 blev konfirmationen indført og knyttet sammen med 'rytterskolerne', som var skoler på godser og folkeskolens forløber.
Mange opfatter konfirmationen som en bekræftelse af ens dåb [...] Men det er dig, den enkelte, der bliver bekræftet af Gud.
Leise Christensen
»Der var meget kort skolegang, men man skulle kunne sin katekismus. Det var et lovkrav, og man kunne ikke flytte fra sognet, få plads, springe soldat eller blive gift, før man var konfirmeret,« siger Leise Christensen.
Hver tredje 18-27 årig fortryder
En Gallup-undersøgelse for avisen Urban viser, at hver tredje 18-27-årige fortryder, at de blev konfirmeret. Det har fået debatten om, om 13-14-års alderen er for tidligt at blive konfirmeret, til at blusse op.
»Oprindeligt var loven, at man skulle være konfirmeret, inden man blev 19 år. Men de fleste blev konfirmeret i 13-14 års alderen, for ellers kunne forældrene ikke få losset børnene væk hjemmefra,« siger Leise Christensen.
Hun mener det er besynderligt at tale om fortrydelse i forbindelse med konfirmation, da det betyder, at man fortryder, at Gud har bekræftet det, som dåben for længst har bestemt; at man er Guds barn. Men hun er ikke et øjeblik i tvivl om, at færre ville blive konfirmeret, hvis alderen blev hævet.
»Som 18-årig tror man jo, gudskelov, at man er uovervindelig og kan flyve, men når man styrter en dag, og det gør man jo, så er det rart at have et sted at gå hen og tale om sin lidelse, om døden og sorgen,« siger Leise Christensen.
Ingen alternativer
Oprindeligt var konfirmationen da heller ikke noget, man tog stilling til.
Dels var det lovpligtigt, dels var uddannelsesniveauet meget lavt og dels hang verden og Gud uløseligt sammen.
»Tanken om ikke at være kristen var utænkelig. Man kunne ikke forestille sig andet end at Gud var himlenes konge og Jesus var hans søn. Dermed ikke sagt at det var en ureflekteret tro; det var ganske enkelt en del af det at være menneske,« siger Leise Christensen.
Der findes ingen historiske optegnelser af en rebelsk ung, der har trodset kongens lovgivning og nægtet at lade sig konfirmere. De eneste optegnelser af trods er modsat: En enkelt gang har et medlem af den stærkt troende bevægelse 'De stærke jyder' nægtet at lade sin søn konfirmere, fordi den bog, sønnen blev undervist i, ikke var from nok. Han endte med at vinde sagen.
