Amerikanske forskere arbejder på genanvendelige ansigtsmasker mod corona

Masken består af silikone og gummi. Den beskytter mod viruspartikler helt ned til en størrelse på mellem 3 og 5 mikrometer, og de små filtrer kan let skiftes ud. (Foto: MIT News)

Masken består af silikone og gummi. Den beskytter mod viruspartikler helt ned til en størrelse på mellem 3 og 5 mikrometer, og de små filtrer kan let skiftes ud. (Foto: MIT News)

Kilde: 
24 juli 2020

Ansigtsmasker og mundbind er udbredt som et værn mod corona-smitte, og i dag har 131 lande eksempelvis nu krav om mundbind.

Én af hagerne ved mundbind og ansigtsmasker er, at de ikke er genanvendelige, og at de kan være svære at holde rene. 

Netop disse udfordringer har amerikanske forskere forsøgt at imødekomme med en ny type maske, der kan genanvendes og er nem at sterilisere, skriver MIT News.

Forskerholdet fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) og Brigham and Women’s Hospital har lavet en maske, der består af silikone og gummi. 

»Vi ønskede at maksimere genanvendelsen, og vi sigtede efter et design, der kunne steriliseres på mange forskellige måder,« fortæller en af forskerne bag, Giovanni Traverso, der er lektor og diplomingeniør ved MIT, til MIT News.

Den nye maske er en variant af N95-masken, der kan bremse viruspartikler helt ned til en størrelse på mellem 3 og 5 mikrometer.  

Masken er fremstillet, fordi der er mangel på den type masker blandt sundhedspersonale i USA, hvor corona-smitten fortsat stiger og langt fra er under kontrol.

De masker, som en stor del af det amerikanske sundhedsvæsen bruger i dag, bør ideelt set kun bruges en gang, men der er set eksempler på, at man vælger at sterilisere dem, og at nogle af engangsmaskerne bruges op til 20 gange, skriver MIT News.

»En af de afgørende ting, som vi allerede tidligt har været opmærksom på, var, at vi skulle holde os til et design, der let kunne opskaleres, så vi kan møde efterspørgslen,« siger Giovanni Traverso til MIT News.

De nye masker prøves lige nu af blandt sundhedspersonale på Brigham and Women’s Hospital i Boston. Når forskerne har fået feedback på maskerne, vil de producere en ny og opdateret version. 

Arbejdet med maskerne er beskrevet i det videnskabelige tidsskrift British Medical Journal Open.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.