Kig op i november: Supernovaer, nordlys og Månen på planetrundfart

Man kommer nok ikke uden om, at året, som forfatteren Henrik Nordbrandt engang skrev, lader til at have 16 måneder, og at de fem af dem er november!

Men når nu november kan føles lang, mørk og kold, så betyder det jo samtidig, at de, der nyder stjernehimlen, har så meget mere af det gode.

Supernovaer i november

Selvom overskriften her måske kunne lyde sådan, kan vi endnu ikke forudsige en supernova til præcis at finde sted på et bestemt tidspunkt eller i en bestemt måned.

Og når det er over 450 år siden, supernovaen fandt sted, kan man nok også kalde det en smule bagklogt.

Men mandag 11. november er alligevel en dato, der er værd at huske.

Den dato markerer nemlig årsdagen for vores egen verdenskendte astronom Tyge ’Tycho’ Ottesen Brahes opdagelse af en ny stjerne på novembers klare nattehimmel i det markante stjernebillede Cassiopeia, en efterårsnat i året 1572.

Tycho er især kendt netop for sine detaljerede observationer af denne ’nova stella’, der ikke var en mirakuløs ny stjerne, som han troede, men en supernova; en stjerne, der endte sine dage i en gigantisk eksplosion.

Tychos mange andre bedrifter inkluderer blandt andet, at han foretog de observationer, der skulle til, for at hans lige så verdensberømte assistent, Johannes Kepler, kunne formulere de matematiske love, der beskriver planeter og stjerners baner omkring hinanden – som tegnede et helt andet verdensbillede, end det der egentlig var Tychos eget.

På samme måde forandrede Tychos observationer af supernovaen i Cassiopeia også vores opfattelse af stjernerne som evige og uforanderlige, selvom han selv troede, at alle stjernerne var sat på himlen, én gang for alle, af gud.

I dag ved vi, at den supernova, som Tycho så, skyldes en termonuklear eksplosion af en hvid dværgstjerne i et dobbeltstjernesystem, hvor makkeren, en almindelig stjerne, havde ’tabt’ noget af sin atmosfære over på dværgstjernen: Den type supernova kalder man Type Ia.

Eksplosionen var med til at berige det interstellare rum i vores galakse med tunge grundstoffer. Det vil sige med de atomer, der blandt andet er nødvendige for, at planeter kan dannes, og liv kan opstå.

Vores egen sol, der nok føles ekstra velkommen her på de stadigt kortere novemberdage, er langt fra en af de første stjerner.

Både den, Jorden og vi skylder vores eksistens til tunge stjerner, der i deres indre fusionsmotorer skabte livsvigtigt kulstof, ilt, kvælstof, jern med mere, som blev kastet ud i galaksen på grund af stjernernes nødvendige død, som supernovaer.

Er man glad for Tycho Brahe (og hvem er ikke det?), er det klassiske stjernebillede Cassiopeia derfor et must for stjernedyrkere, her i lange november!

Er kæmpestjernen Betelgeuse den næste supernova?

Det samme gælder stjernebilledet Orion, der er meget markant på himlen her om vinteren: Orions venstre ’skulder’, stjernen Betelgeuse, danner sammen med den meget klare og ganske nære stjerne Sirius – og Procyon i Lille Hund – den stjernegruppe, der kaldes Vintertrekanten.

I Vintertrekanten er der også et par ledetråde til snakken om supernovaer i november, for Sirius er faktisk en dobbeltstjerne, hvor den ene er en hvid dværg; ligesom den stjerne, der forårsagede Tychos supernova.

Men selvom de to dobbeltstjernesystemer overfladisk kan minde om hinanden, er der heldigvis ingen risiko for, at Sirius pludselig eksploderer, mens man er ude at gå aftentur.

Derimod gemmer Vintertrekanten på en anden og mere sandsynlig supernova-kandidat, nemlig Orions røde kæmpestjerne, Betelgeuse.

Det vil i givet fald være en anden type supernova, en såkaldt Type II, fordi der er tale om en tung og ikke tudsegammel stjerne, der bruger sit fusionsbrændstof meget hurtigt og på et tidspunkt vil kollapse under sin egen vægt, når den løber tør for energi.

På den ene side er Betelgeuse ifølge den seneste forskning faktisk en ret god kandidat til at blive den næste supernova i vores galakse, men heldigvis er der hundredvis af lysår ud til den, så den vil næppe være farlig for os.

Når den nu er så langt væk, betyder det på den anden side, at den muligvis allerede er eksploderet, men at lyset fra eksplosionen bare ikke er nået frem til os endnu! Så det er bare med at holde øje med den…

Som jeg skrev indledningsvis, kan vi endnu ikke forudsige, præcis hvornår en stjerne vil eksplodere som en supernova.

Men der arbejdes seriøst på at udvikle et supernova-alarmsystem, hvor man udnytter det faktum, at visse typer af tunge stjerner udsender ekstra mange af de spøgelsesagtige partikler, der hedder neutrinoer, lige inden de eksploderer:

Detekterer man disse neutrinoer, er det et forvarsel, der kan benyttes til at rette teleskoper og andet astronomisk udstyr mod den pågældende stjerne, så man kan observere eksplosionen, lige så snart den finder sted.

Solen giver os ekstra nordlys i de her år

Alt denne vidste Tycho Brahe selvfølgelig intet om. Han havde hverken teleskoper eller en teori for lyset at læne sig op ad.

Men han kendte sin stjernehimmel og observerede systematisk både planeter, kometer og måneformørkelser.

Han må også have set stjerneskud, meteoritter og nordlys, men måske er især det sidste himmelfænomen gået lidt i glemmebogen i de følgende år.

