Hallucinationer og lægemidler: Psykedeliske svampes mange funktioner

Historien om Alice i Eventyrland, der falder ned i et kaninhul og hvirvles ind i en verden, hvor intet ser ud til at give mening, er så berømt, som noget eventyr kan blive.

Hvem kan for eksempel glemme svampen, der får dén, der smager på den, til enten at vokse sig højere end en bygning eller skrumpe ind til næsten ingenting? Hvor besynderligt dette scenarie end lyder, er det mest utrolige aspekt af det, at der er en vis sandhed i det.

Faktisk har nogle svampe magten til at ændre vores syn på verden omkring os og endda vores opfattelse af vores egen størrelse.

Som opfølgning på vores tidligere artikel, Celledød og opkast: Det sker i kroppen, hvis du spiser giftige svampe, vil vi i denne artikel dykke ned i nogle af de mest berømte psykedeliske svampes farverige verden for at forklare, hvordan de påvirker den menneskelige krop.

Den mindre kendte side af rød fluesvamp

En svamp, der kan ændre vores opfattelse af størrelse, er den verdenskendte røde fluesvamp.

Selvom den sjældent er dødelig, er denne svamp bestemt giftig og indeholder molekylerne muscimol og ibotensyre, der er dens vigtigste giftige stoffer.

Begge er små toksiner, der virker direkte på centralnervesystemet, og aktiverer neuroner til et punkt, der opleves som eufori – med andre ord psykedeliske effekter.

Det tog ikke lang tid for menneskeheden at opdage den psykedeliske egenskab ved rød fluesvamp og dens nære slægtning, panter-fluesvampen (Amanita pantherine).

Faktisk dateres indtagelsen af disse svampe til sinds-ændrende formål helt tilbage til civilisationens begyndelse.

En svampetrappe til den overnaturlige verden

Den ikoniske rød/orange hat med spredte hvide prikker gør, at rød fluesvamp ikke er til at tage fejl af, og er illustreret i talrige kunstværker og rituelle ceremonier lige fra det sydlige Asien gennem Egypten og hele vejen til Nordeuropa.

På tværs af disse regioner brugte præster og shamaner rød fluesvamp til at undslippe den materielle verdens begrænsninger og for at opnå en tættere forbindelse til den overnaturlige verden.

Sådanne praksisser lever videre den dag i dag blandt visse samfund i Østeuropa og Sibirien, og de er hjulpet godt på vej af den røde fluesvamps tilpasningsevne, som gør den i stand til at trives over hele kloden.

Når det er sagt, blegner de psykedeliske egenskaber fra denne ikoniske svamp i forhold til egenskaberne hos andre arter – hvilket folk i Amerika var ganske bekendte med selv for århundreder siden.

Ny verden, oldgamle ritualer: Hallucinogene svampe i Mexico

Da gamle civilisationer som mayaerne og aztekerne trivedes i Mexico, havde hallucinogene svampe en fremtrædende plads i religiøse ceremonier.

Psykoaktive svampe var i sig selv genstande for tilbedelse med statuetter og relieffer, der viser svampene som symboler for visse lokale guder.

Selv århundreder senere, da den spanske kolonisering næsten havde udryddet lokale religiøse overbevisninger, fortsatte rituelt brug af psykoaktive svampe blandt de oprindelige samfund.

Af alle de mange lokale svampearter, der er i stand til at ændre hjernens funktion, tilhører de mest spiste svampe psilocybin-slægten (slægt = en gruppe af relaterede arter).

En slægt af hallucination

Psilocybin er ikke kun en almindelig svampeslægt i Mexico. Faktisk er den udbredt over hele kloden, og mange af slægtens medlemmer indeholder det utroligt potente psykedeliske toksin psilocybin.

Når psilocybin kommer ind i tarmen, omdannes dette molekyle til sin aktive form psilocin, der virker på samme måde som serotonin og dopamin i hjernen og giver os en følelse af lykke.

Det er dog ikke alt: Psilocin går et skridt videre og fremkalder ’symptomer’ lige fra fysiske hallucinationer til ændret opfattelse af tid og rum – ligesom Alice oplever det i Eventyrland.

Spids nøgenhat og rockmusik

Mens den stigende popularitet af psilocybin-svampe i de seneste årtier især drejer sig om ’New World-arter’ (arter, der kun findes i Amerika), behøver danskere ikke krydse Atlanten for at prøve svampe, der indeholder psilocybin.

Faktisk findes der psilocybin-repræsentanter i hele verden, inklusiv de nordiske lande, hvor deres unikke psykedeliske egenskaber ikke er gået ubemærket hen.

I Danmark inspirerede den almindelige og stærkt hallucinogene spids nøgenhat (Psilocybe semilanceata) endda et af landets mest berømte psykedeliske rockbands, som besluttede at tage navnet til sig som deres eget varemærke.

Fra et videnskabeligt synspunkt har det danske selskab Lophora for nyligt lavet overskrifter ved at bruge psilocybin som skabelon til et nyt antidepressivt lægemiddel, hvor kliniske forsøg med mennesker allerede er i gang.

Lægens kamp med at tysse på et levende slot

Til trods for dets historisk udbredte forbrug i Latinamerika begyndte psilocybin først at tiltrække betydelig opmærksomhed fra forskere i begyndelse af det 20. århundrede efter detaljerede (og ofte omstridte) beretninger om dets spændende psykedeliske effekter.

Doktor Gastón Gusmán var blandt de første videnskabsfolk, der åbnede øjnene for hallucinogene svampe.

Han var oprindeligt skeptisk over for psilocybin-arternes angiveligt vidunderlige psykoaktive egenskaber. På en ekspedition i 1958 i den fjerntliggende mexicanske landsby Huautla de Jiménez accepterede han ikke desto mindre gladeligt tilbuddet om sådanne svampe fra den lokale Mazatec-stamme.

Omkring to timer senere kæmpede han, med sine egne ord, for at få det gigantiske, levende slot til at tie stille, så han i stedet kunne koncentrere sig om at følge dansen mellem de to lige så enorme sorte mænd, der foregik på den anden side af hans seng.

Hvorfor er svampe psykedeliske?

Med denne historie i tankerne kan man ikke lade være med at undre sig over, hvorfor en svamp ville udvikle psykedeliske toksiner til at starte med.

Især når man også husker på, at disse organismer har eksisteret i millioner af år, allerede før mennesker dukkede op på Jorden.

De fleste nuværende hypoteser om psilocybins rolle tilskriver det en defensiv funktion, enten som et insekticid eller en antiparasit.

Der mangler dog afgørende beviser for at bekræfte begge hypoteser, og årsagen til, at svampe fra naturens side indeholder den psykoaktive psilocybin, forbliver derfor stort set ukendt den dag i dag.

Fra gane til sind

Psilocybin og andre psykedeliske toksiners gådefulde rolle er kun ét ud af mange fascinerende aspekter af svampebiologi, som vi stadig ved meget lidt om.

Desuden er toksiner som psilocybin, til trods for at de er i stand til at forårsage alvorlige skader i kroppen, forsat en uvurderlige ressource til at studere nogle af hjernens finurligheder og udforske nye terapeutiske områder indenfor neurale lidelser.

Udsøgte delikatesser, dødelige gifte og endda indgange til ellers utænkelige mentale tilstande: De ydmyge svampe gemmer bestemt på mange hemmeligheder, og nok til at det kræver en todelt artikel til at dække blot nogle få af dem.

Så hvad enten det er for mad eller for videnskab, er der en dybt forankret påskønnelse af svampene hos os mennesker.

Oversat af Emilie Sølling Henriksen