3 grunde til, at vild natur kan gavne både klima, klart vand og kællingetand

Når jeg en sjælden gang imellem får gjort alvor af at hente ungerne tidligt i daginstitution og skole, er noget af det bedste, jeg og ungerne ved, at smøre knækbrødshapsere med ost og servere et koldt glas mælk til.

På den måde nyder jeg, ligesom mange andre, godt af de gode fødevarer, vi producerer i Danmark.

Samtidig bidrager jeg desværre også til at forværre to af de mest markante kriser, vi lige nu står i, nemlig klimakrisen og biodiversitetskrisen.

Når landmanden dyrker hvede til mit knækbrød, og i særdeleshed når han dyrker mad til de køer, der producerer mælk, så lægger han – og indirekte jeg, gennem mit forbrug – beslag på enorme andele af vores landskab.

Faktisk er omkring 60 procent af det danske landskab under plov.

Vi danskere har over århundreder omlagt langt størstedelen af vores landskab fra vilde naturlige skovlandskaber med masser af lysninger holdt åbne af vilde dyr og rindende vand til ensartede flader med land- og skovbrug.

Vores intensive arealanvendelse presser ikke kun naturen, men er den næststørste kilde til drivhusgasser i atmosfæren. De to kriser hænger altså sammen på kryds og tværs.

Det har jeg sammen med en god håndfuld forskerkolleger skrevet en bog om; ’Vild natur – den glemte løsning på klimakrisen’.

Mens mere vild natur er den eneste løsning på at vende biodiversitetskrisen, så tænker de fleste nok nærmere på at plante træer eller rejse vindmøller, når man skal nævne klimaløsninger.

Jeg opsummerer nedenfor 3 centrale pointer fra bogen om, hvorfor genskabelse af vild natur i det danske landskab også kan bidrage til at løse de klimaudfordringer, vi står overfor.

1. Al omdannelse af landbrugsjord til noget mindre intensivt er godt for klimaet

Men først: Hvad ligger der i ordene ’vild natur’ og ’naturbaserede løsninger’?

Vild natur er natur, der får lov at udfolde sig på egne præmisser – kort sagt: at give slip. Grundet vores mangeårige forarmelse af naturen i Danmark, vil det dog ofte være nødvendigt at give naturen nogle ’redskaber’ tilbage, for at den kan klare sig selv og udvikle sig på egen hånd.

Ved at genskabe dynamiske processer, der har skabt betingelserne for biodiversitet over millioner af år, hjælper man den vilde natur på vej.

I Danmark handler det særligt om at få genskabt vandets naturlige bevægelse i vores hårdt drænede landskaber og at sætte store planteædere ud - initiativer, der nogle gange kaldes genforvildning eller ’rewilding’.

Naturbaserede løsninger indebærer typisk også genetablering af natur, men her er fokus på, hvilke samfundsmæssige problemer genskabelse af naturlige dynamikker kan være med til at løse, udover at være til gavn for biodiversiteten, eksempelvis konsekvenser af klimaforandringerne såsom oversvømmelser.

Til underkategorien naturbaserede klimaløsninger regner man typisk tiltag, der kan bidrage til at mindske selve klimaforandringerne, for eksempel ved at mindske udledningen af drivhusgasser fra tørvejorder, eller ved at suge drivhusgasser ud af atmosfæren og ned i træers blade, stammer og rødder.

En stor del af klimapotentialet ved de fleste naturbaserede løsninger ligger i de drivhusgasudledninger, man sparer ved at stoppe den intensive landbrugsdrift, især på drænede lavbundsjorder, men også for de tørre højbundsjorder.

Derfor er klimapotentialet ved omlægning til vild natur typisk sammenligneligt med alternative arealanvendelser på tidsskala på årtier, for eksempel rejsning af produktionsskov – altså skov, der plantes med det formål at skulle høstes 30-60 år senere afhængigt af træsort – og i visse tilfælde er potentialet større.

Eksempelvis er det vigtigt at få genskabt naturlig hydrologi ved at hæve grundvandsstanden, når man udtager lavbundsjorder, for at få de nødvendige drivhusgasreduktioner, hvilket typisk gør det uforeneligt med ekstensive produktionsformer.