I generationerne umiddelbart efter Tycho Brahe, der blandt andet talte både Kepler og Galileo Galilei, var der nemlig bemærkelsesværdig lav magnetisk aktivitet på Solen; der var meget få solpletter og dermed få af de solstorme, der sender elektriske partikler i retning af Jorden.

Dét betød, at der næppe var meget nord- eller sydlys at se på Jorden i den periode.

Lige nu er det stik modsat, og en populær natteaktivitet har gået sin sejrsgang hen over Danmark i de seneste måneder – og det fortsætter i november:

Nordlys-observation og fotografering, ofte resulterende i rigtigt flotte film og billeder af det fascinerende fænomen, er blevet hvermandseje.

Det hænger sammen med, som det netop officielt er blevet slået fast, blandt andre af NASA, at Solen nu er på maksimum i sin ’aktivitetscyklus’.

Det er den periodiske variation i Solens magnetfelt, der undertiden også kaldes den 11-årige solpletcyklus. I virkeligheden er den dobbelt så lang, fordi magnetfeltet undervejs skifter retning og bytter om på Solens magnetiske nord- og sydpol.

Solmaksimum betyder, at vi de næste par år kan forvente rigtigt gode chancer for at se nordlys.

Det betyder også, at der er en forhøjet risiko for meget store udbrud, der kan give problemer for rumfart og astronauter – og som i enkelte historiske tilfælde også har ledt til strøm- og kommunikationsnedbrud på Jorden.

Første gang jeg selv så nordlys var som 25-årig forskerstuderende under en vinterskole i Lapland, hvor vi blandt andet blev undervist af den amerikanske professor, Eugene ’Gene’ Parker.

Under en klar nattehimmel, fuld af dansende nordlys i 30 graders kulde, fortalte Gene om koblingen mellem nordlys og Solens magnetisme.

Gene Parker, der desværre gik bort i 2022 som 94-årig, har en rumsonde opkaldt efter sig, der netop har til formål at studere Solens magnetfelt og dens aktivitet.

Hvis man ikke har et rumskib, er det bedst at se nordlys efter mørkets frembrud frem til lidt efter midnat.

1. november står Solen op 7.24 og går ned 16.41 i Odense – bor man i Esbjerg er det 16.46, bor man i København, er det 16.29.

30. november står Solen først op 8.21, men går allerede ned klokken 15.53 (i Odense).

Vi får altså bedre muligheder for at nærstuderende himlen i løbet af måneden – afhængigt af vind, vejr og lokal lysforurening, selvfølgelig.

Fang århundredets komet, før den er væk

I oktober blev vi introduceret til kometen C/2023 A3, også kaldet Tsuchinshan-ATLAS eller ’århundredets komet’ i folkemunde. Kometen var tættest på Jorden 12. oktober, hvor afstanden ’kun’ var lidt over 70 millioner kilometer.

I november er kometen på vej væk igen, og dens hale vil se ud til at pege væk fra Solen, men den kan stadig ses med kikkert i begyndelsen af november.

Faktisk er Tsuchinshan-ATLAS kun løst bundet af Solens tyngdekraft, så der er god sandsynlighed for, at den aldrig vender tilbage. Det er med andre ord ved at være sidste chance for at se den.

Men nogle kometer afsætter spor, selv længe efter de er forsvundet.

Det er spor, som vi kender som stjerneskud. Og selv hvis man ikke fik set kometen C/2023 A3 (Tsuchinshan-ATLAS), er der rimelige muligheder for at se sporene af en anden komet, når Leoniderne kulminerer tidligt 17. november.

Selvom der ikke er tale om en stor sværm, vil partiklerne fra kometen 55P/Temple-Tuttle midt i november kunne ses strømme ud af stjernebilledet Løven, når den står op lidt før midnat. Deraf navnet, Leoniderne, som i Leo, løven.

Desværre besøger Leoniderne os lige omkring fuldmåne, der finder sted weekenden før stjerneskudsværmens maksimum, så nogle af nattehimlens fænomener kan lide under Månens lys.

Følg Månen på planetrundfart

Men hvis man misser stjerneskuddene, kan man i stedet følge netop Månen, der her fra Jorden ser ud til at ’besøge’ en række planeter i løbet af novembers gang.

Månen begynder sin besøgsrunde med at hilse på Venus 4. november, hvor den befinder sig godt tre grader fra Solsystemets næstinderste planet.

Månen selv fylder cirka 0,5 grad på himlen (ligesom Solen), så der er altså cirka seks måner hen til Venus. Det er ganske kort tid efter nymåne, så månelyset burde ikke genere så meget, og begge objekter kan ses med det blotte øje, hvis vejret tillader det.

Månen tiltager i størrelse og nærmer sig Saturn, som den besøger omkring det førnævnte jubilæum for Tychos supernova, altså 11. november.

Månen kommer meget tæt på Saturn, mens de begge står i Vandmanden, men den nærmer sig fuldmåne, så man skal nok se godt efter, når den ’formørker’ den store ringplanet. Det kunne dog være sjovt, hvis der bliver taget nogle gode billeder med amatørteleskoperne derude!

En lille uge efter Saturn-besøget er det Jupiters tur: 17. november, når Leoniderne har maksimum, står fuldmånen godt fem grader fra gaskæmpen.

Det er et pænt stykke, så selvom der er en kraftig skinnende måne, burde man kunne finde Jupiter i stjernebilledet Tyren uden at bruge et teleskop.

20. november vender Månen tilbage til det indre solsystem (den har selvfølgelig hele tiden været i sin normale bane omkring Jorden), når den i sin aftagende form tilsyneladende besøger røde Mars i stjernebilledet Krebsen og den åbne stjernehob M44 i en afstand på kun godt to grader på nattehimlen.