Professor: Derfor har jeg ændret mening om D-vitamintilskud

Alle er vilde med D-vitamin. Læger, patienter og medierne har i årevis været vildt begejstrede for D-vitamintilskud.

Utallige overskrifter hylder al den gavn, de gør – lige fra selvfølgelig at kurere alvorlig D-vitaminmangel til magisk at lindre en lang række lidelser fra demens til kræft.

Lægelige eksperter (som mig selv) har i årtier anbefalet, at patienter med osteoporose og andre knoglelidelser tager D-vitamintilskud. Mange fødevarer indeholder kunstigt tilsat vitamin D med det formål at forebygge knoglebrud og fald samt forbedre muskelstyrken.

Det hævdes også, at D-vitamin booster immunsystemet og begrænser aldringen. Jeg plejede sommetider at tage D-vitaminer og anbefalede det også til min familie, for at klare mig igennem de solfattige vintre.

PR-maskinen støttes af kendiser

Men nu har en ny afhandling – omhandlende risici forbundet med vitamin D – overbevist mig om, at jeg tog fejl.

Mit syn på vitamintilskud og branchen bag dem – som hvert år skovler pengene ind – ændrede sig radikalt, da jeg begyndte at researche i forbindelse med min bog ‘The Diet Myth’ i 2013.

Branchen og dens PR-maskine støttes af berømtheder, som efter sigende får tilført store doser vitaminer direkte ind i blodårene i drop, og cirka 50 procent af amerikanerne og briterne tager dem regelmæssigt.

Men overraskende nok er der ikke meget evidens, der understøtter alle de sundhedsmæssige påstande, som praktisk taget alle vitamintilskud på markedet praler med.

Vitamintilskud er i bedste fald spild af penge

Et studie baseret på det store SELECT forsøg foreslog, at tilskud som eksempelvis vitamin E og selen faktisk øgede riskoen for prostatakræft hos nogle mænd.

Og sidste år konkluderede en kæmpe analytisk gennemgang af 27 studier af en halv million mennesker, at vitamin- og mineraltilskud ikke forhindrede kræft eller hjertesygdomme.

De er ikke alene spild af penge for de fleste af os – hvis man tager store doser, kan de faktisk fremskynde tidlig død og forøge risikoen for hjertesygdomme og kræft.

Praktisk taget ingen vitaminer eller kosttilskud har vist sig at gøre gavn i randomiserede undersøgelser af almindelige mennesker uden alvorlige mangelsygdomme (randomiserede undersøgelser er videnskabelige undersøgelser af mennesker, hvor resultaterne af behandlingen sammenlignes med resultaterne i en kontrolgruppe, red.)

Sjældne undtagelser er næringsstoffet lutein, som benyttes til behandlingen af øjenforkalkning (AMD – aldersrelateret macula degeneration), som i dag er den hyppigste årsag til læseblindhed i de udviklede lande – og ‘yndlingsvitaminet’, vitamin D.

Siden 1980’erne har forskerne – heriblandt mig selv – skrevet tusindvis af afhandlinger, der associerer D-vitaminmangel med mere end 137 sygdomme. En rapport i British Medical Journal fra 2014 fandt, at disse associationer for det meste var urigtige.

Vi burde vide bedre

Vores genetiske sammensætning har en effekt på vitamin D-niveauet. Det er information, vi kan bruge til at afgøre, om et naturligt forekommende lavt D-vitaminniveau rent faktisk kan forhøje risikoen for sygdom (snarere end at være en konsekvens af sygdommen).

Evidensmængden foreslår indtil videre (med undtagelse af multipel sklerose og visse kræftformer), at et lavt D-vitaminniveau enten er irrelevant eller ganske enkelt en sygdomsmarkør.

Indtil nu har vi ikke været bekymrede over at give ekstra vitamin D, fordi vi troede, at ‘det måske kan hjælpe – og det gør under ingen omstændigheder skade (det er jo vitaminer!)’.

Med større viden og ny indsigt burde vi nu vide bedre. Nyere studier har de seneste fem år foreslået, at selv kalktilskud – ud over ikke at afværge knoglebrud – kan øge risikoen for hjertesygdom.