Derfor er vild natur en god løsning på vådlagte arealer. Derudover suger vild natur ligesom produktionsskove kulstof ud af atmosfæren og lagrer det i landskabet, både over og under Jorden.

2. Vild naturs klimapotentiale er mindre usikkert end andre klimatiltag

Jo mere strøm fra vedvarende energi vi får på vores elnet, jo mindre bliver klimafidusen med at erstatte energitunge produkter med træ – en klimafidus, der lige nu har skabt et incitament til at fælde og fjerne træerne fra skovene, fremfor at lade dem stå og dermed gavne biodiversiteten udover klimaet.

Den forventede markante stigning i fossilfri energikilder i løbet af de næste årtier er typisk ikke medregnet i de nuværende modeller, og dermed kommer træhugst til at fremstå meget bedre for klimaet end at lade træerne leve og dø i skovene.

Her er de ekstremt vigtige for en stor del af vores truede arter og den vilde natur generelt.

Jorden er allerede på vej ud over de planetære grænser (hvad jorden kan holde til, at mennesker bruger den til), ikke mindst for klima- og biodiversitet.

Derfor risikerer vi, at det er tilnærmelsesvist ligegyldigt, hvilke drivhusgasreduktioner et givent tiltag kan bidrage med om 100 eller 200 år, hvis det ikke batter inden for de kommende 20-40 år.

Dette faktum afspejles dårligt i de mest anvendte modeller for, hvordan eksempelvis træprodukter fra skove plantet i forbindelse med treparten kan bidrage til at bremse klimaforandringerne.

Man kan tage højde for det ved eksempelvis at implementere såkaldt ’diskontering’ af udledninger i de modeller, man bruger til at udregne klimapotentialet af træprodukter, eksempelvis i byggeri, eller til avispapir eller energi.

Dette betyder basalt set, at hvis et træprodukt bidrager til drivhusgasudledninger på kort sigt, for eksempel i energisektoren, hvor det typisk afbrændes indenfor ét år efter fældning, så bliver det klimamæssigt dyrere end udledninger, der først kommer om 50 år. For eksempel fra træprodukter, der først har været lagret i konstruktionen på et hus i nogle årtier, inden det brændes af til energi.

Udover at indregne at afbrænding af træ i fremtiden foretrækkes klimamæssigt fremfor afbrænding af træ nu, så skal man som sagt også tage højde for, hvilken strøm vi har i stikkontakterne.

Det skyldes, at klimapotentialet ved brug af træprodukter beregnes ud fra hvor mange drivhusgasser, man kan undgå at udlede ved at erstatte et energitungt materiale med træ.

Lidt forsimplet udregnes klimapotentialet ved at erstatte en stålbjælke i en bygning med en træbjælke, som den mængde af drivhusgas produktionen af stålbjælken ville have forårsaget.

Dette omsættes til en såkaldt substitutionsfaktor, som dermed afhænger meget af antagelser om, hvor meget drivhusgas vores energiproduktion udleder nu og kommer til at udlede i fremtiden, og så er vi tilbage ved begyndelsen af afsnittet:

Jo mere vind- og solenergi, jo mindre klimafidus i at bruge træprodukter som erstatning for energitunge materialer.

Men hvorfor egentlig al den snak om biomasseproduktion og omdannelse af det til energi gennem afbrænding (træpiller, flis) eller træprodukter (byggetræ, møbler) i en bog om vild natur?

Når man udtager landbrugsjord, eksempelvis i forbindelse med Den Grønne Trepartsaftale, så har man kun et bestemt antal hektar at gøre godt med. Derfor skal man beslutte, om man vil lave det til enten vild natur eller erstatte ét produktionssystem – det intensive landbrug – med et andet – for eksempel det ekstensive skovbrug.

Fordi biodiversiteten kræver plads, ro og tid, så er det ikke foreneligt med produktion af træprodukter og biomasse. Ydermere er klimapotentialet for vild natur ikke afhængigt af usikre antagelser om fremtidig efterspørgsel på biomasse og udviklingen i vedvarende vind-, sol-, og vandkraft.

