De fylder godt i mediernes dækning af den igangværende valgkamp: de retoriske eksperter. Dagligt beder journalister retorikere om at vende og dreje politikernes gøren og laden:
Hvilke argumentatoriske undvigemanøvrer ser vi Helle Thorning-Schmidt bruge? Hvor oprigtig virker Lars Løkke Rasmussen, når talen falder på hans personlige troværdighed? Og hvordan bruger Johanne Schmidt-Nielsen sin stemme og krop til at indgyde indignation?
Disse og lignende spørgsmål har de retoriske eksperter svar på.
Spørgsmålet er så, om deres svar – og journalisternes spørgsmål – i længden er skadelige for demokratiet.
Dét – for nogle provokerende – spørgsmål stiller den amerikanske retorikprofessor David Zarefsky, en af retorikfagets grand old men, i artiklen 'Is Rhetorical Criticism Subversive of Democracy?' fra 2014.
Hans diplomatiske svar lyder: ikke nødvendigvis. Men Zarefsky mener faktisk, at retorisk kritik, dvs. retorisk analyse og vurdering, kan være skadelig for demokratiet. Skadelig i den forstand, at den kan være med til at undergrave vores tro på, at offentlig debat, altså selve den retoriske praksis hvori vores demokrati realiseres, er en meningsfuld og vigtig aktivitet.
Skadevirkning #1: Når offentlig debat bliver til 'ren retorik'
Først er det nødvendigt med en bemærkning om, hvad Zarefsky mener med 'retoriske kritikere', og hvad jeg mener med 'retoriske eksperter'.
Zarefsky bruger betegnelsen retoriske kritikere meget bredt om alle, der analyserer og vurderer retorik, både lægmænd og fagretorikere.
Jeg bruger ligeledes betegnelsen retoriske eksperter meget bredt om alle, der af de traditionelle massemedier ophøjes til eksperter i politisk retorik, hvad enten der er tale om forskere, konsulenter eller journalister.
Alle retoriske eksperter er altså retoriske kritikere, men alle retoriske kritikere er ikke retoriske eksperter.
Men tilbage til Zarefsky og hans kritik. Blandt den retoriske kritiks potentielle skadevirkninger peger han blandt andet på impulsen blandt nogle kritikere til at ville 'gå bagom' politikernes ord:
»Political actors can too easily become rhetorical critics, not accepting others’ words at face value nor even retaining a healthy skepticism, but scrutinizing their discourse to determine what it 'really' means beneath the surface. (…) [This approach to rhetorical criticism] is marked by disregard for 'the facts' and the surface claims of discourse, in the belief that they are but a cover for deeper underlying motivations that the would-be critic would expose.«
Zarefskys pointe er, at visse retoriske kritikere, især lægmænd der har et relativt overfladisk kendskab til retorik som fag, betragter politisk retorik som ren, manipulerende form.
Retorikken bliver for dem et instrument eller et sprog, man kan bruge til at 'afkode', hvad politikerne 'egentlig' siger. Dét er ifølge Zarefsky en usund tendens; i stedet bør retoriske kritikere, i hvert fald undertiden, tage politikernes ord for pålydende. Måske mener politikerne vitterlig det, de siger (!).
Man ser tendensen i mediernes dækning af valgkampen. For eksempel når TV2 supplerer deres debatter med et metaspor i bunden af billedet, hvor eksperter i realtid kommenterer kandidaternes retorik:
Læg mærke til, hvordan Johanne Schmidt-Nielsen sænker taletempoet, når snakken falder på arbejdsløse; det får hende til at fremstå alvorlig og indigneret.
Når man læser den slags kommentarer, får man indtryk af, at Enhedslistens ordfører primært sænker tempoet for at virke alvorlig og indigneret, ikke fordi hun rent faktisk mener, at arbejdsløshed og de nuværende dagpengeregler er et stort problem.
