Fra rigmands-eventyr til krig: Oliens historie er en sortplettet affære

Den mest almindeligt brugte belysningsolie gennem tiderne er hvalolie, som også er blevet brugt som gearolie, margarine og sæbe.

Hvalfangst og forarbejdning af hvalolie havde i den første halvdel af 1800-tallet udviklet sig til en stor, multinational industri, ikke helt ulig oliebranchen i dag.

Det gav et stigende pres på hvalbestandene og betød øgede priser på hvalolie. I løbet af 1900-tallet faldt fangsten af hvaler, dels fordi hvalerne i stigende grad blev truede, dels fordi hvalolie blev udkonkurreret af råolie hentet op fra undergrunden og destilleret til belysnings- og andre forbrændingsformål.

Revolutionerede uvidende verden

Udvinding og destillation af råolie har været kendt i mange tidligere civilisationer fra Babylon til Kina og antikken, men den moderne oliefeber bredte sig først i midten af 1800-tallet.

I 1847 udviklede den skotske kemiker James Young (1811-1883) uden kendskab til tidligere tiders eksperimenter en metode til at destillere naturligt udsivende råolie nær en kulmine i Derbyshire i England.

Året efter startede Young sit eget firma og fortsatte udviklingsarbejdet, der i 1850 resulterede i en letantændelig og lugtfri olie, som han døbte paraffinolie. Paraffinolien var ikke alene billigere end hvalolie, men gav også et bedre lys og medførte ikke samme lugt- og sodgener som hvalolie.

Der var mange andre end Young, der eksperimenterede med destillation af kul og råolie. Året før Young, i 1846, viste den canadiske geolog Abraham Gesner (1797-1864) en forbløffet offentlighed, hvordan han var i stand til at udvinde lampeolie fra kul. Han kaldte destillationsproduktet kerosin.

Seks år senere udviklede Jan Zeh (1817-1897) sammen med Ignacy Łukasiewicz (1822-1882) i Polen en metode til destillation af kerosin fra råolie. Łukasiewicz opbyggede en af verdens første olieindustrier, der rådede over såvel oliebrønde som -raffinaderier.

Også i andre østeuropæiske lande som Rumænien voksede en olieindustri frem i midten af 1800-tallet.

Efterspørgsel på belysningsolie

Efterspørgslen efter kerosin, paraffinolie og andre olieprodukter til belysningsformål var stor. Der blev tidligt skabt en forbindelse mellem forskning og udvikling i den fremspirende olieindustri. I 1855 blev den amerikanske kemiker Benjamin Silliman Jr. (1816-1885) hyret som konsulent af et af de nye oliefirmaer til at undersøge råolie fra det nordvestlige Pennsylvania.

Silliman analyserede olien ved hjælp af en fraktionel destillationsmetode udviklet af hans far, Silliman Sr. (1779-1864), der var kemiprofessor ved Yale University. Silliman Jr. nåede til den konklusion, at »der er grund til optimisme, for firmaet er i besiddelse af et råmateriale, som let kan bruges til fremstilling af meget værdifulde produkter«.

Silliman Jr.’s vurdering skulle vise sig at være mere sand, end han selv troede.

Boring efter olie skabte olieboom

I anden halvdel af 1850’erne blev der ledt efter olie mange steder i Europa og Nordamerika. Den mest almindelige metode var simpelthen at grave huller i jorden i nærheden af naturlig siveolie. Firmaet, der havde hyret Silliman, betalte også Edwin L. Drake (1819-1880) for at udføre forsøg med olieboringer i Pennsylvania. Området hedder Oil Creek og havde længe været kendt på grund af rige olieforekomster.

Drake anvendte et bor drevet af en dampmaskine. Boret borede ned gennem et rør, der fungerede som afstiver i borehullet, og dermed kunne han nå dybere ned i undergrunden end sine forgængere. 27. august 1859 nåede boret sin maksimale dybde på godt 21 meter, og Drake kunne glad konstatere, at der flød olie på overfladen af vandet i brønden.

