Når du spørger en chatbot om noget, virker svaret ofte flot og overbevisende ved første øjekast.
Men når du læser helt ned i teksten, opdager du måske faktuelle fejl eller bare, at du faktisk ikke fik et konkret svar på dit spørgsmål.
Det kan være drænende og følelsesmæssigt udmattende i sådan en grad, at forskere nu taler om 'AI-udbrændthed'. Især for de mennesker, der bruger AI meget.
Sådan konkluderer blandt andet et nyt kinesisk studie af 480 personer, der dagligt bruger AI-værktøjer i deres arbejde.
Omkring halvdelen føler sig udmattede af at interagere og arbejde med AI, fordi de konstant skal sørge for enten at faktatjekke eller tydeliggøre og omformulere deres ønsker til AI’en.
Resultatet ræsonnerer hos Søren Hauberg, der er professor i matematik og computervidenskab på Danmarks Tekniske Universitet, DTU.
»AI-svar kan nogle gange føles som at have en meget ukonkret filosof til bords. Der bruges meget store ord, og det lyder virkelig overbevisende.«
»Men konkrete svar skal man lede længe efter,« siger han til Videnskab.dk.
Flere studier peger på technostress
Men kan det virkelig passe, at de værktøjer, der skal gøre vores arbejde hurtigere, bedre og lettere, faktisk risikerer at gøre det modsatte?
Ifølge den bredere forskning ser svaret ud til at være ’ja’.
Flere studier peger nemlig på, at daglig brug af AI-værktøjer kan give brugerne en grad af stress.
I et studie af forskere fra Aarhus Universitet 2024 bliver begrebet ’technostress’ beskrevet på baggrund af knap 300 AI-professionelle i Indien.
AI-medarbejderne oplever frustration og udbrændthed over at skulle bruge lang tid på at forstå svarene fra diverse chatbots.
Dog er der også nogle, der oplever modstanden som en motiverende faktor i at blive bedre til at prompte.
Vi graver vores egen grav
Et andet aspekt, der både nævnes i det nye studie og i et studie fra Nature 2024 er, at AI-værktøjerne konstant ændrer sig.
Det kan være stressende og frustrerende, fordi det skaber en følelse af konstant at halse bagefter, konkluderer studierne.
»Det er en følelse af, at man konstant skal følge med, for ellers er man tabt, og teknologien kommer og nakker en. Mange går rundt med den frygt,« lyder det fra Søren Hauberg.
Derudover peger studierne på en frustration over at skulle træne AI-modellerne.
Flere fortæller, at de føler, at AI-svaret mere handler om, at selve modellen skal blive bedre til opgaveløsning, end om at give et konkret svar.
»Og det får jo også folk til at reflektere over, hvad de egentlig laver; De graver deres egen grav og lærer modellen, hvordan den kan erstatte deres arbejdskraft,« siger Søren Hauberg og fortsætter:
»Det er ligesom en gammel westernfilm, hvor folk bliver bedt om at grave deres egen grav, før de bliver skudt«.
Giver studerende skriveblokade
Søren Hauberg oplever både gevinster og problematikker ved chatbots og er ikke imod dem som udgangspunkt.
»Det hele handler om at lære at bruge dem på den rigtige måde,« siger han.
En af de ulemper, han oplever på nært hold i sit arbejde som underviser af DTU-studerende er, at nogle studerende får en slags skriveblokade af at bruge AI til at løse opgaver.
»De tænker, at de bare lige skal sættes i gang med et bud på en tekst, og så kan de selv arbejde videre med den. Men det, der sker, er, at de bruger meget lang tid på at forstå teksten«.
»Og den er så overbevisende, at de ikke har lyst til at fortsætte den med deres måske mindre velskrevne ord.«
»Det bliver som at sidde fast i kviksand i stedet for at være en kickstarter for kreativitet«.
Pas på dig selv AI-bruger
Der er altså mange årsager til, at AI kan føre til frustration og udbrændthed, viser både studier og Søren Haubergs observationer.
Derfor er det vigtigt, at man som individ tager ansvar for sig selv, mener Søren Hauberg.
»Hvis et værktøj ikke fungerer og giver en stress, må man sige fra og finde en anden metode«.
Han anerkender, at det kan være svært, hvis man arbejder specifikt med AI-værktøjer.
»Arbejdsgiveren har klart også et ansvar for, at medarbejdere ikke får stress. Problemet er, at teknologien udvikler sig så hurtigt, at man risikerer, at problemerne allerede er nogle nye, når regulativer er sat i kraft».
»Så mit bedste råd er, at man passer på sig selv.»
\ Kilder
'Cognitive friction in AI use and emotional exhaustion: The mediating role of cognitive exploitation and the moderating role of fear of missing out', Science Direct, [2027]. DOI: 10.1016/j.chb.2026.109154


































