Skal vi bygge en Noahs ark på Månen?

Vi er gradvis blevet opmærksomme på de farer, der truer biodiversiteten på Jorden på grund af den måde, vi mennesker behandler vores planet.

Hertil kommer, at selve vores planet jo også kan komme ud for katastrofer, der kan udslette meget af det liv, vi kender. Bare tænk på asteroidenedslag, supervulkaner eller en klimaændring, som helt løber løbsk.

Disse udfordringer har fået et hold af forskere på University of Arizona under ledelse af Jekan Thanga til at overveje muligheden for at anlægge en slags Noahs Ark på Månen, hvor man skal opbevare DNA-materiale fra et meget stort antal dyr og planter. Ideen er, at selv om der sker noget meget voldsomt her på Jorden, så skal Månen nok klare sig.

Hvis vi efter en stor katastrofe på Jorden stadig er i stand til at rejse i rummet, så kan vi jo så bare tage til Månen, hente DNA-materialet hjem og så genskabe det liv, som måtte være gået til grunde.

Planen blev fremlagt på en konference i marts, som på grund af corona blev afholdt virtuelt. Derfor er hele det foredrag, hvor planerne blev præsenteret, lagt ud på nettet, og det kan ses her.

Planen om en Noahs Ark på Månen rummer to aspekter:

• Er planen teknisk mulig?
• Giver planen mening?

Fra Svalbard til Månen

Her på Jorden har vi allerede en sådan Noahs Ark, som dog ikke er nær så ambitiøs som den ark, det amerikanske forskerhold foreslår bygget på Månen.

Den jordiske Noahs Ark ligger oppe nord for polarcirklen på den norske ø Svalbard og har det officielle navn Svalbard International Seed Vault. Det er en frøbank, hvor man opbevarer frø fra en lang række truede planter.

Frøbanken blev indviet i 2008, og planen er, at frøbanken skal sikre det eksisterende planteliv mod store katastrofer som atomulykker og plantesygdomme, der kan udrydde planterne. De mange forskellige frø skal lagres nede i permafrosten. Her er en konstant temperatur på cirka -18° Celsius.

Desuden findes i San Diego i USA en ’Frozen Zoo’, hvor man opbevarer DNA-materiale fra udvalgte dyr ved en temperatur på -196 grader. Det er endnu et forholdsvis lille projekt, men det kan nå at udvikle sig.

Med det tab af biodiversitet vi allerede nu oplever, må man nok sige, at både den norske frøbank og den frosne Zoo er rigtig gode ideer, og på en måde kan man godt forstå, at nogle forskere ønsker at tage skridtet videre og opbygge en meget større DNA-bank på Månen.

Tæt på teknologisk muligt

Sagt kort så kan den fremlagte plan stort set gennemføres med den teknik, vi kender i dag, selv om der lige mangler et par tekniske gennembrud.

Et DNA-lager på Månen skal beskyttes godt, især mod stråling. Her er det så heldigt, at vi nu ved, at der mange steder på Månen findes huler. Nogle af dem er skabt af flydende lava som i en fjern fortid har strømmet under overfladen.

Når lavaen et forsvundet, har den i nogle tilfælde efterladt et langt hult rør, et såkaldt lavarør. Sådanne lavarør kender vi også fra vulkaner her på Jorden.

Det er hernede dybt under Månens overflade, man vil gemme DNA-materialet. Her er det beskyttet mod strålingen fra rummet af et tykt lag klippe, ligesom temperaturen er nogenlunde konstant omkring -25 grader uden de store udsving, vi kender fra Månens overflade.

Vi kommer nok snart til at lære mere om disse huler, for ESA er i færd med at udvikle robotter, der kan trænge ned i hulerne og udforske dem. De amerikanske forskere har også selv fremlagt planer for robotter, der kan udforske huler.

Disse planer hænger sammen med, at man gerne vil udforske muligheden for at bygge en bemandet base i en sådan hule.

En iskold ark med svævende robotter

Flere lande har lige nu planer om igen at sende mennesker til Månen, og det betyder, at der bygges meget store raketter, landingsfartøjer, køretøjer og alt det, der skal til for at opbygge en base på Månen.

Det vil alt andet lige gøre det meget lettere for DNA-basen at blive til virkelighed, fordi man ikke skal begynde helt forfra med bygning af raketter og rumskibe.

Men en langvarig opbevaring af DNA kræver meget lave temperaturer på mellem -180 og -196 grader. Det er heller ikke et uløseligt problem, men så lave temperaturer vil nok gøre det umuligt for mennesker at passe lageret, hvor der nok hele tiden skal tilføres og hentes DNA-materiale.

Det bliver nødvendigt at udvikle robotter, der kan arbejde og operere ved disse meget lave temperaturer. Her indrømmer de amerikanske forskere, at vi ikke kan bygge sådanne robotter i dag, for de vil simpelthen fryse fast til gulvet.

Derfor foreslås robotter som ved hjælp af magnetfelter og superledende materialer kan svæve uden at røre ved noget. Den teknik ligger nok noget ude i fremtiden, men er i princippet fuldt ud mulig.

Så hvis vi er villige til at ofre et par hundrede milliarder dollar eller euro, så kan planen godt blive til virkelighed. Spørgsmålet er nærmere, om projektet er pengene værd.

