USA bekræfter våben i rummet: Satellitter er en del af fremtidens slagmark

På en konference i staten Maryland 14. september kom den amerikanske minister for luftvåbnet, Troy Meink, med en uventet udtalelse:

Nemlig den første officielle bekræftelse af, at USA har placeret våben i rummet.

»Vi øger beredskabet over for eksisterende trusler, og USA råder over rumbaserede våben til rumkontrol, der er i stand til at forsvare den fælles styrke mod fjendtlige handlinger,« udtalte Troy Meink.

Det er nok ikke en nyhed for dem, der følger med i, hvad der foregår i rummet, men den offentlige indrømmelse har alligevel vakt stor opsigt, for selvom et land har rumvåben, så er det normalt ikke noget, man taler om.

Så hvorfor kom han så pludselig med en officiel udtalelse om, at amerikanerne allerede har våben i rummet?

Der er ingen tvivl om, at udtalelsen er med til at øge spændingen i rummet.

Både Rusland og Kina har ikke været sene til at fordømme de amerikanske våben - selvom de naturligvis selv har våben udstationeret i rummet.

Så hvorfor giver amerikanerne ’fjenden’ en let politisk sejr?

Den mest oplagte forklaring er, at den amerikanske regering er begyndt at føre en mere aggressiv politik.

Ved at fortælle om dens militære muligheder forsøger regeringen at afskrække en modpart.

Det vil næppe fungere i praksis, men amerikanerne har i flere år været bekymrede for de muligheder, Rusland og især Kina nu har for at kunne lamme amerikanske satellitter.

Udtalelsen afspejler også en anden udvikling, som Troy Meink kom ind på i sin tale.

»På den europæiske krigsskueplads har angrebsdroner af engangstypen afløst artilleriet som den primære dræber, mens pansrede køretøjer ofte står uvirksomme hen,« sagde han.

Netop udviklingen af Ukrainekrigen til en dronekrig gør satellitter endnu vigtigere.

De bomber, droner medfører, er normalt ret små. Medmindre man rammer meget præcist, vil det normalt ikke være nok til at ødelægge et militært mål.

Derfor er styring af droner over store afstande blevet helt afgørende.

Det er en opgave, som kan løses ved at bruge satellitter.

De 10.000 Starlink-satellitter har her spillet en afgørende rolle for Ukraine, så det, der sker på slagmarken, er i stigende grad blevet afhængigt af at have en god adgang til satellitter i rummet.

Det er derfor blevet mere vigtigt at kunne blokere for satellitter. Det åbner så et andet problem.

I dag er mange satellitter det, man kalder ’dual use’, hvilket betyder, at de kan anvendes både civilt og militært.

Hvis man begynder at blokere for sådanne ’dual use’-satellitter, så kan det få store politiske konsekvenser. Satellitter bruges i dag til for eksempel GPS, internet, telefoner, bankvirksomhed, global fragt og transport – også af lande som ikke er en del af krigen.

Det er denne nye virkelighed, som rummagterne nu skal manøvrere i, og hvor ’rumkrig’ kræver både politisk og teknisk kompetence.

England går med

Den britiske forsvarsminister, Wes Streeting, har 23. september sagt, at Storbritannien vil oprette en særlig eskadrille under RAF, det britiske luftvåben, som får til opgave at beskytte og forsvare de satellitter i rummet, som man er blevet så afhængig af.

Mere præcist bliver opgaven at beskytte de kritiske satellitter, der navigerer britiske skibe, forbinder mobiltelefoner og advarer om missilangreb.

Det bliver den tredje rumeskadrille, briterne opretter.

Hvor de to første alene har overvåget og varslet om trusler i rummet, så bliver den tredje meget mere offensiv.

Ved hjælp af avanceret teknologi – herunder elektronisk krigsførelse – skal enheden forstyrre, svække og forhindre fjendtlige handlinger.

Eskadrillen vil støtte både offensive og defensive rumoperationer, og det er en vigtig oplysning, da offensive operationer vil kræve våben ude i rummet.

