Den 19. december 1972 landede Apollo 17's kommandokapsel i Stillehavet, omkring 350 sømil sydøst for Samoa, og dermed blev der sat punktum for den sidste mission til Månen.
Apollo 17's kommandør, Eugene A. Cernan, tilbragte 566 timer og 15 minutter i rummet, heraf mere end 73 timer på Månen, i løbet af sin karriere.
Eugene Cernan var den anden amerikaner, som gik i rummet, og det sidste menneske til at efterlade fodspor på Månens overflade.
Afslutningen på Apollo 17 var ikke kun afslutningen på en mission, men på en hel epoke.
Mellem 1969 og 1972 gik 12 astronauter på Månen fordelt på seks separate månelandinger.
Et halvt århundrede senere gør NASA sig klar til at vende tilbage som led i Artemis-programmet.
Formålet med Artemis II-missionen, der efter planen bliver opsendt 2. april 2026, er at sende fire astronauter rundt om Månen i NASA's nye type bemandede rumskib, kaldet Orion.
Mere end 50 år er lang tid, og det er helt naturligt at spørge:
Hvis amerikanerne allerede i begyndelsen af 1970’erne kunne nå Månen forholdsvis rutinemæssigt, hvorfor forsøger de så først at vende tilbage nu?
Svaret er ikke helt ligetil. Det skyldes kun i begrænset omfang teknologien og i langt højere grad, hvordan politik, økonomi og international opbakning spiller sammen.
Vi er nødt til at begynde med selve Apollo-programmet: Den måde, man greb udforskningen af rummet an på dengang, var ikke holdbar i længden og heller ikke bæredygtig.
25. maj 1961 lovede præsident John F. Kennedy i en tale til Kongressen, at USA inden udgangen af årtiet ville sende et menneske til Månen og få ham sikkert tilbage til Jorden.
Efter John F. Kennedys død i 1963 sørgede præsident Lyndon B. Johnson for, at målet om en månelanding blev nået.
Men de voksende udgifter til Vietnamkrigen og hans omfattende indenrigspolitiske reformer gjorde ham mindre villig til at bruge flere penge på rumfart.
NASA's budget, som toppede allerede i 1966, begyndte at falde, før Apollo-programmet overhovedet var nået i mål med den største triumf.
Det svækkede mulighederne for at finansiere måneudforskningen igennem længere tid.
Yderligere bevillinger udeblev, planlagte missioner blev aflyst, og Apollo-programmet sluttede i 1972; ikke fordi det var en fiasko, men fordi det havde opfyldt sit mål.
Hvis udforskning skal være bæredygtig, kræver det stabil politisk opbakning, forudsigelig finansiering og et tydeligt langsigtet formål, uanset om det gælder rummet eller Jorden.
Efter Apollo havde USA svært ved at holde fast i alle tre ting på én gang. Derfor begyndte politikerne at spørge sig selv, hvad NASA så skulle satse på.
Væk fra det dybe rum
I 1972 pålagde præsident Richard Nixon NASA at gå i gang med at udvikle rumfærge-programmet med et genbrugeligt rumtransportfartøj med vinger, der starter fra jordoverfladen som en raket, men lander som et fly.
Det blev begyndelsen på en ny kurs, hvor NASA flyttede opmærksomheden væk fra det dybe rum og i stedet fokuserede på aktiviteter i lavt kredsløb om Jorden.
Rumfærgen blev markedsført som en genanvendelig 'space truck' (rumlastbil), der skulle gøre det både enkelt og overkommeligt at komme i kredsløb om Jorden.
I praksis viste rumfærgen sig dog at være et ekstremt komplekst fartøj, præget af tekniske problemer og menneskelige tragedier – blandt andet ulykkerne med Challenger og Columbia, hvor 14 astronauter omkom.
Otte år inde i rumfærgeprogrammet mente en del i rumfartsmiljøet, at tiden var kommet til, at USA igen rettede blikket mod Månen og mod den fristende mulighed for en bemandet landing på Mars.
20. juli 1989, på 20-årsdagen for Apollo 11’s første månelanding, lancerede præsident George H.W. Bush derfor Space Exploration Initiative (SEI).
Planen var tænkt som en langsigtet satsning:
Først skulle rumstationen Space Station Freedom bygges, derefter skulle astronauter tilbage til Månen - denne gang for at blive - og til sidst skulle mennesker sendes til den røde planet.
Men de anslåede omkostninger til SEI løb op i hundredvis af milliarder dollar, og det blev i sidste ende programmets fald. Den svage opbakning i Kongressen, sammen med en række andre forhold, førte til, at projektet blev opgivet i Bill Clintons præsidentperiode.
