Det videregående uddannelsessystem i Afrika er lige så gammelt som Egyptens pyramider. Men kontinentets gamle institutioner er forsvundet for længe siden.
De videregående uddannelser, der bliver tilbudt i Afrika i dag - fra pensum til eksamensstruktur og hvilke sprog, der undervises i - er rodfæstet i kolonialismen.
Det har fået mange til at spørge, om mon ikke de afrikanske universiteter stadig lider under en form for åndelig kolonisering.
Historien om den hæderkronede klimaforsker Cheikh Mbow er ét eksempel.
LÆS OGSÅ: Sådan bør EU bekæmpe korruption i Afrika
Vidste alt om Frankrig - intet om Senegal
Cheikh Mbow er født i Senegal i 1969, hvor han også studerede. Han erindrer sine første universitetsår ved at konstatere:
»Jeg vidste alt om Frankrigs geografi og biologi, men intet om Senegals.«
Cheikh Mbow og jeg er venner, og i fællesskab med en af hans kollegaer skrev vi et kapitel i en bog om facilitering af videnskabelig indsigt i Afrika i dag.
Kapitlet er baseret på Mbows eget liv - som jeg vender tilbage til lidt senere.
LÆS OGSÅ: Sheatræet - en unik mulighed for fattige afrikanske kvinder
Ny bevidsthed om de historiske rødder
De seneste år er der opstået en ny bevidsthed om de videregående uddannelsers historiske rødder. Folk forlanger en afkoloniseret akademisk verden.
Det falder sammen med en bredere debat om de nutidige universiteters rolle.
Der hersker ikke meget tvivl om, at Afrikas universiteter skal have lokal relevans - og at de skal fokusere både undervisningen og forskningen på lokale behov.
Og uundgåeligt nok, forventes det samtidig, at universiteterne bliver internationaliserede, og at de deltager i de højere uddannelsesinstitutioners stadig mere ophedede indbyrdes konkurrence.
LÆS OGSÅ: Sådan kan Afrika styre konsekvenserne af klimaforandringerne
Universiteterne ender med at parodiere hinanden
Standardisering er nøgleordet her. Universiteterne konkurrerer for at figurere på de globale ranglister; og ender med at parodiere hinanden.
Internationaliseringen bevirker også, at afrikanske forskere - som Cheikh Mbow - rejser nordpå i søgningen efter forskningsmiljøer med bedre ressourcer.
Det internationale samarbejde kan være en kæmpe fordel.
Men alt for ofte er det organisationer, universiteter og forskere i det globale nord, der ender med at opstille betingelserne og træffe alle afgørelserne.
Så hvordan forvalter kontinentets universiteter den vanskelige afvejning mellem lokal relevans og internationalisering?
Hvordan kan de deltage i det globale samarbejde uden at blive 'gen-koloniserede' ved at underlægge sig en standard for pensum og kvalitet dikteret af det globale nord?
Hvordan kan de undgå samarbejdsprogrammer, som udvikler sig til at være opgaver, der kun kommer de nordlige forskere og organisationer til gode?
LÆS OGSÅ: Mystiske cirkler på afrikansk slette endelig forklaret
Det internationale samarbejde vokser
I løbet af de seneste 20 år er den internationale interesse for det afrikanske højere uddannelsessystem blevet skærpet.
Hjælpeorganisationer i det globale nord har udviklet målsætninger, der er designet til at styrke Afrikas forskningskapacitet.
Det var de skandinaviske lande blandt de første til at gøre. Danmark har BSU-programmet (Building Stronger Universities in Developing Countries) og Norge og Sverige har tilsvarende samarbejdsprogrammer.
Disse initiativer er vigtige.
Forskningsmidlerne er meget begrænsede på de afrikanske universiteter. Den nationale budgettering for de videregående uddannelser er forholdsvis lav; især i sammenligning med de nordlige universiteter.
I deres forsøg på at uddanne den hastigt voksende befolkning, har de afrikanske universiteter en tendens til at fremhæve undervisning frem for forskning.
LÆS OGSÅ: Tidligere britiske kolonier i Afrika er bedst til videnskab
Afrikanske universiteter er afhængige af ekstern finansiering til forskning
Så disse institutioner er stærkt afhængige af ekstern finansiering til forskning og afhængige af støtte fra udviklingsorganisationer via såkaldte kapacitetsopbygningsprojekter.
Disse projekter engagerer forskere fra nord og syd i fælles aktiviteter inden for undervisning og forskning; ideelt set for at skabe partnerskaber baseret på gensidig respekt.
Mange forskere fra universiteter i både nord og syd er involveret i disse samarbejdsprojekter.
Det er kun sjældent, at vi udvikler disse samarbejdsprojekter til forskningsfelter og vender mikroskopet den anden vej - mod os selv og vores fremgangsmåder.
LÆS OGSÅ: MYTE: Er kolonifortiden uden betydning for den danske udviklingsbistand?
Kvalitetstilsagn eller neo-imperialisme?
