Rekordlang og risikofyldt: Sådan foregår den vilde månerejse

Der skrives i den grad historie, når den kolossale SLS-raket torsdag 2. april klokken 00.24 dansk tid efter planen letter fra Kennedy Space Center i Florida med et øredøvende brøl.

Raketten bliver det hidtil kraftigste fartøj med mennesker om bord og den blot anden rakettype i historien, der sender astronauter til Månen.

Med på NASA’s storstilede Artemis II-mission er både den første kvinde, den første ikke-hvide og den første ikke-amerikaner, der forlader lav jordbane og rejser helt ud til Månen. Det har kun 27 astronauter gjort før dem, og de var alle en del af Apollo-programmet i 1960’erne og 1970’erne.

Da den danske astronaut Andreas Mogensen var på Den Internationale Rumstation, fløj han rundt i 400 kilometers højde, men de fire Artemis II-astronauter skal meget, meget længere væk. Rejsen går over 400.000 kilometer ud i rummet og tager dem et godt stykke forbi Månen; længere, end noget menneske har været før.

Målet med den ti dage lange mission er først og fremmest at bringe astronauterne rundt om Månen og sikkert tilbage til Jorden. Undervejs skal alle systemer tryktestes, ligesom astronauterne på egen krop skal mærke og dokumentere effekterne af den samlet set mere end en million kilometer lange rejse.

Missionen er et afgørende skridt på vejen mod en egentlig månelanding, der forventes i 2028. Herfra er det langsigtede mål at etablere en bemandet månebase, der med tiden kan blive et springbræt til fremtidige rejser til Mars.

»Det er helt enormt spændende. Vi har i flere årtier talt om, at nu skulle vi tilbage til Månen; nu skulle vi videre ud i rummet, og nu sker det endelig,« siger Andreas Mogensen til Videnskab.dk.

I denne artikel kan du læse mere om Artemis II-missionen, og hvad der inden længe venter astronauterne.

10 dage på ni kvadratmeter

Artemis II er den anden testflyvning i Artemis-programmet.

Den første, Artemis I, blev gennemført i november 2022 og var ubemandet.

Flyvningen var SLS-rakettens jomfrurejse, og med sig havde den Orion-kapslen, der blev sendt planmæssigt i kredsløb om Månen, inden den 25 dage senere landede i Stillehavet.

Med på turen var også de to mannequin-dukker, Helga og Zohar, der udstyret med tusindvis af sensorer og detektorer indsamlede detaljerede målinger af belastningen fra kosmisk stråling.

På Artemis II-missionen er dukkerne skiftet ud med mennesker af kød og blod, der på egen krop skal teste et hav af ting.

De fire astronauter bærer hver især et såkaldt dosimeter, der meget præcist måler, hvor meget stråling de udsættes for.

Undervejs skal rumpiloterne også foretage en række øvelser, der blandt andet tester deres balance og muskelkraft og forandringer i alt fra deres mikrobiom til hjerte- og hjernesundhed.

Spytprøver, der indsamles før, under og efter missionen skal bruges til at undersøge, hvordan rumrejsen påvirker astronauternes immunforsvar.

»Artemis II er en testmission; det næste skridt på vejen mod målet om at lande mennesker på Månen,« siger Andreas Mogensen.

»Astronauternes hovedopgave er netop at være testpiloter, der udover at flyve Orion også skal afprøve en hel masse ting. Det gælder for eksempel også hele life support-systemet om bord; alt fra ilt- og vandforsyning til motionsapparatet og toilettet, altså alt det, der gør det muligt at leve i rumfartøjet i længere tid.«

Det hele foregår på godt ni kvadratmeter, så astronauterne kommer meget tæt på hinanden.

»På Den Internationale Rumstation ligger toilettet mere for sig selv. Vores toilet … det er i gulvet. Vi er stuvet sammen på meget lidt plads, så enhver lyd kan høres af alle. Så ja, det er anderledes,« som Christina Koch, en af Artemis II-astronauterne, for nylig sagde til BBC.

