Kan VR gøre læger bedre til at tale med pårørende?

Hvorfor føler pårørende sig ofte enten usynlige eller som grænseløse ressourcepersoner, når de tager med deres kære til lægesamtaler?

Måske skyldes det, at læger ikke modtager undervisning og træning i, hvordan de på en hensigtsmæssig måde kan styre og strukturere samtaler, hvor patienten har en pårørende med.

Det forsøger et nyt tiltag på medicinuddannelsen at ændre på. Med afsæt i en patientcentret tilgang sætter vi fokus på de pårørendes særlige roller.

Det nye tiltag eksperimenterer med virtual reality (VR) som en metode til at kunne indleve sig i og forstå pårørendes perspektiver.

Derfor er det vigtigt

Har du en kæreste, ægtefælle, mor, far, søster, bror eller bedsteforældre, der er eller har været alvorligt syg?

Så har du måske været med til en samtale hos den praktiserende læge eller speciallægen på hospitalet.

Var det trods alvoren en ordentlig samtale, eller var der ting, du ville ønske, lægen havde gjort anderledes?

Som pårørende føler vi med vores kære, når de er syge. Og langt de fleste af os vil gerne føle os informerede, medinddragede og have mulighed for at byde ind med den unikke viden, vi har.

Vi ved også, at patienter sætter pris på at have pårørende med. Som en støtte til samtalerne med lægerne og til at hjælpe med at navigere i en forandret hverdag, der kan være skræmmende og overvældende.

I særlige tilfælde, eksempelvis ved demens, er det rent ud sagt nødvendigt, at der er en pårørende med.

Lægens evne til at inkludere pårørende passende og balanceret kan være altafgørende for behandlingens succes. Det er desværre overset, at pårørende kan være i krise og mangle overskud til at involvere sig.

Lægen skal derfor være opmærksom på at inddrage pårørende på deres præmisser, så mulige fysiske og mentale belastningssymptomer ikke øges, men afhjælpes omsorgsfuldt.

Nyt tiltag træner lægers møde med pårørende

Medicinstuderende har traditionelt kun haft samtaletræning, der har involveret enten én patient eller én pårørende ad gangen. Men manglende træning af samtaler, hvor patienten har en pårørende ved sin side, udgør et problem for patientsikkerheden.

Derfor har vi på Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation (CAMES) udviklet, pilottestet og implementeret et kursuskoncept, hvor medicinstuderende undervises og trænes i svære samtaler, hvor patienten har en pårørende med.

Kurset er standardiseret og følger en detaljeret facilitator-guide (se mere om guiden i boksen under artiklen).

Et enkelt element på kurset kan variere, nemlig måden en filmet samtale mellem en læge, patient og pårørende vises på.

Det gør, at vi kan udvælge hold, der ser samtalen på en skærm i 2D, mens andre hold ser samtalen i 3D i VR-briller - og dermed kan vi teste, hvad der virker bedst i konceptet.

Samtaletræning i rollespil med simulerede patienter

Kommunikation er en praktisk færdighed på linje med for eksempel undersøgelse af led.

Undersøgelser har vist, at effektive og stabile kommunikative færdigheder ikke læres spontant, men kræver formel træning og undervisning.

Derfor modtager studerende klinikforberedende og standardiseret undervisning og træning i at kommunikere med patienter.

På den måde sikrer man, at de studerende har trænet relevante kommunikative færdigheder inden de møder patienter på hospitalerne.

Simulationstræning med simulerede patienter er en vigtig og effektiv metode til at øve kommunikation. Til træning af svære samtaler bruger man traditionelt professionelt uddannede skuespillere. De kan udfordre de studerende i forhold til deres læringsniveau og den kommunikative opgave.

Simulationstræning med skuespillere er dog en dyr og kompleks aktivitet. Det er hovedårsagen til, at kommunikationstræningen ikke har inkluderet samtaler, hvor patienten har en pårørende med – trods den åbenlyse relevans.

Træning med to skuespillere øger både kursusudgifter og sværhedsgraden for studerende, der kun har minimal erfaring med svære samtaler.

Vores nye koncept imødekommer disse problematikker.

Konceptets idé

Det gør vi blandt andet ved ikke at bruge skuespillere. I stedet har vi bygget et koncept op omkring en samtalefilm, hvor en læge overbringer en patient og dennes ægtefælle en svær besked.

