Cykelrytterne i Tour De France har en usædvanlig god kondition. Konditionen udtrykkes populært som konditallet.
Konditallet er et udtryk for kroppens maksimale evne til at optage og forbruge ilt. Og mængden af ilt holdes så op imod kropsvægten.
På den måde kan man bedre sammenligne konditallet for store og små mennesker.
Hvis en rytter på 70 kg kan optage og forbruge ligeså meget ilt som en rytter på 80 kg, har rytteren på 70 altså et noget højere kondital.
Hollandske forskere har rapporteret, at landevejsryttere i verdensklassen typisk har et kondital på mellem 75 og 90.
Til sammenligning har en gennemsnitlig dansk kontorarbejder typisk et kondital på under det halve, nemlig omkring 35.
I praksis vil dit kondital for eksempel være ret afgørende for, hvor hurtigt du kan cykle op ad et bjerg.
Konditallet er delvist medfødt, men kan forbedres ved træning
Langrend og maraton er eksempler på andre sportsgrene, hvor et højt kondital er vigtigt. Desto mere udholdenhed, der kræves, desto vigtigere er konditallet.
Størrelsen af dit kondital er delvist medfødt og delvist et resultat af din træning og livsstil.
Hvis du vil forbedre dit kondital, kan du gøre to ting:
- Du kan tabe dig i vægt – det bliver din iltoptagelse nemlig ikke dårligere af, og derfor får du helt automatisk et højere kondital ved at blive lettere.
- Eller du kan konditionstræne, for eksempel gennem lange cykelture.