Spin: Sådan snakker politikere udenom

Du kender måske den tomme fornemmelse, man kan sidde tilbage med, når en politiker har svaret på et kritisk spørgsmål:

Hvad i alverden sagde han egentlig? Svarede han overhovedet på kritikken? Nå, han ser selv tilfreds ud, så måske har jeg bare være uopmærksom eller misforstået noget undervejs. Politik kan jo være indviklet.

I så fald er du ikke alene.

Mange - selv professionelle kommunikatører som journalister - bliver snydt, så det driver, og konkluderer, at de nok har fået et godt svar, når politikeren i virkeligheden har lagt røgslør over samtalen.

Omsiggribende epidemi at undgå at svare

Politikere bliver decideret trænet i at afspore samtaler, og det bliver kun mere udbredt at forsøge at snyde sin udspørger.

Det vurderer Christian Kock, som i årevis har analyseret politiske diskussioner og debatter som professor på Afdeling for Retorik, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.

»Vi har ikke lavet en statistisk optælling, men der er vores klare indtryk, at det er en omsiggribende epidemi i den politiske debat ikke at svare reelt på de kritiske argumenter og spørgsmål, som kan stilles til ens politik. Det er en uskik, som gør, at vores beslutningsgrundlag som vælgere simpelthen ikke er godt nok længere,« lyder det fra Christian Kock.

Politikere har for nemt ved at spinne

En grundtanke indenfor retorik er, at argumenter skal lægges tydeligt frem og diskuteres, så vi borgere kan tage kvalificeret stilling til, hvilken politik og hvilken politiker vi synes bedst om.

Det står i grel modsætning til den politiske virkelighed i dag, hvor mange bliver trænet i at lukke debatten med indstuderede budskaber (spin) og i at vise 100 procent tiltro til, at man har den rigtige holdning, uanset kvaliteten af modargumenterne.

»Det er ringere, end vi har fortjent, og det kan politikerne ganske enkelt ikke være bekendt. Nogen skal holde øje med dem, så de ikke slipper for nemt,« mener Christian Kock.

LÆS OGSÅ: Valg: Giv os konkrete eksempler!

Ekstrem manøvre er for påfaldende

Retorikprofessoren satte sig for at finde ud af, hvordan politikerne konkret smyger sig uden om et ubehageligt spørgsmål.

I artiklen 'Fornuftig uenighed' i tidsskriftet Rhetorica Scandinavica beskriver han de mest populære greb.

Et af dem handler om at benægte. Politikere kan med andre ord vælge at tie fuldstændigt.

Manøvren blev taget ud i det ekstreme, da daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i 2008 nægtede at besvare spørgsmål om en røffel, hun havde fået af statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Strategien er risikabel, fordi den kan give unødigt meget omtale, som sagen om røflen også viste.

»Det kan de simpelthen sjældent slippe godt fra, for det er for påfaldende,« konstaterer Christian Kock.

Tre populære strategier - punkt 1: Ignorer

Politikere vil derfor som regel hellere forsøge at få det til at virke, som om de besvarer de kritiske spørgsmål.

Når politikere vil snyde spørgeren - af nogen kaldet spin - bruger de især tre populære taktikker.

Politikere kan for det første vælge at ignorere argumentet. Og sige noget, der intet har med sagen at gøre.

Dansk Folkepartis Ulla Dahlerup skrev i 2003 et indlæg i Weekendavisen, som kritiserede regeringens politik mod overfiskeri.

Hun konkluderede med hjælp fra tre fiskeskippere, at fiskere smider for mange fisk ud, som kunne være blevet spist, at man kunne justere en fiskers dage på havet efter mængden af fangede fisk, og at biologer bruger dårlige metoder til at måle måler torskebestanden.

Tidligere fødevareminister Mariann Fischer Boel fra Venstre svarede ikke på nogle af de tre punkter, men i stedet på et fjerde kritikpunkt, som gik på, at statens embedsmænd er »magtsyge paragrafryttere«.

»Uagtet, at tonen hos Dahlerup var skinger og aggressiv, ville mange mennesker nok finde det mere interessant, at ministeren havde forholdt sig til de tre andre punkter. Måske har ministeren gode svar, og det er præcis dem, vælgerne kan bruge til noget,« mener Christian Kock.

LÆS OGSÅ: Videnskab.dk: Sådan undgår du at blive snydt af rapporter fra ministerier

Punkt 2: Stråmandsargumentet: Svar på forvrænget udgave af argumentet

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen bliver af fagfolk anset for at være en mester i retoriske kneb.

Ét af hans yndlingsvåben som statsminister var at referere et argument, så det fik en anden betydning, end det havde fra afsenderens side - også kaldet en stråmand eller stråmandsargumentet.

Et eksempel stammer fra krisen efter Jyllands-Postens offentliggørelse af en række Muhammed-tegninger i 2005. Anders Fogh Rasmussen fik kritik for at have fejloversat et kritisk brev fra ambassadører fra 11 muslimske lande.

