NASA har netop fremlagt den officielle plan for Artemis III – den næste vigtige mission i bestræbelserne på at vende tilbage til Månens overflade.
Missionen skal efter planen finde sted i 2027, og målet er at teste, om astronauternes Orion-rumskib kan koble sig sammen med andre rumfartøjer.
Den komplicerede test sker i kredsløb om Jorden, og den er afgørende for, at NASA kan gennemføre den efterfølgende Artemis IV-mission, hvor planen er at lande på Månens sydpol i 2028.
Til Artemis III har NASA valgt en besætning på fire astronauter og lagt en plan for de to uger, hvor rumskibet skal kredse om Jorden.
Tre af de fire astronauter er amerikanere fra NASA, men af størst interesse for os er, at den fjerde kommer fra den europæiske rumorganisation, ESA.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Den udvalgte europæer
Den danske astronaut Andreas Mogensen er chef for det europæiske astronautkorps, og det er ét af hans medlemmer af korpset, der er udvalgt.
Det drejer sig om italieneren Luca Parmitano, der har gennemført to ophold på Den Internationale Rumstation, ISS. Under sit første ophold på ISS i 2013 blev han kendt for et dramatisk uheld under en rumvandring.
Efter at have påbegyndt en planlagt seks timers rumvandring, begyndte Parmitanos hjelm at blive fyldt med vand på grund af et problem med rumdragtens væskebaserede kølesystem.
Det blev derfor nødvendigt hurtigt at afslutte rumvandringen, og selv om vandet i hjelmen slørede hans syn, kunne han vende sikkert tilbage.
I 2019-2020 har han på en ny mission, hvor han blev den første italienske kommandør på ISS, og i alt har han tilbragt 367 dage i rummet.
Den erfarne italiener får den vigtige rolle som rumskibets pilot på Artemis III-missionen.
At Parmitano er med skyldes en såkaldt ’quid pro quo’-aftale (noget for noget) mellem NASA og ESA.
Servicemodulet til rumskibet Orion er nemlig bygget af ESA, og som en slags betaling har ESA dermed sikret sig to flyvninger med Artemis.
Så der er stadig en mulighed for, at Andreas Mogensen kan sikre sig en af de europæiske pladser på en fremtidig Artemis-mission.
De tre NASA-astronauter
Blandt de tre NASA-astronauter er den 58-årige chef Randy Bresnik, der bliver kommandør på Artemis III.
Han får selskab af Andre Douglas, som var reserve på Artemis II og den eneste af de fire astronauter, som ikke tidligere har været i rummet.
Besætningen udgøres desuden af lægen Frank Rubio, der - helt uden at det var planlagt - har den amerikanske rekord for det længste ophold i rummet på 371 dage, altså lidt over et år.
Historien bag denne rekord er, at Rubio blev opsendt til ISS ombord på et russisk Soyuz-rumskib i september 2022 til planlagt ophold på et halvt år. Men så fik Soyuz et læk, der gjorde, at han måtte forblive på ISS, indtil en erstatnings Soyuz var opsendt. Så derfor blev det halve år til et helt år.
En kompliceret mission
NASA præsenterede ikke bare de fire astronauter, men kom også med en flyveplan, som viser, at Artemis III måske ikke bliver det sidste skridt, før man vil sende astronauter ned på Månen. Flyvningen omfatter ikke mindre end tre opsendelser med hver sin raket.
Efter planen skal den amerikanske rumfartsvirksomhed Blue Origin levere den første opsendelse med deres store New Glenn-raket.
Om det kan lade sig gøre allerede i 2027 efter den store eksplosion forleden, er der mange, som tvivler på, men Blue Origin er kommet med en udmelding om, at skaderne på affyringsrampen ikke er helt så alvorlige som hidtil antaget.
New Glenn skal opsende et landingsfartøj af typen Blue Moon, som vil kunne kredse om Jorden i op til tre måneder. Meningen er, at Blue Moon på denne prøveflyvning skal udstyres med et såkaldt ’Life Support System’, der vil gøre det muligt for astronauterne ikke bare at koble sig til Blue Moon, men også begive sig over til rumskibet.
Når man ved, at Blue Moon er kommet godt i bane og fungerer, kommer den anden opsendelse. Den skal foretages med NASA’s egen SLS-raket, der også blev anvendt på Artemis I og II.
På toppen af raketten sidder Orion-rumskibet med de fire astronauter. De kobler sig så sammen med Blue Moon og foretager deres undersøgelser af landingsfartøjet. Når det er sket, frakobles Blue Moon, og så er man klar til den tredje opsendelse.
Den skal ske med firmaet SpaceX’s kæmperaket Starship, hvor andet trin af raketten kommer ud i rummet og er udstyret med et sammenkoblingsmodul.
Meningen er, at astronauterne skal koble deres rumskib sammen med det 50 meter lange andet trin af raketten. På grund af forskellen i størrelse mellem Orion og Starship kan det såmænd godt blive noget af en udfordring.
Når det er vel overstået, frakobles Starship, og astronauterne vender så selv tilbage til Jorden til en landing i Stillehavet.
Hvad nu hvis…
NASA’s leder, Jared Isaacman, fastslog på pressekonferencen, at Artemis 3 ikke ville blive opsendt, med mindre de to landingsfartøjer var klar. Det lyder meget fornuftigt, men der er i virkeligheden et andet problem.
Langt det mest sandsynlige er, at hverken Blue Moon og slet ikke Starship vil minde ret meget om de rumskibe, der skal bringe astronauter ned til overfladen af Månen på en fremtidig mission.
Da man for nu mange år siden gennemførte en tilsvarende flyvning med Apollo 9, var det rumskib, man afprøvede i bane om Jorden, identisk med det landingsfartøj, som et par måneder senere bragte Armstrong og Aldrin ned på Månen.
Følger man fremgangsmåden fra Apollo-månemissionerne, ville det måske være en god ide at gennemføre endnu en sammenkoblingsflyvning i bane om Jorden – men denne gang med de helt færdigbyggede rumskibe. Hvis NASA har sådanne overvejelser, er det i hvert fald ikke noget, de taler om.
Der er også et andet problem. Endnu er der ikke kommet en rapport om årsagen til raketten New Glenns store eksplosion, men hvis den skyldes et problem med den såkaldte BE-4 raketmotor, drevet af flydende ilt og metan, så kan det få langvarige følger.
Al erfaring viser nemlig, at det tager lang tid at klare sådanne problemer – og problemet bliver ikke mindre af, at en af de få andre store raketter også anvender denne type motor.
Så NASA satser en del på, at New Glenn er klar allerede i år, og klar til at opsende Blue Moon allierede i 2027. Det er en udvikling, som bliver spændende at følge.
