Muligheden for liv i universet fandtes længe før vores solsystem

Er vi alene?

Fra skyerne omkring Venus og ørkenerne på Mars til Jupiters og Saturns måner har vi ledt efter selskab i vores solsystem.

Efter mere end 60 års eftersøgning har vi endnu ikke opfanget nogen signaler fra andre civilisationer.

Heller ikke uden for Solsystemet har vi fundet sikre tegn på, at der eksisterer liv.

Alligevel er det usandsynligt, at vi mennesker er ’de førstefødte’ - det første tegn på intelligent liv i universets historie.

Da Solen og Solsystemet først blev dannet mere end 8 milliarder år efter Big Bang, havde der nemlig - teoretisk set - allerede i flere milliarder år været mulighed for liv i universet.

I disse år er diskussionen om det første liv i universet blusset op igen.

Observationer og beregninger viser, at livet kunne være begyndt meget tidligere end hidtil antaget, bare 300 millioner år efter Big Bang.

Det er så tidligt, at galaksedannelsen kun lige var begyndt.

I artiklen her ser vi nærmere på muligheden for dette.

Fra Big Bang til liv

Går vi helt tilbage til tiden lige efter Big Bang, var liv slet ikke muligt.

Ved Big Bang blev der kun skabt brint og helium, mens levende organismer, som vi kender dem, er baseret på meget andet end brint.

De vigtigste er kulstof, ilt, kvælstof, fosfor og svovl.

Disse grundstoffer skulle først dannes sammen med alle de andre grundstoffer, og det kan først ske, når der er dannet stjerner.

Da universet blev dannet for 13,7 milliarder år siden i Big Bang, var der hverken stjerner eller planeter. Der var kun en tæt og meget varm gas af brint og helium.

Denne gas blev senere til stjerner og galakser, og resultaterne fra James Webb teleskopet tyder på, at de første stjerner blev dannet kun 100 millioner år efter Big Bang.

Det er meget tidligere end hidtil antaget.

Population 3-stjerner

Disse tidlige stjerner har været opbygget af næsten ren brint og helium, da der ikke var andre grundstoffer på det tidspunkt.

Astronomer kalder også denne type stjerner for 'population 3-stjerner' og andre grundstoffer end brint og helium for tunge grundstoffer.

Dannelsen af tunge grundstoffer kræver store stjerner.

Man mener, at netop disse første population 3-stjerner af brint og helium har været meget store, langt større end Solen.

De har kun levet kort tid, inden de er eksploderet som supernovaer, og det har været afgørende for muligheden for liv.

Ved en supernovaeksplosion spredes tunge grundstoffer ud i universet, hvor de så kan indgå i dannelsen af nye stjerner og planeter.

Men det tager tid, før der er dannet tilstrækkeligt med tunge grundstoffer til at danne planeter som Jorden, der jo består af metal og klipper.

Simulering af enorme supernovaer

Et britisk hold af astronomer har i en forskningsartikel, der blev bragt i tidsskriftet Nature Astronomy i 2025, beskrevet simulationer, der viser, hvordan de første stjerner har bidraget til dannelsen af tunge grundstoffer, specielt ilt.

Konkret har de simuleret udviklingen af to stjerner, hvor den ene var 13 gange tungere end Solen, og den anden var 200 gange tungere end Solen.

Simulationen viste, at den mindste stjerne overlevede i cirka 12 millioner år, før den døde som en supernova.

Ved eksplosionen blev store mængder ilt, som stjernen havde produceret, slynget ud.

Simulationen viste også, at mængden af ilt havde en masse på 17.000 gange Jordens masse.

Den største stjerne overlevede ‘kun’ i to en halv million år, før den blev til en supernova, og her blev der udslynget mere end 18 millioner gange Jordens masse, svarende til 55 gange Solens masse.

Holdet var specielt interesseret i dannelsen af ilt, fordi ilten kan gå i kemisk forbindelse med brint og skabe vand (H₂O).

Dermed var universet ikke længere en tør ørken, og det var det første skridt på vejen mod muligheden for liv.

Liv kan være opstået 300 millioner og 1 milliard år efter Big Bang

De første population 3-stjerner levede sandsynligvis for kort tid til, at planeter kunne nå at dannes.

