I december måned holder det europæiske rumagentur, ESA, ministerrådsmøde, hvor der skal træffes vigtige afgørelser.
Sat lidt på spidsen kan man sige, at valget står mellem en slags Brexit til den bemandede rumfart i Europa, eller om vi skal tage det næste skridt og gå fra rumstationen ISS og til, hvad direktøren for ESA Johann-Dietrich Wörner har kaldt en 'landsby på Månen' - eller måske endda en marsrejse.
LÆS OGSÅ: NASA's lange rejse til Mars
Europa mangler at bidrage til ISS
Hvad der står på spil, blev klart allerede i sommer, da NASAs leder, Charles Bolden, direkte henvendte sig til ESAs råd (Council), der er ESAs styrende organ.
Her er alle ESAs medlemsstater repræsenteret, og hvert land har en stemme uanset landets størrelse og hvor meget man bidrager med. Heldigt for Danmark, der kun betaler 0,8 procent af ESAs budget.
Charles Bolden var meget klar: Trods små budgetter har USA, Rusland, Japan og Canada besluttet at betale for rumstationen ISS frem til 2024. Kun Europa mangler, og som han sagde, er det vigtigt for rådet at gøre det klart for Europas regeringer, hvor vigtig ISS er, både for den aktuelle rumfart og for vores fremtid i rummet på langt sigt.
Uden Europa bliver internationalt samarbejde udfordret
Sagen er, at ESA kun har forpligtiget sig til at støtte ISS frem til 2020, og uden penge fra Europa i perioden 2020-2024 bliver hele det internationale samarbejde om den store rumstation udfordret.
Nu er rumstationen efter mange års arbejde endelig bygget, og det betyder, at der er mulighed for at udføre et omfattende forskningsarbejde – både med henblik på en kommende marsrejse og muligheden for en industriel udnyttelse af den vægtløse tilstand.
Disse muligheder vil rumagenturerne meget gerne udnytte, og det vil vi da også gerne i Europa.
Men det bliver jo kun til virkelighed, hvis det er muligt at overtale de europæiske regeringer til at bevilge pengene. Flygtningekrise og andre problemer i Europa har måske for mange lande en højere prioritet.
LÆS OGSÅ: Se, hvordan ISS blev bygget stykke for stykke
Bemandet rumfart vil blive berørt af ISS-Brexit
Hvis vi i december siger nej, så er det ikke undergangen for europæisk rumfart. Langt det meste rumfart foregår med ubemandede satellitter og rumsonder, og de dele berøres ikke af samarbejdet omkring ISS.
Men for den bemandede rumfart vil det blive noget af en Brexit – simpelthen fordi vi, som de andre store rummagter, har lagt alle vore æg i den kurv, som hedder ISS.
Uden adgang til ISS har vi ingen steder at sende vore astronauter hen. Europa har ikke engang deres eget bemandede rumskib; noget vi ellers både industrielt og økonomisk godt kunne have haft.
Endnu værre er det, at vi ved at trække os ud af samarbejdet sender et signal til verdens andre rumagenturer om, at vi måske ikke er de mest pålidelige partnere at samarbejde med.
Det ser dog ud til, at vi vil fortsætte med at bidrage til ISS, men man kan da godt forstå, at de andre partnere i ISS godt kunne have ønsket, at vi havde besluttet os lidt hurtigere.
Deltagelse i rumfart er realpolitik
ESA's ministerrådsmøde er vigtigt, også for Danmark.
Det skyldes, at det at deltage i rumfart i høj grad er det, man kalder realpolitik. For mange lande er det en stor fordel at være med, da deltagelse i et rumprojekt i høj grad både støtter og udvikler den højteknologiske industri.
I den globale verden er det afgørende at have konkurrencedygtig high-tech industri, og det må nok indrømmes, at industripolitikken for de fleste lande nok er vigtigere end at lede efter liv på Mars. Men det er da udmærket, hvis man i et stort projekt både kan støtte industrien og videnskaben.
