Da filmen '2001- A Space Odyssey' havde premiere i USA i april 1968, blev den vist i en verden, som på en måde ventede på en film, der kunne give en vision for fremtiden.
Vi må jo huske, at verden i 1968 var meget forskellig fra den verden, vi kender i dag.
Rumalderen var kun 10 år gammel, og for de fleste mennesker var den nye tekniske verden noget ukendt og fremmedartet.
Kun få mennesker havde set en computer, noget, der dengang fyldte flere skabe med elektronik.
Rumfart forbandt man med et kapløb til Månen, og ingen kunne dengang forstille sig hverken GPS, internettet eller mobiltelefoner.
Skulle man skrive noget, skete det på en skrivemaskine, men til gengæld havde vi havde et postvæsen, som virkede, og gode gamle telefoner.
Det var dengang, man kunne være i fred i sit sommerhus, fordi der ikke var installeret telefon, og et postkort var noget, man sendte hjem fra en rejse.
Mødet med 2001
Da vi første gang så filmen 2001, læste vi begge astronomi i København, så vi var blandt de få, som både havde set og brugt en computer.
Observatoriet havde en stor computer, som fyldte et helt rum, og som blev programmeret med perforerede papirstrimler.
Der var ingen TV-skærm, så hvis computerne skulle fortælle os noget, skete det ved at printe en masse tabeller ud.
Så det var virkelig et kig ind i fremtiden at se en computer som HAL 9000, der i filmen både kunne styre et rumskib og samtidig føre samtaler med de ombordværende astronauter – som i øvrigt sad med noget, der i høj grad lignede en moderne iPad.
Men det var kun én side af mødet med filmen, som siden da har påvirket den måde, vi ser på vores plads i universet.
Filmen har et filosofisk budskab, som rækker langt ud over den rene begejstring for ny teknik.
Derfor er filmens slutafsnit, kaldet 'Hinsides Uendeligheden', hvor den sidst overlevende astronaut kommer ud på en lang rejse for at møde en intelligens højere end vores egen, en oplevelse, som masser af mennesker dengang ønskede at opleve mere end en gang.
1968 var et år, hvor verden var i opbrud.
På den ene side havde vi Vietnamkrigen, Ungdomsoprøret, mordene på Martin Luther King og Robert Kennedy, men på den anden side var der også Apollo 8-flyvningen rundt om Månen ved juletid, hvor astronauterne læste op fra biblens skabelsesberetning ved en TV-transmission julenat.
Det var en verden, hvor ingen kunne overskue, hvilken vej udviklingen ville gå.
Måske gav 2001 ikke et svar, men den gjorde et begavet forsøg. Nogle gik andre veje med New Age filosofi eller forsøg med nye måder at leve på.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 40 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Filmen og dens handling
Handlingen i filmen strækker sig over ikke mindre end tre millioner år.
Vi begynder på en afrikansk savanne, hvor der bor en flok abemennesker. Der er ingen dialog – vi følger bare i begyndelsen deres daglige liv.
Så, lige pludselig, dukker en aflang monolit op i landskabet. Det er en flad plade, hvor vi senere får at vide, at forholdene mellem sidelængderne er 1:4:9.
Aberne rører forsigtigt ved monolitten og undrer sig, for tilsyneladende står monolitten bare der uden at foretage sig noget.
Men gradvist begynder aberne at prøve noget helt nyt – nemlig at fremstille våben af knogler.
Det sidste, vi ser, er en abe, der i triumf kaster en knogle op i luften, hvorpå billedet glider over til 2001, hvor astronauten Heywood Floyd er på vej til Månen.
For der er fundet en monolit deroppe i det, der kaldes Tycho-krateret, og den opdagelse skal helst holdes hemmelig, indtil man ved lidt mere.
Heywood Floyd ankommer først til en international rumstation – næsten en forløber for ISS, bortset fra, at den er hjulformet og roterer for at skabe kunstig tyngdekraft.
Floyd har lidt besvær med at forklare, hvad han egentlig skal på Månen, men han kommer afsted mod månebasen og føres ud til Tycho krateret.
Her møder han monolitten, og den måde, han reagerer på, minder lidt om abernes reaktion tre millioner år tidligere.
Da Solen står op over krateret, udsender monolitten et kraftigt signal rettet mod Jupiter.
