Spiseforstyrrelser påvirkes af familiens spisevaner

Børn, der er vant til at spise aftensmad med deres forældre, udvikler ikke spiseforstyrrelser i samme grad som børn, der har spist alene.

For der er en slående sammenhæng mellem noget så simpelt som familiens sædvanlige spisevaner og et ungt menneskes risiko for senere i livet at udvikle spiseforstyrrelser som bulimi og spiseanfald.

Det viser en meget stor undersøgelse fra Harvard University i USA.

Her har fem forskere i fem år fulgt 7000 piger og 6000 drenge – fra børnene var ni år, til de var fjorten år med en undersøgelse om året i løbet af de fem år.

Spiseforstyrrelser

Ved de to sidstnævnte undersøgelser var forskerne begyndt at interessere sig for spiseforstyrrelser, så de nu 13-14-årige børn blev blandt andet udspurgt om symptomer på de tre mest typiske former for spiseforstyrrelser: Anoreksi, bulimi og spiseanfald.

Der var i undersøgelsen for få tilfælde af anoreksi til, at man kunne sige noget om denne specielle lidelse, men der var til gengæld – desværre – rigeligt med tilfælde af bulimi og spiseanfald.

På den måde kunne forskerne så sætte disse spiseforstyrrelser i relation til tidligere oplysninger om familiens liv og vaner – herunder spisevanerne.

Udover at registrere tilfælde af bulimi og spiseanfald havde forskerne også registreret tilfælde af slankekure hos de unge, fordi man fra tidligere forskning ved, at det at gå på slankekur i en meget ung alder kan indebære betydelig risiko for senere at udvikle alvorlige spiseforstyrrelser!

Fællesspisning giver modstandskraft

I den nyeste rapport for dette omfattende forskningsprojekt satte forskerne blot forekomsten af bulimi, spiseanfald og slankekure ved 13-14 års alderen i relation til, hvor hyppigt den unges familie i de foregående år havde spist aftensmad sammen.

Det kan lyde som et simpelt mål for de unges tidligere familieliv – og der er utvivlsomt også mange andre faktorer ved familielivet, der kunne tænkes at spille ind på udviklingen af spiseforstyrrelser.

Men dette simple mål: hyppigheden af fællesspisning ved aftensmaden i de unges familieliv viste sig ikke desto mindre at hænge stærkt sammen med den senere risiko for udvikling af bulimi og spiseanfald – eller blot slankekure med risiko for senere spiseforstyrrelser.

Undersøgelsen viste altså, at de unge, der i 13-14 års alderen havde udviklet bulimi, i langt højere grad havde levet i familier, hvor man aldrig eller sjældent spiste aftensmad sammen.

Langt de fleste unge uden spiseforstyrrelser havde spist aftensmad med familien ‘de fleste’ eller ‘næsten alle’ dage i de foregående år, men dette forekom i bulimigruppen kun hos langt under halvdelen af de unge.

Denne forskel gjaldt lige meget for drenge og piger.

Mere forskning nødvendig

Hos de to grupper, der dels udviste spiseanfald (uden tvangsopkastning eller lignende) og dels tidlige slankekure, var der også noget færre, der havde spist aftensmad med familien i de foregående år, selvom forskellen her var lidt mindre end ved bulimi.

Det ser altså ifølge denne undersøgelse ud til, at noget så simpelt som at være vant til at spise aftensmad sammen med sine forældre giver en god modstandskraft mod senere udvikling af spiseforstyrrelser.

Men det er selvfølgelig også muligt, at familier, der sjældent spiser aftensmad sammen, på andre måder er så forstyrrede eller afvigende, at det snarere er den generelle familieforstyrrelse end mangel på fællesmåltider, der skaber risiko for spiseforstyrrelser.

Det må den fremtidige forskning afgøre.

Lavet i samarbejde med Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet