Et af verdens mest omtalte lægemidler blev fundet i jorden på Påskeøen

Et antibiotikum opdaget på Påskeøen i 1964 blev startskuddet til en milliardforretning for medicinalindustrien.

Men historien om denne 'mirakelmedicin' skøjter fuldstændig henover de mennesker og den politiske kontekst, der gjorde opdagelsen mulig.

Lægemidlet, der blev opkaldt efter øens oprindelige navn, Rapa Nui, og som fik navnet rapamycin (også kendt som sirolimus) er et såkaldt immunsuppressivt lægemiddel.

Det bruges til at forebygge, at kroppen afstøder et transplanteret organ samt til at forbedre effektiviteten af stent-behandling (medicinsk procedure, hvor et lille metalgitter (en stent) placeres i en blodåre for at holde den åben, red.) af hjertesygdomme.

Siden da er lægemidlet blevet anvendt til behandling af forskellige former for kræft, og forskere undersøger nu dets potentiale i behandlingen af diabetes, neurodegenerative sygdomme og endda aldring.

Et af lægevidenskabens mest omtalte lægemidler

Næsten dagligt bliver der faktisk offentliggjort studier, der fremhæver rapamycins evne til at forlænge levetiden eller bekæmpe aldersrelaterede sygdomme.

En søgning på PubMed viser over 59.000 videnskabelige artikler, der nævner rapamycin, hvilket gør det til ét af lægevidenskabens mest omtalte lægemidler.

Men selvom rapamycin er udbredt inden for både forskning og medicin, er det kun ganske få ikke-fagfolk, som kender den bagvedliggende historie om, hvordan lægemidlet blev opdaget.

Mange fagfolk ved, at forskere fra medicinalfirmaet Ayerst Research Laboratories i midten af 1970'erne isolerede molekylet fra en jordprøve, der indeholdt bakterien Streptomyces hygroscopicus.

Men det er de færreste, der ved, at denne jordprøve blev indsamlet som en del af en canadisk-ledet mission til Rapa Nui i 1964, kaldet 'Medical Expedition to Easter Island' – eller METEI.

Jeg er forsker og har bygget min karriere op omkring rapamycins effekt på celler. Derfor følte jeg mig drevet til at forstå og dele den menneskelige historie bag lægemidlets oprindelse.

Da jeg hørte om historikeren Jacalyn Duffins arbejde med METEI, blev den måde, jeg – og mange af mine kolleger – ser på vores eget forskningsfelt, fuldstændig vendt på hovedet.

Rapamycins komplekse historie rejser vigtige spørgsmål om systemisk bias (det vil sige en indlejret tendens til at favorisere visse grupper eller udfald frem for andre) i biomedicinsk forskning – og om, hvad medicinalindustrien skylder de oprindelige folk og de landområder, hvorfra de udvinder deres milliardopdagelser.

Historien om METEI

Det var et canadisk team bestående af kirurgen Stanley Skoryna og bakteriologen Georges Nogrady, som fik idéen til den medicinske ekspedition (kaldet METEI) til Påskeøen.

Målet var at undersøge, hvordan en isoleret befolkning tilpasser sig miljømæssig stress, og forskerne mente, at den planlagte opførelse af en international lufthavn på Påskeøen gav en enestående mulighed.

De antog, at lufthavnen ville føre til øget kontakt med omverdenen og dermed ændringer i befolkningens sundhedstilstand.

Med finansiering fra Verdenssundhedsorganisationen WHO og logistisk støtte fra den canadiske flåde ankom METEI til Rapa Nui i december 1964.

I løbet af tre måneder gennemførte teamet medicinske undersøgelser af næsten alle øens cirka 1.000 indbyggere, indsamlede biologiske prøver og kortlagde systematisk øens flora og fauna.

Videnskablig kolonialisme

Det var som en del af dette arbejde, at Georges Nogrady indsamlede over 200 jordprøver, og én af dem viste sig at indeholde den bakteriestamme, Streptomyces hygroscopicus, som producerer rapamycin.

Det er vigtigt at forstå, at ekspeditionens primære formål var at studere Rapa Nui-folket som en slags levende laboratorium.

Deltagelse blev fremmet gennem bestikkelse i form af gaver, mad og forsyninger og gennem pres, blandt andet ved at involvere en franciskansk præst, der havde tjent på øen i mange år, til at hjælpe med rekrutteringen.

Selvom forskernes intentioner måske var velmenende, er det stadig et eksempel på videnskabelig kolonialisme, hvor et hold hvide forskere vælger at studere en overvejende ikke-hvid befolkning helt uden deres input, hvilket skaber en ulige magtfordeling.

