Saddam Husseins superkanon skulle sende satellitter ud i rummet

Hvis projektet var lykkedes, så ville det være med et kanonskud, der bogstavelig talt kunne høres verden rundt.

Skuddet ville komme fra en enorm kanon ved navn Big Babylon, som var udstyret med et 156 meter langt kanonrør. Med en sprængladning på ikke mindre end ni ton kunne kanonen nemlig sende en to ton tung granat afsted med en sådan fart, at den ved hjælp af en lille raket kunne gå i bane om Jorden.

Irak under ledelse af Saddam Hussein ville så have fået den første satellit opsendt med en kanon – en begivenhed, der nok skulle vække opmærksomhed i Mellemøsten. For en kanon af den størrelse kan jo også sende en granat til ethvert land i området.

Havde det ikke været for to enorme kanonrør, der nu er udstillet på et militært museum på Fort Nelson i England, kunne man let tro, at hele historien er opdigtet.

Men historien om Saddam Husseins Babylon-kanon, og hvad den havde at gøre med et rumprogram for Irak, er skam ægte nok. Historien er bragt af BBC, og deres fulde beretning kan læses her.

Gerard Bull og kanonen

Babylon-kanonen var konstrueret af den canadiske ingeniør Gerald Bull (1928-1990), som gennem mange år havde arbejdet med avancerede kanoner både for den canadiske og den amerikanske regering. Men Bull havde en ambition - nemlig at bygge en kanon, der kunne nedsætte omkostningerne ved at sende en satellit ud i rummet.

Nu kræver det en fart på 28.000 kilometer i timen for at sende en satellit i bane, og hvis man overhovedet kunne bygge en kanon, der kunne sende et projektil afsted med den fart, så ville projektilet simpelthen brænde op, før det var nået ret langt.

Bull så kanonen som en slags første trin, der kunne give et projektil udstyret med en raket så meget fart på, at det forholdsvis let kunne gå i bane om Jorden. Raketten skulle naturligvis først tændes, når projektilet var kommet så højt op, at luftmodstanden var meget lille.

Bull mente nok, at han kunne konstruere en kanon, der kunne sende et projektil afsted med mellem 7.000 og 10.000 kilometer i timen, og selv om g-påvirkningen ved affyringen ville være enorm, så skulle det nok være muligt at konstruere elektronik, som kunne klare belastningen.

For nu at gøre en lang historie kort, så blev Bull kontaktet af Iraks regering i 1981, på et tidspunkt hvor Saddam Hussein var forsvarsminister. Han var nok mest interesseret i, at Bulls kanoner kunne skyde meget langt, men han havde da heller ikke noget mod den prestige, det ville give, hvis Irak fik noget ud i rummet.

Resultatet blev en kontrakt på 25 millioner amerikanske dollar til at bygge to udgaver af Babylon-kanonen: Baby Babylon og Big Babylon.

Big Babylon var noget af et projekt med sit 156 meter langt kanonrør og en kaliber på ikke mindre end 1.000 mm - altså en meter. Til sammenligning er den mest anvendte kaliber for moderne vestligt artilleri 150 mm. Alene kanonrøret ville veje 1.500 ton, så kanonen kunne ikke flyttes, hvilket stort set ville gøre den militært uanvendelig, fordi kanonen hurtigt ville blive angrebet.

Man startede - meget fornuftigt - med at bygge en mindre kanon ved navn Baby Babylon med et kun 45 meter langt kanonrør og en kaliber på 350 mm.

Baby Babylon blev færdigbygget og afprøvet. Men så skete der noget.

I 1990 blev Gerald Bull nemlig myrdet med fem skud, da han var på vej ind i sin lejlighed i Bruxelles. Mordet er aldrig officielt opklaret, men forskellige efterretningstjenester har været nævnt.

Bare to uger senere beslaglagde engelske myndigheder to enorme rør, der var fremstillet i England og nu var på vej med skib til Irak. Det er de rør, som nu er udstillet, og som altså skulle have været en del af Big Babylon.

Rumprogrammet fortsætter - og Israel bliver rummagt

Babylon-projektet var nu dødt, men der var også et andet projekt, som måske havde en større mulighed for at sende noget ud i rummet.

Som mange andre lande havde Irak købt de såkaldte Scud-raketter fra Sovjetunionen. Scud er en kortrækkende raket (eller missil) som Irak anvendte under Golfkrigen i 1991 til angreb på både Israel og Saudi-Arabien.

Men Scud kunne også anvendes på en anden måde, nemlig som grundlag for en raket til at opsende satellitter. Mange af oplysningerne stammer fra en FN-rapport, som blev udarbejdet efter USA havde erobret Irak i 2003.

Det ser ud til, at Irak på den tid havde gang i to projekter:

• Bygning af en 25 meter lang raket med tre trin ved navn Al-Abid beregnet til at opsende satellitter. Første trin var opbygget af fem Scud-missiler koblet sammen, og andet trin var et enkelt modificeret Scud-missil. Der var planlagt et tredje trin, som man ikke ved meget om. Al-Abid er så vidt vides kun blevet affyret én gang i 1989, hvor kun første trin var aktivt – og hvor opsendelsen endte i en eksplosion 45 sekunder efter start.
• Bygning af en lille satellit ved navn Al-Ta’ir med en vægt på 75 kilo. Der var ikke meget militært over den – som Iraks første satellit skulle den bare afprøve teknik. Al-Ta’ir er aldrig blevet opsendt, selv om der var følere ude om at få den opsendt med en Ariane-raket.

