Slim blev engang mistænkt for at give overvægt

Kronisk diarre og bløde knogler var blandt bivirkningerne, efter at patienter fik kortsluttet deres tyndtarme i fedmeoperationer, som blev udført i Danmark i 1970’erne.

Patienterne tabte sig, men det havde store omkostninger:

»Meget voldsom, fedtet og ildelugtende diarre, og de fik flere følgesygdomme, blandt andet galdesten og farligt leversvigt,« husker Thorkild I.A. Sørensen, der er professor emeritus på Københavns Universitet.

»De havde svært ved at optage næringsstoffer, så deres knogler blev bløde, og de begyndte at falde sammen. Det endte med, at man var nødt til at genetablere deres tyndtarme, og så tog de det hele på igen,« siger han.

Kampen mod vægten har varet tusinder år

Thorkild I.A. Sørensen var dengang en ung læge, som fik til opgave at indhente friske tal for, hvor mange i Danmark der havde svær overvægt, og hvor farligt det var for dem.

Efterfølgende har han opnået anerkendelse som en af verdens førende fedmeforskere.

Efter mere end 50 års forskning konkluderede Thorkild I.A. Sørensen og kollegaer for nyligt i en statusartikel i det videnskabelige tidsskrift Science, at overvægt stadig er et mysterium: En decideret fedme-pandemi har i de seneste årtier spredt sig, og årsagen er ukendt, skriver forskerne.

Overvægt er dog ikke kun et moderne problem: Lige siden Hippokrates var læge i det gamle Grækenland for 2.400 år siden, har lægevidenskaben kæmpet forgæves mod fedtet.

Allerede dengang blev det forbundet med et dårligt helbred, når kroppen kom ud af balance, fordi den var blevet for stor.

Slim dominerede den tykke krop

I 1728 skrev den engelske læge Thomas Short: »Jeg tror ikke, at nogen tidsalder nogensinde har haft flere tilfælde af overvægt end vores egen«, fortæller Anne Katrine Kleberg Hansen, der har forsket i og skrevet ph.d. om lægevidenskabens opfattelse af tykhed gennem tiderne.

Man har næsten altid på en eller anden måde kunnet være for tyk ifølge vestlig lægevidenskab.

Men gennem tiderne har læger defineret grænsen mellem acceptabel og uacceptabel kropsstørrelse på forskellige måder, fortæller Anne Katrine Kleberg Hansen:

»I 1700-tallet havde det ikke noget med vægt at gøre, men med ens evne til at bevæge sig. Der er beretninger om læger, der selv var blevet så tykke, at de ikke længere kunne besøge deres patienter til fods, og så var deres korpulence et problem.«

Lægerne mente dengang, at fedt hobede sig op hos nogle, fordi noget blokerede kroppen i at komme af med det. Fedtet skulle ud med urin, afføring, sved, snot og andre af kroppens udsondringer, troede man ifølge historikeren.

»Hvis den enkeltes krop var blevet for stor, og man havde fået bevægelsesproblemer, var det tegn på, at kroppen og dens væsker var ude af balance. Den tykke krop var domineret af slim, mente man, og derfor var den våd og kold,« fortæller hun.

Tykke og tynde patienter blev sat på sultekur

Lægerne opfordrede jævnligt patienter til at drikke mindre vand for at genbalancere en tyk krop. De havde endnu intet begreb for kalorier og fedtforbrænding.

»Man så ikke nødvendigvis det at være stor som et resultat af, at man havde spist for meget,« siger Anne Katrine Kleberg Hansen, som i dag er specialkonsulent i forskningsadministrationen hos Det Kongelige Akademi.

Nogle mente godt nok, at kosten spillede ind, når væsker i kroppen blev blokeret. Så der blev holdt nøje øje med, hvad patienterne spiste, og hvad der fungerede godt for den enkelte.

»Der var forskellige typer kure, som havde noget med mad at gøre. Det var ofte noget med, at man skulle spise ganske lidt for at bringe kroppen i balance,« fortæller Anne Katrine Kleberg Hansen og fortsætter:

»Men det var både patienter, der var for tynde, og patienter, der var for tykke, der blev sat på den kur.«

Andre, mere utraditionelle midler blev også taget i brug:

»En britisk læge skrev om, at han havde fundet en kur: Indvortes brug af sæbe. Han fik sine patienter til at spise sæbe, som ifølge lægen skulle virke vanddrivende. Det genetablerede balancen i kroppen,« fortæller Anne Katrine Kleberg Hansen.

