Hvis Danmark skal nå målet om at reducere vores CO2-udledning med 70 procent i 2030, er det nødvendigt ikke bare at stoppe med at udlede CO2 - men også at hive CO2 ud af atmosfæren.
Sådan lyder den erklærede politiske ambition fra regeringen.
Derfor er der igangsat flere milliarddyre projekter, der ganske enkelt går ud på at fange CO2 fra røggasser og lagre den permanent i den danske undergrund.
Teknologien hedder ‘carbon capture and storage’, forkortet CCS.
Nu viser det sig, at de ambitiøse danske CCS-projekter kan løbe ind i problemer:
I et nyt studie konkluderer forskere fra Aarhus Universitet og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), at der kan opstå ‘blokeringer’ i de oliefelter, som vi blandt andet planlægger at bruge til CCS.
\ CCS giver lige nu bedst mening ved skorstene
Teknologier til at hive CO2 direkte ud af atmosfæren er stadig for umodne til at have nogen praktisk brug, fortæller Kresten Anderskouv, lektor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet.
Til gengæld kan man hive CO2 ud af luften, hvor den er allermest koncentreret, nemlig ved skorstenene ved kraftværker, forklarer han videre.
På CO2-kontoen giver regnskabet minus (i den gode forstand), hvis kraftværkerne, der får indsamlet sin CO2 ved skorstenene, fyrer med biobrændsel som træpiller.
For i så fald har træerne indsamlet CO2, som ikke igen bliver sluppet løs i atmosfæren, når de bliver brændt. På den måde trækker man reelt CO2 ud af atmosfæren, siger lektoren.
Blokeringerne opstår, når CO2'en pumpes ned i undergrunden og blandes med den resterende olie, der gemmer sig dernede.
Det betyder, at vi muligvis ikke kan få så meget CO2 ned i oliefelterne, som vi ellers havde regnet med, melder Hamed Sanei, professor ved Institut for Geovidenskab på Aarhus Universitet og en af forskerne bag studiet.
I sidste ende kan det have indflydelse på, om vi i Danmark når vores 70 procents-målsætning, siger professoren til Videnskab.dk:
»Det er selvfølgelig ikke ligemeget, om vi kan få otte millioner tons CO2 ned i oliefelterne, som det er planen, eller om det faktisk kun er muligt at få eksempelvis en million tons derned.«
»Dertil bliver der kastet store mængder ressourcer og utrolig mange penge efter disse projekter, så det er vigtigt, at vi får så meget ud af dem, som det overhovedet er muligt,« siger han.
Klumper sig sammen som snavs i et afløb
Hvordan blokeringerne helt præcist opstår er en anelse kompliceret.
Kort fortalt kan man forestille sig, at når CO2’en bliver pumpet ned i undergrunden, støder den på restolie - også kaldet hydrocarboner - som CO2’en opløser. Lidt ligesom vand vil opløse sukker, forklarer Hamed Sanei.
Mens CO2’en bliver pumpet dybere og dybere ned i undergrunden, vil de tungere molekyler i hydrocarbonerne gradvist udskille sig fra CO2’en og samle sig. Dermed vil de sætte sig fast og skabe en blokering. Ligesom snavs i et afløb.
Risikoen for, at det vil ske, er meget reel, påpeger Hamed Sanei:
»Når folk kritiserer CCS, er det ofte bekymringer om læk eller lignende, der kommer op. Men sandsynligheden for læk er meget lav. Til gengæld er der en betydelig risiko for, at der opstår blokeringer, som vi beskriver i studiet,« fortæller Hamed Sanei og tilføjer:
»Det er et problem, regeringen er opmærksom på, og vi har også fået midler til at lave større analyser, end vi gjorde ved dette studie, så vi kan blive klogere på, hvor stor sandsynligheden faktisk er, og hvor den er størst.«
Forsker: CCS-projekter bør fortsætte
Studiet er vigtigt, og problemet skal tages alvorligt, mener Kresten Anderskouv, lektor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet, der har læst studiet for Videnskab.dk.
Men det betyder langt fra, at vi bør sætte CCS-projekterne på pause, mener han.
»Indtil videre viser resultaterne, at det kan være et problem, men ikke at det er et problem,« siger Kresten Anderskouv.
»Selv hvis det viser sig at være et problem, så vil det kun være et problem ved forhenværende oliefelter. Den danske undergrund rummer et stort potentiale for opbevaring af CO2, og det gælder ikke kun ved de gamle oliefelter.«
De gamle oliefelter er dog ideelle til CO2-lagring. Vi har nemlig allerede infrastruktur ved disse steder, og dertil har vi en stor mængde data om oliefelternes undergrund, fortæller han.
»Desuden er det ikke i nogens baghave, så risikoen for konflikter er også lavere.«
Derfor afslører studiet tydeligt en hæmsko i vores planer om at gemme CO2 i undergrunden, fortsætter lektoren:
»Men med projekter i den her størrelse regner vi med at støde ind i mange forhindringer på vejen. Så selvom det er noget, man skal tage alvorligt, kommer det ikke som nogen overraskelse,« afslutter han.
Professor: Klimakrise kalder på alle løsninger
Heller ikke Hamed Sanei mener, at hans resultater bør sætte CCS-udforskningen på pause.
»I forhold til klimakrisen bliver vi nødt til at gøre alt, hvad vi kan gøre,« siger han.
»Så man bør ikke stoppe projekterne, men man bør være opmærksom på problemerne, kende til risikoen og finde ud af, hvordan man undgår det.«
En løsning er at finde ud af, hvilke dele af oliefelterne der rummer de færreste rester af hydrocarboner og så begynde CCS-projekterne der, siger Hamed Sanei.
CO2-lagring i andet end oliefelter?
Ifølge Kresten Anderskouv understreger studiet, at vi nødt til at arbejde med en bred vifte af muligheder, når vi taler om løsninger på så stor en ting som klimakrisen.
»Det kan nemlig vise sig, at noget, vi troede var muligt, ikke var det alligevel, eller det viser sig at være meget mere besværligt, end man først regnede med. Derfor må vi tage mange forskellige slags løsninger i brug, så vi spreder risikoen,« siger han.
Det er Hamed Sanei enig i:
»Personligt håber jeg, at studiet vil sætte tanker i gang om at starte CO2-lagring andre steder end ved oliefelterne.«
»Det er for eksempel også muligt at gøre på land, hvor det vil være billigere og mere tilgængeligt,« siger professoren.
Studiet er udgivet i tidsskriftet Marine and Petroleum Geology.