Al-Abid var et betydeligt mere realistisk projekt end den store kanon, men det nåede aldrig at blive til noget. Med den teknik, Irak dengang rådede over, ville opsendelsen af et par enkelte små satellitter heller ikke have haft nogen militær betydning, selv om de kunne give Irak - og dermed Saddam Hussein - en vis prestige.

Men man kan godt forstå, at Saddam tænkte på satellitter, for ikke langt fra Irak var et andet land, nemlig Israel, ved et starte et meget større rumprogram, som i de følgende år skulle få en stor betydning.

I 1988 opsendte Israel sin første satellit, og i årene efter blev der gradvist opbygget et program især baseret på satellitter til spionage, kommunikation og overvågning af Jorden.

Israel har helt klart anset rumprogrammet for meget vigtigt – så vigtigt, at de opsender satellitter i vestlig retning ud over Middelhavet. Dette er mod Jordens rotation, så det koster en del ekstra brændstof at få en satellit i bane om Jorden, hvis man gør det på den måde.

Det normale er at opsende satellitter mod øst, i samme retning som Jorden for på den måde at udnytte Jordens rotation. Men af geografiske og politiske grunde er Israel nødt til at opsende mod vest.

I dag anses det israelske rumprogram som en ganske vigtig del af Israels militære styrke. Det kan have haft indflydelse på Iraks planer, men problemet var den store forskel på Irak og atommagten Israel med en stor højteknologisk industri – noget som Irak manglede.

Irak havde simpelthen ingen mulighed for at gå i Israels fodspor, hvad angik rummet. Men Irak var klar over, at det at råde over satellitter kunne få en militær betydning - ikke bare for stormagter, men også for mindre lande.

Situationen i dag

I dag er det ikke som for 30 år siden nødvendigt selv at kunne bygge og opsende satellitter. Man kan købe næsten nøglefærdige systemer, men de kræver, at man kan betjene dem. Det er derfor nødvendigt med en infrastruktur, både hvad angår industri og teknisk personale, hvis man skal gøre brug af avanceret teknologi – og det er en afgørende udfordring for ethvert land.

Det er Ukraine et godt eksempel på. Ukraine havde nemlig allerede før invasionen en ganske stor og avanceret rumindustri, som endda kunne eksportere raketmotorer og andet udstyr til Vesten. De havde derfor lige fra krigens start den nødvendige infrastruktur til at anvende satellitter.

Der er kommet en rapport fra OECD, som ud fra erfaringerne i Ukraine opsummerer de faktorer, der afgør, hvad der kræves for at anvende rummet militært. Rapporten er helt sikkert blevet taget til efterretning i mange lande - den kan læses hér.

Trods de store økonomiske og politiske problemer i Irak, så er der også hér planer om satellitter. Der er dog stadig meget langt til, at landet kan kalde sig en rummagt, også selv om den første satellit blev opsendt i 2014. Det var den kun fire kilo tunge Tigrisat, som var bygget af studenter fra Irak på et universitet i Rom. Formålet med satellitten var at overvåge støvstorme, og den blev opsendt med en russisk raket.

Den største betydning er nok, at selv et lille projekt som Tigrisat kan føre til, at der uddannes nogle, som ved noget om satellit-teknologi og derfor kan anvende den.

Iraks nuværende rumprojekter er svære at følge, men vi har fundet en rapport om, at regeringen nu søger samarbejde med andre lande, herunder arabiske, om at bygge og opsende en satellit til kommunikation, men der er ingen detaljer.

Iraks gamle fjende Iran har et rumprogram, der er baseret både på egne raketter og satellitter, men også på et samarbejde med Rusland. Iran opsendte sin første satellit i 2009, og siden da har der være nogle få opsendelser af mindre satellitter.

I august 2022 – altså efter invasionen af Ukraine - opsendte russerne den 600 kilo tunge Khayyam-spionsatellit for Iran. Satellitten er bygget af russerne men med deltagelse af ingeniører fra Iran, der derved har fået sig en god uddannelse. Der er planer om at fortsætte dette samarbejde.

Andre lande som De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien investerer også i rumteknologi og får endda opsendt astronauter til ISS. På den måde får de også opbygget den nødvendige viden til at kunne købe og anvende satellitter – både civilt og militært.

Saddam var diktator og kunne følge sine egne planer. Det var fremsynet at se værdien af satellitter også i forhold til ’lokale’ konflikter i Mellemøsten. Big Babylon var nok en dårlig investering, men hvis kanonen var blevet affyret og havde sendt noget i bane, så havde det været noget af en prestige-sejr at kunne prale af at have den første satellit, som var opsendt med en kanon…

I dag kan man ret let købe alt fra raketter til satellitter. Fokus må derfor være at uddanne folk, som har forstand på satellitter, og det kan ske ved at støtte små ’studenterprojekter’, hvor man bygger og får opsendt en lille satellit på et par kilo samt at skabe en højteknologisk industri, hvor disse mennesker kan finde arbejde.

Kun hvis man selv har en vis ekspertise, er det muligt at kunne anvende de raketter, som man kan købe, hvis behovet opstår – og som verden ser ud, er der en høj sandsynlighed for, at behovet på et eller andet tidspunkt vil opstå.