3 ønsker fra klimaforskere til regeringen: Sådan kan vi nå klimamålet

Vi når ikke vores klimamål for 2030.

Det konkluderede regeringens klimavagthund Klimarådet i en rapport samme dag, som valget blev udskrevet.

Regeringens plan om at reducere Danmarks drivhusgasudledninger med 70 procent i 2030 i forhold til 1990 holder dermed ikke.

For eksempel har regeringen ikke formået at komme i gang med at fange og lagre CO₂ så hurtigt som håbet, kendt som CCS. Kun to virksomheder har i januar meldt sig interesserede i den pulje penge, der er afsat til CO₂-jagt.

Dermed bliver der ikke en fuld CO₂-fangst i 2029, som var planen.

Så hvordan når vi i mål med den grønne omstilling? Vi har spurgt klimaforskerne om deres ønsker til den kommende regering.

Spred stenstøv på markerne

»Det vigtigste, vi kan gøre lige nu, er at fokusere på at fjerne CO₂ fra atmosfæren,« siger klimafysiker Eigil Kaas, der er professor ved Is-, Klima- og Geofysik på Niels Bohr Institutet.

CO₂ skal derfor fjernes fra atmosfæren i en meget højere fart end nu, siger han. Ét bud på en løsning gemmer sig i Jordens bjergarter.

Støv fra knuste bjergarter kan nemlig fremskynde en naturlig proces, der suger CO₂ fra atmosfæren.

Det kaldes for forvitring: Når mineraler på bjergarters overflade nedbrydes, fjerner det CO₂ fra atmosfæren. Forskere har længe været opmærksom på den her proces, som dog sker i løbet af millioner af år.

Derfor vil løsningen være at sætte fart i forvitringen og farten ned på CO₂-udledningerne, som blandt andet den grønlandske geolog Minik Rosing har forsket i:

»Man vil kunne sprede lidt vulkansk affald i form af basaltstøv på markerne i Danmark,« siger Eigil Kaas.

Støv fra den vulkanske bjergart basalt kan findes i store mængder ved floder og deltaer, blandt andet i Grønland. Det kan man så sprede som gødning på markerne.

Ikke nok med at metoden fjerner CO₂ fra atmosfæren, så indeholder støvet også forskellige næringsstoffer som kalium og jern, som kan være med til at gøde jorden.

»Hvis man gjorde det på globalt plan, kunne det være en metode til at hurtigt fjerne CO₂ fra atmosfæren på en måde, der er fuldstændig geologisk permanent. For når støvet har opsuget sin CO₂ fra atmosfæren, løber det med floderne ud i verdenshavene,« siger Eigil Kaas.

Man har testet løsningen i flere forsøg verden over. På en mark i Sønderjylland har man også forsøgt at øge forvitringen med ‘gletsjermel’, som er pulver fra knuste gletsjere. Det har vist sig at kunne binde store mængder CO₂.

»Det ser ganske lovende ud,« siger klimafysikeren.

»Først og fremmest skal vi have gang i denne og andre processer samt forskningen for at vise, at det her kan skaleres op. Så der skal penge til det her.«

Vi skal satse på planterne

Rikke Lybæk er lektor og forsker i klimatilpasning og bæredygtig ressourceforvaltning ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet.

Hun mener, at landbruget spiller en central rolle i den grønne omstilling. Og her vil det betale sig at satse på planterne.

En stor del af vores kornproduktion i dag går til dyrefoder, ligesom vi importerer store mængder soja fra den anden side af jorden som dyrefoder.

I stedet kunne man skrue ned for produktionen til dyrefoder, så de danske landmænd kan dyrke flere bælgplanter som ærter, hestebønner eller lupiner til mad til mennesker.

Det kan blive en ny økonomisk indtægt for landbruget, siger hun.

I stedet for at bælgplanter ender som foder til dyr, vil det kunne leveres til supermarkeder i form af plantebaserede fødevarer og proteinprodukter, som vi kan spise.

Derved udnyttes produkterne fra landbruget mere optimalt, siger hun.

