T-celleterapi, en form for immunterapi, kan give ellers uhelbredeligt syge kræftpatienter en ny chance, hvis standardbehandlingen mod modermærkekræft ikke virker.
Det viser et nyt studie, der netop er blevet publiceret i The New England Journal of Medicine, som overlæge og professor Inge Marie Svane står bag.
I 2014 startede hun fase tre-forsøget med T-celleterapi sammen med det hollandske kræfthospital Netherlands Cancer Institute i Amsterdam.
Ved T-celleterapi får man taget nogle af de hvide blodlegemer ud, der hedder T-celler (se også boksen under artiklen).
I laboratoriet aktiveres immuncellerne, og i nogle tilfælde manipuleres de genetisk, inden de igen sprøjtes ind i patientens blodbane. Immunterapi gør T-cellen til en aktiv dræber, der kan slå kræftceller ihjel.
»Vi har været i gang i otte år, og ingen havde forestillet sig, det faldt så positivt ud, så det er meget tilfredsstillende,« siger Inge Marie Svane, der er leder af Nationalt Center for Cancer Immunterapi på Herlev og Gentofte Hospital, og tilføjer:
»Det er det største, jeg har oplevet som læge og som forsker.«
Forsker kommenterer: »Et epokegørende studie«
Inge Marie Svane forklarer, at det er meget sjældent, at man som forsker oplever at starte op i eget laboratorium for så i sidste ende at lykkes med det store fase tre-forsøg (læs mere om faser i kliniske forsøg i boksen under artiklen) og nå til at tilbyde patienter en standardbehandling.
»Som forsker går man oftest og nørkler i laboratoriet; man laver måske tidlige forsøg i første og anden fase, men når ikke længere selv, fordi man derefter overgiver udviklingen til et medicinalfirma med økonomi til at gennemføre det store fase tre-forsøg. Eller man deltager måske i medicinalfirmaernes forsøg, men så er det ikke ens eget 'barn' - noget, man selv har udviklet. Derfor er det det største, jeg har oplevet,« siger Inge Marie Svane.
Og det forstår Henrik Schmidt, overlæge og klinisk lektor ved Aarhus Universitet, godt.
»Det er et epokegørende studie,« siger han.
»Forskerne har været med i alle leder og kanter. Det er et betydeligt større arbejde, for det er ikke et stort medicinalfirma, der står bag med alle deres midler. Det er helt specielt, når det er forsøg, man som forsker selv sætter op og kæmper med de problemer, der er,« lyder det.
»De kommer igennem med noget, der viser sig virkelig at kunne gøre noget. Og det er i sig selv fantastisk.«
20 procent blev kræftfri
Men det er selvfølgelig ikke bare en sejr for forskerne. Det er det bestemt også for patienterne.
168 danske og hollandske patienter har medvirket i forsøget, hvor T-celleterapi er blevet sammenlignet med standardbehandling med det immunregulerende lægemiddel Ipilimumab, der, da forsøget startede i 2014, var den eneste registrerede type immunterapi til modermærkekræft med spredning.
I forsøget oplever næsten 48 procent af patienterne i T-celleterapien en effekt - med andre ord: Metastaserne blev mindre, og det betyder, at immunsystemet nedkæmper kræftsygdommen.
Og mere opsigtsvækkende: Hos 20 procent af patienterne forsvandt metastaserne fuldstændigt. Sammenlignet med gruppen, der fik Ipilimumab, var det kun syv procent.
»Skanningerne viser en varig effekt. Det betyder, at vi formentlig er i stand til at helbrede patienter, der før var uhelbredelige,« siger Inge Marie Svane og tilføjer:
»Det er de 20 procent, som har den største chance for at blive langtidsoverlevere - og måske endda helbredt. Flere af de patienter, vi behandlede tidligt i forsøget og endnu tidligere i de første mindre forsøg, lever fortsat uden tegn på sygdom otte-ti årsenere,« siger Inge Marie Svane.
\ Læs mere
Ifølge Henrik Schmidt er resultaterne »fremragende«.
»Der er en ganske stor del af patienterne, der får komplet respons. Det vil sige, at al synlig sygdom, metastaserne, forsvinder under behandling,« siger Henrik Schmidt.
»Omkring 20 procent af patienterne ser ud til at være helbredt for modermærkekræft, og det er rigtig flot - også sammenlignet med hvad der kan opnås med mere potent immunterapi end Ipilimumab,« forklarer han.
Øger livskvalitet
Resultaterne viser også, at patienterne, der blev behandlet med T-celleterapi, har en bedre livskvalitet efter behandlingen end de patienter, der blev behandlet med Ipilimumab.
De har det bedre fysisk og følelsesmæssigt, og de lider mindre af træthed, smerter og søvnløshed.
»T-celleterapi er en meget hård behandling med mange bivirkninger i de to-tre uger, som behandlingen varer. Men undersøgelsen viser, at patienterne, når behandlingen er slut, hurtigt kan genoptage deres daglige aktiviteter og leve et almindeligt liv,« siger Inge Marie Svane.
Behandlingen skal godkendes
Inge Marie Svane og hendes hollandske kolleger stiler nu mod, at behandlingen bliver godkendt ved det europæiske lægemiddelagentur (EMA), og det bliver »endnu et bjerg, der skal bestiges,« siger hun.
»Det kommer til at tage tid,« siger hun.
Men fordi resultaterne er så overbevisende, har hun og hendes hollandske kolleger allerede søgt myndighederne om at give en tidlig adgang til behandlingen i Danmark og Holland, hvor faciliteterne til behandlingen allerede eksisterer.
