Det er i sig selv ikke usædvanligt, at rum-missioner og satellitter opkaldes efter berømte videnskabsfolk (tænk blot på satellitterne Kepler og Cassini), men det er ikke hver dag, at en nulevende person kan overvære opsendelsen af en satellit med sit eget navn på.
Det er ikke desto mindre, hvad der overgik Eugene 'Gene' Parker fra University of Chicago, da han søndag 12. august 2018 kunne overvære opsendelsen af den raket, der skulle sende NASA’s Parker Solar Probe på mission mod Solen, hvorfra vi i december 2019 fik de første spektakulære resultater.
Sonden har blandt andet allerede sendt observationer tilbage, der viser, at der er huller i Solens ydre atmosfære, koronaen, omkring Solens ækvator – og at disse huller tilsyneladende spiller en stor rolle for udstrømningen af partikler og magnetfelter fra Solens overflade.
Sonden kan revolutionere vores forståelse af koronaen
Parker-sonden er konstrueret ved Johns Hopkins University Applied Physics Laboratory i Maryland og dens opgave er at udføre observationer af en stjerne, tættere på end nogensinde før, når den rejser gennem Solens ydre atmosfære, kaldet koronaen.
Det er forhåbningen blandt astronomer og solfysikere verden over, at sondens målinger og billeder kommer til at revolutionere vores forståelse af koronaen – og den betydning, som den har for rumvejret og Solens påvirkning af Jorden.
Gene Parker har som nævnt lagt navn til sonden, og det er faktisk første gang, at en af NASA's missioner opkaldes efter en levende person.
Men Parker er ikke en hr. hvem som helst, han er en legendarisk figur inden for solfysik og en pionér på det område, der beskæftiger sig med kosmiske magnetfelter i alt fra galakser over stjerner til planeter.
Den 31. januar 2020 annonceredes det, at Parker modtager Crafoordprisen 2020 'for pioneering and fundamental studies of the solar wind and magnetic fields from stellar to galactic scales'.
Prisen uddeles af Det Kongelige Svenske Videnskabernes Akademi og sidestilles med Nobelprisen.
I år uddeles prisen inden for astronomi og matematik: Parker deler de seks millioner svenske kroner med matematikeren Enrico Bombieri. Prisceremonien finder sted 15. maj i Stockholm, hvor Parker vil blive tildelt prisen af kong Carl XVI Gustav.
\ Kort om Gene Parker
Eugene N. Parker er født i 1927 i Michigan, USA. Parker fik sin bachelorgrad i fysik fra Michigan State University og sin ph.d. fra Caltech i 1951 og har modtaget stribevis af internationale priser. Siden 1955 har Parker været ansat på University of Chicago og på Fermi Institute.
Denne artikels forfatter, Bertil Dorch, har samarbejdet med Parker om hans artikel om solvinden – opkaldt efter Parker selv – til onlineleksikonet Scholarpedia
Sonden skal teste Parkers teorier
Parker er blandt andet kendt for at have grundlagt den teori, der forklarer, hvordan Solens og stjerners koronaer opvarmes.
Problemet har nemlig været at forklare, at mens Solens overflade 'kun' er cirka 6.000 grader varm, fordi temperaturen falder ud gennem Solen fra dens 15 millioner grader varme centrum, er den gådefulde korona – som vi for eksempel kan se ved solformørkelser – op mod 2 millioner grader varm!
Parkers teori går ud på, at en lang række kontinuerlige eksplosioner på Solens overflade, såkaldte 'flares', leder til opvarmning af koronaen.
Disse eksplosioner skyldes, at energien fra meget kraftige magnetfelter ganske hurtigt bliver omsat til bevægelsesenergi og stråling.
Mere end et halvt århundrede senere skal Parker-sonden flyve rundt i den varme, men ekstremt tynde korona og vil måske kunne vise, om Parkers teori er korrekt.
Nordlys og lejrbål med Parker i 30 graders kulde
Der er ingen tvivl om, at Parkers banebrydende teorier og idéer har formet en hel generation af forskere.
Parkers banebrydende arbejder, for eksempel om solfysik og magnetfelterne omkring stjerner, har været inspiration for meget af den videnskab, der de seneste 50 år har gjort os klogere på Solen, stjerner og galakser.
\ Syv års studier langs Solens overflade
NASA’s Parker Solar Probe, der passerede Venus kort før nytår, skal blandt andet studere solvinden og Solens magnetisme.
Efter planen kommer sonden tættest på Solen i 2025, efter 24 omkredsninger i stadig mindre afstand fra Solens overflade. Missionen er planlagt til at tage i alt syv år. Læs mere om missionen i artiklen ’NASA's rumsonde er rejst til Solens atmosfære: Første data kaldes »spektakulær«’.
Jeg mødte selv Gene Parker første gang på en vinterskole for forskningsstuderende i finsk Lapland i 1996.
Dengang var han selvfølgelig allerede en verdenskendt forsker, der hældte af sin viden til en kommende generation.
Min bedste oplevelse med Parker var helt klart en aften, hvor han ved et lejrbål i 30 graders kulde fortalte om, hvordan nordlys er en konsekvens af Solens magnetisme – rigt illustreret af det virkelige nordlys på himlen over hovederne på os, fra horisont til horisont.
Modstand vendt til accept
I midten af 1950’erne foreslog Parker som ung fysiker en række teorier om, hvordan Solen og stjerner – ved hjælp af magnetiske effekter – kan afgive energi til det omgivende rum. Han kaldte fænomenet for 'solvinden'.
Der var i begyndelsen stor modstand mod Parkers teori om solvinden, og hans fagfæller afviste i flere omgange hans teori, inden den blev publiceret i 1958 i det velansete tidsskrift The Astrophysical Journal.
I dag er teorien så veletableret, at det videnskabelige samfund refererer til hans solvindsteori som 'Parker-vinden'.
Jeg har selv haft fornøjelsen og æren af at samarbejde med Parker om en artikel om Parker-vinden.
Baggrunden for Parkers teori er, at vi siden slutningen af 1800-tallet har vidst, at der udsendes partikler fra Solen. Når disse partikler ankommer til Jorden, forårsager de geomagnetiske storme og fænomener som for eksempel nordlys.
I begyndelsen af 1900-tallet blev det etableret, at der er tale om en form for strømning, bestående af elektrisk ladede partikler stammende fra koronaen.
Eugene Parker indså, at de partikler, der stammer fra Solen, og det fænomen, der blandt andet påvirker kometernes haler, måtte være drevet af samme fysiske processer; han refererede til det som 'solvinden'.
\ Læs mere
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden
Parker-sonden kan måske give os de manglende brikker
Parker påviste i 1957 som blot 30-årig, at Solens tynde korona er en fantastisk varmeleder, sådan at den kan beholde en høj temperatur i meget stor afstand fra Solens overflade.
Fordi tyngdekraften aftager med afstanden fra Solen, opstår der en supersonisk strøm (en kraftig vind) fra den ydre del af koronaen ud i solsystemet – og det er altså den strøm, han kalder solvinden.
Allerede få år efter blev solvinden observeret af både sovjetiske og amerikanske rummissioner, og i 1990'erne kunne solvinden studeres i detaljer af den internationale rumsonde SoHO.
Her opdagede man, at der findes både en hurtig og en langsommere solvind, stammende fra henholdsvis Solens poler og fra områderne nær ækvator.
Den hurtige solvind er stadig ikke fuldstændig forstået, og kan ikke forklares udelukkende ved hjælp af Parkers teori – men forhåbentlig kan NASA’s Parker-sonde give os de manglende brikker.
