Er psykedeliske stoffer uden bivirkninger mulige?

Der er i mange år blevet forsket i, hvordan vi kan bruge psykedeliske stoffer til at behandle sygdomme som depression og angst.

Noget af det mest bemærkelsesværdige ved de psykedeliske stoffer er, at én enkelt behandling tilsyneladende er nok til at give langvarige positive effekter.

Det er banebrydende, for normalt skal man nemlig indtage et lægemiddel dagligt gennem flere uger, før man begynder at kunne se en effekt på eksempelvis depression.

Ved denne nye form for behandling oplever patienterne altså en markant forbedring efter at have indtaget stoffet blot én enkelt gang.

Men psykedeliske stoffer som psilocybin, der findes naturligt i en række forskellige svampe, har stadig en risiko for alvorlige bivirkninger.

Så hvordan kan vi egentlig bruge dem til at behandle sygdomme som depression og angst, når der stadig er den risiko forbundet med dem?

Det forsøger vi at finde ud af i vores forskningsgruppe på Københavns Universitet ved at udvikle nye stoffer, der kan hjælpe med at opklare, hvordan de psykedeliske stoffer rent faktisk virker.

Aktiverer mange receptorer i hjernen

Men i forskningen er det generelt accepteret, at den psykedeliske effekt primært skyldes, at én bestemt del af hjernen aktiveres: serotonin 2A-receptoren.

Det ved vi, fordi man kan blokere de psykedeliske effekter af eksempelvis psilocybin og LSD, hvis man samtidigt indtager et stof, der blokerer denne receptor.

Det er dog ikke helt ufarligt, for psilocybin aktiverer også serotonin 2B-receptoren, der findes i hjertemuskulaturen. Det er her, det bliver problematisk.

Det har nemlig vist sig, at hvis serotonin 2B-receptoren aktiveres i længere tid, kan det føre til ændringer i selve hjertemuskulaturen.

Et målrettet psykedelisk stof

Vi vil gerne komme tættere på et psykedelisk stof, der kan bruges som behandlingsmetode uden de alvorlige bivirkninger.

Derfor har vi udviklet et nyt stof, der er meget selektivt over for den psykedeliske receptor (2A-receptoren). Vi vil nemlig gerne finde ud af, hvad der sker, når den – og kun den – aktiveres.

Her startede vi med et andet psykedelisk stof, der findes i nogle bestemte kaktusser: Meskalin.

Meskalin aktiverer nemlig fra naturens side ikke lige så mange receptorer, som psylocybin gør. Det gør, at vi har nemmere ved at luge ud i effekten og målrette den til enkelte receptorer.

Ved at ændre meskalins kemiske struktur kan vi nemlig ændre, hvilke receptorer stoffet aktiverer.

Efter vi har undersøgt mange forskellige ændringer, er vi endt med et stof, der har fået det mundrette navn 25CN-NBOH.

25CN-NBOH bibeholder meskalins evne til at aktivere den psykedeliske receptor, men ændringen i strukturen gør, at det kun er den receptor og ikke nogle andre, der aktiveres.

Med det her nye stof i vores værktøjskasse er det blevet muligt for os at undersøge, hvad der sker, når vi bevidst kun aktiverer den psykedeliske receptor i forsøgsdyr.

Og her ser vi faktisk, at stoffet har de samme langtidseffekter i dyr, som psilocybin har i mennesker:

Efter én enkelt dosering udviser dyrene nemlig en markant anderledes adfærd end kontrolgruppen, der har fået saltvand.

Dyr svømmer mere på stoffer

Præcis hvordan 25CN-NBOH ændrer dyrenes adfærd, har vi undersøgt med en såkaldt ’forced swim test’.

I en forced swim test sammenligner vi, hvor meget dyrene aktivt svømmer, og hvor længe de blot flyder passivt rundt.

Det gør vi, da lægemidler, der har antidepressive effekter i mennesker, har den effekt, at de får dyrene til at svømme mere.

Antagelsen er, at dyrene i højere grad prøver at slippe væk, og at de ikke blot accepterer, at de er fanget.

Det er på den baggrund, at vi kan formode, at et nyt stof, der får dyrene til at svømme mere, vil have en antidepressiv effekt i mennesker.

Sammenlignet med saltvand får både psilocybin og 25CN-NBOH dyrene til at svømme signifikant mere hele 12 uger efter én enkelt dosering.

Hvad sker der nu?

Vi kan drage flere konklusioner på den baggrund.

Vi har set, at dyreforsøgene genskaber de antidepressive langtidseffekter, som vi også har set, at psilocybin har i mennesker.

At det også er tilfældet, når vi bruger et målrettet stof som 25CN-NBOH, betyder, at vi nu med endnu større sikkerhed kan konkludere, at det er den psykedeliske receptor (serotonin 2A-receptoren), der skaber de positive langtidseffekter.

Fremadrettet kan vi derfor lede efter flere nye stoffer, der målrettet kun aktiverer den psykedeliske receptor.

Det åbner døren for, at vi måske kan finde psykedeliske stoffer, der kan bruges som behandling, og som ikke har den samme alvorlige risiko for bivirkninger.

Jesper Langgaard Kristensen er medstifter af virksomheden Lophora, der arbejder på at udvikle nye psykedeliske stoffer som lægemidler – dog ikke 25CN-NBOH, der er nævnt her i artiklen.