Med Reformationen blev det i Danmark kongens opgave at sikre, at folk levede som gode kristne.
Derfor blev de ti bud retningsgivende for lovgivningen.
Det betød blandt andet, at alle former for sex uden for ægteskab blev en kriminel handling.
Kongen skulle opdrage folket
Reformationen betød, at kongen overtog kirkens gods og magt. Men den betød mere end det. Med magten fulgte en sammentænkning af statens og kirkens opgaver.
Kongen skulle nu sikre det, der tidligere havde været kirkens opgave; han skulle opdrage folk til gode kristne.
\ Reformation
Læs mere om reformationen på Videnskab.dk’s tema-site ‘Reformationen’.
Her finder du et stort og bredt udvalg af artikler om reformationen, Martin Luther og den evangelisk-lutherske kirke.
Det skete i vid udstrækning gennem kirken og skolen, men lovgivningen blev i høj grad også brugt til at sikre, at kirkens normer og moral blev efterlevet.
\ Læs mere
De Ti Bud blev Danmarks nye retningslinjer
Før reformationen havde kirken haft sin egen lovgivning, kanonisk ret. Kanonisk ret var udstedt af paven i Rom og gjaldt for hele den katolske kirke.
Med reformationen ophørte kirken med at være lovgiver og domstol, og kongen var derefter den eneste lovgiver.
Luther havde ret kontant afvist gyldigheden af kanonisk ret ved at brænde et eksemplar af den. Derfor måtte den nye lovgivning, der skulle udvikles i de protestantiske lande, bygge på et andet grundlag end kanonisk ret.
Luther havde samtidig peget på De Ti Bud som essensen af de retningslinjer, Gud havde givet mennesket at leve efter, og de blev grundlaget for den kriminallov, der blev udviklet i Danmark efter reformationen.
Udviklingen kulminerede med udstedelsen af Danske Lov i 1683, hvor straffeloven var struktureret efter De Ti Bud, men det havde været en gradvis udvikling og tilpasning.
\ Læs mere
Ægteskabet skulle beskyttes
Ægteskab var et af de områder, der før reformationen havde hørt til både det kirkelige og det verdslige retssystem.
Med reformationen skiftede ægteskabet status fra at være et kirkeligt sakramente til at være en verdslig institution. Men samtidig fik ægteskabet og husholdet en hel central placering i Luthers lære om det jordiske liv.
I sit opgør med klosterlivet og cølibat som den helligste livsform, gjorde han ægteskabet og det daglige arbejde i husholdet til der, hvor mennesket levede i størst overensstemmelse med Guds vilje.
Ægteskabet, og dermed husholdet, skulle beskyttes gennem overholdelsen af det sjette bud: »Du må ikke bedrive hor«.
Sex før ægteskab var strafbart
Luther forklarede i sin Lille Katekismus det sjette bud som at: »leve et kyskt og tugtigt Levnet, intet utugtigt enten sige eller gjøre; hver elske og agte sin hustru«.
Det kom konkret til at betyde, at to idealer inden for ægteskab og seksualitet skulle overholdes: jomfrudom ved ægteskabets indgåelse og monogami i ægteskabet.
Begge køn var lige forpligtede på begge idealer, for begge syndede lige for Gud; sex var kun noget, der hørte til inden for ægteskabets rammer, og ægtesengen skulle holdes ubesmittet. Alt andet var ikke blot en synd, men også en forbrydelse den verdslige magt skulle straffe.
Utroskab kunne straffes med døden
Allerede året efter reformationen, i 1537, blev der indført dødsstraf for hor, med andre ord ægteskabsbrud. Christian III’s Anden Københavnske Reces bestemte, at en ægtemand, der begik hor, skulle halshugges, og at en ægtekvinde, der begik hor, skulle druknes i en sæk.
Straffen blev dog mildnet lidt med Den Kolindske Reces fra 1558. Ifølge denne lovgivning skulle folk, der blev taget for at bedrive hor, i første omgang straffes økonomisk, anden gang med landsforvisning og først tredje gang med dødsstraf.
Strafferammen for ægteskabsbrud holdt ved i lang tid og blev optaget i Christian V’s Danske Lov i 1683.
\ Læs mere
Jomfrudom ved ægteskabets indgåelse
Kravet om jomfrudom ved ægteskabets indgåelse blev ikke gennemført helt så hurtigt og konsekvent som kravet om monogami i ægteskabet.
Før den nye lovgivning var det kun manden, som blev straffet for et seksuelt forhold til en ugift kvinde, jomfru eller enke. Kvinden blev derimod i højere grad holdt straffe- og ansvarsfri, da der var tale om ‘jomfrukrænkning’.
Det ændrede sig dog med en forordning, der blev udstedt af Christian IV i 1617, 100-året for Luthers 95 teser. I den nye forordning blev både mænd og kvinder straffet for det førægteskabelige seksuelle forhold, der blev kaldt lejermål.
\ Læs mere
Offentligt skrifte, pisk og fængselsstraf
Lejermål blev efter forordningen i 1617 straffet med bøder og åbenbart skrifte i kirken de første to gange. Åbenbart skrifte var en offentlig udgave af det skriftemål, der også i den protestantiske kirke var en forudsætning for, at man kunne komme til alters og modtage nadveren.
Ved det åbenbare skrifte bekendte synderen sin forseelse i forbindelse med en gudstjeneste, som regel lige efter prædiken foran alteret.
Derefter kunne vedkommende genoptages i menighedens kristne fællesskab og deltage i nadveren. Det var en forudsætning for både den sociale accept i nutiden og den guddommelige tilgivelse af synden.
Tredje gang man begik lejermål havde det anderledes hårde konsekvenser end åbenbart skrifte.
En kvinde skulle efter tredje lejermål piskes ved kag’en, som var en pæl på byens torv. Straffen var æreskrænkende, fordi den blev udført af bødlen og betød en efterfølgende udstødelse af kvinden fra de ærliges samfund.
En mand, der begik lejermål tredje gang, skulle straffes med fængsel eller med en fysisk straf. Strafferammen for lejermål blev også videreført med Danske Lov i 1683.
Generelt var straffene mere fysiske, end dem vi kender i dag, dels fordi man mente, det var mere afskrækkende, og dels fordi man ikke havde ressourcer til mange og lange fængselsstraffe.
\ Læs mere
En ny moral
I 1812 blev straffen for første og anden gangs lejermål endeligt ophævet.
Det skete med den begrundelse, at det var moralsk forkert, at staten straffede nybagte forældre økonomisk, og dermed gjorde dem ude af stand til at forsørge det nyfødte barn. Men barnet blev stadig anset som ‘uægte’, da det var født uden for ægteskab.
De uægte børn havde fortsat en anden retlig stilling end børn født inden for ægteskabet, f.eks. i forhold til arveret.
Straffen for tredje gangs lejermål blev først ophævet efter enevældens afskaffelse med den nye straffelov i 1866. Alligevel er ophævelsen af straffen for førægteskabelig seksualitet et tydeligt tegn på skift i lovgivningens moralske grundlag.
Fra midten af 1700-tallet var det væsentlige for lovgivningen ikke længere, at man konsekvent straffede alle brud på De Ti Bud i overensstemmelse med Guds anvisninger. På det tidspunkt var religionens position blev udfordret af oplysningstidens tanker og andre idéer om, hvordan samfundet skulle indrettes.
Det problematiske ved den førægteskabelige seksualitet var ikke længere den religiøse synd. I stedet var det vigtigt at sikre de børn socialt, som kom ud af førægteskabelig seksualitet.
