Virker mundbind? Sådan bruger du evidenspyramiden til at finde svar

Hvad enten du pligtskyldigt ifører dig mundbind eller demonstrativt ikke gør, er det ikke svært at finde forskning, der støtter op om din adfærd.

Studier af mundbinds effekt viser nemlig både det ene og det andet, og internettet flyder over med eksempler.

Men der findes faktisk et værktøj, du kan bruge, som kan hjælpe dig med at vurdere, hvilke studier der giver den mest solide viden: Evidenspyramiden.

Helt kort fortalt kan al klinisk sundhedsforskning, der laves, placeres i evidenspyramiden, afhængigt af hvordan forskerne har designet deres studier.

• Jo højere oppe i pyramiden et studie befinder sig, jo vigtigere er studiets konklusioner, fordi metoderne heroppe giver stærkest evidens for mundbinds reelle effekt.
• Omvendt: Jo lavere et studie befinder sig på skalaen, desto svagere evidens giver de for mundbinds effekt, fordi studiernes design har mange fejlkilder.

»Evidenspyramiden handler om effekten af forskellige typer behandling eller indgreb, og om det, vi går rundt og gør, gør mere gavn end skade. Evidenspyramiden hjælper med at sortere ud i forskningen,« forklarer Karsten Juhl Jørgensen, der er overlæge dr.med. og fungerende direktør for Det Nordiske Cochrane Center. Han er specialiseret i vurdering af evidens.

Hvad viser forskningen om mundbind egentlig?

I denne artikel gennemgår vi, hvad forskningen har vist om effekten af mundbind, sorteret ud fra hvor studierne ligger i evidenshierarkiet, og hvor pålidelige resultaterne er.

Vi har fået hjælp fra to forskere, der begge forstår emnet til fingerspidserne, nemlig Niels Høiby, professor i klinisk mikrobiologi ved Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet, samt Karsten Juhl Jørgensen, som du lige har mødt i afsnittet ovenfor.

De studier, vi gennemgår, er fortrinsvis de studier, som myndighederne baserer deres anbefalinger på, studier, som vores kilder anbefaler, eller studier, der har været omtalt i medierne.

\ Læs mere

Mundbind: Alt om ansigtsmasker og forskernes tips til at bruge dem bedst

Lad os komme i gang med at klatre op ad pyramiden!

Vi begynder med det nederste lag: Ekspertvurderinger.

»En ekspertvurdering eller ’expert opinon’ er, hvis en ekspert optræder i medierne og for eksempel siger: ’Jeg synes, alle skal gå med mundbind i hverdagen, for jeg kan se, det har en effekt i mit kliniske arbejde,’« beretter Karsten Juhl Jørgensen.

Hvis du har fulgt mundbindsdebatten i medierne, er du med garanti stødt på ekspertvurderinger fra et væld af forskere.

Her skal du huske, at selvom ’ekspertvurdering’ lyder flot, og selvom eksperterne taler ud fra erfaringer, er ekspertvurderinger faktisk tæt på ubrugelige, når det kommer til troværdig evidens, konstaterer Karsten Juhl Jørgensen:

»Det er nok overraskende for mange, at de fineste medicinske eksperter ligger i bunden af evidenspyramiden. Men det afspejler, at vi alle er mennesker. Man bliver selvfølgelig påvirket af det, man oplever i sin kliniske hverdag. Derfor er ekspertvurderinger faktisk anekdotisk evidens.«

Anekdoter er en kategori, vi ikke har medtaget i vores version af evidenspyramiden, men anekdotisk evidens bygger på få erfaringer og ligger under ekspertvurderinger i hierarkiet. Læs mere i artiklen Hvad er videnskabelig evidens?

Samme pointe fremhæver Niels Høiby:

»Det ved jeg fra min egen erfaring. Man er måske ikke altid helt up to date eller kan huske det hele. Så siger man det, man plejer,« griner han.

»Man skal desuden være opmærksom på, at eksperter er eksperter indenfor et meget specifikt område, og det kan gøre, at de får skyklapper på. De har ikke nødvendigvis det store forkromede overblik over alle de afledte effekter, som noget – for eksempel anbefalinger om masker – har på samfundsniveau,« påminder Karsten Juhl Jørgensen.

Når man laver regler om mundbind, er det derfor meget vigtigt med input fra mange forskellige eksperter, understreger begge forskere.

Vi galopperer videre til næste lag i evidenspyramiden, når det kommer til mundbindsforskning, nemlig dyreforsøg.

