Udbruddet af coronavirussen startede i Kina i december 2019.
En ny virus, der var i omløb blandt visse dyrearter, skiftede vært fra dyr til menneske og blev i stand til at smitte fra menneske til menneske.
Den nye virus blev navngivet SARS-CoV-2, og de fleste af os er bekendt med de vidtrækkende konsekvenser, virussen har fået for vores samfund.
Men det er langt fra den første coronavirus, som er hoppet fra dyr til mennesker.
De mest kendte eksempler er SARS og MERS; to alvorlige sygdomme, forårsaget af forskellige coronavirusser.
De coronavirusser, der er skyld i SARS og MERS, er angiveligt borte eller under kontrol blandt mennesker, men der er mindst fre andre kendte coronavirusser i omløb blandt mennesker på tværs af kloden. Virusser, som højst sandsynligt smitter fra person til person.
Coronavirusser er også skyld i forkølelse
Vi har kendt til disse virusser siden 1960'erne, og de hører til blandt gruppen af mange forskellige virusser, som kan forårsage forkølelse, ondt i halsen, hoste og løbende næse.
»Disse virusser forandrer sig ofte, og en vaccine kan ikke bruges flere år i træk,« siger Ørjan Olsvik til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite. Han er professor i medicinsk mikrobiologi ved Universitetet i Tromsø.
»Desuden er alvorlig sygdom og dødelighed meget lav for raske personer.«
Man anslår, at forskellige coronavirusser er ansvarlige for cirka 20 procent af alle forkølelsesinfektioner, som vi døjer med hvert år. Og disse virusser har meget til fælles med de andre coronavirusser.
De er alle såkaldte zoonoser - sygdomme, som smitter mellem dyr og mennesker. Nogle af dem var eksempelvis været forbi kvæg, før de hoppede over på mennesker, ifølge et studie publiceret i tidsskriftet Advances in Virus Research i 2018.
Er virusser mere farlige i begyndelsen?
Virusserne har ikke fået videre mundrette navne. De hedder eksempelvis HCov-NL63 eller HCov-OC43.
Flere af virusserne stammer sandsynligvis fra flagermus, hvilket også er tilfældet for SARS, MERS og den seneste coronavirus.
Disse virusser har også været indenom andre mellemværtsdyr, før de begyndte at smitte mennesker.
Men var disse relativt ufarlige coronavirusser farlige for os, da de først hoppede over på mennesker?
Det er noget af et ubesvaret spørgsmål, men én af de gamle coronavirusser var måske med til at forårsage en pandemi, som hærgede i Europa i 1889. Det kommer vi tilbage til senere i artiklen.
Mange virusser bliver mindre farlige med tiden
Vi kender til mindst 219 virustyper, som kan smitte mennesker. Mange af dem er zoonoser, der kan smitte mellem andre dyr og mennesker.
Var mange af disse virusser, som er i omløb blandt os hele tiden, farligere for mennesker, dengang de først begyndte at smitte os?
»Det er et godt spørgsmål, og for mange af dem vil det være tilfældet,« siger Gunnveig Grødeland til forskning.no. Hun er forsker ved afdelingen for immunologi ved Universitetet i Oslo. Hun tilføjer:
»Gennem tiderne kommer der typisk nye virusser fra dyreriget, som har en ganske høj sygdomsforekomst. Hvis de etablerer sig i befolkningen, bliver de mindre farlige.«
Virus bag Den Spanske Syge er i dag en almindelig virustype
Denne effekt hænger sammen med både ændringer i selve virussen, men også befolkningens immunforsvar.
Gunnveig Grødeland bruger influenza som et eksempel.
»Flere af de influenza-typer, som går igen blandt os, har forårsaget pandemier, og nogle af dem har været meget farlige.
Influenzavirussen H1N1 var årsag til Den Spanske Syge, men i dag er det en almindelig type sæsonvirus.«
En anden sæsonvirus, som er i omløb i dag, er H3N2. Denne influenzatype er knyttet til et stort udbrud i 1960’erne i Hong Kong, ifølge det amerikanske center for infektionsforebyggelse og folkesundhed, Centers for Disease Control (CDC).
\ Læs mere
Virussers mutationsrate kræver hele tiden nye vacciner
Influenza er en tilbagevendende sæsonsyge, og hvert år udvikles der vacciner, som skal holde trit med ændringer (mutationer) i virussen.
»I Asien er befolkningstallet så højt, at influenzasæsonen er i omløb kontinuerligt. Når én influenzatype har gået en runde i befolkningen, har den ændret sig så tilpas meget, at de samme personer kan blive smittet igen, selvom de har udviklet immunbeskyttelse imod den forrige variant,« forklarer Gunnveig Grødeland.
Det hænger sammen med, hvor hurtigt influenzavirusserne ændrer sig; den såkaldte mutationsrate.
Disse forskellige varianter kommer videre til andre dele af verden, så man er nødsaget til konstant at udvikle nye vacciner for at beskytte imod de nye varianter.