Hvorfor bygge på Månen?

Man kan godt undre sig over, hvorfor det skulle være en bedre ide at bygge en sådan base på Månen, når vi nu allerede har en – ganske vist beskeden – begyndelse på Svalbard. Forskerne fremfører selv argumentet, at Svalbard er en ø, som kan risikere at blive oversvømmet, hvis havene stiger som følge af klimaændringer.

Det argument holder dog ikke, for man kunne jo for forholdsvis få penge bygge nogle flere 'arker' som Svalbard og så sørge for, at i hvert fald nogle er placeret højt oppe over havet.

Det vil også give en større sikkerhed, at vi gemmer frø og senere også DNA-materiale flere steder på Jorden – og desuden vil det være uendelig meget lettere at få adgang til disse lagre, hvis de i forvejen er på Jorden.

Det, Månen måske kan tilbyde, er en sikker langtidsopbevaring, og hermed menes ikke bare 100 år, men meget længere tidsrum, og her kommer vi så til sagens kerne, nemlig de trusler biodiversiteten står overfor.

Vi står overfor to typer af problemer:

• De kortsigtede, der især skyldes mennesket selv
• De langsigtede, som især skyldes globale katastrofer skabt af naturen

Lad os først se på de kortsigtede problemer, som hovedsagelig kan føres tilbage til rovdrift på naturen, afbrænding af skove, forurening, og den ganske simple kendsgerning, at vi breder os så meget, at der bliver stadig færre naturlige tilholdssteder for et utal af dyr og planter.

Bevar livet på Jorden

Hvis vi overhovedet skal overleve, bliver et vigtigt projekt i de kommende århundreder at genoprette naturen. Noget haster mere end andet, og som eksempel nævner forskerne nedgangen i antallet af bier, som jo er helt afgørende for bestøvning af planter.

Det er et problem allerede nu, som nok vil kræve en hurtig løsning alene for at sikre fødevareproduktionen.

Hvis vi nu får brug for frøbanker eller DNA-lagre, så er det vigtigt, at vi har dem, når vi skal bruge dem – og også at de er til rådighed, uden at det koster en formue. Det problem kan løses ved at oprette et antal frøbanker og DNA-lagre her på Jorden.

Månen er i denne sammenhæng et kostbart langtidsprojekt, da genopretningen skal ske i løbet af de næste par hundrede år.

I øvrigt giver forskerne også nogle tal, der viser, at det vil tage rigtig lang tid at gemme DNA på Månen. De nævner selv, at 6,7 millioner arter er så truede, at det kunne være en ide at gemme deres DNA, nemlig:

• 5,1 millioner svampearter
• 0,3 millioner plantearter
• 1,3 millioner dyrearter

Det bliver noget af en opgave at få sendt så mange DNA-prøver til Månen, især fordi det nok er nødvendigt at sende mere end en DNA-prøve fra hver art. Det er et projekt, der kun kan betale sig, hvis vi taler om en virkelig langtidsopbevaring på måske flere tusinde år.

Hvis verden nu går under

En opbevaring af DNA på Månen i tusinder af år giver mening, hvis formålet er at kunne genoprette Jordens liv efter en global katastrofe. Vi ved fra geologien, at Jorden har oplevet mindst fem større katastrofer, som har medført, at en meget stor del af arterne på Jorden pludselig er uddøde – men de er da heldigvis meget sjældne.

De amerikanske forskere omtaler specielt Toba – supervulkanen i Indonesien for 75.000 år siden. Genetiske undersøgelser har vist, at antallet af mennesker efter udbruddet kom helt ned på nogle få tusinde.

Vulkanudbruddet har ret sikkert været efterfulgt af betydelige og langvarige klimaændringer, som har gjort det vanskeligt at overleve.

Da globale katastrofer er meget sjældne, giver det mening at gemme DNA-materiale i meget lang tid – måske flere tusinde år. Det giver i hvert fald en teoretisk mulighed for at kunne genskabe tabte livsformer på forholdsvis kort tid.

»Life finds a way«

Tænker vi på livet som helhed, og ikke bare menneskets mulighed for at overleve, skal vi nu ikke være så bekymrede. Hver gang Jorden har oplevet en masseuddøen, er livet vendt tilbage med nye arter.

Det tager bare millioner af år igen at fylde Jorden med liv, og det er en tidsskala, som for os mennesker er en evighed. Skal vi genbefolke Jorden, bliver det nødvendigt med lidt hjælp – og her kan et DNA-lager være en helt afgørende faktor.

Grundlæggende er en Noahs ark på Månen en forsikring mod fremtiden, men ligesom vi gør i privatlivet, skal man overveje, hvilke forsikringer det kan betale sig at tegne.

Det kan udmærket godt vise sig, at vi burde have bygget et DNA-lager på Månen, men for de fleste vil enorme investeringer på Månen nok være en for høj pris at betale for hændelser, som i hvert fald er meget sjældne og måske slet ikke vil finde sted inden for et tidsrum, som er relevant for os mennesker.

Men det bliver givetvis et emne, som med mellemrum vil blive debatteret, for det bliver stadig mere klart, at vi har et stort ansvar for at være med til at bevare naturen.