I dyreforsøg tester forskere, hvordan mundbind, et lægemiddel, en madvare eller noget andet påvirker biologien, ved at lave forsøg på dyr – oftest mus eller rotter.

Man ved fra eksperimentelle studier, at hunde, katte, fritter, mink, kaniner og hamstere kan smittes med coronavirus, men der er ikke lavet mange dyrestudier, hvad angår mundbind.

Der er dog lavet i hvert fald et, som vi vil nævne her:

»Her er der nok mange, der lige funderer over, hvordan man giver hamstere maske på,« indskyder Karsten Juhl Jørgensen med smil i stemmen.

»Men sådan fungerer det ikke. Man har sat bure med hamstere op i nærheden af hinanden. Så har man adskilt nogle af burene med mundbind, mens andre har fri luft imellem. Derefter har man målt, hvor mange af hamsterne i de to grupper der inficeres over tid.«

Både Karsten Juhl Jørgensen og Niels Høiby understreger, at forholdene under dyreforsøg ligger langt fra virkeligheden, og at dyreforsøg derfor ikke er særligt overførbare, når det kommer til evidens for mundbind.

»Virus smitter ikke nødvendigvis lige så effektivt mellem dyr, som det gør mellem mennesker. Dyrs opførsel kan også være anderledes – de vil måske gerne snuse til hinanden, så snuderne kommer måske tættere på hinanden, end menneskers gør i Føtex,« lyder det fra Karsten Juhl Jørgensen.

»Evidensen for mundbind kommer også an på, hvilke dyr man arbejder med. Jo mindre dyrene er, jo højere er deres åndedrætsfrekvens eksempelvis,« supplerer Niels Højby.

»Dyreforsøg i forhold til masker kan højst give hypoteser,« opsummerer han.

Så hvorfor overhovedet lave dyreforsøg med mundbind?

»Man kan bruge det på samme måde, som man gør, når man tester ny medicin: Er der overhovedet noget at komme efter her, eller er det helt ude i skoven – det kan bruges som et fingerpeg,« forklarer Karsten Juhl Jørgensen.

\ Læs mere

Siger forsøg på mus overhovedet noget om mennesker?

Så er det frem med luppen: Næste lag i evidenspyramiden er nemlig laboratorieforsøg.

Laboratorieforsøg kan være forsøg på celler eller dyr eller mennesker, hvor forskerne under kontrollerede forhold undersøger en hypotese.

Hvad angår mundbind er der lavet en del laboratorieforsøg.

»Laboratorieforsøg er i den forbindelse ofte noget med nogle dukker, der kan simulere host eller nys, og så har nogle mundbind på, mens andre ikke har. Så ser man med kamerateknikker, hvordan skyer af aerosoler fordeler sig i forhold til dem med eller uden mundbind,« fortæller Karsten Juhl Jørgensen.

(Du kan scrolle i studierne ved at bladre henover dem eller ved at bruge bjælken)

Laboratorieforsøg kan ikke vurdere effekten i dagligdagen

Noget af myndighedernes dokumentation for mundbinds effekt bygger på laboratorieforsøg som dem ovenfor.

Men når du hører om laboratorieforsøg, skal du være meget opmærksom på, hvad den slags studier kan bruges til. Det er nemlig ikke meget.

»De giver kun evidens for, om masken er tæt eller ikke tæt. Til at se, om de holder formen, når du vasker dem, eller om de filtrerer godt nok. De kan ikke bruges til at vurdere effekten i daglig brug,« erklærer Niels Høiby.

Laboratorieforsøg har med andre ord mange begrænsninger.

»For eksempel sammenligner man det at nyse frit ud i luften med nys igennem en maske. I virkeligheden har vi forhåbentlig efterhånden allesammen lært, at man skal nyse ned i sit ærme. Så det er måske ikke en helt fair sammenligning,« bemærker Karsten Juhl Jørgensen.

Problemet med laboratorieforsøg er i det hele taget, at omstændighederne ikke er som i virkeligheden. I virkeligheden skifter man måske ikke mundbind, som man skal, eller det når at blive fugtigt, påpeger Karsten Juhl Jørgensen.

Så laboratorieforsøg kan give et fingerpeg om, hvorvidt der er noget at komme efter: Kan mundbind overhovedet give mening? Laboratorieforsøgene bidrager dermed til at danne grundlag for forsøg, der er tættere på virkeligheden.

Næste lag i evidenspyramiden er mere interessant, når vi snakker om mundbindsforskning. Det er nemlig observationsstudier.