Kompleks historie med migration, slaveri og sygdom

Der var en grundlæggende bias i METEI's udgangspunkt:

For det første antog forskerne, at Rapa Nui-folket havde været relativt isoleret fra resten af verden, selvom der faktisk findes en lang historie med kontakt til andre lande helt tilbage fra rapporter i begyndelsen af 1700-tallet og frem til slutningen af 1800-tallet.

METEI antog også, at Rapa Nui-folket var genetisk homogene og ignorerede øens komplekse historie med migration, slaveri og sygdom. For eksempel er den moderne befolkning på øen multietnisk med både polynesiske og sydamerikanske rødder.

Befolkningen inkluderede også overlevende fra den afrikanske slavehandel, som blev bragt tilbage til øen og medbragte sygdomme som kopper.

Denne fejlvurdering underminerede ét af METEI's centrale forskningsmål: at vurdere genetikkens effekt på sygdomsrisikoen.

Selvom teamet offentliggjorde en række studier om øens dyreliv, er det sandsynligt, at deres manglende evne til at etablere et genetisk udgangspunkt er én af årsagerne til, at der aldrig blev gennemført et opfølgende studie efter lufthavnens færdiggørelse i 1967.

Rapa Nui-folket modtog ingen økonomisk kompensation

Udeladelserne i historien om rapamycins oprindelse afspejler udbredte etiske blinde vinkler i, hvordan videnskabelige opdagelser bliver husket.

Georges Nogrady tog jordprøver med hjem fra Rapa Nui, og én af dem endte hos Ayerst Research Laboratories. Her isolerede Surendra Sehgal og hans team det stof, der senere blev navngivet rapamycin, og som i slutningen af 1990'erne blev lanceret som det immundæmpende lægemiddel Rapamune.

Selvom Surendra Sehgals vedholdenhed var afgørende for at holde projektet i live gennem virksomhedens omstruktureringer – han gik endda så langt som at opbevare en bakteriekultur derhjemme – blev hverken Georges Nogrady eller METEI nævnt i hans banebrydende publikationer.

Selvom rapamycin har genereret milliarder af dollars i indtægter, har Rapa Nui-folket ikke modtaget nogen som helst økonomisk kompensation. Det rejser spørgsmål om oprindelige folks rettigheder og biopirateri, som er andre landes kommercielle udnyttelse af lokale, oprindelige befolkningers ofte årtusinde år gamle viden om visse planters, svampes og andre organismers egenskaber.

Principper var ikke gældende på METEI’s tid

Aftaler som FN's konvention om biologisk mangfoldighed fra 1992 og Deklarationen om Oprindelige Folks Rettigheder fra 2007 har til formål at beskytte oprindelige folks krav på biologiske ressourcer ved at opfordre lande til at indhente samtykke og input fra oprindelige befolkninger og tilbyde erstatning for eventuelle skader, før projekter igangsættes. Disse principper var dog ikke gældende på METEI’s tid.

Det er blevet hævdet, at fordi den bakterie, der producerer rapamycin, siden er blevet fundet andre steder, var jorden fra Påskeøen ikke afgørende for opdagelsen, og fordi øboerne hverken brugte rapamycin eller kendte til dets tilstedeværelse, mener en del, at det ikke er en ressource, der blev 'stjålet'.

Men opdagelsen af rapamycin på Rapa Nui lagde fundamentet for al efterfølgende forskning og kommercialisering af molekylet, og det skete kun, fordi befolkningen blev brugt som studieobjekter.

At anerkende og oplyse offentligheden om den afgørende rolle, som Rapa Nui spillede i opdagelsen af rapamycin, er centralt for at kompensere dem for deres bidrag.

Hvad historien bør lære os

I de senere år er den bredere medicinalindustri begyndt at anerkende vigtigheden af retfærdig kompensation for oprindelige folks bidrag.

En del virksomheder har lovet at reinvestere i de lokalsamfund, hvor værdifulde naturprodukter stammer fra. Men for Rapa Nui har de medicinalfirmaer, der direkte har tjent på rapamycin, endnu ikke givet en sådan anerkendelse.

I sidste ende er METEI en historie om både videnskabelig triumf og sociale dilemmaer. Mens opdagelsen af rapamycin har revolutioneret medicin, er ekspeditionens effekt på Rapa Nui-folket langt mere kompleks.

Jeg mener, at spørgsmål om medicinsk samtykke, videnskabelig kolonialisme og oversete bidrag understreger behovet for en mere kritisk tilgang og større bevidsthed om arven fra banebrydende videnskabelige opdagelser.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.