»Det har vi gjort, så patienter kan blive behandlet under strukturerede forhold, mens vi samler information og sørger for, at det går, som det skal,« siger Inge Marie Svane.
Første skridt taget mod at blive en standardbehandling
Inge Marie Svane har allerede fået opbakning fra regionerne om et tidligt adgangsprogram med mulighed for behandling uden for rammerne af et klinisk forsøg.
»Det er næste skridt mod en standardbehandling,« siger Inge Marie Svane og tilføjer:
»Jeg forventer, at det kommer til at ske, at vi får en yderligere behandlingsmulighed mod udbredt modermærkekræft.«
Ifølge Henrik Schmidt bør det have myndighedernes opmærksomhed i forhold til at få det vurderet, om det kan være en ny standardbehandling, siger han:
»Men det er en avanceret behandling, der kræver faciliteter, som ikke alle har. Så det er ikke en behandling, der bliver oprettet i hver kræftafdeling i forskellige lande. Den bliver nok centraliseret der, hvor man allerede har faciliteter, for det kræver noget.«
\ Om T-celleterapi
T-cellerne, der bruges ved T-celleterapi, kommer fra patienten selv og findes i kræftsvulsten, hvor de formentlig er søgt hen for at slå kræftceller ihjel – dog uden held.
For at få T-celleterapi skal det være muligt at fjerne minimum en kubikcentimeter frisk væv fra kræftsvulsten.
I laboratoriet skæres kræftvævet i meget små stykker og behandles med signalstoffer, som får T-cellerne til at søge ud af kræftvævet.
De udvundne T-celler opformeres og aktiveres via en proces, som tager fire til seks uger. I løbet af den periode bliver én million T-celler til 100 milliarder.
Patienten indlægges, en uge inden T-cellerne er klar. I den uge får patienten højdosis-kemoterapi, der fjerner alle andre immunceller, før T-cellerne kommer ind i kroppen.
Så snart T-cellerne er blevet sendt tilbage i kroppen, får patienten en vækstfaktor, der hedder interleukin-2, som fremmer væksten og effekten af T-cellerne. På den støttes T-cellerne til fortsat at patruljere i patientens krop, mens de leder efter kræftceller, som de kan destruere. Forsøget startede i 2014.
T-celleterapi gennemføres kun én gang på hver patient, men det er til gengæld ikke en let behandling for patienten. I forsøget fik alle patienter, der fik T-celleterapi, bivirkninger i en eller anden grad, lige som også 96 procent af patienterne, der blev behandlet med Ipilimumab, havde bivirkninger.
T-celleterapiens bivirkninger er sædvanligvis ikke opstået på grund af T-cellerne, men på grund af forbehandlingen med kemoterapi og efterbehandlingen med vækstfaktoren interleukin-2.
Behandlingen kan i en kort periode føre til organpåvirkning og risiko for infektion. Det er også derfor, at patienter, som modtager T-celleterapi, indlægges på hospitalet i to til tre uger.
\ Faser i kliniske forsøg
Fra ideen til ny medicin opstår, til det kan testes i mennesker, ligger der flere års arbejde i laboratoriet forud.
Det første trin i lægemiddeludviklingen er at bevise virkningsmekanismen i et laboratorieforsøg, et såkaldt in vitro-forsøg, som betyder ”i glas”. Denne fase kan tage flere år. Ved overbevisende resultater går skridtet videre til in vivo-forsøg, hvor medicinen testes i forsøgsdyr.
Hvis man har kunnet påvise en tilstrækkelig virkning, og der ikke er set uacceptable bivirkninger i de dyrearter, medicinen er testet i, kan man gå videre til næste udviklingstrin, som er test af medicinen i mennesker.
Før medicinen testes for første gang i mennesker (kaldet et ”first in human”-studie (FIH)), vurderer Lægemiddelstyrelsen de resultater, der er indsamlet ved laboratorieforsøg og non-kliniske forsøg.
Første fase af kliniske studier (fase I) kan være et FIH, men også et forsøg, hvor velkendt medicin testes på en ny sygdom/indikation eller patientgruppe. I fase I testes medicinen ofte kun i få personer (ca. 10 personer).
Ved positive resultater af fase I forsøg kan der fortsættes til fase II kliniske forsøg. I fase II testes medicinen på et større antal personer med den sygdom, som medicinen skal virke overfor (ca. 100 personer). Her undersøges medicinen i patienter frem for raske, da hovedformålet er at undersøge den terapeutiske effekt af medicinen. I fase II undersøges også medicinens sikkerhed, og hvilken dosis der er effektiv.
Næste fase er fase III, hvor medicinen testes i en stor gruppe patienter under mere dagligdagsforhold for at bekræfte effekten af medicinen. I denne store gruppe får man et mere detaljeret billede af virkningen og de mulige bivirkninger ved medicinen. Et fase III studie varer typisk flere år og inkluderer op til flere tusinde personer.
Fase IV begynder efter, at medicinen er blevet godkendt til markedsføring. Studier af medicinens terapeutiske anvendelse går bredere end den tidligere påvisning af medicinens sikkerhed, effekt og bestemmelse af dosis. Disse forsøg har ofte en vigtig betydning for at optimere anvendelsen af medicinen og opdage mulige bivirkninger, der fx kan opstå hos patienter, som er i behandling med flere typer medicin.
Kilde: Lægemiddelstyrelsen