Kritikernes pointe var, at Anders Fogh Rasmussen afslog at gå i dialog ved fejlagtigt at læse brevet som et krav om at slæbe Jyllands-Posten i retten.

Anders Fogh Rasmussen svarede på kritikken med:

»Så er der nogen, der har sagt, at man kunne have oversat brevet på en anden måde (...) ...Men jeg vil gerne sige, at oversættelsen af brevet er (...) mindre væsentlig. For selv en ikke-retslig indgriben over Jyllands-Posten er ikke mulig i vores system.«

Christian Kock kalder citatet et »subtilt eksempel« på en snedig svarstrategi. Det viser, hvordan en politiker fordrejer et kritisk argument og svarer på en nyfortolket version i stedet for på den oprindelige.

Kritikerne mente, at brevet SKULLE have været oversat anderledes, ikke at det KUNNE oversættes anderledes. Og kritikerne mente IKKE, at brevet krævende indgreb mod Jyllands-Posten, men at statsministeren skulle gå i dialog med ambassadørerne.

Ifølge professoren bliver manøvren bedst beskrevet med Piet Heins ord:

»At dutte folk en mening på, hvis vanvid alle kan forstå«.

LÆS OGSÅ: Valgkampens mange tal: Hvordan regner vi dem ud?

Punkt 3: Afvis modargumentet uden grund

Når man afviser et modargument, sker det gerne blankt og uden at give en grund til det.

Strategien har vist sig at være effektiv mod intellektuelle debattører, som republikanske George W. Bush viste det i sin valgkamp i 2000 mod demokraternes præsidentkandidat Al Gore.

Gore beskyldte Bush for at ville »spend more money on tax cuts for the wealthiest 1 percent than all of the new spending that he proposes for education, health care, prescription drugs, and national defense, all combined«.

Den måske lidt tunge formulering i den første live-debat på TV fik Bush til at udbryde, at Al Gore brugte »fuzzy math«, altså, rodede rundt med tågede tal, som ingen kunne holde styr på.

Bush fik stor succes med vendingen, og han gentog den flere gange i løbet af valgkampen:

»It's fuzzy math. It's to scare them ... The man's practicing fuzzy math again ... all this Washington fuzzy math ... I can't let the man continue with fuzzy math.«

En stor del af mediedækningen kom til at dreje sig om Bush' nye udtryk, og på den måde lykkedes det at give et svar, som afviste Gores kritikpunkt, uden at Bush præsenterede et egentligt modargument.

LÆS OGSÅ: Farvede ord ødelægger den politiske debat

Beskidte kneb gør politikeren stærk

De tre ovennævnte greb gør politikerne glatte som et vådt stykke sæbe, og ifølge Christian Kock er de ekstremt effektive.

Ikke bare slipper politikerne for at svare på ubehagelige spørgsmål; de kommer faktisk også til at stå stærkt i diskussionen.

»Alle tre strategier bruges dagligt af politikere og andre debattører, men det er kun sjældent, at modparten eller den ordstyrende journalist formår at gribe fat i forsyndelsen og gøre den tydelig,« konkluderer Christian Kock.

»Derfor antager en væsentlig del af vælgerne uden tvivl, at debattøren har svaret fyldestgørende på modargumentet og dermed afvæbnet det, og det forklarer, hvorfor de her strategier er så udbredte.«

LÆS OGSÅ: Skader retoriske eksperter demokratiet?

Politisk forsvar bør være som på universiteter

Christian Kock ærgrer sig over »den fremherskende tendens i politisk journalistik« - at hverken journalister eller kommentatorer forholder sig til politikerens argumenter og ikke kræver svar, men i stedet forholder sig til, hvor gode de er til at lave spin, eller vurderer den taktiske baggrund for politikernes holdning til en sag.

Han kalder det »dårlig retorik« at se stort på argumenterne.

Professoren mener i stedet, at politiske diskussioner ideelt set bør være som et forsvar for en ph.d.-afhandling i den akademiske verden.

»At forfatterne kan svare ordentligt på kritiske spørgsmål er en afgørende del af kvalitetstesten og en lakmusprøve for, om argumentationen er god nok,« lyder det fra Christian Kock.

LÆS OGSÅ: Johanne Schmidt-Nielsens vrede: raseriets retorik

Alle må lære at gå imod spin

»Hvis vi som borgere skal kunne tage stilling, skal vi kunne veje argumenterne op mod hinanden og høre svarene. Det er ikke nok, at politikerne siger en masse godt om deres egen politik.«

Han opfordrer alle omkring politikerne til at lære at afkode snydesvarene.