Danmark kan konkurrere på nicheområder
Danmark er et lille land, og vores mulighed for at konkurrere er at finde nicheområder, og så blive så gode, at vi bare ikke kan undværes.
Det har vi selv erfaret under besøg på Terma i Aarhus. Her har man gennem mange år leveret elektronik, især strømforsyninger, til ESA. Det er de blevet så gode til, at Terma ofte er med, når der skal bygges en ny rumsonde, der skal kunne klare en mange år lang rejse i rummet.
Det gør indtryk at sidde over for en af konstruktørerne af de strømforsyninger til rumsonder, som Terma leverer til ESA.
Kim Plauborg har en strømforsyning om bord på rumsonden Schiaparelli som skal lande på Mars den 19 oktober. Måske bare en lille kasse, tænker man. Indtil man hører, hvor lang tid det har taget først at konstruere den og derefter bygge den, så den virker. Her taler vi om en årelang indsats og en utrolig omhu med lodninger og kvalitet.
Dansk specialviden er vigtig
Lige så imponerende er det, at vi i Danmark har et firma i Brøndby, Force Technology, som kan udvikle dyser til rigtig store raketmotorer – af den type, der skal drive den nye Ariane 6 raket.
For ikke at smelte, skal dyserne køles af flydende brint, ledt gennem mange hundrede små kanaler. Her er der udviklet en helt ny teknik med røntgenstyret lasersvejsning.
Men selv om Force Technology har en meget specialiseret viden, som er helt nødvendig for Ariane 6, så ender den fremtidige serieproduktion af motorerne i et andet land som følge af manglende dansk deltagelse i Ariane 6.
Skulle Danmark alligevel tilslutte sig Ariane 6, vil der stadig være gode muligheder for fortsat udvikling og etablering af en backup produktionsfacilitet med højteknologiske arbejdspladser i Danmark.
Man kan godt forstå, at Terma og Force Technology er virksomheder, der holder godt på deres medarbejdere. Danmark har virkelig brug for mange ingeniører med specialviden inden for et område, som måske nok er lille, men alligevel så vigtigt, at vi kan handle med den meget større industri i udlandet.
Månen kan være bedre alternativ end Mars
Det kan godt være, at ISS og industrikontrakter er rumfartens realpolitik, men fremtiden i rummet afhænger af de beslutninger, vores politikere træffer og bevilger penge til.
Den nye generaldirektør for ESA, Johann-Dietrich Wörner, har sin egen ide, som han kalder 'En Landsby på Månen'. Den skal også diskuteres på ministermødet.
Wӧrner er ikke enig med NASA om, at Mars skal være det næste mål. Han synes det er langt bedre at koncentrere sig om Månen, hvor rejsetiden kun er tre dage mod de 8 måneder, det tager at flyve til Mars.
Der har dog været så mange, der har misforstået udtrykket 'Landsby', at Wӧrner har måttet understrege, at der bestemt ikke er tale om en lille nybyggerby med kirke, skole, huse og et svømmebassin.
Hvad han tænker på, er noget, der meget mere minder om McMurdo basen i Antarktis. Den begyndte for omkring 60 år siden som nogle få hytter til forskning, og så er den gradvist vokset til i dag at have en befolkning på næsten 1.000 om sommeren. Basen er vokset, bl.a. fordi det er blevet stadig vigtigere at studere isen på Antarktis for at forstå udviklingen af klimaet de sidste mange tusinde år.
Noget lignende kunne ske på Månen, hvor man starter i det små. Det bliver med nogle få moduler, som dækkes godt til af månestøv for at beskytte mod de store temperaturudsving og strålingen fra rummet.
Ligesom på McMurdo basen kan aktiviteterne så gradvist udvides, indtil vi måske en dag bygger et radioobservatorium på Månens bagside. Her skygger Månen for radiostøjen fra Jorden, og det vil gøre det langt lettere for radioastronomerne at udforske universet.
Månen kan potentielt blive en tankstation i rummet
Der er også en mulighed for, at den private industri blander sig, og at vi lærer at udvinde vand fra klipperne i de polare områder. Her viser målinger fra satellitter, at der nogle steder sandsynligvis findes en smule vand i form af is et stykke under overfladen.