Mens adskillige studier med almindelige mennesker fandt, at vitamin D ikke havde beskyttende egenskaber, har andre været mere foruroligende.

Et højere antal knoglebrud

En randomiseret undersøgelse fra 2015 af 409 ældre mennesker i Finland foreslog, at vitamin D ikke gjorde gavn sammenlignet med placebo eller motion – og at mængden af knoglebrud faktisk var en smule højere.

Den mest almindeligt ordinerede dosis i de fleste lande er 800 (20 mikrogram) til 1.000 (25 mikrogram) – altså 24.000 til 30.000 IU per måned (600 til 750 mikrogram) (Betegnelsen IU eller ‘International Units’ på vitaminpilleglas kaldes nogle gange på dansk for IE – Internationale Enheder. En IU svarer til 0,025 mikrogram, red.)

Men to randomiserede undersøgelser fandt, at ved cirka 40.000 (1.000 mikrogram) til 60.000 (1.500 mikrogram) IU per måned blev vitamin D til en farlig stof.

Et studie af mere end 2.000 ældre australiere – som stort set blev ignoreret, da det blev udgivet – og det ny-publicerede studie fandt, at patienter, som fik høje doser vitamin D eller patienter, som fik lavere doser, der forøgede mængden af vitamin D i blodet til den optimale mængde (defineret af knoglespecialister), havde 20-30 procent flere knoglebrud og fald sammenlignet med patienter, der fik lave doser, eller som ikke havde det optimale niveau i blodet.

Svært at forklare, hvorfor D-vitamin kan være skadelig

Det er straks sværere at forklare, hvorfor vitamin D ofte er skadelig. Nogle mennesker, der slet ikke tager vitamintilskud, har et naturligt højt blodniveau, som måske skyldes, at de tilbringer en stor del af tiden udendørs i solen, eller fordi de regelmæssigt spiser fed fisk – og der findes ikke evidens, der siger, at det er skadeligt.

Et højere niveau end gennemsnittet kan også have en genetisk årsag, hvilket gennemsnitligt har en effekt på cirka 50 procent af forskellen mennesker imellem.

Så vores besættelse med, at få alle til få et standard blodniveau, er helt galt afmarcheret, på samme måde som vores ‘én for alle’-tilgang til kost.

Hidtil har vi troet, at vitamintilskud er naturlige, og mine patienter vil ofte hellere tage dem samtidigt med, at de forkaster konventionelle ‘unaturlige’ præparater.

Kortvarige og regelmæssige ophold i solen er bedst

Vores krop har muligvis ikke det samme afsporede forhold til tilskud. Solen er den vigtigste kilde til D-vitamin, fordi solens stråling får huden til langsomt at danne D-vitamin. Kortvarige og regelmæssige ophold i solen er bedst.

En stor mængde kemikalier enten ved injektion eller i pillleform kan forårsage en ganske anden og uforudsigelig metabolisk reaktion.

Vores tarmmikrober er eksempelvis ansvarlige for at producere omkring en fjerdedel af vores vitaminer og tredjedel af vores blodmetabolitter og kan også reagere på forandringer i vitaminniveauet opsamlet af receptorerne på indersiden af tarmene.

En stor mængde af kunstigt tilførte kemikalier vil skabe uorden i eller irritere de sensitive immunprocesser.

En brat opvågning

Nyhederne er lidt af en brat opvågning. Vi skal tage vores verdensomspændende misbrug af disse kemikalier meget mere alvorligt istedet for rutinemæssigt at tilsætte dem til fødevarerne.

Vi burde bruge de mange penge, vi spilder på disse produkter – assisteret af den dårligt regulerede, men rige og magtfulde vitaminindustri – på rigtig sundhedspleje.

Vi burde uddanne folk, så de går ud i solen og spiser varieret og sundt i stedet. For 99 procent af alle mennesker vil det dække hele deres vitaminbehov.

Tim Spector er leder af British Gut microbiome project og forfatter til ‘The Diet Myth’. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark.