Ved første øjekast ser stedet ikke ud af noget særligt. Værkstedets facade er af mørkegrå beton og kan let forveksles med enhver anden virksomhedsbygning.
Men det her er ikke som enhver anden virksomhed. Faktisk er den den eneste af sin slags i Danmark og en af de få i Europa. I den ellers anonyme bygning bygger man motorer, der skal gøre fremtidens raketter mere bæredygtige.
Virksomheden hedder Orbex, og medstifter Kristian von Bengtson vil revolutionere rumfartsindustrien med raketten ‘Prime’.
»'Prime' udleder 96 procent mindre drivhusgasser end de eksisterende rumraketter. Det er en af grundene til, at vores raket er helt særlig,« fortæller han til Videnskab.dk.
Orbex har hovedkvarter i Skotland, og det er også herfra raketten, når tid er, skal sendes op.
»Jeg vil ikke sætte et specifikt tidspunkt på opsendelse, men det er snart – vi er i slutspurten,« fortæller Kristian von Bengtson.
Og der er da også allerede kunder i kø til raketten, der altså ikke er færdig endnu.
»Interessen er stor, og det siger jo også noget om, at vi rammer et kundemarked, der indtil nu ikke er blevet serviceret,« fortæller han.
En drøm om bemandet rumfart
Kristian von Bengtson, der også er en af arkitekterne bag ‘Prime’, har mange års erfaring inden for rumfartsindustrien. Han har arbejdet for NASA og har på amatørplan forsøgt at efterleve drømmen om bemandet rumfart.
Som en af de få i virksomheden er han ikke ingeniør.
»Jeg har haft en anden tilgang, og det har nok været min redning. Som ingeniør skal man gøre tingene på en bestemt måde. Jeg tænkte, at man måtte kunne gøre det mere simpelt, og det var startskuddet til, at jeg selv gik i gang med at bygge i sin tid,« fortæller han.
Bemandet rumfart blev det ikke til i den omgang, men i 2015 stiftede han virksomheden Orbex sammen med en gruppe af ligesindede eksperter. Ikke med målet om at sende mennesker i rummet, men om en bæredygtig raket, der skal tilgodese de mindre kunder.
»De store aktører, der findes i dag, er for det første ligeglade med, hvad der sker i Europa, og for det andet er de ligeglade med de små kunder, som der faktisk er flest af,« fortæller Kristian von Bengtson.
'Prime' er en lille løfteraket, der kan fragte satellitter ud i rummet. På kiloprisen kan ‘Prime’ ikke konkurrere med de eksisterende raketter, men til gengæld kan den fragte satellitter lige derhen, hvor kunden ønsker.
»'Prime' er som en taxa, hvor de eksisterende store raketter er som busser, hvor du må stå af, hvor stoppestedet nu engang er,« forklarer han.
Med den nye raket ville en lille kunde som Danmark få mulighed for at sende en satellit op, der kan overvåge skibsfarten i Arktis, forklarer Kristian von Bengtson.
»Vi er slet ikke færdige med at udnytte rummet i den grad, vi har brug for,« fortæller han.
Michael Linden-Vørnle er astrofysiker og chefkonsulent på Institut for Rumforskning og -teknologi ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU Space). Han har beskæftiget sig med Orbex i forbindelse med studier af mulighederne for etablering af rum-relateret infrastruktur som sporingssystemer og kommunikation på Færøerne, og ifølge ham er det godt, at der kommer flere mindre aktører på banen.
»Det øger konkurrencen, så vi kan gøre rumområdet mere rentabelt, bæredygtigt og grønt,« skriver han i en e-mail til Videnskab.dk.
Og 'Prime' er da også grønnere end andre raketter.
»Vi bruger biobrændsel, og det gør, at den udleder meget mindre end andre raketter,« fortæller Kristian von Bengtson og fortsætter:
»University of Exeter har foretaget en beregning, der viser, at 'Prime' udleder 96 procent mindre CO2 end andre raketter af sin slags.«
Rumskrot er en udfordring
Men det er ikke kun brændstofudledningen, der er et problem, når man sender raketter afsted. De efterlader også affald oppe i rummet. Det har de i hvert fald gjort indtil nu.