Der er stadig meget, vi ikke ved om den seneste coronavirus, som spreder sig i hele verden i øjeblikket, men virussen har konstant brug for at smitte nye personer, hvis den skal blive i befolkningen.
Coronavirusser muterer almindeligvis langsommere end influenzavirusser
Det er foreløbig uvist, hvilken slags slags immunitet folk får mod den nye coronavirus.
De bliver sandsynligvis immune overfor sygdommen efter de er blevet smittet, men vi ved ikke noget om, hvor længe denne immunitet varer, ifølge CDC.
Den nye coronavirus er nødt til at mutere så hurtigt, at den kan fortsætte med at smitte personer, som har en vis immunitet.
Gunnveig Grødeland fortæller, at coronavirusser almindeligvis muterer langsommere end influenzavirusserne.
»Men det er langt fra utænkeligt, at denne virus efterhånden bliver én af de mest almindelige forkølelsesvirusser.«
Var en coronavirus skyld i en pandemi i 1890?
Der er også meget, vi ikke ved om de coronavirusser, der allerede er i omløb i befolkningen.
Før SARS-udbruddet i 2002 blev menneskelige coronavirusser beskrevet som en overset del af lægevidenskaben i dette studie om HCov-OC43 fra 2005, publiceret i Journal of Virology.
I det samme studie spekulerer forskerne på, om denne virus var årsag til en alvorlig pandemi omkring 1890.
Den store influenza-epidemi - populært kaldet 'den russiske snue' - brød ud i 1889, og krævede cirka 1 million liv i blandt andet Rusland, det nuværende Tyskland, Frankrig, Storbritannien og USA, ifølge et studie i PNAS fra 2010.
Forskerne bag studiet om coronavirussen HCov-OC43 har beregnet, hvornår virussen begyndte at smitte fra dyr til mennesker, for så at sprede sig blandt befolkningen gennem smitte mellem mennesker.
Resultatet af beregningen var 1890.
Virus var årsag til neurologiske symptomer
Forskerne hævder desuden, at sygdommen grundet HCov-OC43 havde flere neurologiske symptomer end i forbindelse med typiske influenzaepidemier, og at HCov-OC43 kan angribe nervesystemet.
Et historisk studie fra 2013 om denne epidemi- publiceret i tidsskriftet Medical Science Monitor - beskriver symptomer som høj feber, smerter i kroppen, udslæt i ansigtet og opsvulmede hænder.
Forskerne er dog klar over, at der kun er tale om spekulationer.
Andre studier har knyttet denne pandemi til influenzavirussen H3N2, men det er dog endnu ikke lykkedes forskerne, at fastlægge, hvilken eller hvilke virusser som er årsag til pandemien.
I dag er HCov-OC43 én af de forkølelsesvirusser, som cirkulerer i befolkningen.
Meget er uvist
Professor i medicinsk mikobiologi ved Universitetet i Tromsø, Ørjan Olsvik, siger, at vi ikke ved, hvordan den nye coronavirus vil udvikle sig, og meget afhænger af, hvilken slags immunitet befolkningen udvikler.
»Det er en ny virus, så vi ved ikke, hvor længe immuniteten varer. Det ved vi først om nogle år, derfor er det vanskeligt at forudsige,« siger han til forskning.no.
Hvis vi får langvarig immunitet, så stopper virussen simpelthen med at sprede sig, mener Ørjan Olsvik.
»For eksempel forsvandt SARS fuldstændig. Det hænger muligvis sammen med antistoffer i befolkningen. Vi udviklede aldrig en vaccine,« påpeger han.
Vi ved, at cirka 8.000 personer i flere lande blev smittet med SARS i løbet af udbruddet i 2002-2004. 774 personer omkom. Dødeligheden var derfor næsten 10 procent.
Studier af antistoffer blandt personer, som kom sig efter SARS - blandt andet dette studie i tidsskriftet Emerging Infectious Diseases, indikerer, at de smittede var immune overfor sygdommen i to år.
Agressive virusser uddør
Ifølge Ørjan Olsvik tager de mest dominerende virusser ikke livet af værten.
»Hvis der er forskellige varianter af en virus, så vil varianten, der holder værten i live, vinde.«
På den måde kan den lettere sprede sig og skabe nye virusser. Virusser er pakker med genetisk materiale, som bruger celler i værtskroppen to at skabe nye virusser, og det er virussens eneste funktion, fortæller Ørjan Olsvik.
»En virus, som er for agressiv, forsvinder. Det er ebola et eksempel på.«
Ebola-udbruddet i Vestafrika fra 2013 til 2016 havde en dødelighed på cirka 40 procent.
»Vi var bange for, at udbruddet ville tage livet af flere millioner mennesker, men dødstallet var 11.000.«
COVID-19-pandemien tog livet af 11.000 personer alene i Italien fra slutningen af januar til slutningen af marts 2020.
Norges Folkehelseinstituttet, der svarer til Sundhedsstyrelsen i Danmark, regner med, at COVID-19 samlet set har en dødelighed, som ligger et godt stykke under 1 procent.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
