Børn, der er vant til at spise aftensmad med deres forældre, udvikler ikke spiseforstyrrelser i samme grad som børn, der har spist alene.
For der er en slående sammenhæng mellem noget så simpelt som familiens sædvanlige spisevaner og et ungt menneskes risiko for senere i livet at udvikle spiseforstyrrelser som bulimi og spiseanfald.
Det viser en meget stor undersøgelse fra Harvard University i USA.
Her har fem forskere i fem år fulgt 7000 piger og 6000 drenge - fra børnene var ni år, til de var fjorten år med en undersøgelse om året i løbet af de fem år.
Spiseforstyrrelser
Ved de to sidstnævnte undersøgelser var forskerne begyndt at interessere sig for spiseforstyrrelser, så de nu 13-14-årige børn blev blandt andet udspurgt om symptomer på de tre mest typiske former for spiseforstyrrelser: Anoreksi, bulimi og spiseanfald.
Der var i undersøgelsen for få tilfælde af anoreksi til, at man kunne sige noget om denne specielle lidelse, men der var til gengæld - desværre - rigeligt med tilfælde af bulimi og spiseanfald.
\ Fakta
VIDSTE DU
Efter ulykker og kræft er anoreksi den tredjestørste dødsårsag for europæiske teenagere!
Det oplyser Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.
Op mod 5 % af alle unge piger udvikler en spiseforstyrrelse - anoreksi eller bulimi.
For drenge er tallet omkring 3 procent
På den måde kunne forskerne så sætte disse spiseforstyrrelser i relation til tidligere oplysninger om familiens liv og vaner - herunder spisevanerne.
Udover at registrere tilfælde af bulimi og spiseanfald havde forskerne også registreret tilfælde af slankekure hos de unge, fordi man fra tidligere forskning ved, at det at gå på slankekur i en meget ung alder kan indebære betydelig risiko for senere at udvikle alvorlige spiseforstyrrelser!
Fællesspisning giver modstandskraft
I den nyeste rapport for dette omfattende forskningsprojekt satte forskerne blot forekomsten af bulimi, spiseanfald og slankekure ved 13-14 års alderen i relation til, hvor hyppigt den unges familie i de foregående år havde spist aftensmad sammen.
Det kan lyde som et simpelt mål for de unges tidligere familieliv - og der er utvivlsomt også mange andre faktorer ved familielivet, der kunne tænkes at spille ind på udviklingen af spiseforstyrrelser.
Men dette simple mål: hyppigheden af fællesspisning ved aftensmaden i de unges familieliv viste sig ikke desto mindre at hænge stærkt sammen med den senere risiko for udvikling af bulimi og spiseanfald - eller blot slankekure med risiko for senere spiseforstyrrelser.
Undersøgelsen viste altså, at de unge, der i 13-14 års alderen havde udviklet bulimi, i langt højere grad havde levet i familier, hvor man aldrig eller sjældent spiste aftensmad sammen.
Langt de fleste unge uden spiseforstyrrelser havde spist aftensmad med familien 'de fleste' eller 'næsten alle' dage i de foregående år, men dette forekom i bulimigruppen kun hos langt under halvdelen af de unge.
Denne forskel gjaldt lige meget for drenge og piger.
Mere forskning nødvendig
Hos de to grupper, der dels udviste spiseanfald (uden tvangsopkastning eller lignende) og dels tidlige slankekure, var der også noget færre, der havde spist aftensmad med familien i de foregående år, selvom forskellen her var lidt mindre end ved bulimi.
Det ser altså ifølge denne undersøgelse ud til, at noget så simpelt som at være vant til at spise aftensmad sammen med sine forældre giver en god modstandskraft mod senere udvikling af spiseforstyrrelser.
Men det er selvfølgelig også muligt, at familier, der sjældent spiser aftensmad sammen, på andre måder er så forstyrrede eller afvigende, at det snarere er den generelle familieforstyrrelse end mangel på fællesmåltider, der skaber risiko for spiseforstyrrelser.
Det må den fremtidige forskning afgøre.
Lavet i samarbejde med Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet
\ De tre typiske spiseforstyrrelser:
- Anoreksi kendetegnes ved, at personen spiser alt for lidt til at opretholde en normal vægt. Den pågældende bliver tyndere og tyndere, og i de værste tilfælde kan lidelsen ende med døden. Der er ikke tale om mangel på normal sult, men derimod om en psykisk betinget trang til at modsætte sig den naturlige sultfornemmelse, så man bliver tyndere og tyndere.
- Bulimi er kendetegnet ved to ting. Der forekommer såkaldte spiseanfald - på dansk ofte kaldet ædeflip - hvor den pågældende, som regel helt alene og skjult for alle andre spiser vældige mængder af fødevarer, ofte kager og slik, som om de pludselig helt mister den selvkontrol over spisetrangen, som en patient med anoreksi opretholder til det sidste. Men trods indtagelse af store mængder mad tager en person med bulimi som regel ikke på, fordi hun samtidig (det er i langt de fleste tilfælde en kvinde) udviser såkaldt vægt-begrænsende adfærd - oftest ved at fremkalde tvungne opkastninger, men eventuelt også ved at spise store mængder afføringspiller eller ved voldsom motion for at modvirke en vægtforøgelse. Bulimi fører altså sjældent til fedme, men ofte til og en pinefuld skamfølelse over de hemmelige spiseanfald og undertiden til regulær depression.
- Spiseanfald eller 'binge eating', som det kaldes på engelsk, kan som ved bulimi også forekomme efterfølgende vægtbegrænsende adfærd, således at der i disse tilfælde ofte vil ske en vægtøgning og måske ligefrem fedme hen ad vejen. Man taler også om tvangsspisning, fordi de pågældende oplever det som om, der er indre kræfter, der pludselig 'tvinger' dem til at spise uhyre mængder af mad - som om det var en tvangshandling. De sidstnævnte personer med spiseanfald bliver også ofte ramt af ulykkelige psykiske følgevirkninger, f.eks. i form af depression; dog ikke så ofte som ved bulimi. Til gengæld er den tiltagende vægt ofte til både psykisk og fysisk skade for den pågældende, så her er der som ved de to foregående former for spiseforstyrrelser også tale om en ulykkelig tilstand, der i mange tilfælde kræver psykologisk hjælp for at blive overvundet. Heldigvis er det også i de senere år lykkedes at udvikle specielle former for kognitiv adfærdsterapi, der er virksomme over for både bulimi og spiseanfald. Men det var selvfølgelig bedre, om man kunne forebygge disse uheldige spiseforstyrrelser, så der slet ikke blev brug for nogen behandling.