Drakes fund udløste verdens første olieboom, og byen Titusville, hvor Drakes boring fandt sted, voksede i løbet af fem år fra 250 til over 10.000 indbyggere. Der blev bygget raffinaderier og tilhørende småindustri.

Drake selv blev overrumplet af interessen. Han havde ikke været forudseende nok til at opkøbe jord i området, blandt andet fordi han havde investeret hele sin formue (og lidt til) i sin første boring. Han udtog heller ikke patent på sin boremetode og døde som en fattig mand på offentlig forsørgelse.

Udbruddet af Den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865) fik ingen negativ indflydelse på olieboomet. Tværtimod. I 1860 blev der produceret 450.000 tønder olie, i 1862 tre millioner. Hjemmemarkedet var voksende, blandt andet på grund af krigen. Eksporten steg også, især til Europa, hvor industrialiseringen var i fuld fart.

Olieprisen faldt drastisk i løbet af 1860’erne, og i 1866-1867 var eventyret slut. Den spirende olieindustri blev ramt af sin første depression.

Rockefeller samlede alt i ét

Kuren lød på reorganisering og innovation. Hvor olieindustrien i sine tidlige år havde været præget af mange små opstartsfirmaer og mange konkurser, blev tiden efter 1870 helt og aldeles tegnet af Standard Oil, ledet af John D. Rockefeller (1839-1937).

Rockefeller satsede på at samle udvinding, raffinering og distribution. På grund af sin aggressive markedspolitik – og på grund af svækkelse af stort set alle øvrige firmaer i branchen – blev Standard Oil dominerende på oliemarkedet.

I et forsøg på at bryde Standard Oils dominans åbnede andre olieproducenter i slutningen af 1870’erne verdens første langdistance-olieledning. Den gik fra olieområderne til Williamsport i Pennsylvania, hvorfra der var jernbaneforbindelse til østkysten. Ledningen var en stor teknisk bedrift, og den indvarslede en ny tid i olieindustrien, hvor transport af olie ikke længere var begrænset til floder og jernbane.

For at undgå monopollovgivning i forskellige stater organiserede Rockefeller firmaet i mange små enheder under samlet fondseje. I 1890, hvor monopollovgivningen blev gjort national, kontrollerede Standard Oil næsten 90 procent af den raffinerede olie i USA.

Først i 1911 blev Standard Oil dømt som et 'urimeligt' oliemonopol. Firmaet blev opløst i 90 mindre enheder, hvoraf de største var Standard Oil i New Jersey (senere Exxon) og Standard Oil i New York (senere Mobil). Standard Oil var verdens første multinationale olieselskab.

Dets største internationale konkurrent var britisk-hollandske Royal Dutch Shell – dannet i 1907 – der havde kontrol over halvdelen af olieproduktionen i Rusland og Fjernøsten. I 1908 blev der gjort et stort oliefund i Persien (Iran), som et nystartet olieselskab Anglo-Persian (senere Britisk Petroleum, BP) vandt koncession på.

Skabte politiske spændinger i 1. Verdenskrig

1. Verdenskrig var forårsaget af voldsomme politiske spændinger i Europa, som blandt andet handlede om olierettigheder.

Det er ofte mordet på den østrig-ungarske tronfølger, Franz Ferdinand (1863-1914), der bliver omtalt som den udløsende faktor for krigen. Men konflikten om jernbanen Berlin-Bagdad, der skulle forbinde Tysklands hovedstad direkte med rige olieforekomster i Osmannerriget, spillede også en stor rolle.

Adgang til olie var essentielt for de stridende stormagter, for olie var ikke alene vigtig for de krigsførende landes industri, men også altafgørende for deres avancerede krigsmaskineri, der i høj grad brugte raffinerede olieprodukter som brændstof. Olie var med til at udløse de voldsomme krigshandlinger, og med olie som brændstof var selve krigsmaskineriet gjort langt mere forfærdende end tidligere.

1. Verdenskrig var den første store internationale konflikt, der var delvist udløst af kampen om olie, og som blev forværret på grund af brug af olie. Også i 2. Verdenskrig udgjorde olie et uomgængeligt element i mange kritiske beslutninger – lige fra Japans beslutning om at angribe USA ved Pearl Harbor til Hitlers åbning af østfronten mod Sovjetunionen.