»Journalister, borgere og de, der underviser på alle niveauer, må blive mere bevidste om det her, så vi kan gribe fat i det og gøre det anderledes. Demokrati og medborgerskab kræver ordentlig debat og ordentlige svar, så vi skal finde ud af, om vi ikke kan være uenige på en lidt mere fornuftig måde.«

LÆS OGSÅ: Ordstyreren afgør, om vi får noget ud af politikerne

Kneb, når fakta mangler: Tal underforstået

Politikere har en særlig strategi for at sælge os vælgere et budskab, som mangler solide argumenter: De kan tale underforstået.

På den måde kan vi allesammen regne betydningen af budskabet ud, selvom det aldrig konkret er blevet formuleret.

Christian Kock giver to konkrete eksempler i sin artikel i Rhetorica Scandinavica:

1) Ifølge professoren var mange amerikanere positive overfor USA's invasion af Irak, fordi de havde indtryk at, at der var én eller anden forbindelse mellem Iraks præsident Saddam Hussein og angrebet på USA 11. september 2001.

Politiske kolleger har siden forsvaret George Bush og understreget, at præsidenten aldrig har påstået, at der var en forbindelse mellem Hussein og terroren i USA.

Det har han heller ikke, men prøv at se, hvordan Bush i en tale til de politiske kolleger i Kongressen i 2003 kommer med underforståede hentydninger, uden at han teknisk set siger, at Saddam Hussein er terrorist:

»Før 11. september troede mange i verden, at man kunne holde styr på Saddam Hussein. Men kemiske substanser, dødbringende vira og fordækte terroristnetværk er ikke lette at holde styr på. Forestil jer de 19 flykaprere med andre våben og andre planer - denne gang udstyret af Saddam Hussein.«

2) Herhjemme har Dansk Folkeparti (DF) lavet en tilsvarende manøvre.

I 2008 rasede en debat om, hvorvidt kvinder skulle have lov at bære slør i en retssal. DF indrykkede blandt andet annoncer i dagblade med et billede af en kvindelig dommer klædt i burka over sloganet 'Giv os Danmark tilbage'.

Slogan og billede antyder, at vi som danskere alle er på samme side, og at muslimer har taget Danmark fra os alle sammen, men den siger det ikke direkte.

Ifølge Christian Kock gør den underforståede betydning, at Dansk Folkeparti slipper for at komme med argumenter, i modsætning til hvis partiet havde valgt at skrive: 'Vi har ikke Danmark længere', 'Danmark er blevet taget fra os' eller 'muslimer har stjålet Danmark'.

»Hvis en politisk debattør ønsker, at hans publikum skal antage et synspunkt, som mange ikke er enige i, så er det en fordel, hvis publikum ikke er bevidst om, hvad han gør. Kan man få sin diskutable synsmåde antaget uden at angive grunde for den, er det langt at foretrække, men det fungerer altså bedst hos modtagere, der ikke opdager, at det er hensigten,« lyder det fra Christian Kock.

LÆS OGSÅ: Retorik-professor: Udspekuleret vrøvl i en valgkamp

Derfor er de fleste spin-eksempler fra højrefløjen

Videnskab.dk har bedt Christian Kock forklare, hvorfor samtlige eksempler på manipulerende politisk kommunikation i den videnskabelige artikel er hentet fra politikere fra højre side af den politiske linje.

Professoren understreger, at det langt fra skyldes, at andre politikere holder sig på måtten.

»Politikere fra alle partier gør det. Nyrup-regeringen gjorde det også. Men den siddende regering gør det meget mere professionelt og effektivt.«

»Nyrup-regeringens kommunikationsfusk var ofte amatøragtigt og betød blot, at man skød sig selv i foden - som for eksempel i forbindelse med bruttoskatten, som man prøvede at sælge, som om den ikke var en skat, men et 'arbejdsmarkedsbidrag',« fortæller Christian Kock.

»Det var så tykt, at det var med til at gøre mange vælgere mistænksomme overfor socialdemokraternes skattepolitik - og det lider partiet stadig under.«

LÆS OGSÅ: Politikerlede: Når politikeren ikke svarer, og journalisten ikke lytter

Debatfusk er blevet mere professionaliseret siden år 2000

Ifølge Christian Kock er der også sket det, at politisk kommunikation og debatfusk siden 2000 er blevet langt mere systematisk og professionaliseret, blandt andet takket være de mange spindoktorer og politiske kommentatorer, der i øvrigt i høj grad er den samme personkreds.

Og det er især de siddende regeringer i de forskellige lande, der har draget nytte af det.«

»Endelig kan man vel sige, at det altid er specielt relevant at holde kritisk øje med den til enhver tid siddende regering, især når den sidder på et fast flertal,« lyder det fra Christian Kock.

LÆS OGSÅ: 10 års erfaring har gjort Videnskab.dk's artikler særlige på 10 punkter

LÆS OGSÅ: Politikerne taler ikke bare om utrygheden - de skaber den også

LÆS OGSÅ: Hvorfor bliver amerikanere ved med at støtte en løgnagtig præsident?

LÆS OGSÅ: Historikere: Nej, Rasmus Paludan er ikke nazist