Men de har dannet de nødvendige tunge grundstoffer til det næste skridt, nemlig dannelsen af klippeplaneter som Jorden.

Så selv om de første stjerner er dannet bare 100 millioner år efter Big Bang, skal vi længere frem, før mindre stjerner med det nødvendige indhold af tunge grundstoffer blev skabt.

Det er svært at sige præcist, hvornår liv blev muligt.

Men de skøn, som astronomer på området arbejder med, er et sted mellem 300 millioner og 1 milliard år.

Uanset om muligheden for liv opstod efter 300 millioner eller 1 milliard år, har der været tid nok til, at den første civilisation kunne være opstået i et meget ungt univers, længe før Solen og Jorden blev dannet.

Det interessante er, at selv om det kunne være sket, så kunne denne ‘førstefødte’ civilisation med stor sandsynlighed være forsvundet hurtigt igen.

For universet var dengang et farligt sted for liv.

Det tidlige univers var livsfarligt

Det helt unge univers har været noget mere klemt, end det univers vi kender i dag, for universet udvider sig som bekendt hele tiden.

Galakserne var mindre og meget tættere på hinanden end i dag.

Set fra en af de første planeter ville stjernehimlen have været imponerende, men ganske farlig.

Man ville let kunne se andre galakser på himlen med det blotte øje, hvad vi jo (bortset fra Andromeda-galaksen) ikke kan i dag.

Men det er ikke den eneste forskel.

Stjernedannelsen var dengang meget mere intens, og på himlen ville vi nok kunne se flere store områder, hvor der blev dannet stjerner og i det hele taget langt flere stjerner, end vi kan se på vores himmel.

Det har sikkert været flot, men netop i sådanne områder dannes der ikke bare små stjerner, men også store stjerner, der eksploderer som supernovaer.

De er farlige, og man skal helst holde sig på god afstand – et par hundrede lysår eller mere – for at undgå, at strålingen fra eksplosionen bliver farlig for liv.

Så det kan godt være, at ’de førstefødte’ har opnået at opleve et sådant ungt univers, for så bare at blive udslettet som følge af en supernovaeksplosion for tæt på dem.

Nogle civilisationer kan dog have været så heldige, at de har overlevet de nærgående supernovaer.

Hvis det er tilfældet, findes der måske et eller andet sted i Mælkevejen observationer af Jordens og Solens dannelse for 4,6 milliarder år siden.

Hvem ved?

Hvorfor ser vi ikke tegn fra tidlige civilisationer?

Spørgsmålet er så, hvorfor vi ikke har set noget tegn på disse meget tidlige civilisationer?

Der er den mulighed, at udviklingen går i en retning, så vi simpelthen ikke kan spore avancerede civilisationer.

For det første, kan det da godt være at de findes, men har andet at tage sig til end at sende radiosignaler og rumskibe til primitive planeter.

En anden gængs teori går under navnet ’Rare Earth’, altså den sjældne Jord.

Teorien går ud på, at vejen fra mikroskopisk liv til mere avanceret liv med dyr og planter er meget snæver og kræver en planet, der ligner Jorden meget.

I teorien nævnes en lang række faktorer, som måske har været helt afgørende for livets udvikling fra mikroskopisk til avanceret liv:

Planeten skal, som Jorden, have en Måne, et stærkt magnetfelt, et nogenlunde stabilt klima, pladetektonik, befinde sig det rigtige sted i Mælkevejen og meget andet.

Hvis alle disse faktorer er afgørende, er det sandsynligvis meget få planeter som opfylder kravene.

Det kan godt være, at liv er noget, der opstår ret let og hurtigt under de rigtige forhold, men at det er uhyre sjældent, at livet kan udvikle sig fra mikroorganismer til noget mere kompliceret.

Men selv om planeter, der helt ligner Jorden, er sjældne, så er Mælkevejen meget stor med mange milliarder af planeter, så nogle skal der nok være.

De fleste mener nu også, at livet nok kan udvikle sig på planeter, der ikke helt ligner Jorden – men det gør bare problemet endnu større.

Så alene den kendsgerning, at Jorden først opstod godt 8 milliarder år efter Big Bang, er nok til at afsløre en mængde mysterier, som vi i dag endnu ikke har en løsning på.