Næsten halvdelen af alle europæere er genetisk disponerede for fedme.
Den såkaldte fedmeepidemi er verdensomspændende og påvirker mere end en halv milliard mennesker – et tal, der i de fleste lande stiger år for år.
Alligevel ved vi ikke meget om, hvilke gener der er involveret, eller hvilke processer i fedmeudviklingen der er påvirket af generne. Det bedste medicinske behandlingstilbud er i øjeblikket fedmekirurgi.
70-80 procent af forskellen i kropsfedt er genetisk bestemt
Men nu ser det ud til, at en ny genetisk undersøgelse har løst mysteriet – og vakt håb for en mere effektiv behandling.
Manglende fysisk aktivitet, overspisning og dårlige spisevaner får ofte skylden for den globale fedmeepidemi.
Undersøgelser har imidlertid vist, at 70-80 procent af forskellen på menneskers kropsfedt har en genetisk årsag (det vil sige, at der er en arvelig disposition – kaldet en familiær ophobning – for fedme).
FTO-genet vakte stor interesse
De første, større fedmeundersøgelser blev påbegyndt i 2007 efter den første kortlæggelse af det menneskelige genom.
Ud af de 20.000 gener i bundtet vakte særligt ét gen – det såkaldte FTO-gen – stor interesse. På trods af at have fundet knap 100 andre gener forbundet med overvægt, er FTO-genet, og området omkring, stadig det gen, man har interesseret sig mest for.
Men forskere verden over har haft svært ved at forstå genets indvirkning, og om det i virkeligheden ér ansvarligt for fedme og overvægt.
En hovedafbryder for fedme?
Den nye undersøgelse – udgivet af et internationalt forskerteam i New England Journal of Medicine – tog 7 år og kostede mere end 6,5 millioner kroner. Den er baseret på en lang række undersøgelser af hundredvis af patienter, celletyper og laboratoriemus.
Forskerne demonstrede ved gennemgangen af et væld af offentlige databaser om genekspression, såvel som arvelige ændringer i genekspressionen (epigenetik), hvor komplekst dette forskningsfelt er blevet.
Det viser sig, at FTO-genet ikke gør så meget direkte. Genet påvirker andre nærliggende gener, som forårsager ændringerne via regioner i DNA, kaldet receptorer og enhancers.
Receptorer og enhancers (forstærkere, red.) kan ændre forløberne til de voksne fedtceller, mens de stadig er under udvikling. Alle fedtceller stammer – ligesom brusk og knogleceller – fra knoglemarven, og de gennemgår forskellige stadier, i takt med at de bliver til fedtceller.
Forskel på hvidt, beige og brunt fedtvæv
Vi ved fra nyere forskning, at mennesket har flere forskellige slags fedtceller i fedtvævet. Det mest almindelige er det hvide fedtvæv, så en del beige og til sidst en lille smule brunt fedtvæv.
Hvert slags fedtvæv forbrænder og lagrer fedtet forskelligt.
Overvægtige mennesker har flere hvide fedtceller, som lagrer fedt i stedet for at forbrænde det – og tager derfor på i vægt. Forskerne afslørede en disponerende gen-variant, der bevirker, at der dannes mindre brunt og beige fedtvæv – selvom den naturlige indvirkning er ret lille.
Redskaberne til at ændre de underliggende mekanismer
Forskerteamet blokerede denne gangsti med et genredigeringsredskab kaldet CRISPR og fandt, at det faktisk havde en stor indvirkning på opdyrkede celler og laboratoriemus. Forsøgsdyrenes evne til at forbrænde fedt blev 5 til 10 gange større. Blokeringen af gangstien gjorde dyrene 50 procent tyndere.
Konsekvenserne af forskningen betyder, at vi efter 10 år med viden om tusindvis af sygdomsrelaterede gener endelig har redskaberne til at ændre de underliggende mekanismer.
Ved at forstå, hvordan kroppen omdanner de usunde hvide fedtceller til sunde beige fedtceller, kan vi begynde at udvikle nye behandlingsmetoder mod fedme.
Fundene understreger også, at de mange penge, der blev brugt på det menneskelige genomprojekt og dets spinoff ENCODE og Epigenetics Roadmap, ikke er spildt. Vi har redefineret parametrene for succes.
Identifikation af gener hjælper ikke med at diagnosticere
Vi ved nu, at selvom vi kan identificere generne for de mest almindelige sygdomme, hjælper det os ikke med at diagnosticere eller forudsige dem.
Selvom vi har identificeret 100 fedmegener, forklarer det kun 5 procent af den genetiske indvirkning på det enkelte menneske.
Forskningsemner under udvikling – som epigenetik, metabolomik, microbiomics – eller den gammeldags måde at se på dine forældres helbred og sundhedstilstand er meget bedre for personaliseret medicin.
Men for at skabe et meget tiltrængt præparat mod fedme er genbaserede undersøgelser som denne af afgørende betydning. Forskningen, der ligger til grund for udviklingen af præparater, som øger produktionen af beige og brune fedtceller, kan nu starte fuldt ud.
Forhåbenlig vil det være i gang med at blive afprøvet på mennesker inden for 10 år.
Tim Spector modtager støtte fra The Medical Research Council og Wellcome Trust. Han er forfatteren af ‘The Diet Myth: the real science behind what you eat’ – W&N 2015. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
