»Flagermusens immunsystem må have en særlig profil eller svaghed et sted,« siger Irene Ørpetveit, virusforsker ved Veterinærinstituttet i Oslo.
Når vi bliver syge, er det nemlig sjældent selve virussen eller bakterierne, der slår os ud.
Det er derimod feberen og betændelsen - kroppens eget forsvar mod bakterier og virusser - der slår benene væk under os og får os til at overgive os til sengen og den varme dyne:
Vores immunforsvar reagerer.
Men hos flagermus lader det til, at immunforsvaret ikke lader sig provokere i samme grad, når en virus trænger ind i kroppen.
Flagermus kan have ebola og rabies
De flyvende pattedyr kan være bærere af varianter af virusser, som kan resultere i meget alvorlige sygdomme som ebola, SARS og rabies.
Coronavirus, som i disse dage hærger rundt omkring i verden, og som for nylig blev navngivet COVID-19 af Verdenssundhedsorganisationen WHO, stammer højst sandsynligt fra flagermus. Et nyt studie publiceret i Nature understøtter denne teori.
I artiklen Coronavirus: Alt om udviklingen, symptomer og behandling, som vi opdaterer løbende, kan du læse alt om coronavirussen.
Men hvorfor reagerer flagermusenes immunsystem ikke kraftigt på de farlige virusser?
En del af svaret ligger muligvis gemt i et lille protein kaldet STING.
Proteinet opfører sig nemlig helt anderledes i flagermus end i andre dyr som katte, mus, hunde, heste og høns. Det viste forskerne bag et studie, som blev publiceret i 2018.
STING-protein reagerer ikke så kraftigt i flagermus
Proteinet har til opgave at slå alarm, hvis det opdager indtrængere. Når en virus har sneget sig ind i vores celler, frigiver det sit arvestof. Derfor er fritflydende DNA et tegn på, at en celle er blevet angrebet.
Vores eget DNA ligge godt beskyttet inderst inde i cellekernen. Men STING-proteinets respons er meget svagere i flagermus end i mennesker eller andre dyr. Og det er afgørende for flagermusene.
»Det, som er ret spændende ved det nye studie, er, at flagermusene afværger, at immunforsvaret sættes i alarmberedskab, hver gang der er fritflydende DNA i cellerne,« siger Irene Ørpetveit.
For i modsætning til andre pattedyr flyder stykker af flagermusens eget DNA ud i cellerne - helt naturligt.
Flyveturen skader DNA'et
Når flagermusen flyver, forbrænder de nemlig så meget energi, at såkaldte frie radikaler bliver produceret indeni deres celler.
De frie radikaler kan ødelægge det arvestof, som ligger beskyttet indeni cellekernenerne.
Flagermusene har heldigvis flere mekanismer, som udbedrer skaden på arvestoffet igen.
Men de ødelagte DNA-stykker risikerer at havne ude i cellen, før de bliver repareret.
Det ville ikke være så praktisk, hvis flagermusen troede, at den blev angrebet af en virus, hver gang den var ude og flyve.
Immuncellerne trækker sig tilbage
Et studie fra 2017 viser, at en særlig slags immunceller opfører sig anderledes i flagermus end i almindelige mus.
De specielle immunceller er med til at producere betændelse i kroppen, når vi bliver syge.
I flagermusene reagerer disse betændelsesceller hurtigt på indtrængere, men trækker sig lige så hurtigt tilbage igen.
Men i musene, der lever med alle fire ben på jorden, varer betændelsen længere.
Flagermus bliver også syge
Men selv om flagermusene ikke bliver slået ud af deres eget immunsystem, kan de alligevel blive syge, for det er jo ikke kun feber og betændelse, der gør os syge; dødelige virusser er jo farlige i sig selv.
De kan dræbe de celler, som de angriber, og sprede sig til andre celler i kroppen, hvis de ikke bliver stoppet.
Irene Ørpetveit har selv været med til at identificere det eneste tilfælde af rabiesvarianten European Bat Lyssavirus (EBLV) i en flagermus i Norge.
Den uheldige flagermus var tydeligvis syg, ifølge forskeren, selv om de ikke kunne være sikre på årsagen til symptomerne.
Hvis flagermus generer, irriterer eller på anden måde volder plage for mennesker og dyr, kan det være et tegn på, at de er syge.
Det er dog kun en lille risiko for at blive smittet med sygdom af en flagermus i Norden. Det kan du læse mere om i denne artikel hos forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.
Højere kropstemperatur end mennesker
Endnu en egenskab gør flagermusene i stand til at tolerere virusser: Selv om deres kropstemperatur kan nå helt ned til 0 grader, når de ligger i dvale, er deres kropstemperatur almindeligvis højere end menneskets.
»De har en højere kropstemperatur, når de er aktive - cirka 39−40 grader,« skriver Karl Frafjord i en email til forskning.no. Han er forsker ved UiT Norges arktiske universitet.
Den høje kropstemperatur kan være med til at uskadeliggøre mange virusser.
Udklækningssted for sygdomme
Karl Frafjord peger på flere årsager til, at det er vigtigt for flagermusene at kunne tåle virusser.
- De lever ofte tæt sammen i store kolonier
- De holder sig ofte til det samme sted igennem længere tid, som eksempelvis fugtige grotter, hvor sygdomme ofte bliver udklækket
Men selv om meget indikerer, at udbruddet af coronavirus, som startede i millionbyen Wuhan i Hubei-provinsen, stammer fra flagermus, understreger Karl Frafjord, at coronavirussen findes i mange dyr.
»Vi skal være forsigtige med at give flagermusene skylden. Virusser ændrer sig hele tiden. Det er derfor, de er så gode til at overleve,« siger forskeren.
Kinesiske forskere mener også, at coronavirussen kan stamme fra skældyr (Pholidota), ifølge New York Times.
Skældyr er kritiske truede pattedyr dækket af skæl, som også bliver kaldt pangoliner.
Flagermus spiser malariamyg
Det er desuden vigtigt at sætte alle skrækhistorierne om flagermusene i perspektiv, mener Katrine Eldegard ved Norges miljø- og biovidenskabelige universitet, NBMU.
Hun har forsket i flagermusenes liv i Norge, hvilket du kan læse mere om i denne artikel, produceret af NMBU.
»Det er vigtigt at huske på, at flagermusene samlet set sandsynligvis mindsker forekomsten af sygdom blandt mennesker,« skriver Katrine Eldegard til forskning.no.
Flagermus spiser nemlig enorme mængder insekter, som kan være bærere af sygdomme.
Tænk blot på, hvor godt det er for menneskeheden, at flagermus spiser malariamyg, påpeger NMBU-forskeren.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