Fordelen ved planteafgrøderne er, at de binder kvælstof i jorden, siger hun. Og det kan reducere drivhusgasudledninger fra landbruget, som udgør en tredjedel af vores samlede udledninger.

Planterne kan også forbedre jordens frugtbarhed, samtidig med at man mindsker behovet for kunstgødning.

Ved at satse på planter kan vi reducere landbrugets udledninger - men også skabe nye muligheder:

»En stærkere planteproteinsektor kan derfor bidrage til lavere udledninger og skabe nye værdikæder i fødevareindustrien,« siger Rikke Lybæk.

Det er ikke en løsning, der kan ske fra den éne dag til den anden, da det også kræver en efterspørgsel på planter i supermarkederne.

»Men det spirer, og flere samarbejder er allerede etableret imellem landmænd, indkøbere og detailhandlen,« siger hun. Derfor foreslår hun også, man laver TV-kampagner og madprogrammer, der fokuserer på bælgfrugter for at sætte fart i udviklingen.

Noget tyder på, at bælgfrugter måske hitter mere. Selvom vi generelt spiser færre bælgfrugter end anbefalet, så er vores indtag faktisk steget. Hos de voksne er der sket en firdobling, viser den nationale undersøgelse af danskernes kostvaner fra i år.

Derfor er der også grobund for at satse mere på bælgfrugter i produktionen, mener Rikke Lybæk.

Tre greb kan få planer til at blive til virkelighed

Sebastian Mernild er professor, leder af SDU Climate Cluster samt hovedforfatter på den 6. klimarapport fra FN’s klimapanel IPCC. Spørger man ham, handler det grundlæggende problem om, at det er relativt nemt at lave klimaplaner, men svært at implementere dem.

Derfor peger han på tre centrale greb:

• Staten skal skabe de rette forudsætninger for grøn omstilling
• Vi skal blive selvforsynende med grøn energi
• Staten skal tage en større risiko

Først og fremmest skal vi frigøres fra russisk gas, som EU også for nylig har sat en stopper for i et forbud, der gælder fra 2027. Her skal vi eksempelvis satse mere på vedvarende energi som sol- og vindenergi, siger klimaprofessoren.

Når det handler om at opføre mere vedvarende energi, for eksempel vindmøller, handler det om at få skabt de rette rammer. For igennem tiden har der været modstand mod vindmølleparker- og anlæg.

»Vi kan godt have et mål om, at vi skal reducere x, y og z. Men hvem skal bære den økonomiske risiko i forhold til at fremme den her transformation? Er det borgerne, virksomhederne, forsyningsselskaberne, kommunen eller staten?« siger Sebastian Mernild.

Et bud kunne være at tænke i energifællesskaber, hvor lokale borgere og virksomheder sammen investerer i solcelle- eller vindmølleenergi. På den måde inddrages borgere også, og de kan både få miljømæssige og økonomiske fordele.

Og så skal staten også tage en større del af den økonomiske risiko, lyder det.

»Hvis man politisk ønsker at implementere og opskalere forskellige tiltag, skal planen udformes på en sådan måde, så det ikke er virksomhederne, der må tage den økonomiske risiko, men staten,« siger Sebastian Mernild.

Et godt eksempel på, hvor staten har taget et større ansvar, er i forhold til klimatilpasning, når vi skal beskytte kysterne:

Regeringen har i sit udspil til Klimatilpasningsplan 1 lagt op til, at staten skal dække 85 procent af kommunernes udgifter, når kysterne skal beskyttes som følge af havvandsstigninger. I kommuner med særlige tilfælde er det helt op til 95 procent.

Hvis vi skal implementere klimatiltag, skal vi derfor indtænke alle de forskellige aktører og i højere grad statens andel i forhold til den økonomiske risiko.

»Hvis målet er at få mere grøn strøm i stikkontakten, så må vi jo sørge for, at det er fordelagtigt for virksomhederne, der skal skabe grøn strøm,« siger Sebastian Mernild.