Retorik-professor: Udspekuleret vrøvl i en valgkamp
Hvilke retoriske tricks og manøvrer får vi at se i en valgkamp? Her er en oversigt over nogle af dem, som vi ifølge professor Christian Kock kan forvente at opleve rigtig mange af, når der er valg.
. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR)' >
Valgets to hovedpersoner, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og oppositionsleder Lars Løkke Rasmussen (V), har allerede mange gange været i clinch med hinanden - som her under valgkampen i 2011 i ét af DR's valgprogrammer. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR)

 

Valgkampe bliver mere og mere domineret af retoriske tricks, efterhånden som en valgdag nærmer sig. Taler under en valgkamp udmærker sig først og fremmest ved, at de er meget uklare og/eller rene selvfølgeligheder.

»Det skal kunne betale sig at arbejde«. Det er et princip, som de fleste nok i én eller anden forstand kan skrive under på. Men, hvad betyder de begreber, der indgår i udtrykket? Hvornår kan det 'betale sig' at arbejde og hvor stort er problemet (hvis der er et)? Hvad vil man gøre ved det og hvordan vil det virke?

»Det Danmark, du kender«, er et andet udtryk, men hvad betyder det? Hvad handler det konkret om? Er alt, hvad vi kender, godt? Skal intet laves om? I modsat fald: Hvad og hvorfor? Hvad vil man bevare? Hvorfor?

Angreb på modparten frem for argumentation for egen politik

Man skal for eksempel blot have hørt en typisk debat mellem Thorning og Løkke for at have oplevet, at det meste af det, vi borgere og iagttagere får som erstatning for politisk argumentation, er angreb på den anden blok (og især angreb på den anden bloks statsministerkandidat). Ikke argumenter, der understøtter den talendes egen politik.

Og angrebene har ofte én af disse former:

1. Personangreb 

Mediernes dominerende interesse for de politiske personer frem for de politiske problemer bevirker, at en stor del af taletiden går med, at man nedgør en ledende modstanders kompetence, hæderlighed, private omgang med penge osv.

På den måde kan man som politiker (og debattør i det hele taget) opnå promovering i medierne.

Det kedelige ved denne type debat er, dels at den tager tid fra de reelle problemer, dels at den ikke blot nedsætter den angrebne politikers troværdighed, men også politikernes troværdighed i det hele taget – inklusive angriberens egen.

2. Faktafnidder og faktafusk

Det handler om, at man slynger tal og fakta ud, som enten er forkerte eller – det er det almindeligste – er håndplukkede, sådan at de giver et uklart eller misvisende billede af, hvad der er tilfældet.

Det kommer især af, at man ikke får at vide, hvad de brugte betegnelser især dækker, hvilke poster tallene indeholder, og hvilke de ikke tager med.

På den måde bliver det hele uklart for os andre, og man mister lysten til at høre på tal. Det er faktafnidder. Det kan også gå så galt, at man får et misvisende billede af virkeligheden. Det skyldes især, at man ud fra det sagte tror, at sagen forholder sig på en bestemt måde, men det gør den bare ikke. Men på den anden side er der heller ingen, der direkte har påstået det. Det er faktafusk.

3. Stråmænd

Man laver en 'stråmand', når man påstår - eller lader som om - ens modparter har standpunkter, de ikke har. Og derpå nedgør man disse falske standpunkter. Det typiske er, at man gør stråmandsstandpunktet meget mere ekstremt end det standpunkt, modparten faktisk har.

Man kan også lave stråmænd ud af modpartens argumenter for deres standpunkter (hvis de ellers har nogle argumenter).

Det består i, at man forholder sig til en forfalsket udgave af modpartens argument – gerne én, der er meget svagere end den sande udgave. Stråmænd i den politiske debat har det til fælles med motivspekulation, at man drejer debatten hen på at tale om, hvor dum og dårlig modparten er – i stedet for det væsentlige.

4. Motivspekulation

Det vil sige, at man kommer med påstande om modparters skjulte motiver til deres forslag og udtalelser – i stedet for at forholde sig til indholdet af dem og argumenterne for dem. Især kan vi forvente at høre noget i denne retning:

»Det siger de kun, fordi de er bagefter i meningsmålingerne, og det vil de lede opmærksomheden væk fra med det hér.«

Eller: »Det her foreslår de kun, fordi partiet X har hentet stemmer fra dem i den senere tid, og dem prøver de nu at få tilbage.«

Det dumme ved motivspekulationer er: 1) Skjulte motiver hos modparterne kan man i princippet ikke vide noget om, og 2) Selvom man kunne vide noget om skjulte motiver, er det ret ligegyldigt, hvad de er - det er vigtigere, om de forslag og udtalelser, som man forholder sig til, er kloge eller dumme.

Det vil sige: Vil dette forslag have gode virkninger? Indeholder denne udtalelse gode argumenter?