Det betyder, at briterne nu vil følge den amerikanske strategi med omtrent samme begrundelse, som den her er formuleret af forsvarsministeriet:

»Storbritannien er nødt til at holde trit i det nye rumkapløb. Kontrol over bølgerne var den afgørende ingrediens i det 19. århundredes afskrækkelse. Derfor byggede Storbritannien den bedste flådemagt i historien. I det 20. århundrede handlede det om kontrol over luftrummet, og derfor byggede vi et luftvåben i verdensklasse for at beskytte os. Dette århundrede vil afhænge af kontrol over rummet.«

»Vores afhængighed af rummet er netop derfor, at det i stigende grad er truet af vores modstandere. Denne trussel vokser i omfang, hastighed og sofistikering. Og udfordringer i rummet afspejler i stigende grad geopolitikken på Jorden.«

Vi kan nok forvente lignende initiativer fra andre lande som Frankrig, Tyskland og måske også Indien og Japan.

Rumkrigens mulige våben

Det er ikke alle våben, der er egnede til at blive anvendt i rummet.

Forsøg fra 1960’erne viste, at en atomeksplosion i rummet kan skabe et kunstigt strålingsbælte, der både vil ødelægge fjendens og ens egne satellitter.

Endelig vil en atomeksplosion i rummet være yderst farlig for astronauterne både på ISS og den kinesiske rumstation Tiangong, da de gentagne gange vil flyve gennem det nye strålingsbælte.

Et andet uegnet våben er at skyde løs på en satellit, så den går i tusind stykker.

Det har man prøvet på flere gange.

Nok bliver satellitten ødelagt, men der skabes så store mængder rumskrot, at egne satellitter også let kan blive ødelagt.

Desuden kan dele af rummet omkring Jorden blive så fyldt med rumskrot, at man måske i årtier ikke kan opsende nye satellitter, fordi de så hurtigt vil blive ødelagt.

Derfor er den mest sandsynlige udvikling, at man flyver tæt på den satellit, der skal blokeres, og så jammer eller spoofer satellitten så meget, at den ikke kan bruges.

Ved spoofing udsendes falske navigationssignaler, som kan få en GPS til for eksempel at beregne en forkert position.

Både jamming og spoofing kan udføres fra Jorden, men måske mere effektivt fra en fjendtlig satellit, der kommer tæt på.

En anden mulighed er at blænde satellittens instrumenter med laserstråler. Det kan også udføres både fra Jorden og fra nærgående satellitter.

Observationer af kinesiske satellitter tyder på, at det er en mulig udvikling.

De manøvrerer rutinemæssigt tæt på amerikanske militære satellitter, på samme måde som amerikanske satellitter til tider placerer sig ved siden af ​​kinesiske eller russiske rumfartøjer.

Analytikere fra Center for Strategic and International Studies skrev i deres rapport ’2025 Space Threat Assessment’, at »Kina fortsætter med at opsende og betjene yderst manøvredygtige satellitter, hvilket vidner om en avanceret teknologisk og operationel kompetence, der – hvis den ikke allerede anvendes til sådanne formål – kunne muliggøre et formidabelt arsenal til rumkamp.«

Den vurdering kommenterede Troy Meink på en pressekonference efter talen i Maryland, hvor han sagde:

»Er der nogen i lokalet, der er i tvivl om, hvorvidt kineserne eller russerne har udviklet denne type våben? I mere end et årti har vi talt om – og udtrykt bekymring over – at kineserne og russerne har udviklet våben til brug i rummet. Vi er nødt til at fokusere på at sikre, at vi kan beskytte os selv, når vi opererer i det miljø.«

Den gyldne kuppel

Amerikanerne har et projekt, der igen kan ændre spillereglerne ud i rummet.

Det er ’The Golden Dome’, der er et meget kostbart projekt til at beskytte USA mod angreb.

Tusinder af satellitter skal placeres i bane om Jorden for at kunne opfange og ødelægge angribende raketter.

Ifølge Trump skal mange af disse satellitter medføre offensive våben.

Desuden skal hele det uhyre komplekse system styres af AI.

Nok er der våben i rummet nu, men det er kun meget få i forhold til, hvad der vil komme med Golden Dome.

Det kan derfor være, at vi om 10-20 år vil se tilbage på denne ellers så urolige tid som forholdsvis fredelig.

Aldrig har rumfartens fremtid været så afhængig af samarbejde og politisk visdom, som desværre er en stor mangelvare.