3. Den vilde natur er det lange seje træk mod noget bedre

Hverken natur eller skovbrug er altså et quickfix på klimaet. Faktisk kan der i visse tilfælde være en midlertidig opvarmende effekt fra visse klimatiltag, eksempelvis at hæve vandstanden på vores drænede tørvejorder, inden det på længere sigt vil hjælpe til med at mindske opvarmningen.

Så den vilde natur er det lange seje træk mod noget bedre, og bør derfor tænkes som langvarige projekter, der leder frem mod et mål. Målet er ikke som i traditionel naturforvaltning en bestemt habitattilstand, der eksempelvis dikterer at en eng skal forblive en eng, og et overdrev et overdrev.

Målet er frisætning, efter man har genskabt de bedst mulige betingelser for, at naturen kan udfolde sig vildt, for eksempel ved at genetablere rindende vand og udsætte store dyr.

Effektiv udpining af jorden for næringsstoffer, eksempelvis med biomasseproduktion med elefantgræs eller lignende afgrøder i de første 2-5 år, kan være et vigtigt element i starten af sådan et naturprojekt.

Det kan give en lille indkomst i starten samt et direkte bidrag af biomasse til samfundsøkonomien. Det vigtige er så bare, at man efter udpiningen holder fast i at frisætte naturen og ikke bliver fristet af den ekstensive produktion, man kan have på arealet, og dermed igen giver biodiversiteten dårlige kår.

Mens produktionsformer - som er mindre intensive end den industrielle landbrugsproduktion - i varierende grad kan levere på både klimatilpasning, drikkevand og et renere vandmiljø ved at mindske næringsudvaskning, så kan de ikke levere på de væsentligste dele af biodiversiteten, for eksempel de truede arter. Det kan kun vild natur.

Det betyder dog ikke, at de ekstensive produktionsformer ikke kan bidrage til naturens tilbagekomst til de danske landskaber.

I et fragmenteret land som Danmark kræver velfungerende vild natur, at der er spredningskorridorer i landskabet mellem de store beskyttede områder, hvor naturen har frit spil, for eksempel i vores naturnationalparker.

Mindre intensive produktionsformer kan bidrage til spredning af arter i disse korridorer, da både naturnær skovdrift, græsmarker med græsning og høslet og visse typer økologisk jordbrug er en mindre barriere for dyr og planters bevægelse end de store intensive dyrkningsflader.

Vi må alle bidrage i supermarkedet og stemmeboksen

Nu er det desværre ikke ofte, jeg henter ungerne tidligt, så mit ændrede forbrug af mejeriprodukter og knækbrød kommer nok ikke til at skæppe det store i hverken klima- eller biodiversitetskassen.

Men det står klart, at vores forbrugsmønstre generelt set må ændres, hvis vi skal i mål med vores klima- og naturmål. Det har vi alle et personligt ansvar for, blandt andet ved at spise færre animalske produkter.

I et velfungerende demokrati som det danske har vi ovenikøbet mulighed for at vælge de politikere, vi mener kan træffe de bedste beslutninger på vegne af os alle. De politikere, vi lige om lidt vælger til Folketinget, står over for en kompleks opgave med at besvare spørgsmålet:

Hvad skal vi bruge vores lille lands sparsomme areal til, så det bedst gavner mennesker, dyr, planter og alt andet levende derude?

Konklusionen i bogen er klar: Skal vores ændrede arealanvendelse batte noget for naturen, er det altafgørende at sikre permanent beskyttede arealer med dynamiske naturprocesser.

Derfor skal politikerne træffe modige og vigtige beslutninger, der fastlåser dele af landskabet de næste 100 eller 200 år eller længere - en tidsskala, de færreste er vandt til at forholde sig til, og som er svær at forstå.

Vi håber vores bog kan hjælpe både vælgere, politikere og andre interesserede med at forstå de klimafordele, vi kan få ved at give slip og lade naturen udfolde sig på egne præmisser.