Ikke uden risiko

Denne uges forsøg på at sende Artemis II af sted bliver det tredje af slagsen. To gange i februar måtte opsendelsen udsættes. Først var der problemer med en brintlækage, siden fulgte en afbrudt heliumtilførsel.

Mere alvorligt er det imidlertid, hvis der sker uheld undervejs på missionen. Det kan desværre ikke udelukkes.

»Der er altid risici, og der vil altid være ting, der overrasker dig. Uanset hvor meget tid du har brugt på at teste og analysere hjemmefra, er det bare noget andet, når du kommer ud i virkeligheden,« siger Andreas Mogensen.

Den slags risici er et vilkår på en månemission, siger Andreas Mogensen:

»De vil jo være virkelig, virkelig isolerede. De er fire astronauter om bord på en lille kapsel, og hvis der går noget galt, kan de måske aldrig vende tilbage. Der har vi trods alt på rumstationen en langt større chance for at returnere til Jorden.«

Uden kontakt

Selvom risikoen for skrækscenarier er til stede, er det heldigvis mere sandsynligt, at missionens mest nervepirrende minutter indtræffer, når Orion-kapslen cirka fem dage efter opsendelsen flyver om til Månens bagside, som altid vender væk fra Jorden.

Undervejs mister Orion-kapslen radiokontakten til Mission Control på Kennedy Space Center i 30 til 50 minutter – en kort periode, der både i kontrolcentret og i rumfartøjet må føles som en evighed.

Til gengæld er der gode chancer for, at astronauterne kommer til at se dele af Månen, som ingen andre mennesker har set før dem. Flere af Apollo-missionerne fløj også forbi Månens bagside, men Artemis II passerer med større afstand til Månen, og derfor vil astronauterne formentlig se mere af den mystiske, fjerne side. Det er også her, de kommer længere væk fra Jorden, end noget andet menneske har været før.

Andreas Mogensen nævner også et andet ekstraordinært syn, der venter Artemis II-besætningen.

»De kommer til at se Jorden som en blå kugle, det vi kalder ‘Blue Marble’,« siger den danske astronaut.

»Det er sådan, de fleste forestiller sig, at Jorden ser ud fra rummet, men i virkeligheden skal du jo tusindvis af kilometer ud, før du får det syn.«

Hjem igen

Efter cirka en uge begynder hjemrejsen, som heller ikke er nogen skovtur.

På missionens sidste dag løsriver den forreste del af Orion-kapslen – det såkaldte Crew Module – sig fra servicemodulet, der blandt andet rummer en raketmotor og forsyner kapslen med strøm, vand og andre fornødenheder. Kapslen vender sig nu om, så den bevæger sig mod Jorden med sit varmeskjold forrest.

På vejen tilbage gennem Jordens atmosfære opnår Orion en fart på over 38.000 kilometer i timen, hvorfor varmeskjoldet skal modstå temperaturer på over 2.700 grader. 

Der har været hed debat om varmeskjoldet, da det efter Artemis I-missionen vendte tilbage til Jorden med talrige revner og huller.

Skaderne har fået NASA til at justere den bane, som Orion følger på hjemrejsen. Det betyder, at kapslen udsættes for voldsom varme i kortere tid. Ifølge NASA er det nok til at løse problemet. Forhåbentlig får de ret.

I så fald vil tre faldskærme sørge for at bremse rumkapslen så meget ned, at den lander sikkert i Stillehavet ud for San Diego på den amerikanske vestkyst, hvor specialstyrker står klar til missionens sidste store øjeblik: at bringe astronauterne sikkert i land.

Som Victor Glover for nylig sagde til BBC:

»Jeg glæder mig virkelig til at se de tre smukke faldskærme og plaske ned i Stillehavet. Jeg ved, at det først er der, min kone stopper med at holde vejret.«

Opdatering 9. april 2026: Nye beregninger estimerer, at rumskibet runder 38.000 km/t og ikke 40.000 km/t som tidligere antaget.