Vandet kan let koges ud af klippestøv ved brug af solenergi, og dermed har vi det bedste kemiske brændstof til raketter, nemlig ilt og brint.
Med gratis solenergi er det let at spalte vand i ilt og brint, og hvis Månen ligefrem kan blive en tankstation i rummet, så kan det helt ændre rumfarten ved at give en nem adgang videre ud i solsystemet.
Det skyldes, at det er meget lettere at sende en tankfuld brændstof ud i rummet fra Månen, fordi den har en tyngdekraft på kun 1/6 af Jordens tyngdekraft.
Efter ISS: Månen eller Mars?
Én ting er sikker: Efter 2024 har vi nok ikke ISS mere.
Russerne taler allerede om at fjerne et par af deres moduler fra ISS og bruge dem som udgangspunkt for deres egen nye rumstation, og desuden vil ISS til den tid også være tæt på at være slidt ned – selv om optimister håber at kunne bruge ISS frem til 2028, hvor den fylder 30 år.
Mange lande vil gerne være med i et nyt stort rumsamarbejde, og diskussionen går på, om vi skal følge Wӧrner og tage tilbage til Månen, eller NASA og flyve til Mars. Det er derfor ikke så mærkeligt, at Charles Bolden brugte en del af sin tale til ESAs råd om, at Europa skulle blive en del af Marsprojektet.
LÆS OGSÅ: Her er de største udfordringer ved at rejse til Mars
ISS har banet vejen, men meget er usikkert
I alle tilfælde er både planerne om Månen og Mars afhængige af, om der kan etableres et nyt, internationalt samarbejde.
ISS har banet vejen, men meget vil afhænge af, hvordan den politiske situation er til den tid.
En anden mulighed er, at Kina, og måske også Indien, kan komme med i dette samarbejde – hvis de altså vil. Det er sandsynligt, at Kina vil vælge at være uafhængigt af et stort, vestligt domineret bemandet rumprojekt, og nøjes med at samarbejde om mindre rumprojekter.
Allerede nu leverer ESA servicemodulet til Orion-rumskibet, og der er mange muligheder for at være med, når NASA vil begynde at træne til Marsrejsen med flyvninger nær Månen, hvor der er tre dages rejse hjem – afstanden vil minde astronauterne om, at man ikke bare kan reddes lynhurtigt, hvis der sker noget.
LÆS OGSÅ: Kan Kina blive verdens førende rumnation?
2024 bliver et afgørende år for den bemandede rumfart
ISS vil gøre 2024 til et helt afgørende år for den bemandede rumfart. Det er det år, vi endeligt skal afgøre, om vi vil opgive at sende mennesker langt ud i rummet, eller om vi tage det næste skridt mod Månen eller Mars.
Men forberedelserne til denne store afgørelse skal træffes allerede nu, så derfor er decembers ministermøde meget vigtigt.
Det er denne diskussion, vi vil komme til at høre mere om, mens vi nok ikke kommer til at høre nær så meget om den ligeså vigtige diskussion om de ubemandede rumprojekter. Her har ESA ellers også nogle projekter, som er vigtige for hele den politik, vi fører i Europa.
Man kan nævne Galileo, som er et system af 30 navigationssatellitter, der vil gøre os uafhængige af det amerikanske GPS-system, og Sentinel, der er en meget omfattende overvågning af Jorden, lige fra klimaet til, hvordan marker dyrkes – eller hvordan flygtningestrømme bevæger sig.
Galileo er så central for den europæiske infrastruktur, at projektet er et samarbejde mellem ESA og EU. Siden 2009 har rummet også været et af de emner, som debatteres i det europæiske råd.
Endelig må nævnes, at uanset budgettets størrelse har der altid været god vilje til at opretholde et meget aktivt videnskabeligt program, der om mindre end ti år vil føre os mod Jupiters måner.
Det bliver ganske interessant at se, hvad ministermødet vil føre til.