Manuskriptet til filmen er udviklet i samarbejde med læger, psykologer og pårørende. Det sikrer, at filmen indeholder relevante og passende udfordringer i forhold til målgruppen og læringsmålene.

Filmen stimulerer både til nærmere udforskning af lægens, patientens og den pårørendes perspektiv og til at ændre måden, lægen agerer på i samtalen.

Studerende ser filmen fra alle tre aktørers perspektiver – enten i VR-briller eller på en skærm.

Oplevelserne af at se og lytte fra lægens, patientens og den pårørendes sted deles i plenum.

Efter at have oplevet og drøftet samtalen fra de tre perspektiver, sættes der efterfølgende fokus på, hvordan lægen kunne have mødt patienten og den pårørende mere hensigtsmæssigt.

Med afsæt i disse refleksioner og konkrete forslag prøver de studerende selv at spille rollerne som både læge, patient og pårørende.

Det foregår i deltagerbaserede rollespil med helt nye case-scenarier. Her får hver aktør udleveret et personligt kort til rollen med tilpassede informationer om biomedicinske og psykosociale forhold.

I rollespil oplever de studerende på egen krop, hvilke tanker og følelser der opstår i samtalerne fra de forskellige aktørers perspektiver. Disse oplevelser deles og drøftes efter rollespillene i plenum.

Nyt, nuanceret blik på de pårørende

Vi har erfaret, at kurset ændrer de studerendes måde at betragte pårørende på.

Ved kursusstart beskriver de studerende typisk deres erfaringer med pårørende i overfladiske, generaliserende og også negative termer, eksempelvis at pårørende...

• »Er der for patienten«
• »Vil vide alt«
• »Sidder der bare«
• »Gør samtalen besværlig for lægen«
• »Én, man bare har lyst til at sende uden for døren«

Det er på sin vis forståeligt, at studerende har disse begrænsede antagelser med sig fra klinikken.

Erfaringsgrundlaget er jo baseret uden en viden om, hvilken kompleksitet disse samtaler rummer, og hvordan lægen kan imødekomme de særlige udfordringer.

Ved kursets afslutning præsenterer de studerendes et langt rigere og mere nuanceret billede af pårørende:

»Pårørende kan både have relevante observationer for sygehistorien og bekymringer, der adskiller sig fra patientens,« lyder det eksempelvis fra én studerende.

Mange studerende fortæller, at de har opdaget vigtigheden af at få rammesat samtalen, afklaret rollerne og de forskellige dagsordner, der måtte være i spil.

Der tegner sig også en form for ydmyghed overfor den sårbare situation, som pårørende også befinder sig i, og en forståelse for, at ikke alle pårørende kan støtte patienten, som lægen måske forventer det, eller den pårørende selv kunne ønske sig:

»Jeg har fået større indsigt i de følelser og den angst, der kan præge samtalerne,« forklarer en anden studerende.

De studerende er også tydeligt opmærksomme på relevansen af at få spurgt ind til psykosociale forhold, på samspillet mellem patienten og den pårørende.

En studerende udtaler: »Jeg har fået helt anden forståelse og indblik i, hvordan pårørende kan have det i situationen, og hvorfor reaktionerne udspiller sig, som de gør […] Jeg opdagede, hvor stor forskel der var på oplevelsen af samtalen afhængigt af, hvilke øjne man så med.«

VR-oplevelsen sætter sig formentlig dybere

Vores hypotese er, at den dybere (immersive) oplevelse, studerende får i VR-brillen, påvirker deres tanker og følelser på en dybere måde end 2D-oplevelsen.

Vi er nysgerrige på at undersøge, om den mere immersive oplevelse af at deltage i samtalen indefra, sammenlignet med at betragte samtalen udefra som tilskuer, bidrager positivt i læringsprocessen. At der er en forskel mellem 2D og 3D indikerer tidligere VR-forskning.

Vores foreløbige observationer og evalueringer af konceptet ser ud til at bakke vor hypotese op.

Noget tyder for eksempel på, at den virtuelle oplevelse i 3D i højere grad stimulerer både den kognitive og følelsesmæssige samtaleoplevelse end oplevelsen i 2D.

Og hermed kan vi – forhåbentlig – hjælpe med at gøre morgendagens læger bedre til de mange, vigtige samtaler, hvor patienten har en pårørende med.