Opdatering 15. april klokken 9.05: Efter opsendelsen var blevet udsat flere gange denne uge, kom SpaceX-raketten med de danske studentersatellitter endelig helskindet op i rummet lørdag 15. april.
Den oprindelige artikel:
Denne uge kulminerer tre års arbejde, når en danskbygget satellit efter planen bliver skudt ud i rummet.
Det sker med en Falcon 9-raket fra rumfirmaet Space X, som opsendes fra Vandenberg-rumbasen i Californien i USA.
Der er tale om en såkaldt cubesat – en mini-satellit, som blot måler 10 x 10 x 10 centimeter og vejer lidt over 1 kilo.
»Vi skriver et nyt kapitel i dansk rumhistorie med opsendelsen. Det er første gang, at studerende fra fire danske universiteter samarbejder om et rumprogram,« siger Christoffer Karoff, der leder projektet og er lektor på Institut for Geoscience og på Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet.
Det er studerende fra Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og IT-Universitetet, som har bygget, designet og testet den nye satellit.
Nyt dansk rumprogram
Satellitten hedder DISCO-1 og er dermed den første af sin art i det nye studenter-satellit-program kaldet DISCO.
DISCO-1 skal teste teknologien forud for den efterfølgende klimasatellit DISCO-2, der efter planen skal sendes op til næste sommer og overvåge afsmeltning af is i Grønland.
\ DISCO-1
DISCO-1 er en mini-satellit – en cubesat – som er bygget af studerende fra fire danske universiteter.
Efter opsendelse vil satellitten passere Danmark to gange i døgnet og skal efter planen være i kredsløb i cirka tre år.
Satellitprogrammet er finansieret af Industriens Fond, satellitten er produceret i samarbejde med Space Inventor, mens firmaet Momentus sammen med SpaceX er ansvarlige for opsendelsen.
Opdatering 15. april: Oprindeligt skulle satellitten være opsendt 11. april, men opsendelsen blev i sidste øjeblik udskudt af SpaceX. Siden blev opsendelsen udskudt endnu engang. Lørdag 15. april klokken 8.48 lykkedes det endelig for satellitterne at blive sendt op i rummet.
»Det store formål med studenter-satellitter er undervisning. Det er den læring, som kommer ud af at gøre tingene selv, og som man ikke kan få ved at kigge i en bog,« siger René Fléron, som forsker i cubesats ved Danmarks Tekniske Universitet og tidligere selv har været involveret i studenter-satellitter.
Får lov at være ‘rigtig ingeniør’
For ingeniørstuderende Marcus Spørring har det netop også været givende at få lov at være en del af »et rigtigt projekt.«
Både i forhold til det praktiske og tekniske arbejde med satellitten, men også i forhold til indsigten i alt det administrative arbejde som ligger bag, fortæller han.
»For mig har det især været spændende, når vi har fået lov til at være kreative og komme med bud på, hvad man mener kan være den bedste løsning, når vi skal designe dele af satellitten. På den måde får man lov at være ingeniør, allerede mens man studerer,« siger Marcus V. Spørring, som er elektroteknologi-studerende på Aarhus Universitet.
Ikke alt på satellitten er imidlertid bygget af de studerende. Ombord på DISCO-1 er blandt andet også en mikrocomputer, der er udviklet af Google til at kunne lave kunstig intelligens – såkaldt machine learning.
Mikrocomputer skal testes ombord
Den lillebitte computer skal nu for første gang testes i rummet med DISCO-1.
»Mikrocomputeren kan lave avanceret machine learning med kun meget lidt strøm. Så det bliver spændende, om den også kan fungere i rummet. Udfordringen ved en cubesat er netop, at der kun er meget lidt plads og meget lidt strøm, fordi solpanelerne er små,« siger Christoffer Karoff.
Hvis Googles mikrocomputer fungerer i rummet, er det blandt andet planen, at den skal instrueres i at lave simpel billedbehandling af cubesattens fotos fra rummet.
