Nazisterne havde uhindret adgang til mennesker, de kunne bruge til medicinske eksperimenter. Eksperimenterne var endnu en slags massetortur og folkedrab, så vores moralske fordømmelse af dem er oplagt.
Men de er også en ubehagelig moralsk udfordring - for hvad hvis nu, nogle af de medicinske eksperimenter resulterede i videnskablige data, der kunne bruges til et godt formål? Ville det retfærdiggøre, at vi brugte dem?
Resultaterne blev brugt helt op til 80’erne
Det er fristende at afvise spørgsmålet ved at sige, at det er ubrugelige data - at ondskaben producerede ond videnskab, så vi ikke engang behøver at overveje det. Men der findes ikke en uomgængelig forbindelse mellem de to ting, fordi videnskaben ikke er en moralsk bestræbelse.
Hvis videnskablige data er ubrugelige, skyldes det dårlig efterforskning og analysering - ikke forskningens amoralske og dårlige karakter. Og faktisk er nogle data fra nazi-eksperimenterne videnskabligt velfunderede.
De eksperimenter nazisternes foretog med hypotermi, hvor de nedsænkede mennesker i iskoldt vandt, indtil de mistede bevidstheden (og mange omkom), fastslå hvor hurtigt mennesket blev nedkølet i koldt vand, og hvornår genopvarmning var succesfuld. Data fra nazisternes eksperimenter blev citeret i videnskablige afhandlinger fra 50'erne helt op til 80'erne, men uden nogen form for kildeangivelse.
Brug af data kunne måske redde liv
Den oprindelige kilde figurerer som en afhandling af Leo Alexander udgivet i Combined Objectives Subcommittee Files. Det er usædvanligt, at den slags publikationer nævnes i et videnskabeligt tidsskrift, og det er ikke tydeligt, at det stammer fra retsopgøret med lægerne i Nürnberg.
I slutningen af 80'erne argumenterede den amerikanske forsker Robert Pozos for, at resultaterne af nazisternes hypotermi-eksperimenter skulle bruges. Han mente, de var af afgørende betydning for at forbedre genoplivningsmetoderne af mennesker, der var bragt ind fra iskoldt vand efter et bådulykke, men New England Journal of Medicine afviste hans forslag om åbenlyst at publicere materialet.
Man har også overvejet at benytte data fra nazisternes eksperimenter med den dødbringende phosgengas, og selvom det måske kunne have reddet livet på folk, der ved et uheld blev eksponeret, blev det afvist af US Environmental Protection Agency.
Vi skal ikke fokusere på konsekvenserne
Så kan resultaterne fra nazisternes eksperimenter bruges?
En simpel nyttemoralsk respons ville overveje de indlysende konsekvenser: Hvis det kan være til gavn for menneskeheden nu og i fremtiden er brugen af informationerne retfærdiggjort. Når alt kommer til alt, kan det ikke skade de afdøde.
Men en mere sofistikeret utilitarist vil overveje de indirekte og subtile konsekvenser: Måske vil de pårørende til de personer, der var ofre for eksperimenterne, finde det dybt foruroligede, at informationerne blev brugt. Og deres foruroligelse opvejer den nytte, det kan gøre.
Måske vil brugen af data sende det budskab, at eksperimenterne ikke var så forfærdenlige alligevel, og endda opmuntre moralsk afstumpede læger til at foretage deres egne uetiske eksperimenter.
Man kunne selvfølgelig undgå al postyret ved at bruge nazisternes data i hemmelighed, og undgå at resultaterne bliver offenligt udgivet. Men at bruge bedrag og vildledelse til at løse et moralsk dilemma er i sig selv problematisk.
Problemet er, at man ved at fokusere på konsekvenserne - både de gode og de dårlige - ved at bruge nazisternes data overser en vigtig pointe.
Der er et princip på spil: Selvom der kunne komme noget godt ud af at bruge nazisternes data, ville det simpelthen ikke være rigtigt at bruge dem.
Det ville være ensbetydende med at benægte eller bagatellisere den ondskab, der fandt sted i produktionen af dem.
Det er den almindelige mening, men hvis den skal skal have etisk betydning, er vi nødt til at skære det ud i pap og give den et solidt fundament. Ved nærmere eftertanke forkaster samfundet ikke fuldstændigt tanken om at få noget godt ud af noget ondt eller forkert. For eksempel bliver nogle mordofre, organdonorer, og det anses ikke som upassende.
Vi står i gæld til ofrene
Så hvordan afgør man, om det er i orden at få noget godt ud af ugerninger?
Jeg tror, at svaret ligger i en overvejelse af, hvad samfundet i etisk henseende skylder ofrene. Det har den igangværende efterforskning af det institutionelle, seksuelle børnemisbrug i en række vesteuropæiske lande sat skarpt fokus på.
De uretfærdigheder, der blev begået, er ganske vist overstået, men det betyder ikke, at sagen er afsluttet. Vi står i etisk henseende i stor gæld til ofrene - en anerkendelse af, at hvad de blev udsat for var forkert, en troværdig tilkendegivelse af at samfundet tager det alvorligt, en bestræbelse på at identificere, pågribe og afstraffe udøverne af uhyrlighederne og at kompensere for deres lidelser og situation.
Og hvad mere er, har vi en forpligtigelse til ikke at glemme og ikke hvidvaske.
Vi skylder ofrene for nazisternes eksperimenter det samme. Hvis samfundets forpligtigelse i store træk er blevet opfyldt gennem Nürnbergprocessen og den stadige globale afsky for de forfærdenlige ting mennesker blev udsat for under 2. Verdenskrig, kunne det måske være etisk muligt at bruge de data, hvis det kunne føre til noget godt.
Men det skal gøres med fuldstændig åbenhed omkring hvor, de data stammer fra, og med klar afstandstagen og fordømmelse af måden, de blev anskaffet. Brugen af data fra nazisternes hypotermi-eksperimenter i den medicinske og videnskablige litteratur fra 50’erne til 80’erne henviser på ingen måde til, hvad der omtales - og derfor er det uetisk.
Lynn Gillam hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