Videnskabeligt samarbejde og teknologisk kunnen
I løbet af 1990'erne slog projektet om Den Internationale Rumstation (ISS) fast, at lavt kredsløb om Jorden havde førsteprioritet i den bemandede rumfart.
Rumfærgen blev USA's vigtigste redskab til at bygge stationen og fragte besætninger til og fra den basen i kredsløb om Jorden i en højde af cirka 386 kilometer.
ISS blev symbol på videnskabeligt samarbejde og teknologisk kunnen. Forsøgene om bord gav værdifuld ny viden om alt fra medicinsk forskning til materialeforskning.
Men rumstationen lagde også beslag på ressourcer, som ellers kunne være gået til udforskningen af det dybe rum.
Columbia-ulykken i 2003, hvor rumfærgen forulykkede over Texas, og hele besætningen omkom, førte endnu en gang til, at USA måtte genoverveje kursen for rumfarten.
Som følge af ulykken fremlagde præsident George W. Bush sin 'Vision for Space Exploration'.
Målet med planen, som senere mundede ud i det såkaldte Constellation-program, var at genoprette NASA’s mulighed for at sende mennesker til Månen, med Mars som det langsigtede mål.
Men uafhængige evalueringer advarede om, at både budgetterne og tidsplanerne var urealistiske
Kongressen gav aldrig Constellation den fulde økonomiske opbakning, og programmet blev derfor lukket ned i 2010 under Barack Obama.
De aflyste rumprojekter peger på en række grundlæggende begrænsninger i måden, måneudforskning bliver finansieret på. Et bæredygtigt måneprogram kræver bred og vedvarende opbakning fra flere sider samt mekanismer, der kan sikre finansiering over flere årtier.
Men programmer i den størrelsesorden skal år for år konkurrere med forsvar, sundhed og sociale udgifter. Samtidig gør valg og skiftende politiske flertal i den amerikanske kongres det endnu sværere at fastholde en langsigtet plan.
Måneudforskningen har også været hæmmet af et mere grundlæggende uafklaret spørgsmål: Hvorfor overhovedet vende tilbage?
Apollo-programmets formål var først og fremmest geopolitisk, og efter Den Kolde Krig var der ikke en ny begrundelse, der vejede lige så tungt.
Det videnskabelige udbytte af bemandede rummissioner er begrænset i forhold til robotmissioner. De kommercielle muligheder er stadig usikre, og prestige alene er sjældent nok til at holde hånden under store budgetter.
Første langsigtede fodfæste på Månen
Et mere nærliggende spørgsmål er måske, hvorfor Artemis tilsyneladende har undgået at følge det samme mønster.
NASA's eget svar er, at astronauter på Månens overflade, og især en mere vedvarende tilstedeværelse, kan hjælpe forskerne med at lære, hvordan mennesker kan leve og arbejde på en anden verden som forberedelse til bemandede missioner til Mars. Det er til dels rigtigt.
NASA fremhæver også, at Artemis skal bygges op gennem kommercielle partnerskaber og internationalt samarbejde, med det mål at skabe menneskets første langsigtede fodfæste på Månen.
Programmet ser ud til at være placeret i et nøje afstemt krydsfelt mellem USA's statslige ledelse, kommercielle opsendelseskapaciteter og en bred samling internationale partnere, samlet under Artemis-aftalerne.
Artemis-aftalerne er et sæt fælles principper for brugen af Månen og andre mål i det ydre rum, som USA og en række andre lande har tilsluttet sig.
Den vigtigste forskel på Artemis og tidligere løfter om at vende tilbage til Månen er, at programmet i hvert fald i teorien fordeler risikoen og bygger på en bredere politisk opbakning.
I praksis er Artemis dog stadig dyrt og sårbart over for skiftende budgetter og politiske prioriteringer.
Der er også en kulturel side til spørgsmålet. Apollo skabte en stærk, men også skrøbelig fortælling om hurtige, heroiske teknologiske landvindinger.
Forhandlinger, kompromiser og modstridende interesser
Artemis bliver derimod udviklet i samfund og demokratiske systemer, hvor investeringer og langsigtede satsninger som regel tager tid og formes af forhandlinger, kompromiser og modstridende interesser.
Hvis Artemis lykkes, er det, fordi de politiske, økonomiske, samfundsmæssige og videnskabelige incitamenter omsider er faldet på plads.
Men indtil det er bevist, er de 50 år mellem Apollo og Artemis mindre et ingeniørmæssigt mysterium end en påmindelse om, hvor svært det er for moderne demokratier at fastholde en længerevarende udforskningsindsats.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
