Kan vi behandle angst bedre i virtual reality?

Tænk tilbage på, da du begyndte at tage kørekort. Var det en mere intens oplevelse at køre bil dengang, sammenlignet med nu? Eller dit første kys? Eller første dag på et nyt job?

De fleste mennesker har oplevet, at den følelsesmæssige intensitet ved en oplevelse svækkes, desto oftere man oplever det.

Evolutionært er denne psykologiske mekanisme, som bredt betegnes ’konditionering’, ganske fornuftig: Vi skal være beredte på alle mulige udfald, indtil vi ved, at en situation ikke er farlig, hvorved følelsesintensiteten mindskes.

Desværre går der nogle gange koks i vores hjerner. Når det sker, kan mekanismer som konditionering spænde ben frem for at beskytte os.

Når man lider af angst, er det som regel netop, fordi vores konditioneringsmekanisme er gået i hårdknude. Typisk skyldtes det, at maskineriet er blevet fodret med ’dårlig data’.

Eksempelvis har mange personer med socialfobi en historie med mobning i skoleårene. At en opvækst med en lang serie af traumatiske sociale oplevelser fører til en vis mistro over for andre mennesker kan næppe overraske.

Men det er også upræcist: Som udgangspunkt tænker de fleste mennesker næsten aldrig på andre end sig selv, og når de engang i mellem forbarmer sig, er det som regel positivt.

En effektiv men upopulær behandling

Den mest effektive måde at behandle angst, er at fodre konditioneringsmekanismen med ’god data’, altså data, som mere præcist reflekterer virkeligheden.

Der er kun én måde at gøre det på: At opsøge de situationer man finder angstprovokerende for at se, om de er så farlige, som man tror.

Dette kaldes eksponeringsterapi, fordi man eksponerer sig selv for angstprovokerende situationer.

Problemet med denne ellers yderst effektive terapiform er, at hverken patienter eller terapeuter har specielt meget lyst til at udføre den, da den kan være voldsomt følelsesmæssigt og logistisk krævende.

Vi har altså en effektiv behandling til en alvorlig sygdom, men formatet af behandlingen gør, at den sjældent bliver anvendt. Det er her, Virtual Reality kommer ind i billedet.

\ Læs mere

Terapihunde mindsker stress, angst og fraværsprocenten

Omprogrammerer hjernen i trygge rammer

I ’So real-projektet’ undersøger vi, om vi kan ændre formatet og gøre behandlingen mere acceptabel, men beholde eller endda øge effektiviteten.

Konkret ser vi på, om man kan forbedre behandlingen af angst ved eksponere patienter for frygtede situationer i Virtual Reality (VR) i stedet for i virkeligheden.

Eksempelvis gør VR det muligt for patienter at udfordre sig selv ved at tage til fest, komme for sent til forelæsning eller endda at få et møgfald af sin chef.

Alt sammen uden at forlade terapirummet og uden at skulle tage højde for hverken tidspunkt, transport eller fortrolighedsproblematikker.

Der er mange forskellige typer af VR-teknologi, men i So real anvendes ’Occulus Go’-modellen, som placerer to skærme foran øjnene på brugeren i noget, der ligner en dykkermaske.

Sensorer i masken gør, at brugeren kan kigge rundt i de virtuelle miljøer. Sammen med et par lydisolerende høretelefoner giver dette en ekstremt høj grad af indlevelse, og mange glemmer helt, at hvad de ser ikke er virkeligt.

Hvad er fordelene ved at bruge VR til at behandle angst? Umiddelbart er der især to:

1. Det er langt nemmere at hoppe ind og ud af forskellige situationer med forskellige sværhedsgrader
2. Det er mindre grænseoverskridende for patienten at øve sig i situationer, som ikke er virkelige. Særligt i starten af behandlingen.

\ Læs mere

Hvorfor får nogle mennesker angst af kaffe?

VR er lovende, men der er stadig meget, vi ikke ved

Vores og andre forskeres undersøgelser af VR som værktøj i angstbehandling bygger dog også på en række antagelser:

For eksempel den, at det er meget lettere og billigere at bruge VR til eksponeringsterapi, sammenlignet med at gøre det i virkeligheden. Men hvad hvis supermarkedet ligger lige under klinikken? I så fald, måske ikke.

For slet ikke at nævne de tekniske udfordringer, som altid opstår, når man skal bruge ny teknologi, samt den tid patienten skal bruge på at sætte sig ind i udstyret.

Man skal desuden købe udstyret, betale for løbende support og have træning i at bruge det terapeutisk.

Vigtigst af alt er dog antagelsen om, at vi kan simulere virkeligheden så præcist, at den læring, patienter får i VR, kan overføres til virkeligheden.

Sociale interaktioner er for eksempel næsten umulige at genskabe troværdigt virtuelt, fordi de er så komplekse, og fordi vi er så fintfølende i vores opfattelse af dem.

Langt hen ad vejen er det netop denne antagelse som So real-undersøgelsen tester: Når vi vænner os til noget i VR, vænner vi os så også til det i virkeligheden?

Vi tester denne antagelse ved at sammenligne, hvor meget et behandlingsforløb med VR-eksponering reducerer angst, versus hvor meget et normalt behandlingsforløb reducerer angst.

Hvis antagelsen holder, kan det have store konsekvenser for fremtidens psykoterapi:

Man vil potentielt kunne tilgå effektive, guidede VR-behandlingsprogrammer gratis fra en app-store og starte et behandlingsforløb i trygheden af sit eget hjem på et tidspunkt, som passer én selv.

Før det sker, skal vi være sikre på, hvorvidt, hvordan og hvorfor VR virker i psykoterapi. Resultaterne af So real-undersøgelsen vil få os tættere på at besvare de spørgsmål.

\ Læs mere

Kan virtual reality komme til at ligne virkeligheden så meget, at vi ikke kan se forskel?

\ Læs mere

Der er ikke styr på begreberne inden for virtual reality, og det kan skade patienterne

\ Læs mere

Angst og depression: Læger udskriver naturoplevelser på recept i stedet for medicin