Her i oktober bliver dagene stadigt kortere og nætterne tilsvarende længere og mørkere.
Det er selvfølgelig vemodigt at sige farvel til meget af Solens lys, men til gengæld bliver det lettere at udforske efterårets stjernehimmel.
Dagens længde er i begyndelsen af oktober godt 11 ½ timer, og i løbet af oktober aftager dagene med lidt over to timer.
Og så er det jo et godt tidspunkt at minde om, at sommertiden, som begyndte i marts, slutter den 29. oktober. På den dato skal vi stille urene en time tilbage. Det officielle tidspunkt er klokken 3 om natten, hvor uret stilles tilbage til klokken 2.
Udover planeterne og stjernehimlen kan vi i oktober se frem til en partiel måneformørkelse og ikke mindre end fire stjerneskudssværme.
Den Internationale Rumstation ISS svigter os heller ikke i oktober.
Der bliver god lejlighed til at følge rumstationens spor hen over himlen - og samtidig sende Andreas Mogensen en venlig tanke.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Vi glæder os til måneformørkelsen
En måneformørkelse indtræffer, når Månen træder ind i Jordens skygge, hvilket kun sker ved fuldmåne.
Hvis hele Månen kommer ind i Jordens helskygge, får vi en total måneformørkelse. Hvis kun en del af Månen kommer ind i helskyggen, bliver formørkelsen partiel -også kaldet delvis.
Den 28. oktober er den næste delvise måneformørkelse, og ved denne lejlighed er det kun en lille del af måneskiven, der formørkes.
Formørkelsen begynder omkring klokken 20, hvor Månen træder ind i Jordens halvskygge. Efter cirka halvanden time bevæger en lille del af Månen sig ind i Jordens helskygge, hvor den bliver et par timer, indtil lidt før kl. 23.
Hele formørkelsen slutter lidt efter midnat.
Følg Andreas Mogensen og ISS på nattehimlen
Den 2. oktober skulle det være muligt at følge ISS på den tidlige aftenhimmel omkring klokken 20.
Derefter følger en pause, hvor der ikke er synlige passager hen over Danmark. Men fra den 20. oktober og måneden ud lægger ISS igen vejen hen over Danmark, og nu sker det på den tidlige morgenhimmel.
Man skal som sædvanlig have udsigt til himlen i syd, hvor ISS passerer himlen fra vest mod øst. Passagen varer typisk et par minutter og slutter brat, når rumstationen forsvinder ind i Jordens skygge.
Da passagetiderne hyppigt ændres, når ISS justerer sin bane, er det nødvenligt selv at følge de aktuelle tidspunkter på.
Det kan man gøre på NASAs side kaldet Spot the Station, og ellers kan man åbne denne artikel, Guide: Sådan kan du se ISS med Andreas Mogensen med det blotte øje, som løbende opdateres med de aktuelle tidspunkter.
Se planeterne i oktobernatten
Venus står op lidt efter klokken 3 og vil være på daghimlen, indtil den går ned i vest, kort før solnedgang.
Der er kun udsigt til Venus sidst på natten og frem til omkring klokken 6 på himlen i sydøst, kort inden Solen melder sin ankomst.
Mars står op efter solopgang og går ned tæt på solnedgang i oktober, så den ser vi ikke meget til i oktober.
Jupiter og Saturn er mere medgørlige. Jupiter står hele måneden op tidligt på aftenen og er på himlen hele natten, indtil den går ned lidt op ad dagen.
Saturn står op sidst på eftermiddagen og er på himlen, indtil den går ned lidt efter klokken 3 i begyndelsen af oktober, og lidt efter klokken 2 sidst i oktober.
Den vil stå fint på himlen i de mørke timer inden midnat på himlen i syd-sydvest.
Nymåne 14. oktober og fuldmåne 28. oktober
Vanen tro lægger Månen vejen forbi planeter og stjerner i månedens løb.
Den 2.-3. oktober møder Månen Jupiter på himlen i syd fra omkring midnat og frem mod de tidlige morgentimer.
Hvis man har en mindre kikkert med, skulle det være muligt at få øje på Uranus, der er ganske tæt på Månen og Jupiter.
Den 7. oktober omkring klokken 6 finder vi Månen nær de to klare stjerner Castor og Pollux i Tvillingerne på himlen i syd.
Lidt længere nede på himlen ses den klare stjerne Prokyon i stjernebilledet Lille Hund. Og endelig er der udsigt til Venus lidt længere borte i retning sydøst.
Den 10. oktober finder vi Månen lige over Venus omkring klokken 6 på himlen i sydøst. Lige over Venus finder vi Regulus, som er den klareste stjerne i Stjernebilledet Løven, hvis ikke den drukner i lyset fra Venus.