»Som det er nu, flyver der en masse gamle raketdele rundt ude i rummet. Og jo mere affald der er, desto sværere bliver det at sende raketter med nye satellitter ud,« forklarer Per Lundahl, der er chefkonsulent ved DTU Space.
Der samler sig nemlig ‘skyer’ af affald, og hvis nye raketter flyver ind i dem, går de i stykker.
»Raketten flyver afsted med 28.000 kilometer i timen, så hvis den ryger ind i noget, vil den splintres i flere tusind stykker,« fortæller Per Lundahl til Videnskab.dk
I 2023 kom der nye anbefalinger fra den amerikanske luftfartsmyndighed FAA (Federal Aviation Administration), der skal sørge for, at raketterne i højere grad kommer ned på Jorden igen, og at flere dele kan genbruges.
De anbefalinger følger Orbex, der med 'Prime' har skabt en totrinsløsning, der skal sørge for, at der ikke bliver efterladt affald i rummet.
Den første del består af seks motorer, der får raketten igennem den første del af atmosfæren. Når raketten så er 80 kilometer oppe, ryger denne del af og falder i havet nord for Skotland, hvor den bliver samlet op igen, forklarer Kristian von Bengtson.
»Derefter antændes den sidste del af raketten, der gør, at satellitten bliver leveret. Den del bliver så trukket ned igen, ved at man bremser farten – hvilket gør, at den trækkes mod Jorden og brænder op i atmosfæren,« fortæller han.
Der bliver altså ikke efterladt noget, og ifølge Per Lundahl er behovet for sådan en løsning stort.
»Jo flere raketter, vi sender ud, og jo flere aktører, der kommer, desto større bliver problemet med rumaffald, hvis vi ikke sørger for at hente det ned igen,« fortæller han.
3D-printede motorer
Hemmeligheden bag den grønne raket ligger i motoren. Eller rettere sagt i motorerne, for der skal nemlig syv til en raket.
Og det er på dansk jord, at motoren bliver til.
Mere specifikt i en hal i Hvidovre, hvor der står en 3D-printer på størrelse med en campingvogn. I løbet af fire til fem dage printer den den primære del til motoren, der efterfølgende sættes sammen med andre dele.
»Drømmen er da at få flere printere, men den koster lige en slat,« fortæller Kristian von Bengtson, der finder en prototype af den printede motordel frem.
Han viser, at motoren bliver bygget på en helt særlig måde, der gør, at den kan flyve på det grønnere brændstof.
»I stedet for at lægge brændstoftankene oven på hinanden har vi lagt dem ind i hinanden, og den del har vi patent på,« fortæller han.
Slutspurten
Som nævnt har Orbex hovedkvarter i Skotland, mens produktionen foregår i Hvidovre. Det gør det en smule mere besværligt, når raketten skal bygges, samles og testes.
»Det havde selvfølgelig været nemmere, hvis hele produktionen var samlet samme sted, men der er flere grunde til, at det hele ikke kan foregå i Danmark,« fortæller Kristian von Bengtson.
For det første kan det ikke lade sig gøre at affyre raketter fra dansk jord på grund af landets geografiske placering, og for det andet er der økonomiske fordele i at samarbejde med Skotland, forklarer han.
Trods udfordringerne ved at være splittet mellem to lande, nærmer Orbex sig med hastige skridt en færdig raket, og i det nordlige Skotland er de da også ved at bygge opsendelsesplatformen, hvor raketten i fremtiden skal sendes afsted fra.
»Vi er modningsfasen, hvor vi tester og sætter flere og flere ting sammen. Til sidst har vi en færdig raket,« fortæller Kristian von Bengtson.
Når de på et tidspunkt er klar til at teste raketten, vil de gerne have nogle stykker klar, fortæller han. For som han siger, »historisk er der aldrig en første raket, der har virket 100 procent«.
Selv er Kristian von Bengtson ved godt mod, og hans drøm stopper ikke ved ‘Prime’.
»Det her er bare startskuddet, og jeg håber da, at hvad, vi laver her, i fremtiden kan blive til noget endnu større,« fortæller han.
Er drømmen om bemandet rumfart lagt på hylden?
»Som det er nu, har vi rigeligt mellem hænderne, men jeg vil da ikke udelukke, at jeg en dag vil kigge på det igen.«