Og 3) Motivspekulation gør netop det, som 'motivspekulanterne' selv anklager deres modparter for: De tager opmærksomheden bort fra det væsentlige – det vil sige landets problemer, forslagene om at gøre noget ved dem og argumenterne for eller imod disse forslag.

Desværre medvirker mediernes politiske kommentatorer dagligt til, at den politiske journalistik og debat i høj grad består af motivspekulation.

5. Udenomssnak

Det er udenomssnak, når man ikke forholder sig til de kritikpunkter og modargumenter, man stilles overfor. Udenomssnak falder stort set i to store hovedkategorier. De kan kaldes: A) De svarer slet ikke og B) De taler udenom.

Vaghed og ukonkrethed er nogle af politikernes bedste venner. Et eksempel på dette er, at det er let at kritisere de mennesker i samfundet, der lider af 'krævementalitet' – forudsat at man ikke definerer, lige præcis hvad der skal til.
(Foto: Shutterstock)

I kategorien A) De svarer slet ikke har vi blandt andet følgende tricks:

A1. Undvigelse af hypotetiske spørgsmål. Det vil sige spørgsmål af typen »Hvad nu hvis … hvad gør du så?«. Spørgsmålet går jo på 'hvad gør du så?', men 'svaret' består gerne i, at politikeren kommenterer hvis-sætningen i stedet for. For eksempel ved at benægte, at den kan blive aktuel.

A2. Kritik af spørgsmålet eller kritikpunktet. Ideen er, at sådan et spørgsmål slet ikke burde stilles. Man får dog sjældent at vide hvorfor. Et beslægtet trick er at karikere det stillede spørgsmål frem for at svare på det - og derpå ikke svare på det.

A3. Spekulation i spørgerens eller modstanderens motiver. Især når en politiker stilles overfor et kritikpunkt eller modargument, der kommer fra politiske modstandere, består ikke-svaret ofte i, at man i stedet spekulerer i, hvilke underlødige motiver disse modstandere kan have til at komme med den slags.

Derved kan man især undgå at forholde sig til indholdet af, hvad en modpart foreslår eller mener, eller til argumenterne for det. Især kan vi i valgkampen forvente at høre noget i denne retning: »Det siger de kun, fordi de er bagefter i meningsmålingerne, og det vil de lede opmærksomheden væk fra med det hér.« Eller: »Det her foreslår de kun, fordi partiet X har hentet stemmer fra dem i den senere tid, og dem prøver de nu at få tilbage.«

A4. Kritik af spørgerens eller modstanderens inkonsistens. Det består i, at man angriber diskussionspartneren for at mene noget andet, end de har gjort før, eller noget andet end deres partifæller mener, eller lignende - kort sagt hævder man, at de er skyldige i en art selvmodsigelse eller anden påstået inkonsistens. Så kan man måske undgå at svare på det, de faktisk siger.

Det er fra vælgerens synspunkt ikke et særlig nyttigt bidrag til debatten. Problemet er, at det vigtigste for en vælger er, om et forslag eller et standpunkt er godt eller dårligt – ikke om man har haft det hele tiden, eller om éns partifæller har det, eller om de andre i hhv. rød eller blå blok har det.

A5. Modangreb i stedet for svar. Slet-ikke-svaret kan bestå i, at man i stedet kommer med et modangreb mod modstandernes politik – frem for at svare på argumentet imod éns egen politik.

Statsministerens spørgetimer har i enorm grad været præget af dette trick. Den seneste spørgetime inden valget (den 19. maj) indeholdt en serie eksempler på, at Løkke udspurgte Thorning om størrelsen af personale-reduktioner blandt offentligt ansatte i hendes regeringstid.

Det virkede ret tåbeligt, idet Løkke kendte alle svarene på fingrene, hvorimod Thorning ikke kunne forventes at have de præcise tal i hovedet. Men Thornings ikke-svar bestod gang på gang i, at hun i stedet angreb Løkke for Venstres manglende økonomiske plan og for, at han med sin 'nulvækst' ville skære endnu mere ned.

A6. Affejning. Til kategorien 'De svarer slet' ikke kan vi også medregne det trick, at man affejer et spørgsmål eller modargument, for eksempel ved blot at sige »Det må jeg klart afvise« eller lignende – som Fogh var en mester i. Og i hans tid var de fleste journalister imponerede og åd det råt.

 

Der bliver svaret udenom

I hovedkategorien B) De svarer udenom har vi også en lang serie tricks. Alle tricks'ene i denne kategori har det til fælles, at de til en vis grad besvarer eller berører spørgsmålet – men de glider uden om kernen i det.

De taler i stedet om noget, der har lidt med spørgsmålets emne at gøre – noget, som ligner eller er forbundet med det på en eller anden måde, men som alligevel ikke er det der blev spurgt om.

