Kig op i december: Se to ikoniske kæmpestjerner med det blotte øje

Lange nætter. Kolde, klare luftmasser. Lav sol. Og fremfor alt – Juleferien!

December er en mørk måned, men måske er den også én af de bedste måneder til natlige observationer af himlen.

Denne måned giver os både mange (mørke) timer til astronomi, og udsigt til nogle af himlens mest ikoniske syn:

Stjernebillederne Orion og Tyren, med den røde superkæmpe Betelgeuse i Orion og tyrens øje, Aldebaran, den store Geminide-meteorsværm.

Og i år tilmed en sjælden julegave: Den store saturnmåne Titans passage af ringplaneten.

Samtidig minder kalenderen os om to store danske astronomer og deres berømte indsatser: Tycho Brahe blev født 14. december, og Ole Rømer, hvis opdagelse af ’lysets tøven’ blev bekendtgjort i december 1676. 350-året for opdagelsen er lige om hjørnet, nemlig i 2026.

Dansk fyrtårn i vintermørket

Midt i december kan vi hæve blikket og udbringe en imaginær skål for Tycho Brahe (1546–1601), der som nævnt blev født den 14. december 1546 i Skåne med det fulde navn Tyge Ottesen Brahe.

Han var måske både den første og største moderne astronom, og det lykkedes ham at forfine stjernekataloger og planetpositioner til et hidtil uset niveau af nøjagtighed, selvom han levede kort før opfindelsen af teleskopet.

Han brugte såmænd håndbyggede sigteinstrumenter, og med kompromisløs målekultur lykkedes det ham at revolutionere astronomien, på måder han end ikke selv kunne have forestillet sig.

Tycho Brahes liv og virke på øen Hven på Uranienborg (Tycho Brahes bolig og astronomiske observatorium) og Stjerneborg (observatorium, som Tycho Brahe fik bygget på Hven, da han ikke fandt Uranienborg tilstrækkelig) er blevet symbol på, at systematiske observationer og metoder kan ændre verdensbilledet – også selvom man ikke har det allermest perfekte udstyr lige ved hånden.

Tychos historie rummer også farverige anekdoter – en fægteduel resulterende i en næseprotese, vanrøgt af bønderne på Hven og af de kongelige grave, hans kæle-elg og tjeneren ved navn Jeppe – men det var præcisionen og skalaen i hans måleprogram, der for alvor flyttede astronomien ind i den moderne tidsalder.

Flere fejringer lige om hjørnet

En anden stor dansker, der fulgte i Tycho Brahes kølvand, var Ole Rømer (1644–1710).

Via tidsforskydninger i formørkelserne af Jupiters måne ’Io’, viste Rømer i 1676, at lyset ikke udbredes øjeblikkeligt, men at det har en begrænset hastighed.

Det betyder helt lavpraktisk, at når du ser lyset fra stjerner og galakser på nattehimlen, så ser du ikke stjernen eller galaksen, som den ser ud nu. Lyset er udsendt for længe siden, men det er bare først nu, at det er nået frem til os på Jorden.

Med andre ord viste Rømer, at lyset ’tøver’! En opdagelse, der blev offentliggjort i Paris og publiceret i december 1676 i tidsskriftet ’Journal des sçavans’.

For astronomien er det ret så fundamentalt, at lyset udbredes med en endelig, omend høj hastighed, altså, at det ikke bare indfinder sig ’med det samme’.

At lyset har en hastighed, er også det, der gør det muligt at studere universets historie. Det er derfor, at vi kan se tilbage i tiden, når vi ser langt ud i verdensrummet.

Detaljerne og kronologien i Rømers opdagelse diskuteres stadig af videnskabshistorikerne, men hans tolkning blev banebrydende for naturvidenskaben.

Den 7. december nævnes ofte som mærkedag for offentliggørelsen af ’lysets tøven’, men mødet, hvor Ole Rømer fortalte det franske videnskabernes selskab om opdagelsen, blev faktisk afholdt den 21. november.

Til næste år, i 2026, markerer vi her i Danmark – og måske i resten af verden, 350-året. Så vi kan allerede nu begynde at glæde os til et år fuld af lys!

Glødende superkæmpe på Orions venstre skulder

Når skumringen har lagt sig ud på eftermiddagene i december, står det store stjernebillede Orion allerede pænt hævet mod sydøst.

Orions bælte – de tre stjerner på stribe – er et sikkert pejlemærke, og under bæltet anes Oriontågen (M42) som en sløret stjerne for det blotte øje, men som en mægtig stjernefabrik i selv en mindre kikkert.

På Orions venstre skulder gløder kæmpestjernen Betelgeuse i et varmt, rødligt skær.

I COVID-årene omkring 2019 og 2020 havde stjernen en dramatisk nedblusning, som siden er blevet forklaret som støv og pulsationer.

Men ellers lever Betelgeuse op til sit ry som rød superkæmpe på vej mod sin sidste akt – dog ikke nødvendigvis lige i morgen:

En supernova kan ligge alt fra tusinder til hundredtusinder af år ude i fremtiden. Du kan blive klogere på superkæmpen Betelgeuse i denne artikel, som jeg tidligere har skrevet til Videnskab.dk.

Endnu en kæmpestjerne: Tyrens ’øje’

Nordvest for Orion finder vi Tyren, hvor den klare stjerne Aldebaran – en orangerød kæmpestjerne – lyser som tyrehovedets ’øje’.

Aldebaran står foran den løse stjernehob Hyaderne, mens en anden stjernehob Plejaderne (M45) ligger lidt længere mod nordvest som en kompakt, miniature-Karlsvogn.