På vej mod Jupiter
Igen skifter scenen, og nu er vi ombord på rumskibet Discovery på vej mod Jupiter.
Den virkelige chef er computeren HAL 9000, som er intelligent og ikke ondsindet, selv om den kommer til at træffe nogle ret katastrofale afgørelser.
Der er fem astronauter ombord. Bowman og Poole, som passer butikken under den lange flyvning, og tre videnskabsmænd, der er lagt i dvale.
Det er dem, der skal søge at kontakte den højere intelligens, som har bygget monolitten på Månen.
Undervejs sker der det, at HAL 9000 dræber de 3 astronauter, som ligger i dvale, samt astronauten Poole.
Den gør det af en eneste grund: HAL 9000 mener, at deres hemmelige opgave om at søge kontakt bedst kan løses af ham alene.
Da Bowman meget naturligt vil afbryde HAL, før den laver flere ulykker, kommer HAL med følgende bemærkning: 'Jeg ved, at jeg har truffet nogle meget dårlige afgørelser, men jeg har det meget bedre nu.'
Men den undskyldning hjælper ikke – HAL bliver afbrudt.
Bowman er nu alene på rumskibet, og rejsen fortsætter mod Jupiter. Her møder han en enorm monolit, der sender ham på en rejse hinsides tid og rum langt bort fra vort solsystem.
Denne rejse er filmet næsten som et syretrip, og det var lige noget, som dengang talte til mange unge, hvor nogle sikkert havde prøvet LSD eller andre stoffer.
Hvad der her sker, skal ses. Men Bowmans oplevelser i noget, der ligner et værelse fra 1700-tallet har ført til mange diskussioner og fortolkninger.
På det sidste billede optræder Bowman nærmest som et foster, der betragter Jorden.
En fortolkning kunne være, at monolitten har bragt hans udvikling videre, ganske ligesom en anden monolit for tre millioner år tidligere bidrog til at udvikle aberne mod mennesket.
\ Læs mere
Filmen set fra 2018
Det er klart, at vi i dag må se med lidt andre øjne på Rumrejsen 2001, end da vi så den som unge mennesker.
Ikke bare, fordi vi er blevet ældre, men også, fordi verden har ændret sig.
Vi vil her se på to aspekter: Filmens tekniske forudsigelser og, måske vigtigere, dens syn på menneskets plads i universet.
Teknisk har filmen klaret sig godt. Floyd fløj op til rumstationen i en moderne rumfærge til den internationale rumstation.
Han skulle endda gennem en computerstyret kontrol, der brugte stemmegenkendelse, før han fik lov til at gå ombord på rumstationen. Meget moderne.
Rumstationen var hjulformet, så den kunne skabe kunstig tyngdekraft ved at rotere.
Det var en konstruktion, der blev seriøst overvejet, men i dag er den opgivet.
Grunden er, at både hjul og rumstation være meget store, dels for at undgå at hjulet skal rotere alt for hurtigt og dels for at sikre en stabil rotation, selvom astronauterne går rundt og dermed ændrer hjulets balance.
Rumfartens økonomi i dag er slet ikke til en så stor konstruktion.
Månebasen i krateret Clavius var stor – meget stor. Men det må tilgives, for vi drømte også stort i 1960'erne, dengang Apollo brugte næsten fem procent af det amerikanske nationalprodukt.
I øvrigt var basen pænt gravet ned til beskyttelse mod stråling og temperaturer, nøjagtigt, som vi planlægger i dag.
Rumskibet Discovery er helt efter bogen:
Et atomdrevet rumskib, som starter fra en rumstation. Atommotoren gør det muligt at flyve hurtigt og på den måde nedsætte rejsetiden, men til gengæld skal rumskibet være meget langt for at give så stor en afstand som muligt mellem mandskabskabinen og den radioaktive atommotor.
Discovery kan ikke selv lande, men kun gå i bane om en planet. Har man brug for at lande, medføres særlige landingsfartøjer.
Rumfart dengang og nu
Rumfarten i filmen er den klassiske rumfart, hvor det er en selvfølge, at ekspeditioner til andre planeter sker med bemandede rumskibe.
