Martin Luther interesserede sig ikke særligt meget for naturvidenskab, men derimod meget for sprogvidenskab.
I lang tid betragtede omverdenen ham som en del af renæssancens humanisme, og det var ikke helt forkert. For han delte humanismens ambition om at læse tekster på grundsprogene, og han interesserede sig også for logisk argumentation og offentlig debat, og var bl.a. med til at indføre offentlige disputationer på universitetet.
Anderledes forholdt det sig med Luthers syn på samtidens filosofi, som han kritiserede, når den overskred sine grænser. Filosofi skulle nemlig holde sig til verdslige anliggender.
\ Reformation
Læs mere om reformationen på Videnskab.dk’s tema-site om ‘Reformationen’.
Her finder du et stort og bredt udvalg af artikler om reformationen, Martin Luther og den evangelisk-lutherske kirke.
Teologiske spørgsmål skulle filosofien holde sig fra, for filosofiens måde at tænke på evnede ifølge Luther ikke at besvare spørgsmål, der havde med Gud og livets mening at gøre.
Filosofien var bundet til den logiske grundsætning, at to modsatte ting ikke kan siges om det samme. Dette var derimod kernen i teologien, når den eksempelvis om mennesket Jesus kunne sige: denne mand er Gud, eller om brødet i nadveren: dette er Jesu legeme.
Når det drejede sig om religion, måtte filosofien derfor vige for troen.
Videnskaben skulle vejledes af troen
Uden for troens område havde Luther ingen problemer med videnskaben, hverken filosofien eller naturvidenskaben.
Så længe videnskaben holdt sig til verden og ikke talte imod Bibelens anliggende, havde Luther ingen indvendinger.
Men, opstod der uoverensstemmelser mellem videnskab og Bibel, var Luther dog af den klare overbevisning, at videnskaben måtte lade sig vejlede af troen – ikke omvendt.
Melanchtons og Luthers syn på astrologien
Astrologien var et godt eksempel herpå. I tiden under reformationen blev tolkninger af stjernebilleder nemlig af visse lærde betragtet som en underafdeling af fysikken. Men astrologien modsagde ifølge Luther Guds Ord og derfor måtte den afvises.
Luther var i det hele taget skeptisk over for alt for stor tiltro til menneskets erkendelsesevne. Han hævdede, at den alt for ofte var for farvet af skjulte motiver til, at man kunne have ubetinget tillid til den.
Luthers nære ven og medarbejder, medreformatoren Philipp Melanchton, der hørte til tidens førende humanister, havde dog modsat Luther et andet forhold til astrologien. Han hørte til den fløj, der mente at astrologien var en del af fysikken, og på den baggrund afviste han eksempelvis at besøge Chr. III i København, fordi stjernerne sagde ham, at sejlads ville være forbundet med stor fare.