Så kommer turen til Saturn, der møder Månen den 23.-24. oktober omkring klokken 22-23 på himlen i sydvest.
Og så slutter vi den 28.-30. oktober med Jupiter, der igen møder Månen på himlen i øst-sydøst omkring klokken 21 og frem. Igen er det muligt at lede efter Uranus lige under Månen, gerne med en mindre kikkert.
Fire sværme af stjerneskud i oktober
Når man alligevel er ude for at kigge på Månen og planeterne, så er der gennem hele måneden mange muligheder for at opleve stjerneskud.
Det er måske ikke de helt store af slagsen, men det er værd at bemærke, at hele fire stjerneskudssværme vil være synlige på oktobers nattehimmel.
Orioniderne
Lad os begynde med Orioniderne, som er aktiv fra den 2. oktober og indtil et stykke ind i november med stjerneskud, der kan være ganske klare.
Udspringet, også kaldet radianten, finder vi, som navnet siger, i stjernebilledet Orion, ikke langt fra Betelgeuse, men stjerneskuddene kan komme fra et stort område på himlen omkring Orion.
Der ventes flest stjerneskud den 21.-22. oktober.
Der er tale om en mellemstor sværm, som det nok kan betale sig at holde øje med i oktobernatten.
Orionidernes stjerneskud stammer fra støv og småsten fra Haleys komet, som sidst besøgte os i 1986. Halleys komet kredser om Solen med en omløbstid på 76 år. Så vi kan vente et gensyn med Halleys komet i 2062.
Draconiderne og Tauriderne X 2
Draconiderne er en mindre sværm, der kan følges fra den 6.-10. oktober med størst sandsynlighed for stjerneskud den 8.-9. oktober.
Som navnet antyder, skal man kigge efter stjerneskud omkring stjernebilledet Dragen, der ses lidt under Lille Bjørn på himlen i nord.
Endelig er der de to sværme kaldet henholdsvis 'de nordlige Taurider' og 'de sydlige Taurider', der begge optræder i stjernebilledet Tyren på himlen i sydøst.
De nordlige Taurider kan opleves fra den 20. oktober og langt ind i december, mens de sydlige Taurider allerede var på banen i september, men har maksimum den 10.-11. oktober.
Hvis man er heldig, kan Tauriderne godt byde på ret flotte stjerneskud og måske endda ildkugler.
Tauridernes stjerneskud kan føres tilbage til støv fra Komet Encke, som er en lille kortperiodisk komet, der kredser om Solen på lidt over tre år.
\ 4 gode tips til stjernekiggere
- Tjek vejrudsigten: Hvis der er overskyet, er chancen for at se stjerneskud lig nul. Tjek også, hvornår Månen står op og går ned. Man kan se flere stjerneskud, når Månen ikke er på himlen.
- Find et mørkt sted: Tag ud af byen, hvor lysforureningen er minimal.
- Husk varmt tøj og gerne et tæppe: Det kræver tålmodighed at se efter stjerneskud. Især nogle af de mindre sværme, hvor der kan være langt mellem meteorerne.
- Læg dig ned på ryggen: På den måde har du en større del af himlen i dit synsfelt og dermed større chance for at se et stjerneskud.
Stjernehimlen i nord
Nu skal vi se nærmere på stjernehimlen, først i nord og så i syd.
Lidt under Zenith finder vi Cassiopeia. Stjernebilledet kendes på, at de klareste stjerner deri danner et w.
Lidt vest for Cassiopeia finder vi Chepheus, og Lidt, og øst for Cassiopeia ses Perseus.
Gennem de tre stjernebilleder, nær Zenith, kan man følge Mælkevejens spor hen over himlen - når det er blevet tilstrækkeligt mørkt.
Lidt under Cepheus og midt på den nordlige himmel finder vi Lille Bjørn, hvis klareste stjerne er Polarstjernen. Omkring Lille Bjørn snor stjernebilledet Dragen sig.
Det er netop i Dragen, vi har udsigt til en af oktobers stjerneskudssværme, Draconiderne. Så lad os se lidt nærmere på dette stjernebillede.
Det er ikke, fordi stjernerne er voldsomt klare, men på en klar, mørk nat skulle det nok være muligt at se nogle stykker.
Den klareste stjerne er Thuban, som betyder ’dragens hoved’. Thuban har æren af at have været polarstjerne for omkring 3.000-4.000 år siden, hvor de egyptiske pyramider blev opført.
Når pyramiderne havde en side, der vendte mod nord, havde man om natten udsigt til deres polarstjerne gennem åbninger i pyramiderne.
Thuban er en meget varm, blåhvid kæmpestjerne, der ligger omkring 300 lysår borte.