Observationsstudier har til sammenligning med laboratorie- og dyreforsøg den fordel, at de afspejler virkeligheden bedre.

Studierne kan være både små og store og kan laves på mange forskellige måder.

• En måde er ved at spørge folk, om de har gået med mundbind eller ej, og derefter se på, hvor hyppigt folk er blevet syge.
• En anden måde er ved at sammenligne områder og tidspunkter, hvor folk har brugt mundbind, med nogle, hvor man ikke har.
• Forskere kan også lave store befolkningsundersøgelser, hvor de analyserer oplysninger om befolkningsgrupper og patienter, der er registeret i offentlige registre.

Og når det gælder effekten af mundbind, er der lavet utroligt mange observationsstudier:

Observationsstudier kan være behæftet med fejlkilder

Selvom mange af myndighedernes anbefalinger er baseret på observationsstudier, er der dog en grund til, at denne type studier ikke ligger i toppen af evidenspyramiden.

Ulempen ved observationsundersøgelserne er nemlig, at der kan være alle mulige forhold, der spiller ind på resultatet, selvom forskerne forsøger at rense deres resultater for fejlkilder – også kaldet ’confoundere’.

»Det gør det svært. Derfor bliver det meget let korrelation og ikke kausalitet med observationsstudier, forklarer Niels Høiby.

Korrelation er, når man kan påvise en statistisk sammenhæng mellem noget, mens kausalitet er, når man kan påvise, at der er en direkte årsagssammenhæng, hvor noget forårsager noget andet. Læs mere i artiklen: Korrelation eller kausalitet: Hvornår er der en årsagssammenhæng

Når man eksempelvis sammenligner områder og tidspunkter, hvor man har brugt mundbind, med områder og tidspunkter, hvor man ikke har, skal man have med i regnskabet, at påbud om mundbind ofte kommer samtidigt med andre restriktioner. Og effekterne af de enkelte elementer kan man ikke skille ad, påpeger Karsten Juhl Jørgensen.

»Og eksemplet med frisørerne vil jeg kalde et case-studie (baseret på en eller få individer, red.) – der er vi endnu længere nede i evidenshierarkiet. Man ved ikke, hvad de to frisører ellers har lavet. Det kan for eksempel være, de har været exceptionelt gode til at spritte af og lufte ud.«

»Der kan også være tale om, at frisørerne er udvalgt på grund af resultatet, og at der var udbredt smitte blandt kunder hos andre frisører, som også brugte masker. Så man skal være ekstremt påpasselig, når man overfører den slags enkelte observationer til politik, der skal gælde for alle,« indskærper han.

Spænd klatreskoene – vi er tæt på toppen: Nu er vi nået til lodtrækningsforsøg.

Lodtrækningsforsøg, også kaldet kontrollerede randomiserede forsøg, er guldstandarden, hvis forskere vil teste, om noget har en effekt på mennesker.

Det skyldes, at lodtrækningsforsøgene kan teste, om der er kausalitet – i tilfældet med mundbind, om mundbind i sig selv har en effekt mod smittespredning.

I lodtrækningsforsøg bliver forsøgsdeltagerne tilfældigt (ved lodtrækning) inddelt i to eller flere grupper:

1. En forsøgsgruppe, der får den indsats eller den behandling, forskerne vil teste effekten af.
2. En eller flere kontrolgrupper, der får enten placebo, en anden indsats, eller som fortsætter med at leve, som de altid har gjort.

Lodtrækningsforsøg giver også de mest pålidelige resultater, hvis man vil undersøge, om mundbind har effekt.

Her er, hvad lodtrækningsforsøg har vist hidtil:

Selv lodtrækningsforsøg kan være svage

Men husk: Selvom lodtrækningsforsøg befinder sig øverst i forskernes evidenshierarki, er der også brister ved denne type forsøg:

• Lodtrækningsforsøg kan sjældent måle langtidseffekter. De kan for eksempel ofte ikke fortælle noget om skadevirkninger, der opstår efter lang tids brug af et testet lægemiddel.
• Man kan ikke være sikker på, at et lægemiddel eller en social indsats har samme effekt på patienter eller borgere i virkeligheden, som det har i et forsøg, hvor forsøgsdeltagerne ofte skal opfylde bestemte kriterier for at være med, og hvor behandlingen foregår under meget kontrollerede forhold.
• Sjældne skadevirkninger er svære at påvise i lodtrækningsforsøg, da der ofte indgår for få forsøgspersoner.

