Vores liv er bundet til viljen

 Jeg traf her til morgen en bevidst beslutning om at cykle en tur i Kongebroskoven ved Middelfart.

Et skønt sted, hvor jeg ofte møder råvildt og flere steder kan cykle i skoven langs Lillebælts bred. Ikke så underligt, at jeg ganske ofte har lyst til at cykle netop der.

Umiddelbart er det simpelt: Jeg beslutter mig for at udføre en handling, hvorefter jeg gør det.

Men hvor kommer min lyst, min vilje, til at cykle overhovedet fra? Hvorfra stammer dette mit behov for hyppig bevægelse?

Kunne det være, at det er kodet ind i mine gener? Kunne det tænkes, at min krop, allerede inden jeg er bevidst derom, har sendt signaler til min hjerne om, at den vil cykle?

Spørgsmålet om vores vilje har beskæftiget mennesker fra antikken til i dag

Spørgsmålet om, hvilken rolle vores vilje spiller, har optaget filosoffer i årtusinder. Faktisk lige siden vores hjerne blev så veludviklet, at vi trådte i et reflekterende forhold til os selv og blev det vidende og tænkende menneske. Vi tager ikke bare livet for givet som egern og vandbøfler.

Vi er for længst drevet ud af Edens have og sat i et tænkende og dermed splittet forhold til os selv og vores uudgrundelige liv.

Spørgsmålet om menneskets vilje, herunder ikke mindst spørgsmålet om, hvorvidt vi har en fri en af slagsen, har sysselsat os fra antikken til i dag. Med god grund.

Tanken og viljen følges ad

Lige siden slutningen af det 18. århundrede har en række førende tænkere med stor selvfølgelighed antaget, at viljen havde sæde i bevidsthedens fornemste organ, også kendt som fornuften.

Mange af os vil endda – helt forståeligt – gå ud fra, at viljen er synonym med den frie vilje. At ville noget er nemlig ikke blot forbundet med et ganske bestemt forsæt; vi har samtidig en klar fornemmelse af, at vi kan gøre, hvad vi vil.

Det er jo mig og min fornuft, der bærer min vilje, og jeg kan gøre, hvad jeg vil. Ikke sandt?

Når jeg befinder mig i et supermarked for at handle til aftensmaden, er der ingen, der blander sig i, om jeg køber broccoli, blomkål eller tomater. Det er noget, jeg helt selv afgør.

De fleste af os går da også ud fra, at vi beslutter noget på baggrund af en række bevidst gennemtænkte motiver. Meget kunne altså tyde på, at viljen er en integreret del af vores måde at tænke på. Tanken og viljen følges ad, til døden dem skiller.

Er viljen en irrationel, ufornuftig drift?

Men hvem siger, at det ikke forholder sig sådan, at viljen går forud for tanken?

Eller rettere: Forholder det sig ved nærmere eftertanke ikke snarere sådan, at viljen i sig selv er en irrationel, ufornuftig, uforstandig drift?

Slår vi efter i en synonym- eller begrebsordbog, vil vi under 'vilje' møde ord som 'hensigt', 'formål', 'forsæt', 'handlemåde' og 'beslutning'.

Men synonym- og begrebsordbogen har i den henseende andet og mere at byde på. Den lader os også ane, at viljen muligvis er et kraftcenter, der slumrer og virker, før bevidstheden sætter ind med alle dens tanker, begreber, hensigter og mål.

Det samme opslag i synonymordbogen leder os nemlig i retning af associationer som 'lyst', 'drift', 'begær', 'energi', 'kraft' og 'lune'. Og hvis viljen kan samle alle disse følelser, så tænker den sig næppe særlig godt om, før den handler.

Kan vi frigøre os fra kødets lyst?

Spørgsmålet om viljen ryger derfor direkte ind i epicentret for den vestlige åndshistorie: striden og spørgsmålet om forholdet mellem ånd og natur, fornuft og følelse.

Kan vi i kraft af vores fornuft og forstand frigøre os fra kroppens uophørlige krav, eller er vi for altid hjemfalden til kødets lyst?

Nogle af de mest berømte filosoffer fra det 17. og 18. århundrede, som for eksempel Descartes, mente ja og argumenterede for, at ånd og materie eksisterede side om side.

Sjælen er et resultat af kroppens mekaniske funktioner

Den franske ateist, læge og filosof Julien de La Mettrie var af en anden mening. Han hævdede allerede i 1748 i værket L’homme machine – på dansk noget i stil med Det maskinagtige menneske – at sjælen er et produkt af en række indviklede kropsfunktioner.

Ergo: Når alt kommer til alt, er sjælen intet andet end resultatet af kroppens biokemiske maskineri. Det er ikke uden grund, at de La Mettrie fik tilnavnet 'Monsieur Machine'.