Men disse store ekspeditioner er jo ikke blevet til virkelighed. I stedet har vi sendt et stort antal rumsonder af sted, der nu har besøgt hver eneste planet i solsystemet, fra Merkur til Pluto.
Disse rumsonder kan løse konkrete opgaver som at måle en planets magnetfelt eller temperatur, men rumsonderne giver os ikke svar på de store spørgsmål om mennesket og universet.
Det er også derfor, vi stadig drømmer om at sende mennesker til Mars og endnu længere væk. Og den dag vi gør det, får vi brug for rumskibe som Discovery.
Filmen har et optimistisk syn på fremtidens teknik, men to ting er dog stadig et stykke uden for vores rækkevidde: Den intelligente computer og hibernation (dvale).
Vi er stadig et pænt stykke vej fra at kunne bygge en HAL 9000, men det ser ud til, at vi kommer nærmere.
Når og hvis, det sker, så vil verden nok ændre sig mere, end vi kan forestille os – og ændringen vil omfatte langt mere end rumfarten.
Hibernation, hvor astronauter lægges i dvale, var noget man talte om dengang. Ideen er ikke glemt, og der udføres stadig en begrænset forskning inden for feltet.
Muligheden kan ikke afvises, men der er stadig lang vej, før den vil blive anvendt i rumfarten.
\ Læs mere
Hinsides uendeligheden
Det centrale for filmen er dog ikke teknikken, men dens vision af vores plads i universet.
For den ældre og højere intelligens, der anbragte monolitten på Jorden, er de aber, som de fandt på Jorden for tre millioner år siden, kun et enkelt af naturens forsøg på at skabe intelligens – et forsøg, som let kunne slå fejl.
I sin roman 2001 kommer forfatteren bag, briten Arthur C. Clarke, med nogle af de forklaringer, som filmen kun antyder om monolitterne og deres skabere.
Grundideen er, at skaberne af monolitten så sig selv som en slags gartnere, der ønskede at sprede det sjældne fænomen intelligens i universet.
På deres rejser i universet havde de nemlig set, hvor ofte de første svage spor af intelligens på en planet hurtigt kunne forsvinde igen.
Clarke skriver videre:
»Da de i hele Mælkevejen ikke havde fundet noget mere kosteligt end det at kunne tænke, så tilskyndede de denne evne til at vokse overalt. De blev en slags gartnere med stjernerne som deres domæne. De såede, og undertiden høstede de. Og undertiden var de nødt til lidenskabsløst at luge.«
Så i filmen er vi mennesker kun ét ud af mange eksperimenter i et forsøg på at skabe mere intelligens.
Om det så er lykkedes, er vist svært at svare på. Men efter at have lært aberne at bruge våben og værktøj, så efterlod de fremmede en monolit på Månen, som kunne overvåge udviklingen på Jorden og slå alarm, når den blev opdaget.
Om det er en gyldig vision af livet i universet, kan vi naturligvis ikke vide.
Men den er langt mere tankevækkende end de sædvanlige Hollywood-uhyrer, der åbenbart ikke har andet at tænke på end at erobre Jorden.
Filmen viser netop det, vi kan forvente: Møder vi en anden intelligens, vil den være mange millioner år forud for os.
Henrik og Helle Stub
Men det betyder ikke, at vi forstår, hvad der sker, eller kan gøre noget ved det – vi kan kun håbe det bedste.
To drømme
Hver tid har brug for sine drømme. I 1968 var USA et dybt splittet land på grund af borgerretsbevægelsen og vietnamkrigen.
Apollo var et fælles mål, noget, man kunne samle sig om.
Men Apollo var teknik og politik.
Clarke og Kubrick (filminstruktøren bag 2001) føjede et nyt aspekt til rumfarten ved netop at skildre, hvordan rumfarten også kan ses som en odysse i vores søgen efter en dybere mening – og det skete på en måde, som passede fint med tidsånden dengang.
Nu i 2018 får det, som er blevet kaldt den digitale generation, så sin egen film om fremtiden, nemlig Spielbergs film 'Ready Player One'.
Det er en film, hvor udgangspunktet er, hvordan folk i 2045 flygter fra en trøstesløs fremtid for at leve deres liv i et virtuelt univers.
Hvis Spielberg virkelig har fanget tidsånden 2018, vil vi nok foretrække visionen fra Rumrejsen 2001.
