Den aktuelle politiske krise har sat fokus på nogle sider af rumfarten, som ellers har været lidt oversete. En af dem er, at russerne i disse år har monopol på at sende astronauter op til ISS. Et andet eksempel er, at den store Atlas 5 raket, der anvendes til at opsende militære satellitter, har raketmotorer, som er bygget i Rusland.
»I know I have made some bad decisions«
Sådan sagde computeren HAL 9000 I filmen ”Rumrejsen 2001” efter den havde taget livet af hele besætningen på nær en. Og det samme kan vi her i Vesten næsten også sige.
I mange år har vi undladt en langsigtet planlægning baseret på et solidt økonomisk fundament. Det er nemt at skyde på amerikanerne, men her i Europa traf vi for mange år siden en uheldig afgørelse.
Vi var godt på vej til at udvikle vor egen lille rumfærge kaldet Hermes, som kunne opsendes med en Ariane 5 raket. Projektet blev dog opgivet af økonomiske grunde.
Havde vi i dag haft Hermes, kunne vi have undgået det russiske monopol. Men hvem kunne dog have forestillet sig, at amerikanerne frivilligt ville opgive deres bemandede rumflyvninger i en periode på mindst seks år efter rumfærgens ophør i 2011?
Måske har Japan af samme grund heller ikke udvist den store interesse for bemandet rumfart. De har ganske vist et bemandet rumskib på tegnebrættet, men det har lange udsigter med den første opsendelse.
Kina har som bekendt et bemandet rumskib Shenzhou, men de deltager ikke i ISS-samarbejdet.
Nu er der nok heller ingen grund til at gå i panik, for indtil nu har russerne opfyldt alle deres aftaler om at opsende astronauter med deres gode, gamle Soyuz-rumskib.
Vi er simpelthen så afhængige af hinanden på ISS, at det er et samarbejde, som er næsten umuligt at afbryde – i hvert fald i de næste par år.
Hvad siger russerne?
Som så ofte kommer der lidt modstridende signaler fra Rusland. Lederen af det bemandede rumprogram i Rusland, Alexey Krasnov, udtalte ved opsendelsen af det seneste Europæiske transportrumskib til ISS, at den politiske situation stort set ikke påvirker det daglige arbejde på ISS.
Han har endda udtalt, at NASA gør alt, hvad de kan for, at politik ikke skal få indflydelse på samarbejdet.
Vicepremierminister Dmitry Rogozin har anlagt en mere hård kurs ved at true med, at russerne vil trække sig ud af ISS-samarbejdet i 2020, selv om parterne allerede var i gang med at planlægge en forlængelse til 2024.
Han kunne heller ikke dy sig for følgende vurdering: »Den russiske del af ISS kan sagtens eksistere uafhængigt af den af den amerikanske, det omvendte er ikke tilfældet.«
Rogozin overser dog, at amerikanerne bl.a. har leveret de store solpaneler, der forsyner hele rumstationen med strøm. Sandheden er, at begge parter er dybt afhængige af hinanden, hvis rumstationen skal køre videre.
A wake up call
I virkeligheden er det ikke ISS, der har gjort det største politiske indtryk i Washington. Det er derimod den pludselige erkendelse af, at den store og meget anvendte Atlas 5 raket er baseret på brugen af de russisk byggede RD 180 motorer, og at de nu kun har 16 af dem på lager i USA.
Næsten lige så hårdt er det, at en af de kommercielle raketter Antares, der bruges til at opsende forsyningsrumskibet Cygnus til ISS, også er baseret på en russisk raketmotor.
Selvfølgelig tales der nu om at udvikle en egen raketmotor som erstatning, men som alt i rumfarten, vil det tage flere år.
Ind på sidelinien kommer så Elon Musk med sit firma SpaceX, der har bygget den store Falcon 9 raket og forsyningsrumskibet Dragon.
Han gør virkelig en anstrengelse for at bryde det stærke monopol, som Boeing og Lockheed Martin har på at opsende især militære satellitter.
Den enes død, den andens…
Amerikanerne er nu også begyndt at håndhæve sanktioner i rummet. Mindst fem kommercielle og en militær satellit har af det amerikanske udenrigsministerium fået aflyst deres opsendelser fra Baikonur-rumcentret i Kasakhstan.
Satellitterne indeholder følsom elektronik, som man ikke uden videre vil give eksporttilladelse, og flere aflysninger forventes. Russerne tager dog meldingen med ro, fordi de har fået betaling på forhånd for flere af opsendelserne.
På længere sigt kunne man dog forestille sig, at flere opsendelser vil gå til Europa, og at USA vil bygge flere raketter baseret på egen teknologi.
Men enhver drøm om bemandet udforskning af solsystemet i fremtiden vil være helt afhængig af, at vi overvinder den nuværende krise og får genetableret det gode samarbejde, der i de seneste mange år har præget rumfarten.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