I december kan Månen faktisk passere tæt forbi og endda skjule enkelte plejadestjerner. I år er især fuldmåneaftenen den 4. til den 5. december bemærkelsesværdige, fordi Månen er tæt på Plejaderne og faktisk formørker dele af hoben set fra nogle steder på Jorden.

Se stjernernes forskellige farver

Stjernerne i Orion og Tyren har forskellige farver, der skyldes deres forskellige overflade-temperaturer.

Hvis man har mod på det, kan man gå på jagt efter farveprøver blandt stjernerne – du behøver ikke noget udstyr, farverne kan ses med det blotte øje!

Begynd eentuelt med Betelgeuse (rød), Aldebaran (orange), Rigel i Orion (blåhvid) og Capella i Kusken (gulhvid).

Aldebaran er højest på himlen den 2. december ved midnat, mens det samme sker for Betelgeuse den 22. december. Rigel står højst den 11. december og Capella den 12. december.

Meteorsværme giver i hundredevis af stjerneskud

December byder ligesom november på to styks meteorsværme: Geminiderne og de trofaste Ursider.

Meteorsværmen Geminiderne er et godt bud på én af årets bedste meteorsværme. Radianten, som er den retning, hvor meteorerne ser ud til at komme fra, er stjernebilledet Tvillingerne nær den klare stjerne Castor.

Geminiderne er oppe allerede fra tidlig aften, og under ideelle mørke forhold kan man forvente i hundredevis af stjerneskud i timen ved maksimum omkring den 13. til 14. december.

Så find et mørkt sted med godt udsyn, læg dig ned, brug varmt tøj og hav en varm drik med på termoflasken.

Meteorerne - og altså stjerneskuddene - kan komme fra hele himlen, men deres baner peger baglæns mod radianten i Tvillingerne. Og pas på mobillyset, som kan ødelægge nattesynet.

Ursiderne den 21. til 22. december er en lille men hyggelig sværm med radiant i Lille Bjørn, med op mod 10 stjerneskud i timen. Chancerne er ofte fine sent i december, og i år falder maksimum tæt på nymåne den 20. december, så udsigten er god og bedst efter midnat.

Fra tid til anden leverer Ursiderne små udbrud, så det kan betale sig at holde øje - især hvis vejret drillede ved Geminiderne.

Planeterne

Jupiter og Saturn er aftenens klare planeter, mens Venus gør sig bemærket i skumringen – og Merkur får en kort, men pæn morgenoptræden i begyndelsen af måneden.

Jordens nabo mod Solen er Venus, som er aftenstjerne og ses som et stærkt, hvidt ’fyrtårn’ lavt i sydvest kort efter solnedgang. Den glider hurtigt ned mod horisonten, så fang den i skumringen. Venus er notorisk klarere end enhver stjerne.

Kæmpeplaneten Jupiter dominerer nattehimlen med en gulhvid glans i nærheden af Tvillingerne i december, og den står fint på himlen praktisk talt hele natten. Den vil sikkert også stå flot ved Geminidernes maksimum, og de fire Galilæiske måner er altid fantastiske, selv med en lille kikkert!

Ringplaneten Saturn kan ses i de tidlige aftentimer lavere mod syd/sydøst. Ringene er fortsat meget smalle og ses næsten på kanten, men planetens bånd og måner er fine mål.

Solsystemets inderste planet, Merkur, får en af sine bedre morgen-optrædener omkring den 7. december, på Ole Rømers mærkedag, hvor planeten er højest over horisonten i øst, og står op i god tid inden solopgang.

De to iskæmper Uranus og Neptun kræver nok en tålmodig og erfaren observatør med en god kikkert. Uranus kan ses under en mørk himmel og kræver ligesom Neptun både teleskop og stjernekort.

Kigger man efter planeterne, så kan man jo kombinere det med en tur forbi Plejaderne (M45) og Hyaderne i Tyren, som begge er perfekte til en håndkikkert.

Sæt eventuelt også kikkerten på Månen og kig på kratere ved skyggegrænsen.

Sol og Måne

Når det kommer til december, så er der nok for de fleste to kendte astronomiske begreber, som man kommer til at tænke på: Solhvervet og dagens længde.

Den 21. december indtræffer det årlige vintersolhverv – årets korteste dag på den nordlige halvkugle – og så bliver det jul!

Solen kulminerer lavt på himlen i Danmark, det vil sige at den ikke kommer langt over horisonten, og det er præcis denne lave bane, der giver den lange skumring og de blå, klare vintertoner.

Ifølge almanakken står Solen op kl. 8:17 og går ned kl. 15:40 den 1. december.

På månedens sidste dag er solopgang kl. 8:42 og solnedgang kl. 15:44. De præcise tidspunkter varierer på tværs af landet, så der for eksempel den 17. december er solopgang kl. 8:44 i Odense og kl. 8:52 i Esbjerg. Samme steder går solen ned hhv. kl. 15:45 og kl. 15:52.

Månefaserne er også gunstige for stjerneskudsjægere: Fuldmånen falder den 5. december ved midnat, mens nymåne er 20. december kl. 02:43:

Sjovt nok er Månen tættest på Jorden den 5. december, når den er fuld – og længst borte, når den er ny i denne måned. Det giver mørke nætter for Ursiderne og mellem-juleaftens-observationer. Desuden passerer Månen tæt forbi Plejaderne i begyndelsen af måneden.

Så december er altså en måned, hvor himlen og historien går hånd i hånd.

At Tycho Brahe og Ole Rømer fylder kalenderen netop nu, føles passende: Himlen over os er rig på fænomener, og Danmark har sat varige spor for, hvordan vi forstår dem.

God december, glædelig jul – og kig op!