De store blåhvide stjerner er langt større end Solen. Til gengæld lever de kort og vildt og opbruger deres kernebrændstof langt hurtigere end Solen.
Så Thuban vil ende sine dage i et supernova-udbrud, længe før vores sol ender sine dage som en hvid dværg.
\ Læs også
Stjernehimlen i syd
Midt på himlen i syd finder vi den store Pegasus firkant, der dannes af fire klare stjerner. En af stjernerne er dog lånt fra Andromeda.
Det er stjernen Alpheratz i øverste hjørne i firkanten, som er den klareste stjerne i Andromeda.
Vest for firkanten fortsætter Pegasus stjernebilledet.
Højere på himlen er det let at få øje på stjernebilledet Cygnus, der på dansk hedder Svanen.
Det stjernebillede har den klare stjerne Deneb, der sammen med Vega og Altair udgør sommertrekanten, som vi endnu her i efteråret har udsigt til.
På en klar og mørk aften skulle det være muligt at følge Mælkevejens bånd ned over himlen fra Svanen til Ørnen.
I retning øst er Tyren med den klare stjerne Aldebaran nu ved at indfinde sig på himlen, ligesom også vinterstjernebilledet Orion, med Betelgeuse, er på vej ind på efterårshimlen.
\ Læs også
James Webb, Betelgeuse og intelligent liv på Jorden
Til sidst ser vi nærmere på spørgsmålet, om vi ville være i stand til at opdage livet på Jorden, hvis vores planet var en exoplanet i en fjern galakse.
James Webb-teleskopet har endnu ikke meldt tilbage med sin analyse af stjernen Betelgeuse i Orion. Vi vender tilbage, når der meldes nyt fra Webb.
Betelgeuse lyser for tiden 50 procent stærkere end normalt. Vi følger fortsat stjernen gennem efteråret og vinteren.
Til gengæld har man overvejet en ny og spændende opgave for Webb-teleskopet, der lyder som følger:
'Hvis Jorden var en exoplanet længere borte, kunne Webb-teleskopet så afsløre, om der ikke bare var liv, men også en intelligent civilisation her?'
Det spørgsmål har et hold af astrofysikere fra Cornell Universitetet i USA stillet sig selv.
Meget naturligt begyndte studiet med en nøje analyse af vores egen planet, Jorden, som er det eneste sted, vi ved, der er liv.
Jordens atmosfære er rig på ilt og på molekyler som metan, og det peger på muligheden for liv.
Da vi også finder molekyler som kvælstofdioxid og CFC gasser, bedre kendt som freon, er det en stærk indikator for en industriel civilisation.
Det fører så videre til spørgsmålet, om Webb-teleskopet kunne påvise sådanne molekyler i spektret fra en exoplanet?
Simuleret støj
Forskerholdet indledte en grundig undersøgelse af Jordens atmosfære, hvor der blev identificeret både naturlige og syntetiske molekyler.
Næste skridt var en simuleret undersøgelse af de atmosfæriske spektre, som de ville tage sig ud, når Jorden passerer foran Solen, set fra det ydre solsystem.
Det gav en fornemmelse af, hvad man kunne opnå af spektre fra exoplaneter.
Til sidst tilsatte man simuleret støj til målingerne og nedsatte opløsningsevnen. Dermed fik man simuleret den slags observationer, som James Webb vil kunne foretage fra en planet mange lysår borte.
Simulationerne viste, at der kunne fanges data nok til at påvise en jordlignende exoplanet indenfor en afstand af 50 lysår fra Jorden.
Og her kunne det være oplagt at kigge nærmere på det velkendte Trapist-1 system, der ligger blot 40 lysår borte.
Omkring den lille røde dværgstjerne Trapist 1 kredser ikke mindre end syv klippeplaneter nogenlunde på størrelse med Jorden.
To eller tre af planeterne ligger i passende afstand fra stjernen i det, vi kalder det beboelige område.
Forskerne mener, James Webb vil være i stand til at påvise både biologiske og teknologiske signaturer fra Trappist-systemet - hvis der ellers er noget at komme efter.
Det tager dog lang tid at optage tilstrækkeligt gode spektre, og Webb har mange opgaver at tage sig af.
Indtil videre har Webb kun målt temperaturen af den inderste, varmeste og atmosfæreløse planet til 230 grader. Her er nok ikke meget liv at komme efter.
Det kunne have været mere interessant at kende temperaturen for planeterne i den beboelige zone.
Selvom ideen med at finde biosignaturer i spektrene fra exoplaneter er en spændende brik i jagten på liv i rummet, så går der nok lang tid, før Webb-teleskopet får tid til at kaste sig over denne ambitiøse opgave.
