Usikre hypoteser og falske eksperter: Videnskabskommunikation i corona-krisen

Tiltag som social distancering kræver store sociale forandringer, og det er tvivlsomt, om befolkningerne vil acceptere dem, hvis ikke det er klart, at de er videnskabeligt begrundet.

Derfor spiller videnskabskommunikation en helt central rolle i indsatsen under corona-krisen.

Heldigvis er det et emne, som der er blevet forsket i gennem mange år.

Videnskaben om videnskabskommunikation kan bidrage med indsigt i, hvorfor nogle befolkningsgrupper er selektive i deres accept af videnskabelige facts, og hvilke faldgruber der er for videnskabskommunikationen.

Her vil jeg gennemgå nogle af udfordringerne for effektiv videnskabskommunikation under corona-krisen – og hvad man skal huske at være opmærksom på, både som forsker, formidler og læser.

Hvordan kommunikerer vi videnskabelig usikkerhed?

En central udfordring er at kommunikere videnskab, der er forbundet med en høj grad af usikkerhed.

Under corona-krisen er mange af de vigtigste spørgsmål særdeles usikre.

Det gælder for eksempel spørgsmål om spredning, dødelighed, tidshorisont, sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser af social distancering etc. (Det kan du læse mere om i Forskerzonen-artiklen ‘Hvorfor er det så svært at forudsige epidemier, lige efter de er gået i udbrud?‘).

Problemet er, at offentligheden associerer videnskab med en høj grad af sikkerhed. Vi er vant til at høre om videnskabelige opdagelser, når evidensen for dem er stærk.

Det kan derfor være en udfordring at kommunikere, at den bedste videnskabelige begrundelse er særdeles usikker, men at den stadig er det bedste, vi har.

Åbenhed kan øge troværdigheden

Der er både faldgruber og muligheder ved at kommunikere om usikkerhed.

Hvis myndigheder og videnskabsfolk kvalificerer et udsagn for nidkært, kan det medføre, at det ikke bliver tager seriøst, og at befolkningen i stedet søger kilder, der udtaler sig mere bombastisk.

Det kan eksempelvis være charlatantyper, der søger at profitere på krisen. I det danske mediebillede er problemet måske snarere kendisser og klummeskribenter med gode intentioner og manglende kvalifikationer.

Udfordringen ved at kommunikere om usikkerhed kan dog også bruges positivt. Selvom der er brug for mere forskning om kommunikation af usikkerhed, indikerer nogle studier, at kilder, der kvalificerer deres udsagn, fremstår mere troværdige.

Videnskabskommunikatører kan derfor understrege videnskabeligheden af deres udsagn ved også at formidle den videnskabelige evidens, som deres hypotese hviler på, og den usikkerhed, som evidensen er forbundet med.

Adskil videnskabskommunikation og politisk kommunikation

Videnskabelige hypoteser om for eksempel effekten af social distancering udgør et vigtigt grundlag for politiske beslutninger.

Det er en god ting, at politiske tiltag er videnskabsbaserede.

Men der er også kommunikative udfordringer, ved at de videnskabelige hypoteser omkring virussen, effekten af interventioner og økonomiske følger er så tæt forbundne med politiske beslutninger.

For eksempel er det meget svært at opretholde en klassisk arbejdsdeling, ifølge hvilken videnskabsfolk fremlægger deres faktuelle hypoteser, og politikerne træffer beslutningerne ud fra dem.

Fordi de faktuelle videnskabelige hypoteser er så dybt integrerede med politiske beslutninger, kan de opfattes som politiske udmeldinger. Og dermed kan det også opfattes som et holdningsspørgsmål, om man vil acceptere dem.

Derfor bør videnskabskommunikation om COVID-19 fremhæve skellet mellem faktuelle hypoteser og normative beslutninger.

Igen kan dette tilstræbes, ved at videnskabsfolk ikke blot kommunikerer deres konklusioner, men også inddrager en simplificeret forklaring af den evidens, som de hviler på.

Desuden kan videnskabsfolk afslå at kommentere på spørgsmål, som angår politiske beslutninger.

Reel ekspert eller bare en forsker med en holdning?

Praktiserende læger udtaler sig om epidemiologi, epidemiologer udtaler sig om økonomi, økonomer udtaler sig om behandlingsmetoder. Under corona-krisen ser vi en lind strøm af forskere, der udtaler sig udenfor deres fagfelt.

Det er uheldigt, da det kan give anledning til både misforståelser og, på sigt, manglende tillid til videnskabelige eksperter.

Videnskab er i dag baseret på en meget findelt arbejdsdeling, hvor videnskabsfolk er uhyre specialiserede indenfor snævre domæner. Derfor er det ofte uigennemskueligt for lægpersoner, om en forsker er ekspert på det domæne, hun eller han udtaler sig om.