Hjernens urværk er åndens forudsætning, ikke omvendt. Det, der dagligt ytrer sig som vores personlige jeg, vores sjæl – vores karakter, vores tanker og vores vilje – er blot biprodukter af kroppens mekaniske funktioner og biokemiske natur.

Men hvis vores bevidsthed – herunder sjælen, selvet, jeget – er underkastet de lovmæssigheder, naturen dikterer, så ser det unægtelig sort ud for den frie vilje.

Måske, hvem ved, er vores viljesytringer forudbestemt af vores DNA? Eller måske fyrer neuronerne i hjernen et nanosekund, før vi er bevidste om vores valg?

Viljen drivver os rundt i manegen

En af dem, der allermest ihærdigt har forsøgt at få udredt problemet om den frie vilje, var F.W.J. Schelling, et af de skarpeste hoveder i den tyske åndshistorie.

I sit hovedværk, Om den menneskelige friheds væsen fra 1809, gik han endda så vidt som til at påstå, at der slet ingen anden væren findes end 'villen'. 'Villen er' ifølge Schelling intet mindre end 'urværen'.

Man kan med god ret hævde, at den tyske filosof Arthur Schopenhauer brugte hele sit virke på at videretænke Schellings erklæring om, at 'villen er urværen'. Han efterlod sig ved sin død i 1860 et digert værk, der over mange tusinde sider kredser om viljen.

Hans hovedværk hedder ikke for ingenting Verden som vilje og forestilling. Men han gjorde det i et konstant opgør med enhver form for illusion på menneskets vegne. Det verdensbillede, der har domineret utallige filosoffers måde at tyde menneskelivet på, viger hos Schopenhauer tilbage for en – vil nogen mene – dyster udlægning.

Viljen har brug for at stræbe efter noget

Viljen er ifølge Schopenhauer den umættelige drift, der konstant hiver og slider i os, sender os hid og did og kun sjældent, hvis overhovedet, lader os være i fred.

I vores veludviklede cerebrale kontroltårn er det viljen, som har bukserne på. Det er den, der driver os rundt i manegen, den, der sidder i stridsvognen og svinger pisken over vores uophørligt stræbende krop og denne krops tankevirksomhed.

Eller som Schopenhauer understreger i første bind af Verden som vilje og forestilling, så er problemet, at filosoffer hidtil har antaget, at mennesket først og fremmest er et fornuftigt og forstandigt individ, og at viljen så at sige er et resultat heraf.

Vi er med andre ord først tænkende, derefter villende.

Men ifølge Schopenhauer forholder det sig omvendt:

Vi vil først og fremmest, og fordi vores vilje har brug for noget at stræbe mod, har brug for en retning, et mål, tænker vi.

Vores erkendelse er et instrument i hænderne på vores vilje.

Den alfortærende, grådige flamme i os alle: viljen

I ethvert menneske brænder den samme altfortærende, grådige flamme: viljen. Mit eget liv som cykelrytter er et glimrende eksempel på, at viljen aldrig kan få nok.

En stor del af mit liv bærer præg af min passion for cykelsporten. Jeg kender flere mænd i 40’erne og 50’erne, hvis misbrug af denne ædle kropsudfoldelse er så betydeligt, at deres væren først og fremmest består i deres liv på cyklen.

Vi, misbrugerne af karbonrammer på to hjul med garniture, har muligvis kone og børn og et fast arbejde, men cykelmanien ledsager os døgnet rundt. Og cykelmanien ledsages ofte af smerter.

Jeg tænker ikke mindst på de kvaler, undertegnede eksempelvis altid lider, når Danmarks stærkeste ryttere i aldersgruppen 40-50 år drejer gashåndtaget i bund i sidevinden, og mælkesyren sætter ild til benene. En momentan smerte, der hører op igen, jo tak.

Jeg vil, derfor cykler jeg

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg er blevet smidt fra hjul i en sådan situation, men det er ikke få, og jeg kan æde mere smerte end de fleste. Men hvad hjælper det, når talentet ikke matcher viljen?

Homo birotariens – hjemmestrikket latin til lejligheden for ’det cyklende menneske’ – er i kraft af sin cykel. Med alt, hvad deraf følger af glatbarberede ben, kostplanlægning, askese og træningsbesættelse. Og ikke mindst: vilje!

I 1637 skrev den franske filosof René Descartes sin mest berømte sætning: »Jeg tænker, derfor er jeg.«

Det kan der måske være noget om. Men helt passende som afslutning til denne artikel om vilje er franskmandens diktum nu ikke. Der er behov for en lille omskrivning: »Jeg vil, derfor er jeg.«

Vi sidder fast i livet, fordi vi vil det mere end noget andet.

Er det overhovedet muligt at tænke sig vores tilværelse uden viljen, og hvad ville det i givet fald være, et sådant viljesløst liv?

Vores liv er bundet til viljen, og omvendt: Vores vilje binder os til livet.