Håbet er, at teknikken også kan benyttes med næste studenter-satellit i rækken, DISCO-2, som skal gøre os klogere på klimaforandringerne ved at tage flerdimensionelle billeder af, hvordan gletsjere smelter i Grønland.
»Fordi der kun er meget lidt strøm på en cubesat, kan det være en udfordring at sende billederne ned til Jorden. Så vi håber, at billedbehandlingen for eksempel kan hjælpe med at frasortere overskyede billeder, hvor vi ikke kan se gletsjere for skyerne,« siger Christoffer Karoff.
Hvordan går det studenter-satellitter?
Universiteter over store dele af verden udbyder efterhånden muligheden for, at studerende kan være med til at bygge små satellitter. Tidligere forskning har ifølge René Fléron indikeret, at »omkring 60 procent af studenter-satellitterne dør, mens 40 procent overlever.«
»Men de 40 procent, som har overlevet, har faktisk haft betydning for rumfart generelt. Det har været med til at presse teknologien fremad, og flere af de studerende fra projekterne har senere lavet deres egne rumfartsvirksomheder,« siger han og henviser blandt andet til den danske rumvirksomhed Gomspace som eksempel på en virksomhed, der voksede ud af et studenter-satellitprojekt.
Hans egen forskning har blandt andet været med til at vise, hvordan satellitter i de senere årtier er blevet mindre og mindre – lidt ligesom computere, der følger den berømte Moores lov (læs mere her) og dermed ’skrumper’ med tiden.
Studenter-satellitter og den generelle kommercialisering af rumfarten har siden årtusindskiftet været med til at accelerere satellitternes ’slankekur,’ fortæller han.
»Fordi cubesats er så små, har man virkelig været nødt til at presse teknologien til at kunne yde mere på meget mindre plads,« fortæller han.
Derfor stormer cubesats frem
En afgørende udvikling, som har muliggjort studenter-satellitterne, har blandt andet været, at det i løbet af de seneste årtier er blevet langt billigere at sende ting ud i rummet.
En anden en vigtig milepæl for de studerendes indtog i rumfarten er ifølge René Fléron selve ideen om cubesats, som to amerikansk-ansatte professorer – Jordi Puig-Suari og Bob Twiggs – bragte på bane omkring årtusindskiftet. De foreslog, at de små satellitter kunne blive opsendt i en lukket kasse – en form for beskyttelsesrum.
»Tidligere turde man ikke sende eksperimenter fra studerende op i rummet, for de sendes op med en meget dyr raket og sammen med andre dyre rumprojekter. Så hvis de studerendes satellit eksploderer, kan det gå ud over det øvrige udstyr og blive en meget dyr affære,« siger René Fléron, som er civilingeniør ved Institut for Rumforskning og Rumteknologi på DTU Space.
»Men Puig-Suari og Bob Twiggs forslag var, at man kunne sende dem med op i en lukket kasse, som var professionelt testet, sådan at uanset hvad der skete med udstyret, blev det inde i kassen.«
DISCO-1 vil brænde op om 2-3 år
Når DISCO-1 opsendes, sker det netop også inde i en lukket kasse, hvor de danske universiteter har købt sig plads.
»Halvanden time efter opsendelsen bliver rumfartøjet med kassen frigjort fra raketten, og herefter går der en uge, før en luge i kassen bliver åbnet og vores satellit bliver sendt ud i den bane, som vi har bedt om, og som vil føre den hen over Danmark og Grønland,« siger Christoffer Karoff.
Ifølge Christoffer Karoff forventer man, at DISCO-1 vil forblive i rummet i de næste to-tre år. Herefter vil satellitten miste for meget højde og styrte ned mod Jorden – og undervejs vil den lille satellit brænde op i atmosfæren.
Samme skæbne led også en anden tidligere dansk studenter-satellit – den såkaldte Delphini-1 – som styrtede ned i 2021.