B1. Partielle svar. Hvis spørgeren eller modstanderen har været så tankeløs at fremføre flere svære spørgsmål eller kritikpunkter i én replik, så vil politikeren typisk svare på det, som er nemmest at svare på, og satse på, at de mere ubehagelige kritikpunkter imens er blevet glemt.

B2: Stråmandssvar. En af de hyppigste typer af disse udenomssvar minder om ikke-svarene: Den består i, at man svarer på et spørgsmål eller kritikpunkt, som man selv har konstrueret, og som ligner lidt - men som ikke er blevet fremført. Piet Hein kalder »at dutte folk en mening på, hvis vanvid alle kan forstå«. 

Motivspekulation tager opmærksomheden bort fra det væsentlige – det vil sige landets problemer, forslagene om at gøre noget ved dem og argumenterne for eller imod disse forslag. (Foto: Denis Kornilov / Shutterstock)

Derefter fejer man det vanvittige kritikpunkt eller spørgsmål af banen. Det er med andre ord en form for stråmand – dvs. et selvlavet, falsk billede af, hvad éns modstandere mener. Det hører vi hele tiden.

En interessant variant, der minder om stråmands-svar, er, at man omfortolker det kritikpunkt, man konfronteres med, så det for eksempler kan opfattes som værende ros og ikke ris. Det er for eksempel noget, Anders Samuelsen er god til.

B3: Forskydninger. En stor gruppe af udenomssvar er dem, hvor politikeren foretager en forskydning af emnet for spørgsmålet. Man kan forskyde i flere retninger.

B3a. Hvis et spørgsmål for eksempel lyder: »Hvad vil jeres parti gøre ved problemet X?«, så kan forskydningen for det første bestå i, at man snakker hvad om, hvad éns parti har gjort ved problemet X (frem for hvad man vil gøre).

Det er et eksempel på en tidsforskydning. Den omvendte manøvre er lige så hyppig: Hvis man kritiseres for noget, man har gjort, svarer man angående det, man vil gøre.

B3b. Men man kan også forskyde ved at tale om, hvad andre gør (eller ikke gør - især når det handler om politiske modstandere); det kan kaldes en aktørforskydning.

B3c. Det er også meget brugt at forskyde emnet 'opad' - op til det helt generelle niveau, og i belejlig grad væk fra det konkrete problem eller kritikpunkt, for eksempel ved at svare »Ja, vort land har i det hele taget mange problemer i denne tid,« når man spørges om et konkret problem. Det kan kaldes en niveauforskydning.

B3d, e, f, … Der er mange flere typer af emneforskydninger, hvor man svarer på noget andet end det, der spørges om - men dog noget, der på en eller anden måde ligger tæt på.

Det, man opnår med alle disse forskydninger, er at slippe for at svare - men sådan, at kun de færreste opdager, at man svarer udenom. Det er jo det, der generelt er meningen med forskydninger: De skal hjælpe med til, at man får snakket sig uden om det svære punkt i spørgsmålet – men sådan, at det ikke lige springer i øjnene.

B4: Vaghed. Nært beslægtet med forskydninger er udenomssvar, der glider af ved hjælp af vage betegnelser og begreber, som man ikke kan få greb om. I det hele taget er vaghed og ukonkrethed nogle af den udenomssvarende politikers bedste venner.

Det er for eksempel meget almindeligt at angribe bestemte holdninger og tendenser i samfundet - men når det gælder om at konkretisere, hvad disse forkastelige holdninger præcis består i, og især hvem der egentlig har dem, så viser det sig gerne, at man ikke kan sige det - der var tale om adresseløs kritik.

Det er for eksempel let at kritisere de mennesker i det danske samfund, der lider af 'krævementalitet' – forudsat man ikke definerer, lige præcis hvad der skal til for at fastholdelse af berettigede krav glider over i 'krævementalitet', og dernæst identificerer, hvem der udviser en sådan mentalitet.

Under denne kategori hører også svar, der går uden om svære spørgsmål elller kritikpunkter ved at falde tilbage på floskelagtige slogans (på amerikansk: 'talking points') – se ovenfor.

Alle disse slagord og floskler og 'talking points' har det til fælles, at enhver næsten kan lægge alt, hvad de vil, ind i dem. Og i og med, at de dominerer debatten, bliver der desto mindre opmærksomhed til det væsentlige: Danmarks og verdens problemer.

B5: Trivialiteter. Sådan kan man kalde det, når politikere i stedet for svar disker op med velkendte og ubestridte, almene sandheder omkring en sag - uden at berøre det kritiske punkt, de bliver spurgt om. Det kan både bestå at flade almindeligheder såsom et er typisk noget en statsminister kan finde på. Eller man kan levere en ren beskrivelse af nogle aspekter af den omdiskuterede sag - men ikke dem, der er rejst tvivl om.

Skal man dømme efter politikernes hidtidige performance, udgør dette hovedparten af, hvad vi kan vente.

God valgkamp!

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.