Kloakarbejdere ramte låget af en kiste, da de i efteråret 2019 gravede i en skolegård på Frederiksberg. Arkæologer blev straks tilkaldt.
I kisten fandt de komplette skeletter af en cirka tyve-årig kvinde og hendes fem måneder gamle ufødte foster.
»Hele graven var fyldt med vand,« husker Per Henrik Janson, der er arkæolog på Københavns Bymuseum.
»Da vi løftede plankerne, stak kraniet op. Så begyndte vi forsigtigt at fjerne vandet, og efterhånden fandt vi en masse små knogler. Da gik det op for os, at der også var et foster.«
»Fostret lå i kvindens bækkenregion, så hun døde, mens hun var gravid. Jeg har gravet mange skeletter op fra forskellige gravsteder i København, men denne gang var det lidt specielt, for jeg har aldrig før fundet et skelet med foster i maven,« fortæller han.
Kvinden døde af byldepest
Skelettet af den gravide kvinde vidner om den sidste pestepidemi i København.
Kvinden lå begravet sammen med hundredvis af andre pestofre udenfor et midlertidigt hospital, som i 1711 blev oprettet på en gård, der hvor Skolen ved Søerne på Frederiksberg ligger i dag.
Pestsmittede blev anbragt og isoleret på gården, som dengang lå udenfor byens volde.
»Man har tydeligvis været bevidst om, at det var vigtigt at holde de syge væk fra resten af befolkningen,« siger Per Henrik Janson.
Men byldepesten var nådesløs, og efterhånden som antallet af lig voksede i løbet af sommeren, blev kisterne lagt i jorden ovenpå hinanden.
LÆS OGSÅ: Kan arkæologer grave pesten op?
Døde blev kastet i massegrave
Andre steder indenfor Københavns volde kom ligene slet ikke i kister.
De døde kroppe blev kastet i massegrave, for hovedstaden var fuldstændig spærret af for at forhindre smitten i at sprede sig til resten af landet.
Derfor kunne man ikke længere skaffe træ til at lave kister, fortæller historiker Karl-Erik Frandsen, der har forsket i pestudbruddet og skrevet bogen ‘The Last Plague in the Baltic Region 1709-1713’.
Afspærringen virkede så godt, at pesten ikke spredte sig til Fyn og Jylland.
»De formåede at holde den øst for Roskilde fjord og ned til Vordingborg. Så dygtige var de alligevel,« siger Karl-Erik Frandsen, der er lektor emeritus ved Saxo Instituttet, Københavns Universitet.
Epidemier og krig prægede landet
Men bag byens afspærring rasede katastrofen: 20.000 københavnere – flest kvinder og fattige – døde af byldepest på 4-5 måneder i 1711.
Det var over en tredjedel af hovedstadens godt 60.000 indbyggere.
»De døde af blodforgiftning, for når deres pestbylder bristede, gik giften fra dem op i blodårerne og til hjertet,« siger Karl-Erik Frandsen og fortsætter:
»Ligene lå i gaderne, og det er ikke spor overdrevent. Det var nogle slemme år: I 1709 var der en koppeepidemi. I 1710 var der plettyfus, og i 1711 kom pesten. Samtidig var der krig, det skal vi ikke glemme.«
Danske soldater kæmpede mod Sverige i Den Store Nordiske Krig, som varede fra 1700 til 1720 og involverede hele Østersøregionen.
»Soldaterne boede i overfyldte lejre. De var ofte sultne og sårede, og når man i forvejen er svækket, er man endnu mere modtagelig over for pest. De døde som fluer,« siger Karl-Erik Frandsen.
LÆS OGSÅ: Den sorte død blev nedkæmpet med lovgivning
Historiker ser paralleller til coronavirus
Pesten brød ud i Polen i 1709 og spredte sig derefter hastigt i regionen.
Karl-Erik Frandsen har kortlagt sygdomsudbruddet ved at studere kirkebøger, breve og officielle dokumenter. Han kommer uvilkårligt til at tænke på pestepidemien i starten af 1700-tallet, når han i dag hører om coronavirussen, der hastigt spreder sig i Kina.
»Jamen, selv om pest kommer fra en bakterie, ikke en virus, og selv om der er sket meget siden dengang, kan jeg jo se nogle paralleller,« siger han og fortsætter:
»Ligesom pest spreder coronavirus sig lynhurtigt. Og ligesom man dengang ikke vidste, hvordan man skulle behandle pest, ved man endnu heller ikke, hvad man skal stille op med den nye coronavirus.«
I dag flyver millioner af mennesker rundt i verden hver eneste dag. Myndigheder og flyselskaber forsøger at forhindre coronavirus i at sprede sig ved at fraråde eller helt standse rejseaktivitet til og fra Kina, hvor virussen er brudt ud i byen Wuhan.
I 1700-tallet forsøgte myndighederne også at kontrollere rejseaktiviteten i Østersøregionen.
»Der var 500 skibe gennem Øresund om året, men på grund af krigen var det svært at kontrollere grænserne. Der var ret kaotiske forhold omkring Østersøen,« siger Karl-Erik Frandsen.
LÆS OGSÅ: Digitalt kort: Se, hvordan coronavirussen spreder sig i verden i nær realtid
Tilrejsende kom i karantæne
I foråret 1711 slap pesten ind i København, på trods af at man i årene forinden havde gjort alt, hvad man kunne for at holde den ude. Bystyret var udmærket klar over, at en epidemi var i omløb i nabolandene.
