Hvad gør vi med den CO2, vi fanger?

Ved du, hvorfor man ikke hælder benzin på en dieselbil? Og hvorfor det faktisk ikke er så slemt, hvis man gør det omvendte; altså hælder diesel på en benzinbil?

Det er fordi, diesel har en smørende effekt, hvorimod benzinen udtørrer. Derfor slider det meget på en dieselbil, hvis alle dens dele – som forventer at blive smurt – bliver udtørret.

Og hvorfor fortæller jeg så det? Fordi det samme gælder, når man skal anvende CO₂, som man har fanget.

Alt CO₂ er ikke lige rent og kan derfor ikke bruges i de samme systemer. Ligesom med bilmotoren.

Det skaber nogle helt konkrete udfordringer for, hvordan vi sikrer, at vi rent faktisk kan bruge gassen, så den ikke slipper ud og gør skade på vores klima.

Det er de udfordringer denne artikel handler om – og hvordan vi måske kan løse dem.

Fanget CO₂ – hvad er det?

Men er det så sådan, at man kan gå rundt med en slags støvsuger og suge CO₂’en ud af luften?

Nej, ikke helt - men næsten.

Udfordringen med CO₂ er, at det er blandet med andre molekyler i vores atmosfære. Det svarer til, at du opløser en skefuld sukker i en kop te – så er det ret svært at få det skilt ad fra teen igen.

Derfor skal vi have nogle gode måder til at adskille CO₂’en fra kvælstof, ilt og hvad vi ellers har i atmosfæren, for at vi kan fange eller 'suge' CO₂’en ud.

Ifølge FNs klimaråd er CO₂-fangst et uomtvisteligt redskab til at få styr på klimakatastrofen. Teknologien er ikke klar, og den skal selvfølgelig ikke stå alene, men den er et nødvendigt værktøj.

Hvis vi begynder at fange CO₂ på stor skala, vil vi dog meget hurtigt have rigtig meget af det.

Derfor skal det også afsættes; enten skal vi bruge det til at lave værdifulde produkter, eller også skal vi finde et sted, vi kan lagre det.

Hele den værdikæde kaldes Carbon Capture, Utilization and Storage (CCUS).

Hvor mange nylonstrømper kan du bruge om året?

Lad os sætte det lidt i perspektiv. Man kan for eksempel bruge CO₂ til at lave nylon.

En gennemsnitlig dansker udleder seks ton CO₂ om året. Hvis alt din årlige CO₂ skulle laves om til nylonstrømper, så vil du få 100 millioner strømper. Om året.

Så vi er nødt til at spille på flere heste og både lave gode produkter og lagre det.

Og så er vi tilbage til sammenligningen med dieselbilerne, for alt efter hvor CO₂ kommer fra, og hvad det skal bruges til, skal det have forskellige renhedsgrader.

Hvor ren skal CO₂’en være?

Hvor ren CO₂’en er, er forskelligt. Det kommer an på, hvad man fanger den fra, og hvordan man fanger den. Der er altså stor forskel på, om CO₂’en kommer fra cementproduktion, direkte fra luften, et kraftværk eller noget fjerde.

På samme måde kræver det noget andet, hvis man skal bruge CO₂’en til at lave øl eller danskvand – end hvis man skal sende det ned i undergrunden.

Altså er det afgørende, hvor CO₂’en kommer fra, og hvad den skal bruges til – med andre ord: Hvor rent vil vi have det?

Det er dyrt at rense og dyrt at lade være

Men CO₂’ens renhed har ikke bare betydning for, hvad vi kan bruge den til. Det har også betydning for transporten af klimagassen.

Hvis værdikæden for CO₂-lagring, CCUS, virkelig skal blive til noget, skal vi have et system af rørledninger, hvor der kan flyde en kontinuerlig strøm af CO₂ væk fra dem, der udleder det, og ud til nogen, som kan anvende det.

Udfordringen bliver nu, at hvis du sender ’beskidt’ CO₂ ind i dit rørsystem, så vil mængden af urenheder i ens CO₂ være afgørende for, om røret ruster, og derved hvor ofte det skal repareres eller udskiftes.

Men reparation er dyrt!

Hvis vi vil have et stort forbundet system, hvor flere udledere er koblet på, skal vi være altså enige om, hvilke renhedsgrader CO₂’en skal have.

Standarder: Connecting people

Her skal vi måske lige bruges et ekstra eksempel at sammenligne med.

Kan du huske, at alle telefoner førhen havde forskellige opladere? Nogle var runde, nogle firkantede og andre flade.

Jeg ved ikke med dig, men jeg havde en kasse med 15 opladere, som jeg ikke kunne bruge, men som en af mine venner måske kunne.

Men ud af mørket kom løsningen: Standarder. En standardiseret type oplader.

Det gør, at folk kan bruge hinandens opladere, og det mindsker elektronikspild. Så nu har næsten alle telefoner samme type opladere (og ja, her kigger jeg på jer Apple…).

CO₂ infrastruktur er kritisk infrastruktur

På samme måde vil en standard på CO₂-renheden kunne sørge for et bedre samarbejde. Og det er der brug for. For det skal gå stærkt med at få udbredt CCUS på stor skala, hvis vi skal afbøde de skader, vores CO₂-udslip gør på vores klima.

For at komme i mål med at bygge et godt system op omkring CO₂-lagring, er det derfor vigtigt, at vi får løst nogle kritiske udfordringer.

Så hvilke udfordringer er der? Det her er de vigtigste, du skal huske:

Renhedskrav for den fangede CO2 fra udlederne - altså CO2 bliver fanget med forskellige renheder. Hvis man blander disse, bliver det den mest beskidte som dikterer renheden.

Mangel på standarder på forbrugssiden - dette kunne hjælpe med at bestemme, hvor mange penge der skal bruges på at rense CO2.

Manglende transportsystemer - for eksempel distributionsknudepunkter, konditioneringsanlæg, rørledninger, havneanlæg og så videre.

Et globalt fungerende CCUS-system er realistisk. Men en reel og varig effekt kræver internationalt samarbejde.

Det er djævelen i detaljen, der får CO₂-fjernelsen til at fungere. Og får at få detaljerne helt på plads er der brug for både forskning, innovation og politikere.