Stigende metanniveauer kan være naturlige - men de kan også indikere, at vi er i gang med et klimaskifte med store konsekvenser, skriver forsker oven på nyt studie.
Siden 2006 er mængden af metan i Jordens atmosfære steget rigtig hurtigt, men i modsætning til stigningen i kuldioxid (CO2) lader den nylige stigning af metan til at være drevet af biologisk udledning - ikke afbrænding af fossile brændstoffer.
Det er muligvis en naturlig variation - et resultat af en klimacyklus som eksempelvis El Niño.
En anden mulighed er, at stigningen måske signalerer, at en stor overgang er begyndt for Jordens klima, som vi nævner i et nyt studie, som jeg har lavet med blandt andre en kollega fra Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet.
Molekyle for molekyle er metan en langt mere potent drivhusgas end CO2 og bedre til at absorbere varme end CO2. Metan bliver dog nedbrudt i atmosfæren på mindre end 10 år sammenlignet med flere hundrede år for CO2.
Metan-udledningen truer vores evne til at begrænse opvarmningen til et relativt sikkert niveau, så det er meget bekymrende, at hastigheden, hvormed metan udledes i atmosfæren, er accelereret for nylig.
Noget lignende er sket adskillige gange før: En pludselig stigning i metan markerede overgangen fra kolde istider til varme mellemistider.
Før mennesket begyndte at brænde fossile brændstoffer, var metankoncentrationen i luften omkring 0,7 ppm (parts per million – på dansk 'dele per million'). I dag er metankoncentrationen i luften mere end 1,9 ppm – en andel, som er hastigt stigende.
Cirka tre femtedele af udledningen kommer fra brugen af fossile brændstoffer, landbrug, lossepladser og affald.
Resten er fra naturlige kilder, især vegetation, der rådner i tropiske og arktiske vådområder.
Metan er altså både en drivkraft bag og et forvarsel om klimaforandringer.
Vi ved ikke, hvorfor metankoncentrationen stiger så hurtigt, men vækstmønsteret siden slutningen af 2006 minder om, hvordan metanen opførte sig i løbet af store overgange i Jordens klima i en fjern fortid.
I slutningen af 2006 begyndte koncentrationen af atmosfærisk metan uventet at stige.
Metan var steget hurtigt i 19. og 20. århundrede, men stigningen stoppede i slutningen af 1990'erne. Stigningen var på det tidspunkt drevet af fossile brændstoffer, især fra øget udvinding af gas og fra kulminer.
Forestil dig, at du kører bil med speederen helt i bund. Bilen kommer op i fart, men til sidst er luftmodstanden lige så stor som bilens motorkraft, så bilen rammer sin maksimale hastighed.
I 1999 så det ud til, at metan havde nået et lignende balancepunkt mellem udledning og optag. Men i slutningen af 2006 steg mængden af metan i luften hurtigt.
Fem år senere steg vækstraten igen helt uventet.
I løbet af 2020'erne er vækstraten steget endnu hurtigere; endda hurtigere end under gasindustriens store lækager i 1980'erne.
Den nuværende vækst ser ud til at være drevet af ny udledning fra vådområder, især nær ækvator, men måske også fra Sibirien og Canada (bævere er blevet kaldt metanfabrikker, da de trækker enorme mængder plantemateriale ind i de damme, de har lavet).
.
Det er et resultat af klimaforandringerne: Stigende nedbørsmængder har gjort vådområderne vådere og større, mens stigende temperaturer har sat skub i plantevæksten, hvilket resulterer i mere materiale, der bliver nedbrudt, og dermed mere metan.
Udledning fra enorme kvæghold i tropisk Afrika, Indien og Brasilien er muligvis også steget, og rådnende affald på lossepladser i nærheden af megabyer som Delhi er også vigtige kilder.
I de seneste par millioner år har Jordens klima gentagne gange svinget mellem lange, kolde glaciale perioder med iskapper, der dækker Nordeuropa og Canada, og kortere, varme mellemistider.
Da hver istid sluttede, blev Jordens overflade opvarmet med helt op til flere grader celsius i løbet af et par årtusinder.
Indkapslet i luftbobler i iskerner er stærkt stigende metankoncentrationer et naturligt klimaarkiv for disse store klimaopvarmende hændelser.
Med hvert skift fra glacialt til interglacialt klima er sket en pludselig, skarp stigning i atmosfærisk metan, sandsynligvis fra voksende tropiske vådområder.
Disse store klimaskift, der afsluttede hver istid kaldes terminations (på dansk: terminationer eller afslutningsfaser).
Hver har et romertal, der spænder fra ‘Termination IX’, som skete for omkring 800.000 år siden, til ‘Termination IA’, der indledte det moderne klima for mindre end 12.000 år siden.
For omkring 131.000 år siden - i løbet af 'Termination II' - gik det britiske klima pludselig fra gletsjere i Cotswolds til flodheste, der plaskede rundt i det område, der i dag huser Trafalgar Square.
Den fuldstændige omstilling som følge af en termination tager flere tusinde år, men mange begynder en snigende opvarmning, så en meget brat fase med ekstremt hurtige klimaforandringer, der kan tage 100 år eller mindre, efterfulgt af en længere, langsommere periode, hvor de store iskapper til sidst smelter.
I den bratte fase af den store forandringer, der førte til det nuværende klima, steg Grønlands temperatur med omkring 10°C på blot få årtier. I løbet af denne pludselige fase stiger metankoncentrationen meget stejlt.
Metankoncentrationen svingede meget i førindustriel tid, men den stadig hurtigere vækst siden 2006 kan sammenlignes med registreringer af metan fra de tidlige år med pludselige faser af tidligere hændelser, som da Grønland blev opvarmet dramatisk for mindre end 12.000 år siden.
Der er allerede en stor del evidens, der peger på, at klimaet er under forandring.
Atlanterhavets strømme er blevet langsommere, tropiske vejrområder udvider sig, både nord og syd bliver hurtigt opvarmet, temperaturen i oceanerne slår rekorder, og ekstremt vejr er ved at blive hverdagskost.
Ved glaciale terminationer omorganiseres hele klimasystemet.
Tidligere ledte det Jorden ud af et stabilt istidsklima og ind i en varm mellemistid. Men vi er allerede i en varm mellemistid.
Hvad der kommer nu er svært at forestille sig: Tab af havis i Arktis om sommeren, afsmeltning eller delvis kollaps af iskapperne i Grønland og Vestantarktis, reorganisering af Atlanterhavets havstrømme og udvidelsen af tropiske vejrcirkulationsmønstre i retning af polerne.
Konsekvenserne, for både biosfæren generelt og fødevareproduktionen i Syd- og Østasien og dele af Afrika i særdeleshed, ville være meget betydelige.
Vi kan gøre meget for at hurtigt at stoppe stigningen af metankoncentrationen i atmosfæren: Lukke lækager i olie- og gasindustrien, dække lossepladser med jord, reducere afbrænding af affald af afgrøder.
Hvis vi skyder metan-budbringeren, stopper det ikke klimaforandringerne, som primært er drevet af CO2-udledningen, men det vil hjælpe.
Romertallene IX til I angiver tidligere store klimaovergange.
Der er ikke et romertal for 0, men så vil enhver fremtidig termination-overgang være anderledes – et temperaturskridt fra vores nuværende mellemistids-klima til en ny fremtid, der er endnu varmere.
Hvad metanstigningen varsler, står stadig ikke helt klart, men spørgsmålet er uden tvivl:
Er 'Termination Zero' begyndt?
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