Det skyldes blandt andet, at kompetence indenfor et domæne ofte er påkrævet for at vurdere ekspertise indenfor domænet – eksempelvis kan det være svært for en almindelig borger at vide, at en almindelig læge ikke er ekspert i hverken epidemiologi eller virologi.

Med andre ord er det vanskeligt for den almene befolkning at afgøre, om en ‘videnskabsperson’ er ekspert eller bare en forsker med en holdning.

Medier og eksperter har et fælles ansvar

På den korte bane er risikoen, at befolkningen tillægger alt for stor vægt til påstande af ikke-eksperter.

Over tid kan resultatet blive mindsket tillid til ekspertudtalelser.

Vi bør derfor sikre os, at de eksperter, som er bedst kvalificerede indenfor et emne, også er dem, som udtaler sig om det.

En del af ansvaret ligger hos eksperterne selv. De bør bestræbe sig på at holde sig til det emne, de er bedst kvalificerede til at udtale sig om.

Men der ligger også et ansvar hos medierne. Mere konkret kan medierne være mere præcise med at angive den videnskabelige eksperts kvalifikationer.

For eksempel kan udtrykket ‘ekspert’ i interviews eller reportager med fordel udskiftes med ‘epidemolog’, ‘virolog’, ‘sundhedsøkonom’ etc.

LÆS OGSÅ: Medier lader pensionerede geologer sprede unødig tvivl om klimakrisen

Falsk balance: Alle hypoteser er ikke lige gode

Et relateret problem angår den hæderkronede journalistiske balancenorm. Ifølge balancenormen sikres journalistisk neutralitet og objektivitet ved, at begge sider af en sag høres.

En sådan balance er ofte fornuftig og et populært journalistisk greb, fordi konflikt skaber opmærksomhed.

Men indenfor videnskabsjournalistik er balancenormen blevet kritiseret for at fremstille helholdsvis velbegrundede og svagt begrundede hypoteser som ligeværdige.

LÆS OGSÅ: Er 97 procent af forskerne enige om, at klimaforandringer er menneskeskabte?

Forskningen indikerer, at lægpersoners respons i sådanne tilfælde er præget af det psykologiske fænomen, der kaldes motiveret kognition: Vi er tilbøjelige til at tro på de videnskabelige udmeldinger, der passer med det, vi i forvejen er motiverede til at antage.

Hvis du har personlige eller værdimæssige interesser i at antage, at coronavirus ikke er så farligt endda, så er du mere tilbøjelig til at lytte til de ‘eksperter’, der siger, at det er tilfældet, og mere kritisk overfor dem, som hævder det modsatte.

Indenfor videnskabsjournalistik skal objektivitet ikke forveksles med neutralitet.

I en krisesituation som den nuværende bør medierne fokusere på de bedst videnskabeligt begrundede hypoteser og undlade at give spalteplads til spekulative hypoteser.

Givet den nævnte usikkerhed og kompleksitet kan det dog være en udfordring for journalister, som jo ofte er lægpersoner på området, at hitte ud af, hvilke hypoteser der bør rapporteres.

Giv ikke fri taletid til ‘hobby-epidemiologer’ og kendisser

Selvfølgelig skal der være plads til offentlig debat om de faktuelle spørgsmål, hvorom der er ægte ekspert-uenighed.

Men et overdrevent hensyn til balancenormen kan medføre, at uenigheder mellem eksperter og lægpersoner fremstår som ægte ekspert-uenighed.

Vi er mange, der sidder derhjemme med en lommeregner og tegner eksponentielle grafer. Men det er hammervigtigt, at medierne ikke lader hobby-epidemiologer udbrede sig om epidemiologi uden at gøre det meget klart, at de mangler de rette videnskabelige kvalifikationer.

Det gælder også de allerede nævnte kendisser og klummeskribenter. De får masser af spalteplads, og de tages seriøst af mange. Men indimellem lider de af den såkaldte Dunning-Kruger-effekt:

De forstår så lidt om emnet, at de ikke forstår, hvor lidt de forstår.

LÆS OGSÅ: Stjerneforsker: Derfor hopper vi på Gwyneth Paltrows sundhedsshow

Flere typer videnskab er påkrævet

Selvom der er mange udfordringer og faldgruber ved videnskabskommunikation omkring corona-krisen, er der også positive aspekter at fremhæve.

De videnskabelige eksperter har i usædvanlig høj grad befolkningens opmærksomhed og adgang til medier, hvor de kan formidle deres ekspertise.

Forskningen om videnskabs -og sundhedskommunikation kan hjælpe til at optimere denne formidling.

Vi har både brug for god videnskab til at finde den bedste strategi til at bekæmpe coronavirussen.

Men hvis den rette strategi kræver store adfærdsændringer hos befolkningen, har vi i ligeså høj grad brug for god videnskab til at finde den bedste kommunikationsstrategi.

LÆS OGSÅ: Infodemi: Sådan undgår du at drukne i corona-nyhedsstrømmen

LÆS OGSÅ: Spot fup på Facebook med enkelte greb