Læs mere om svaghederne i artiklen Ikke al forskning giver lige meget evidens: Lær at skelne.

»I forbindelse med masker er den helt store udfordring for forskerne, hvordan de rent praktisk kan designe et studie,« konstaterer Karsten Juhl Jørgensen.

»Det var det, det danske studie løb ind i. Hvordan skal man fange HELE effekten, ikke kun effekten for den, der bærer mundbindet? Den effekt, man ledte efter, var meget lille – meget mindre, end man havde håbet på. Og jo mindre effekt man kigger efter, jo større forsøg er der brug for,« betoner han.

»Intet studie er perfekt. Man må derfor gøre det, så godt man kan. Og på den måde kan man medvirke til at lægge en lille brik til alle de andre.«

Det bringer os videre til rosinen i pølseenden – eller måske snarere kirsebærret på toppen, vingummien i astronaut-isen:

Det sidste og øverste lag i pyramiden er reviews og metaanalyser, også kaldet systematiske forskningsgennemgange.

Denne type studier giver den mest troværdige evidens, da forskerne gennemgår mange forskellige studier og på den baggrund samler og opsummerer den tilgængelige evidens.

Indenfor mundbindseffekten er der lavet en del systematiske reviews:

Reviews bliver ikke gode, hvis der ikke er gode studier

Men før du sætter din lid fuldt ud til konklusioner fra reviews, skal du være opmærksom på, at selv denne type studier har svagheder.

Når man kigger på ovenstående reviews, herunder Cochrane-reviewet, skal man eksempelvis være opmærksom på, at de fleste studier er lavet under influenza-epidemier, ikke COVID-19-pandemien.

Det kalder man ’indirekte evidens’, og dette nedsætter ifølge Karsten Juhl Jørgensen pålideligheden af evidens en smule.

Dertil kommer, at mange reviews ikke er baseret på lodtrækningsstudier, men på observationsstudier eller en blanding.

Her skal man ifølge Karsten Juhl Jørgensen huske, at pålideligheden af de systematiske reviews afhænger af pålideligheden af den forskning, de gennemgår.

»Alligevel giver det en vigtig brik i evidenspuslespillet, og det er det bedste, vi har at gøre med nu,« oplyser Karsten Juhl Jørgensen.

»Når vi står i denne situation, må man træffe beslutninger under usikkerhed. Det vil der altid være i større eller mindre grad – der er altid begrænsninger i beslutningsgrundlaget, også i den almindelige kliniske hverdag for for eksempel læger,« påminder han.

\ Læs mere

Hvad er videnskabelig evidens?

Stop evidenskrigen – der er ikke ét entydigt svar om mundbinds effekt

Tak for klatreturen. Den skulle gerne have indprentet i dig, at der er forskel på evidens, hvorfor nogle studier er mere troværdige end andre, og at selv de bedste studier har svagheder og ikke er perfekte.

Så hvad skal du nu tænke om mundbind?

»I forbindelse med masker kan man godt føle, det er enten eller, at der er ét rigtigt svar. Men i virkeligheden er der tale om et spektrum,« pointerer Karsten Juhl Jørgensen.

»Når vi taler om brug af masker hos kirurger, som skal stå bøjet over et åbent sår, og bakterier risikerer at drysse ned, er det en god ide at have maske på. Det samme gælder, hvis man går ind til en syg patient, som kan smitte en,« siger han.

»Men efterhånden, som vi bevæger os væk fra de meget åbenlyse situationer, hvor koncentrationen af smitte bliver mindre og mindre, bliver den gavnlige virkning af masker også mindre og mindre. På et eller andet tidspunkt står gavnen ikke længere mål med generne af masker. Hvor skal vi sætte grænsen?« spørger han retorisk.

Han minder desuden om, at det ikke er unikt for mundbindsdebatten, at jo mere usikker og tvetydig og sammensat evidensen er, jo mere forskellige overbevisninger har folk.

»Det får folk til at grave sig ned i skyttegrave, hvor man bruger evidens til at få ret frem for til at blive oplyst«

»Men, jeg mener, det er et vigtigere formål at nuancere debatten end at komme med endegyldigt svar om mundbinds effekt, for det har vi ganske enkelt ikke lige nu,« slutter Karsten Juhl Jørgensen.

\ Læs mere

Corona-vacciner: Her får du svar på de vigtigste spørgsmål

\ Læs mere

RNA-coronavacciner: Kan vi stole på dem?

\ Læs mere

13 tips til brug af mundbind: Sådan undgår du åndenød, dug på brillerne og ømme ører