Skadevirkning #2: Når offentlig debat bliver til udskældt retorik
En anden potentiel skadevirkning af retorisk kritik af offentlig debat, som Zarefsky fremhæver, er tendensen blandt kritikere kun at fokusere på det negative:
»There may be a tendency for critics to 'go negative.' (…) We write more often in condemnation of our subjects than in praise. (…) Critical discourse that is long on blame and short on praise will offer little guidance about how to advance discussion of important public issues, other than a steady stream of admonitions to 'avoid this.'«
Ud fra denne opfattelse er det altså skadeligt for demokratiet, når de retoriske eksperters bidrag til valgkampen alene er at pege på alt det, politikerne gør galt. Ifølge Zarefsky bør retoriske kritikere også fremhæve lyspunkterne i den politiske retorik og ellers udpege realistiske alternativer, der kunne gøre den kritisable praksis bedre.
Også tendensen til primært at skælde ud på politikernes retorik ser man i mediernes dækning af valgkampen. For eksempel når det ellers så berømmede program Detektor på DR2 hver aften slutter af med indslaget 'Tricks & tale', hvor værten råber 'stråmand!', 'udenomssnak!' og 'personangreb!' efter politikerne. Ikke, at kritikken ikke er relevant.
For selvfølgelig skal politikerne undlade at skyde hinanden falske eller fordrejede synspunkter i skoene; selvfølgelig skal de svare på relevante spørgsmål og modargumenter; og selvfølgelig skal de koncentrere sig om politikken frem for personerne.
Men hvis den retoriske ekspertise reduceres til ren fejlfinding, er det, som Zarefsky påpeger, tvivlsomt, om den på sigt er med til at fremme vores tro på, at det rent faktisk giver mening at tage del i den offentlige debat, hvad enten det er som debattør, som publikum eller for den sags skyld som ekspert.
En sort svane blandt retoriske eksperter
Der er dog retoriske eksperter, der tager politikernes retorik for pålydende og kan finde noget at prise i den – også inden for de til tider snævre rammer, journalister udstikker.
For eksempel retoriker Nikolaj Ottosen-Støtt der blandt andet udtaler følgende i en ekspertkommentar til Berlingske i kølvandet på den første tv-duel mellem de to statsministerkandidater:
»Lars Løkke [bruger] på et tidspunkt sine forældres sygehistorie som belæg for, at han ikke er den, der vil gøre vilkårene for patienter dårligere. Det er en personlig historie, og det er en meget legitim måde at argumentere på. Han virker ekstremt troværdig og smider oven i købet hele sin politiske ballast ind i diskussionen ved at minde om alle de resultater, han leverede som sundhedsminister.«
Argumentationen kunne givet tåle at blive udfoldet – hvordan ved eksperten for eksempel, at Lars Løkke Rasmussen »virker ekstremt troværdig« – og blandt fagretorikere kan man diskutere de kvalitetskriterier, der ligger til grund for vurderingen.
Men i denne sammenhæng er to ting bemærkelsesværdige: For det første at eksperten tager det sagte for pålydende. Udgangspunktet er, at Lars Løkke Rasmussen rent faktisk mener det, han siger, og at han altså ikke kun inddrager sine forældre som et retorisk 'kneb', der skal manipulere vores følelser.
For det andet at eksperten kan finde noget at rose. Argumentet synes at være, at Venstres formand på vellykket vis får opbygget sin troværdighed ved at koble sin erfaring som minister med et konkret, personligt eksempel.
Den retoriske eksperts dilemma
Så for at vende tilbage til det – i mere end én forstand – retoriske spørgsmål i blogindlæggets overskrift: Skader retoriske eksperter demokratiet? Nej, selvfølgelig gør de ikke alle det.
Mange retoriske eksperter yder et vigtigt bidrag til valgkampen ved at øge deres medborgeres bevidsthed om den centrale rolle retorik spiller, på godt og ondt, i en valgkamp som den vi befinder os i nu.
Men som Zarefsky gør opmærksom på, befinder eksperterne sig i et klassisk dilemma: Er den øgede bevidsthed, som deres ekspertudtalelser og -vurderinger skaber, med til at kvalificere deres medborgeres indblik i den offentlige debat?
Eller er den snarere med til at undergrave medborgernes tro på debattens relevans og vigtighed? For retoriske eksperter, der stræber efter det første og gerne vil undgå det sidste, er kunsten at lade være med at (lade journalister) reducere valgkampens politiske kommunikation til 'ren' og udskældt retorik.