Efter at vi havde deltaget i et kapacitetsopbygningsprojekt i Afrika, blev jeg og nogle kollegaer interesseret i at få en bedre forståelse af geografiens og den videnskabelige indsigts magt.
Vi ville gerne vide, hvordan denne virkekraft og geografien bliver forhandlet gennem kapacitetsopbygningsprojekterne.
Vi forsøgte også at forstå, om disse projekter fungerede som et kvalitetstilsagn, eller om det var tale om en slags neo-imperialisme.
Ganske enkelt sagt, vores forskning granskede om kapacitetsopbygning og tendensen for stigende internationalt samarbejde var en hjælp eller en hindring for de afrikanske universiteter.
Og svaret er: Begge dele.
LÆS OGSÅ: Hvad er verdens største problem?
Skaber projekterne åndelige monokulturer?
Problemet med projekterne er, at de kan skabe, hvad den indiske aktivist Vandana Shiva kalder 'åndelige monokulturer'.
Vandana Shiva argumenterer for, at de er skyld i at mangfoldigheden forsvinder fra perceptionen af omverden og som følge heraf fra resten verden.
Vi ender alle med at tænke ens.
Det internationale samarbejde kan foranledige, at de afrikanske universiteter i stigende grad bliver afhængige af det globale nord. De er afhængige af finansiering, gennem publicering i tidsskrifter i det globale nord og gennem teknologi, der kun eksisterer i nord.
Det manifesterer sig også i tankevirksomhed, der hovedsagligt benytter koncepter og løsningsmodeller, der er udviklet i det globale nord.
LÆS OGSÅ: Europæiske istidsmennesker vandrede hjem til Afrika
Trækker samarbejdet Afrika ind i en konkurrence-fetich?
Endnu et problem er, at det internationale samarbejde risikerer at trække de afrikanske universiteter ind i den konkurrence-fetich, som dominerer de videregående uddannelsesinstitutioner i dag.
Måske kan det hjælpe dem med at blive globalt konkurrencedygtige, men de risikerer at miste deres lokale relevans i processen.
Kapacitetsopbyggende projekter risikerer at skabe Vandana Shivas åndelige monokulturer.
Men de kan også have den modsatte effekt. De kan bemyndige og selvstændiggøre afrikanske forskere.
LÆS OGSÅ: Forskningen skal have bredere gennemslagskraft i samfundet
Selvstændiggørelse gennem kapacitetsopbygning
For Cheikh Mbow repræsenterede det globale nord både et påtvunget pensum gennem den koloniale arv og muligheden for at opnå de kompentencer, der var påkrævede for at blive en emanciperet akademiker, som var i stand til at skabe ny indsigt og viden.
Hans ph.d.-projekt granskede Senegals naturlige ressourceforvaltning, 'men ved hjælp af metoder udviklet i det globale nord - især i Frankrig'.
Hans projekt bragte ham hele vejen fra Senegal til Danmark, hvor han oplevede en ganske anderledes adfærd.
Ved Université de Cheikh Anta Diop i Dakar blev det opfattet som uhøfligt og dårlig opførsel, hvis man stillede spørgsmålstegn ved de ældre og erfarne professorers viden og metoder.
I Danmark oplevede han et anderledes system.
Her blev han bedt om at stille spørgsmålstegn ved alt, der blev taget for givet - også selvom om det indebar, at han betvivlede de ældre professorer.
LÆS OGSÅ: Forsknings-politik: Kun de stærkeste overlever
Det danske system muliggjorde, at Mbow blev en selvstændig forsker
Det er paradoksalt, at det danske system muliggjorde, at Mbow blev en selvstændig forsker.
Han blev bevidst om, hvordan viden, indsigt og metoder - arvet fra det globale nord - blev brugt i en afrikansk kontekst uden, at der blev stillet spørgsmålstegn ved det.
»Efter adskillige års forskning begyndte jeg at udfordre noget af den pådragne indsigt, og det lykkedes mig at specificere, hvad der er partikulært for Afrika.
Jeg var i stand til at kontekstualisere den viden, så jeg kunne skabe en indsigt, der vedrørte og leverede svaret på samfundsmæssige behov og lokale forhold i Afrika.«
Og det er præcis, hvad den akademiske verden i Afrika - og de afrikanske samfund - har behov for.
LÆS OGSÅ: DNA-test og skanninger afslører hemmeligheder om afrikansk mumie
Samarbejde for afkolonisering
Jeg vil hævde, at samarbejdsprojekter, såsom kapacitetsopbygningsprogrammer, kan være et middel til at hjælpe afrikanske universiteter med at producere kontekstualiseret indsigt og viden.
Disse projekter kan endda føre til en form for afkolonisering af den akademiske verden, hvis de er baseret på langvarige partnerskaber, en tæt forståelse af den historiske, politiske og geografiske kontekst og ikke mindst en fælles udforskning af den forskningsmæssige og indsigtsmæssige mangfoldighed.
Hanne Kirstine Adriansen hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