Olien kunne skabe konflikter

I dag taler de mange konflikter i den arabiske verden deres eget sprog om oliens evne til at intensivere allerede eksisterende modsætninger – og skabe nye. Efter 2. Verdenskrig var oliemarkedet domineret af 'de syv søstre', altså syv multinationale olieselskaber.

Søstrene kontrollerede omkring 85 procent af verdens oliereserver, indtil den første oliekrise ramte i 1973. Det mislykkede statskup i Iran i 1953 ledte til, at søstrene – delvist presset af USA, der sammen med Storbritannien havde støttet den siddende shah – indgik i tæt samarbejde for at sikre, at den iranske olie frit kunne tilflyde det internationale marked.

USA lavede en aftale med Irans shah om at støtte styret militært, så længe olien fra Iran kunne udvindes og distribueres af søstrene.

I løbet af 1960’erne og 1970’erne blev Iran sammen med arabiske lande som Saudi-Arabien, Kuwait, Irak og Forenende Arabiske Emirater (oprettet i 1971) verdens førende olieproducerende lande, kun overgået af USA og Sovjetunionen.

Den første oliekrise kom i 1973-74

Samarbejdsorganisationen OPEC (Organization of the Petroleum Exporting Countries) blev stiftet i 1960 med 12 medlemslande, der alle havde det til fælles, at deres økonomi i stigende grad var afhængig af olie. Efter Seksdageskrigen i 1967 mellem Israel og en række arabiske lande dannede de arabiske OPEC-medlemmer deres egen gruppe med det formål at bruge olien som politisk virkemiddel.

Med udbruddet af Yom Kippur-krigen i 1973 vedtog OPEC-landene at skære ned på olieproduktionen og sætte prisen op. Fra 1973 til 1974 steg olieprisen fra 3 til 12 US dollar per tønde (svarende til cirka 50 US dollar i 2009-priser). Den første oliekrise var en realitet, selv om olieprisen i forhold til senere stigninger stadig var lav.

Anden oliekrise begyndte i efteråret 1978 som direkte følge af de politiske uroligheder, der ledte til shahens fald i Iran året efter. Den amerikanske invasion af Irak i 2003 markerede begyndelsen på nye prisstigninger, der toppede i 2008, hvor olieprisen nåede samme højdepunkt som i 1980, altså knap 100 US dollar i 2009-priser.

Vedvarende energi for at undgå oliekriser

1970’ernes oliekriser førte til mere forskning og udvikling i energieffektivisering, atomkraft og vedvarende energi. Trods den øgede indsats inden for ikke-fossile energikilder og energibesparelse er verdens samlede energiforbrug fortsat steget støt siden oliekriserne, og det er stadig fossile brændstoffer, der står for langt størstedelen af verdens energiforbrug (cirka 86 procent).

I 1956 forudsagde den amerikanske geolog Marion King Hubbert (1903-1989), at den amerikanske olieproduktion ville nå et højdepunkt omkring 1965-1970, fordi de naturlige oliereserver er begrænsede, og udvindingen derfor ikke kan fortsætte på ubegrænset tid.

USA’s olieproduktion faldt ganske rigtigt fra omkring 1970, men er steget igen siden slutningen af 00’erne.

Hubberts teori er omdiskuteret, idet mange mener, at ny teknologi og højere priser kan gøre det muligt og rentabelt at udvinde olie fra hidtil uudnyttede oliereserver.

Oliens historie er fyldt med modsætninger. Olie har bidraget til vækst og velstand i store dele af verden, men også til krig og konflikt i andre dele.

Olie har – godt hjulpet på vej af multinationale olieselskaber, der har gjort alt for at sikre sig kontrol over oliestrømmen – forstærket repressive regimer og ledt til endnu større ulighed og elendighed. For mange mennesker har olien været en velsignelse, mens andre har oplevet de seneste 150 års olieeventyr som en ren forbandelse.