»Du kan tro, de vidste, at pesten var på vej,« siger Karl-Erik Frandsen.
»Man forbød alle skibe fra besmittede steder i regionen at komme til København, og hvis der kom tilrejsende fra en by, hvor sygdommen var brudt ud, skulle de i karantæne, før de fik lov at komme ind.«
»Jeg tror, det var første gang, man gjorde det så konsekvent. Allerede i 1709 begyndte Københavns sundhedskommission at sætte folk i karantæne på øen Saltholm. Der sad de i 40 dage. Hvis de ikke blev syge eller døde derude, kunne de få lov at rejse videre,« siger historikeren.
LÆS OGSÅ: Pest fundet i stenalderkvinde: Forklarer måske mystisk mangel på mennesker
Teenager bragte pesten med sig
Men det lykkedes ikke at undvige pestudbruddet, som var startet i den polske by Danzig og derefter spredte sig blandt andet til Riga, Helsinki, Stockholm og Helsingør i Nordsjælland.
»Et fransk skib kom fra Stockholm og lagde til. Der var en syg passager ombord, som bragte smitten til Helsingør,« siger Karl-Erik Frandsen.
Året efter stod hovedstaden for skud. Pesten kom ind i byen, måske fordi en teenagerdreng sneg sig gennem byens afsprærring for at besøge sin moster.
»Kun 14-15 år gammel, sneg han sig ud af Helsingør og gennem Københavns porte. Han blev syg og kastede op torsdag den 21. maj, døde den 23. maj og blev begravet næste dag,« skriver Karl-Erik Frandsen i sin bog The Last Plague in the Baltic Region.
Drengen havde opholdt sig i mosterens kælder, fremgår det i en vidneberetning nedskrevet af politiet, som holdt nøje kontrol med, hvem der kom ind i byen, og om de havde gyldige helbredsattester.
Barberer skar bylder op
Lægerne vidste godt, at pest var en smitsom sygdom, som på en eller anden måde kunne sprede sig via tekstiler. Så når en person blev syg, brændte man al det tøj og sengetøj, den smittede havde brugt.
Man havde også fundet ud af, at chancen for at blive rask var større, hvis pestbylderne blev skåret op, før de bristede, fremgår det i Karl-Erik Frandsens kildemateriale.
»Man hyrede barberer til at skære bylderne op. Hvis de blev tømt for gift i tide, havde patienten en chance for at overleve,« siger han.
Derudover var lægerne i vildrede. Selv om Den Sorte Død, som pest er blevet døbt, op gennem middelalderen havde dræbt millioner af europæere, var der stadig ingen medicin.
Ingen anede heller, hvad sygdommen blev fremkaldt af, for bakterier blev først opdaget i slutningen af 1800-tallet.
»Man troede, det var Guds straf,« siger Karl-Erik Frandsen.
LÆS OGSÅ: Skabte pest og protestantisme den moderne økonomi?
Over 200 år senere kom behandlingen
Først i 1894 – over 150 år efter det sidste pestudbrud i København – identificerede den britiske skibslæge og mikrobiologi Alexander Yersin den pestbakterie, der gør folk syge.
Bakterien blev navngivet Yersinia pestis (Y.pestis).
11 år senere opdagede lægevidenskaben via et internationalt samarbejde mellem kommissioner fra Storbritannien, Tyskland, Rusland og Italien, hvordan pestbakterien smitter.
Bakterien kommer fra rotter og bliver spredt til mennesker via lopper, viste deres undersøgelser.
Forskere diskuterer dog stadig, om menneskers lopper og lus også kan være smittebærere, eller om det kun er rotters lopper, der spreder sygdommen.
I 1928 opdagede den britiske bakteriolog Alexander Flemings antibiotika ved et tilfælde, og i dag er pest en sjælden sygdom, som relativt nemt kan kureres med en antiobiotikakur.
Coronavirussens genom kortlagt på ti dage
I dette årtusinde er den videnskabelige udvikling kommet så langt, at tyske forskere i 2011 kunne rekonstruere den Y. pestis-bakterie, som i 1300-tallet dræbte millioner af europæere
Efterfølgende analyser af skeletter har vist, at det var den samme bakterie, der slog til i Frankrig i 1720’erne og højst sandsynligt også i Østersøregionen 10 år tidligere.
Siden pesten for over 300 år siden satte København i undtagelsestilstand, har lægevidenskaben taget kvanteskridt, og da den hidtil ukendte coronavirus i 2019 blev opdaget i Wuhan, kunne forskere kortlægge dens RNA på bare 10 dage.
Verdenssamfundet trådte straks i aktion, og i øjeblikket samarbejder forskere fra en række lande på højtryk for på rekordtid at udvikle en vaccine, der kan bekæmpe sygdomsudbruddet.
Skelettet af den gravide kvinde, som døde af pest i 1711 og i 2019 blev fundet på Frederiksberg, befinder sig i dag på Antropologisk Laboratorium ved Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet. Måske kommer hun i fremtiden til at bidrage med endnu mere viden om livet i 1700-tallet og den frygtede Y. pestis-bakterie.
LÆS OGSÅ: Pest fra gamle dage truer med comeback
LÆS OGSÅ: Pest: Historiens største dræber har levet blandt os i årtusinder