Statistik ændrede synet på kropsstørrelse

I 1800-tallet begyndte man at indsamle data om folkesundheden. Dermed skete der et skifte i måden at opfatte kroppen og sundhed på.

»Da man introducerede statistik i lægevidenskab, forandrede det synet på kroppen. Man begyndte at interessere sig for gennemsnit og at tale om, hvad der var normalt,« siger Anne Katrine Kleberg Hansen og tilføjer:

»I 1700-tallet gad ingen være gennemsnitlige. De ville være ekstraordinære. Men i 1800-tallet begyndte man at opfatte gennemsnittet som det normale, sunde og smukke.«

Bedemand grundlagde den første slankekur

I 1860 opdagede en britisk bedemand ved navn William Banting, at han tabte sig, når han skiftede kartofler, brød, smør, øl, mælk og sukker ud med en mere proteinholdig, kødrig kost.

Bedemanden Banting grundlagde dermed den første deciderede slankekur, som han beskrev i ‘Letter on Corpulence’. Det kan du læse mere om i artiklen ‘Døv bedemand gav anledning til den allerførste proteinkur’.

På samme tid begyndte ernæringsforskere at sætte vægt i sammenhæng med, hvor meget energi man indtager og forbrænder.

»Man begynder at forstå tykhed som noget kalorie-orienteret. Derefter kom uendelige versioner af slankekure lavet af læger, diætister, private trænere og alle mulige mennesker, der har formået at tabe sig,« fortsætter hun.

Hormoner, hormoner, hormoner ...

I begyndelsen af 1900-tallet opdagede forskere, at hormoner har indflydelse på alle mulige processer i kroppen, og i en periode var de overbeviste om, at hormonelle forandringer var årsag til, at nogle mennesker blev tykke.

»Man tænkte, at nu havde man fundet nøglen, der kunne forklare alt, og der blev udviklet forskellige hormonpræparater mod overvægt,« fortæller Anne Katrine Kleberg Hansen.

I dag har forskerne fundet ud af, at årsagen er langt mere kompleks, men at hormoner ganske vist spiller en rolle. De har identificeret leptin, som også kaldes et mæthedshormon, fordi det sender signal til hjernen, når man har fået tilstrækkelig energi gennem maden.

Leptin ser ud til at spille en rolle for, at nogle mennesker har sværere ved at tabe sig end andre:

Hvis man over en længere periode har opbygget overvægt, indstiller kroppen sig på at være tyk i den forstand, at den skal have flere kalorier, før leptin fortæller hjernen, at den ikke har brug for mere mad.

En hypotese er, at det kan være en årsag til, at det er meget svært for mange mennesker med svær overvægt at opnå et varigt vægttab uden medicin eller kirurgi.

Årsagen er stadig ukendt

Nye lægemidler mod svær overvægt såsom Novo Nordisks middel Wegovy virker også ved at efterligne et hormon, der bliver dannet i tarmen, og som ligeledes sender signaler til hjernen om, at man er mæt.

Kirurger er blevet dygtige til at foretage effektive operationer kaldet gastric bypass med færre bivirkninger end de indgreb, Thorkild I.A. Sørensen observerede i 1970’erne.

Hundredvis af genvarianter, der har betydning for, hvor meget man vejer, er blevet identificeret i løbet af de seneste årtier. Årsagen til, at flere og flere har overvægt, skyldes sandsynligvis både gener og miljø, mener Thorkild I.A. Sørensen og hans fagfæller.

Men derudover er de stadig i vildrede: Forskerne har stadig ikke fundet en grundlæggende biologisk forklaring på, at nogle mennesker lagrer mere fedt på kroppen end andre og ikke kan komme af med det igen.

»Svaret kommer nok ikke i min levetid. Jeg er 77 år, så der skal ske mirakler. Et geni skal komme og finde noget, vi slet ikke har tænkt på før,« siger Thorkild I.A. Sørensen til Videnskab.dk i artiklen ‘Årsagen til vores tykkere maver er stadig et mysterium’.